Så kan det snart ikke blive meget værre.

Hvis vi de seneste 14 dages tid i højt solskin og små 30 graders varme skulle have glemt, at sommeren er gået på hæld, er vi da lige på alle fronter blevet mindet om det de seneste dage. Poolen blev lukket i går, så hvor vi er vant til lidt hyggeligt at kigge på uden for huset, er baghaven nu dækket af en ucharmerende grøn presenning. Det har regnet i stænger uafbrudt hele dagen, så flere veje er oversvømmede. Græsplænerne i kvarteret er begyndt at dø og antage en trist gul farve (man bruger sommergræsser herovre). Temperaturen er faldet til under 20 grader, så vi har været nødt til at sætte varme på huset. Og for at føje spot til skade, har de lovet ned mod 12 grader hen over weekenden. Det er her i Virginia Beach, og som om det ikke skulle være nok, har de lovet ned til frysepunktet og mulighed for sne ovre i West Viginias bjerge, hvor jeg i morgen kører hen for at spille golf hele weekenden med en kammerat og hans familie.

Leadership Club.

Det at skolen vurderer børnene på de bløde værdier viser sig at åbne en række døre, som vi ikke lige havde forudset. Fx betyder det, at skolen er i stand til at "se bag" børns ydre og identificere potentiale, som børnene af forskellige årsager ikke viser og derfor risikerer ikke at få udviklet. Fx hvis de er generte og/eller tilbageholdende.
Gennem denne proces har skolen bag Emmas lidt stille og eftertænksomme væsen set en række stærke personelighedstræk, og hun er derfor blevet opfordret til at søge ind i skolens Leadership Club. Det har hun gjort gennem en længere proces, hvor hun skulle redegøre for sig selv, fremtidsønsker mv. i bedste jobsøgningsstil, og hun er nu sammen med 24 andre børn blevet optaget.
Klubbens formål er at udvikle "lederpotentiale" hos børn der går i femte klasse, som er sidste klassetrin i Elementary School. Det gøres både for at forberede dem bedst muligt til Middle School som starter næste år, men også for at de kan fungere som forbilleder for de yngre årgange på deres nuværende skole. Det gøres gennem månedlige møder efter skoletid i "klubben", studieture og ekskursioner samt månedlige "formal lunches", hvor klubbens medlemmer skal være pænt klædt på og spiser frokost ved et særligt bord i cafeteriet med lærerne fra klubben. Det er en ret pudsig og meget synlig forskel på os danskerne og den mentalitet som præger amerikanere. Jeg kan stadig huske, at jeg i en årrække i folkeskolen blev mobbet, fordi jeg havde "orden i sømkassen", og jeg er ret sikker på, at janteloven hurtigt havde fået bugt med denne klub på en dansk folkeskole. Prøv at overvej reaktionen, hvis man fra skolens side havde udvalgt og fremhævet en mindre gruppe børn på skolen og ladet dem fungere som forbilleder for resten; nej vel...
Deres månedlige møder bruges på at udvikle evnen til at arbejde i teams, både som leder og som medlem, hvor de forventes at udvikle evnen til at lede en aktivitete. Deres ture går til fx museer og besøg hos socialt udsatte personer, hvor de bidrager med "samfundstjeneste". De skal fx til et plejehjem på "bingo night", hvor de hjælper ældre med demens, og de skal også ud på et slags herberg, hvor de skal hjælpe med at servere mad for hjemløse. Gennem dette arbejde er det tanken, at deres ansvarlighedssans skal udvikles, og i det hele taget er det meget amerikansk, at ledere er godgørende i deres samfund. Tænk fx på kritikken af George W Bush for ikke at have ydet militærtjeneste.
Vi synes alle, at det er et superspændende program, og endnu engang nyder vi det amerikanske skolesystem, hvor børnenes potentiale bliver næret og udviklet i stedet for at alle helst skal holdes inden for den konformitetens rammer, som det desværre for ofte ses i den danske folkeskole.

Det nye skoleårs første karakterblade.

I går var det så tid for det nye skoleårs første karakterblade for pigerne. De bliver bedømt både for det rent faglige (ligesom da far var dreng), men de får også karakterer for de bløde værdier; altså hvordan de opfører sig, hvordan de interagerer socialt osv. Heldigvis er pigerne både klogere og markant sødere end jeg i hvert fald husker mig selv, så de klarer sig indtil videre helt forrygende med højeste og næsthøjeste karakter i alle fag. Det er formentlig overflødigt at nævne, at både mor og far er vildt stolte, og ikke mindst taget i betragtning, at de for et år siden ikke kunne sproget, er det da ikke så ringe endda. Faktisk er det bedste sådan set, at pigerne tilsyneladende er helt uberørte af det. Altså forstået på den måde, at selvfølgelig er de tilfredse med sig selv, men den konstante vurdering af deres gøren og laden er de mindre optaget af. Selv i dag (hvor jeg har regnet sammen, at jeg har brugt 20 år af mit liv på at gå i skole), får jeg stadig antydningen af sommerfugle i maven før en eksamen, men noget kunne tyde på, at hvis man udsættes for jævnlige tests på et tidligt tidspunkt, så bliver de en naturlig del af ens hverdag. Det synes jeg er ret imponerende, og jeg håber, det vil fortsætte sådan for pigerne, da det må være en stor styrke gennem resten af livet.

Livstegn fra Virginia Beach.

Herovre går det godt. Hverdagen er for alvor kommet i gang efter ferien, og her er travlt. Hverdagene flyver afsted med skole, lektier og sport, nu hvor Mie og mor også er begyndt at spille tennis, og weekenderne går med "alt det andet". Sidste weekend spillede Emma to soft ball kampe, men denne weekend er der så til gengæld ingen kampe. Det var sådan set heldigt nok, for i går var det årlige Fall Carnival på skolen. Det er vel nærmest at sammenligne med et dansk kræmmermarked, hvor frivillige forældre og lærere sætter de forskellige boder op på skolen. Der kan købes bamser, ballonner, kager, slik, ansigtsmaling og spilles et utal af spil. Overskuddet går ubeskåret til børnene på skolen, så alle deltager, og skolen summer af liv hele lørdagen.
Jeg var inviteret til fodboldkamp på det lokale universitet i går, så han blev hentet kl. 14 og tailgatede hele eftermiddagen med sin amerikanske kammerat, inden de gik ind for at se kampen, som hjemmeholdet vandt.

I fredags havde jeg også en "hård" dag. Vi havde en helt forrygende sensommerdag i fredags, hvor temperaturen lige sneg sig over 30 grader, så efter et par timer på jobbet tog jeg med et par kollegaer ud for at spille golf. 5 timer og 18 huller senere, havde vi bestilt tid på den lokale massageklinik, hvor der ventede os en times deep tissue massage. Det gjorde faktisk i perioder ondt som bare pokker, for der blev taget ved, men efter en time var jeg afslappet som aldrig før. Det var min første gang massage nogensinde men helt sikkert ikke den sidste. Det burde være en menneskeret at få sådan en omgang med jævne mellemrum.
Ellers er vi så småt ved at gøre klar til Halloween. Pigerne har inviteret deres veninder fra skole og sport, så hvis alle kommer, bliver vi 44 piger til Halloweenfest fredag den 30. oktober. Vi har en kæmpe garage til tre biler, som er blevet tømt og inddelt i rum med ophængte presenninger. Dernede skal så være et Haunted House, som vi er gået i gang med at lave. Der er rødmaskiner, skeletter i mandsstørrelse med lysende øjne, der ryster og skriger, spøgelser som "flyver" på udspændte snore og masser af kunstig spindelvæv med edderkopper i. Det er helt vildt, så meget der kan købes herovre, og pigerne gik helt amok en dag. Det er faktisk meget sjovt, for i dagslyset kunne det jo ikke blive uhyggeligt nok, men når lyset bliver slukket i garagen og det hele er tændt, bliver Mie alligevel en smule stiv i smilet. Vi skal nok tage både billeder og video til bloggen, efterhånden som vi får det gjort færdigt, så I derhjemme også kan nyde et lille gys.
Ellers venter der en kort uge for mig. I morgen er hovedkvarteret lukket på grund af Colombus Day, og jeg har fri fredag også, da jeg er blevet inviteret på herreweekend. Min kammerat og hans familie mødes to gange om året på et resort oppe i West Virginias bjerge, hvor de bruger en weekend på at spise steak dinners og spille golf. Jeg er inviteret med, så vi bliver 40 mænd til en forlænget weekend, som jeg glæder mig til.

Tanker en lørdag i Virginia Beach.

Det er jo sådan set ikke fordi det skorter på underholdningen, når man læser de danske aviser i disse dage. Bedst som man tror, at nu har Forsvarets øverste ledelse nået bunden i forhold til hvor lallende amatøragtig og utroværdig man kan fremstå, kommer der time for time nyheder der viser, at dér tog man altså fejl, mens medierne afslører den ene løgn efter den anden. Det er med noget sammenkrummede tæer man i disse dage skriver "leder i Forsvaret" på sit CV, og den eneste glæde man finder er, at krisen endnu ikke har fået fodfæste herovre. Her har det mest handlet om Visit Denmarks reklame på YouTube, og altså de seneste dage om præsidentens besøg i Danmark. Vi krydser fingre for, at katastrofen snart bliver inddæmmet, så man igen kan være stolt af at bære Dannebrog på uniformen.
Men der har også været plads til lidt mere glædelig underholdning. Broadway musicalen Grease turnerer for tiden i USA, og i går aftes var vi inde og se forestillingen i Norfolk. Emma og Mie var først lidt skeptiske, for selvom det stort set blot er High School Musical fra 50'erne, syntes de jo nok, at skuespillerne så lidt mærkelige ud i tøjet til at begynde med. Men showet var godt, og musikken er jo klassisk, så lidt efter lidt forsvandt deres skepsis, og vi havde en forrygende aften.
Emma skal have rettet tænder, og i onsdags startede det forløb for hende. Det har været et par trælse dage, for enhver tandretning starter med, at man får små "afstandsstykker" trykket ind mellem tænderne, for de langsomt kan flytte sig og gøre plads til metalbøjlerne. Det gør nas, og giver ikke stor lyst til at spise og tygge de første dage. Jeg kan selv stadig huske, hvor sk...ondt det gjorde, og jeg er faktisk overrasket over, hvor pænt Emma har taget det. Hun er sej!
Men vi var sådan set lige ved at komme i vanskeligheder på grund af alt dette. Rikke havde nemlig pakket et par Pamol'er i en lille pose i Emmas skoletaske, som hun kunne tage, hvis det blev for slemt. Under frokostpausen blev det set af nogle lærere i cafeteriet, og så havde vi balladen. De røg straks op til skolesygeplejersken, som kontakte Rikke og orienterede om byens "drug policy". Vi lærte så, at under ingen omstændigheder er nogen former for piller tilladte på skolen. Hvis der er behov for piller, skal der først udføres et større papirarbejde og deponeres piller ved sygeplejersken, hvor eleven så kan gå op og få dem udleveret. Heldigvis fik vi lidt lang line som udlændinge, for angiveligt har sådan noget i andre tilfælde medført bortvisning fra skolen. Ups...
Nå, men ellers er alt vel hér. Vejret er skønt. Her er høj blå himmel, masser af sol og 26 grader i solen. Men det er sjovt, som man vænner sig til varmen. Mie og jeg har lige siddet ude ved poolen og spist en is, mens vi overvejede, om vi skulle tage en dukkert. Vandet er 22 grader, og havde det været vandtemperaturen ved Fjellerup Strand en sommerdag i Danmark, var vi da uden tvivl hoppet i. Herovre skulle der dog kun et dyp af tæerne til at vi blev enige om, at vi nok bare skulle nøjes med at nyde synet af vandet. Øv, for så er det definitivt slut for i år, og vi har nu bestilt lukning af poolen til on 14 dage.
Ellers går tiden med at planlægge Spring Break og sommerferie. Det tager sin tid, for der er mange muligheder, og det er lidt svært at forholde sig til en ferie så langt ude i fremtiden. Men desværre har vi lært, at det skal gøres så lang tid i forvejen, og mange steder er allerede udsolgt til forårsferien i april.

På jagt i Blue Ridge Mountains.

Jeg er blevet inviteret med på jagt i Blue Ridge Mountains her til vinter; efter sorte bjørne og det der herovre hedder White Tailed Deers, som jeg tror er rådyr, selvom de ser ret store ud. Det skete egentlig ved at tilfælde, idet jeg talte med en af mine amerikanske kolleger, som mente at jeg som dansker måtte være erfaren jæger. Der måtte jeg jo skuffe ham, da jeg, som jeg fortalte, holder rigtig meget af kødet, men har en god ven til at "gøre det beskidte arbejde" (tak Leif). Han mente derfor, at det var på tide for mig at gå i gang, og mente i øvrigt ikke, det var et problem, at jeg aldrig havde været på jagt før. "Du har vel skudt før", spurgte han. Det kunne jeg jo bekræfte, og da han havde ekstra våben og jagttilladelse blot er noget man køber på Internet ligesom et fiskekort, blev vi enige om, at jeg skulle med.
Jeg er nu ikke selv helt tryg ved tanken om at rende rundt i bjergene med et skarpladt våben, sådan bare uden videre, så jeg fandt et kurus, som tilbydes i de lokale jagtforeninger - ganske gratis. 10 timer i går lørdag inklusive en afsluttende prøve, og jeg er nu officielt kvalificeret "jæger" her i staten Virginia. Og så let er det, for kurset er faktisk det mest omfattende som findes herovre.
Kurset var faktisk så spændende en oplevelse, at jeg vil forsøge at beskrive oplevelsen lidt mere i detaljer, for min egen skyld at forankre mine erindringer. Jeg løber dermed en risiko for at rode mig ud i en længere antropologisk redegørelse, så indlægget her er som sagt mest for min egen skyld. Så er I advaret, hvis I læser videre.
Kurset var som nævnt en oplevelse for sig selv, for herovre er jagt og fiskeri i stort omfang fritidsbeskæftigelser for rednecks. Den bedste danske oversættelse af en redneck er vel en "bonderøv", selvom det ord ikke helt slår til, fordi en redneck er noget andet og mere end det. Ordbogen beskriver en redneck som "en hvid person af lavere social-økonomisk status, oftest bosiddende i landområderne". De fleste har sikkert set dem i amerikanske film, hvor de lever i trailerparker i trøstesløse flækker ude midt i ingenting og kører rundt i deres pickup trucks mens de drikker øl ud af dåserne. Således var jeg da også omgivet af mænd med langt fedtet hår, camouflagetøj, bandanaer og nussede T-shirts med sydstatsflag og tekster som "Assassins" (snigmordere) og "Jeg går ind for våbenkontrol - jeg holder min pistol med begge hænder". Ikke lige et sted man kommer i hyttesko og lærredsbukser, og EOS'en så da også lidt malplaceret ud på parkeringspladsen sammen med de mange mudderindsmurte pickup trucks.
Men kurset og pauserne gav mulighed for at komme om bag fordommene, og det var en spændende oplevelse, for jeg mødte en flok virkeligt flinke og hyggelige mennesker, som gerne ville dele ud af deres erfaringer og fortælle "en fremmed", hvordan han kunne nyde og opleve deres land og det natur, som de naturligt er meget stolte af.
Man bliver endnu engang mindet om, at USA er ekstremernes land på alle måder. Således også i samfundets inddeling, der nu engang altså bare har både virkeligt rige og meget fattige mennesker, hvilket jeg tror spiller ind her. Jagten handler i stort omfang for amerikanerne om at opleve naturen, og de velstilledes måde at opleve naturen på er vistnok mest på golfbanen, mens jagt og fiskere stort set er gratis fritidsbeskæftigelser og derfor bruges af mindre velstillede. Staten selv opfordrer faktisk borgerne til netop at bruge naturen. Det ses blandt andet ved, at der overalt i USA er kæmpestore statsparker, hvor parkbetjente patruljerer og sikrer sig, at man husker at respektere naturen, mens man nyder den. Mange af disse statsparker tilbyder forskellige former for rekreation, lige fra bare at køre gennem med sin bil til cykel- og vandrestier, båderamper, jagt og fiskeri. Alene i staten Virginia viser det sig, at små 81.000 hektar skovområde er offentligt jagtareal, som man kan gå på jagt i, hvis man blot har taget førnævnte kursus og købt jagttegn. Jagttegn kan købes på Internet eller i supermarkeder og prisen afhænger af, hvad man går på jagt efter. Til eksempel skal jeg giver 40 dollars for et jagttegn, der giver mig ret til jagt på bjørne og White Tailed Deer i et år (naturligvis dog kun indenfor de fastsatte jagtperioder). Nu er det jo som sagt min første berøring med jagt, så jeg har intet at sammenligne med, men jeg synes, det lyder ret billigt. Især taget i betragtning, at jagttegnet giver ret til at tage tre dyr i løbet af året, og selvom 81.000 hektar er meget, er der omkring 1.2 millioner White Tails i Virginia, så der skulle vel nok være muligheder...
Jagten handler også for amerikanerne om at træde lidt tilbage i tiden og mindes deres forfædre og den ånd USA blev opbygget i. Man skal jo huske på, at USA reelt kun er 400 år gammelt, og for amerikaneren er fortiden derfor ikke så fjern, som den er for mange af os i de europæiske lande. Derfor handlede kurset meget om at skabe en form for bevisthed om, hvordan jagten passer ind i menneskets overlevelse og nationens historie. Det ses også afspejlet i jagtformerne, hvor sæsonen er inddelt i perioder, hvor man må bruge riffel og halggevær, men også perioder hvor der jages med bue og pil samt forladegevær og fælder. Faktisk er den bjørnejagt, som jeg er inviteret med på i forladesæsonen, og jeg vil være ærlig og sige, at jeg er lidt betænkelig ved at jage bjørne med et gevær, som kun kan skyde et skud ad gangen og kræver længere ladeproces for at kunne skyde igen.
Afledt af netop historien ligger der vistnok også et eller andet med individets personlige frihed. Hele pointen omkring landets samfundsopbygning har fra starten handlet om en regeringsmagt med så lidt magt og indflydelse som muligt, som kun tager sig af det mest nødvendige "overstatslige", mens folket skulle nyde den personlige frihed. Sådan har det været, siden de første englændere tog herover for at slippe fra kongens magt, og sådan er det reelt også i dag, hvor man er noget tilbageholdende over for stærke centralregeringer, som vil "blande sig" i lokale forhold. Således synes de fleste amerikanere faktisk, at det at have våben som ejendele er helt naturlige, og når man har våben, skal de selvfølgelig også bruges i de store landarealer, som USA har.
Endelig handler jagten også om at være mand. Det er vist ikke et helt tilfælde, at silikonebryster og fitness centre stammer fra USA. Herovre skal en kvinde være en kvinde (feminin), og en mand skal være en mand (muskler) og lave "manly things", herunder gå på jagt. Det sås også på publikum under kursus, idet størstedelen var mænd som havde medbragt deres 12-14 årige sønner.
Så alt i alt var gennemførelse af jagtkurset et interessant studie af den amerikanske folkesjæl, og jeg vil gerne indrømme, at jeg selv blev lidt bidt af stemningen og glæder mig meget til at komme ud og prøve kræfter med naturen.
Og så skal jeg da lige huske og sige, at der også var andre typer mennesker på kurset. Således fx også en mor med sine tre døtre på vel en 12-14 år med mobiltelefoner, langt hår og neglelak på tåneglene. Så jagt er virkelig for alle herovre.

Pyh, hvor er her lige pludselig tomt.

Lige pludselig føles huset meget stort og lidt tomt. Jan har i dag kørt mormor og morfar til Dulles lufthavn i Washington, så vi er alene for første gang i fem uger. Det har været hyggeligt, og vi har alle nydt at have bedsterne på besøg.

Times Square.

Så er mørket så småt ved at falde på, og Times Square viser sig
fra sin flotteste side - selv regnen er holdt op.
Vi er blevet skrevet op hos Olive Garden, så med lidt held får vi
også lidt aftensmad om en times tid...

New York City.

Så har vi taget mormor og morfar på en smuttur (700 km...) til New
York i weekenden. Vi kørte herop efter skole i går i øsende regn,
så det var med en vis tvivl. Det snusker stadig lidt ind imellem, men
det er rimelig lunt og indtil videre ikke noget, som har krævet
regnfrakker, så vi er ved godt mod.
Vi har netop været oppe i byens (nu) højeste bygning - Empire State
Building - hvor vi har nydt udsigten fra 86. etage.
Vi bor på Staten Island lige syd for Manhattan, så vi er sejlet
hertil i morges lige forbi Frihedsgudinden. Skønt syn.
Nu er vi ved at hærge en gift shop (igen...), og så er det vist
frokosttid, inden vi vil indtage butikkerne på 5th Avenue.

Første skoledag og sommeren forbi.

Så er sommeren officielt forbi jf. den amerikanske kalender, da vi netop har haft Labor Day weekend, og det i dag har været første skoledag i det ny skoleår.
Og jeg skal da lige hilse og sige, at Moder Natur har tænkt sig at demonstrere, at sommeren er forbi. Himmel og jord har stået ud i et det sidste døgns tid, og siden i går aftes har vi fået små 150 mm. regn. Da jeg kørte på job i morges, var flere veje og tunneller oversvømmede, og flere steder kørte jeg i vand til midt op på hjulene. Så er en lille smart convertible lige pludselig ikke så fed mere, og man ønsker sig i stedet bare en stor firehjulstrækker. Nå, det gik jo, og heldigvis har varmen ikke helt forladt os; luften er 22 grader og vandet i poolen er stadig 26 grader.
Bortset fra vejret gik første skoledag rigtig fint. Herovre bliver kortene jo blandet ved hvert skoleårs begyndelse, så årgangen bliver sammensat til nye klasser som får ny klasselærer. Vi har endnu engang været rigtig heldige, og pigerne har fået hver den klasselærer de helst ville have, og den umiddelbare vurdering er virkelig positiv. De er søde, venlige og imødekommende, og vi sidder igen og er dybt imponerede over, hvor dygtige de er herovre til at servicere os og børnene og få os til at føle os velkomne. Også veninderne synes at være faldet ud til vores fordel. Emma er kommet i klasse med en fransk pige fra gaden, som hun godt kan lide, og det kunne da være dejligt med en veninde lige om hjørnet i år.

Så fik vi afleveret farmor og farfar.

Vi har haft et par dejlige dage i Washington DC. I går turnerede vi alle monumenterne. Det blev til en lille gåtur på syv timer, der vel strakte sig omkring seks kilometer rundt i byen.

Efter at have hvilet futterne et par timer, tog vi ud og spiste aftensmad på Old Ebbitt Grill, som er byens ældste salon (siden 1856), og som ligger et stenkast fra Det Hvide Hus. Jeg havde
heldigvis bestilt bord, da der uden bordreservation snildt kan være en times ventetid på bord. Men smilet stivnede dog hurtigt, da de ikke kendte til min reservation. Det viste sig, at de havde hørt det som Mr. Wilson (i stedet for Nielsen), men da det blev opklaret, var vores bord givet væk til anden side. Nu er intet jo heldigvis så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi fik et bord efter kun et kvarters ventetid, og så var forretterne til gengæld på husets regning.

Her til formiddag har vi været ude forbi Pentagon og se mindesmærket fra 9/11, inden vi kørte i lufthavnen.

Her har vi netop checket farmor og farfar ind og vinket farvel til dem gennem sikkerhedskontrollen. Nu skal vi så vente på, at mormor og morfar kommer ud med deres
kufferter. De er nemlig kommet med den flyver farmor og farfar skal hjem med.

Det Hvide Hus.

Her de sidste dage er vi taget til Washington DC med farmor og farfar. Vi kørte herop i går og så Arlington kirkegården og vagtskiftet ved den ukendte soldats grav om eftermiddagen.

Aftenen brugte vi i Georgetown, hvor vi spiste pulled pork BBQ og Hagen Dazs is til dessert.
I dag har vi lejet en scooter og er i fuld gang med at turnere monumenterne. Her er vi kommet til Det Hvide Hus, men vanen tro er vi desværre ikke blevet inviteret indenfor.

Reception med General Mattis.

Til aften var Rikke og jeg sammen med de øvrige nationers repræsentanter inviteret til reception af chefen for NATO hovedkvarteret: den firestjernede General James Mattis fra US Marine Corps, eller Jim som han meget jovialt præsenterer sig over for Rikke.
Årsagen var, at han i næste uge skal overdrage kommandoen over hovedkvarteret til en fransk General, som var ankommet i dag, og i aften var således en velkomstreception for de særligt udvalgte.
Og det skulle vise sig at være en særlig historie... For i sidste uge modtog Rikke og jeg en officiel invitation til receptionen sammen med i hvert fald min chef. Da min chef var i Danmark og jeg selv så fungerende øverste nationale repræsentant tilmeldte jeg os naturligvis (vi har jo barnepiger), og vi har glædet os lige siden. Det er jo trods alt ikke hver dag man bliver inviteret til fest af en person, der arbejder direkte under både Anders Fogh Rasmussen og Præsident Obama på én og samme tid. Der var da også arrangeret navneskilte til os, da vi kom, og "Jim" både sludrede og stillede op til et mindebillede, men som aftenen skred frem, kunne jeg notere, at vi faktisk var det eneste næstkommanderende-par til stede. Det viste sig, at der vistnok var opstået tvivl om, hvorvidt næstkommanderende med fruer også skulle inviteres foruden den øverste nationale repræsentant, men inviationerne var jo gået ud, og dem som havde nået at takke pænt ja, kunne man jo dårligt u-invitere igen, og jeg var så vist bare hurtig i vendingen. Og det var da egentlig meget godt gået, for det er da ikke lige hver dag det lykkes en midlertidigt udnævnt oberstløjtnant og hans smukke hustru at gatecrashe en firestjernet generals fest og samtidigt som den eneste til festen blive fotograferet med ham (jeg var den eneste der havde tænkt på at stikke et kamera i lommen).

Sidste weekend i Virginia Beach (i denne omgang).

I fredags havde vi bestemt os for at gå ud og spise med kniv og gaffel. Vi tog på One Fish Two Fish, som er en af områdets bedste restauranter, og det var en super aften. Vi havde fået bord lige ved vinduet mod vest med udsigt over bugten, som er omkranset af rigmandsvillaer med bådebroer til deres 50-fods motoryachter i baghaven. På den måde kunne vi samtidigt med et forrygende måltid nyde solnedgangen og trafikken af flotte både i bugten samtidigt.

I lørdags tog vi en tur ud i det blå. En times tid syd herfor ligger en stor nationalpark, hvor man kun kan gå ind eller køre ind med bus én gang i døgnet. Området er hjem for omkring 300 fuglearter, råvildt (og andet som er en naturlig ting i Jylland...), og det var både fredeligt og meget flot. Desværre kunne vi som sagt ikke selv køre derind, så vi blev på kanten af området og tog en snacks fra cooleren med udsigt ind over en af de mange bugter.


Søndag stod den på rundtur på hangarskibet USS Harry Truman. Uanset hvor mange gange man har set det før, er det stadig lige imponerende hver gang. Skibet drives af to atomreaktorer og er hjem for 5000 mand og 60 fly og er bare på alle måder utrolig stort. Heldigvis har vi en bekendt, som har sejlet med hangarskib i sin tidligere tjeneste, så han har lidt udvidet adgang, og han var venlig at bruge sin søndag på at vise os rundt.

Familien på stranden.

Meteorologerne havde endnu engang truet med skummelt vejr her til weekenden, da den tropiske storm Danny skulle passere området lørdag eftermiddag. Den har vi nu ikke mærket noget til, men da vi jo også skulle have farmor og farfar med på stranden en dag, tog Jan fri fra arbejde i onsdags, hvor vi så kørte derud. Vi valgte at tage ind på basens strand, som er meget fredelig og privat, og der var nok at se på. Da vi ankom lå et hangarskib udfor og trænede landgang med marinesoldater i en luftpudebåd, og der var masser af delfiner som boltrede sig i brændingen. Til gengæld var der også uhyggeligt varmt, og farmor var vist lige ved at dø, da hun kom ned på stranden, men da hun havde vænnet sig til varmen, var hun næsten ikke til at få med hjem igen.

Lækre kager til aftenskaffen.

I denne uge har farmor og Rikke været på kursus i at lave sukkerblomster. Vi andre tog i stedet til Oceanfront og dinglede rundt og spiste is, mens vi var noget spændte på, hvad de mon kom hjem med. Og stor var overraskelsen, da vi så det færdige resultat. Blomsterne som var lavet af en slags meget sukkerholdig glasur var helt vildt flotte og meget livagtige, og heldigvis havde Rikke også bagt cup cakes, så der var lidt at smage af til aftenskaffen.

Tur til Thomas Jefferson's Monticello.

I går lørdag skulle orkanen Bill passere Virginia Beach på sin vej op i Atlanterhavet, så meteorologerne havde truet med møgvejr. Vi bestemte os derfor for at tage bilen og køre ind i landet for at se Blue Ridge Mountains. Desværre er vi blevet så vant til godt vejr, at vi ikke lige havde tænkt på at checke vejrudsigten, og efterhånden som vi nærmede os bjergene blev himlen mørkere og mørkere. Og ganske rigtigt, da vi kom op på toppen af et bjerg for at nyde udsigten, øsede det ned, og skyerne lå så lavt, at vi absolut intet kunne se.
Til gengæld havde de plantager med både æbler, ferskener og vin, og i bedste landbutiksstil, havde de også udsalg af hjemmedyrkede godter. Vi kastede os selvfølgelig straks over vinudsalget, da farmor undervejs havde gjort sig tanker om vindyrkning i området. Faktisk er Virginia USA's næststørste vinproducent efter Californien. Nå, men efter at have betalt 1 dollar pr. næse, kunne vi smage slottets fire hvide og fem røde vine. Det var gode sager, så der blev også købt lidt til lager.
Der blev også handlet i frugtafdelingen, hvor farfar investerede i en æblekage, som desværre for ham først kunne nydes hjemme, da vi simpelt hen aldrig fandt et sted, hvor man kunne købe kaffe.
Efter al den handlen og druk, var folket blevet sultent, men da det øsede ned, blev det frokost i bilen. Jan stod i tøjrvejr under bagsmækken og smurte sandwiches, som blev rakt ind til horderne i bilen. Det blev faktisk rigtig hyggeligt; Emma mente, det var lidt ligesom camping. Her sidder de alle og guffer i sig.

Vi skulle egentlig have set Thomas Jefferson's hus Monticello, men da vi kom derop stod regnen simpelt hen ned i stænger, så vi bestemte os for en køretur i bjergene i stedet og så tage Monticello en anden gang. I bjergene løber den 700 km. lange Blue Ridge Parkway, som er en meget smuk tur ned igennem bjergkæden. Desværre hang skyerne så lavt, at det absolut ikke gav mening at begive os ud på ruten, så det blev til et billede (herunder), så vi kunne sige, at vi havde været der, og så vendte vi ellers slukørede næsen hjemad.

På vejen tilbage begyndte det dog lige pludselig at klare op, så vi bestemte os for at give Monticello et forsøg igen. Thomas Jefferson er en af de helt store figurer i amerikansk historie og hans hjem et besøg værd for at reflektere over fortiden. Han var USA's tredje præsident men mest kendt for at være forfatter til uafhængighedserklæringen og sine tanker og visioner om menneskets ukrænkelige frihed, hvilket var ret stort i en tid, hvor USA's velstand blev tjent af slaver til nogle ganske få.
Da vi kom derop, lettede skyerne pludseligt, og vi fik en dejlig rundtur på ejendommen i høj sol. Her er vi i baghaven foran huset i den vinkel, hvor det oftest fotograferes.

Efter rundturen gav farfar aftensmad i Charlottesville, som er en hyggelig lille by fra kolonitiden. Vi fik et fantastisk bord midt i gågaden på en restaurant, der også havde udendørs servering. Vi var ellers af en af de lokale blevet lovet, at det var byens bedste sted at spise lokal "southern style" mad, men desværre stod kvaliteten af stedet madlavning ikke helt mål med prisen, så farmor var ikke helt tilfreds, men det var nu hyggeligt at kunne spise ude efter en dag med små 30 mm. regn.

Watch out Tiger Woods.

Vi har fået købt et sæt golfkøller i lyserød til pigerne, så forleden startede den helt store golf-dille, da både Emma, Mie og farfar ville ud og spille. Vi startede på driving rangen, og det gik faktisk så godt, at farfar og Jan i dag tog ud på en rigtig bane for at slå til nogle bolde. Det var en rystende oplevelse. Farfar spiller rystende godt og er nærmest et naturtalent. Det gjorde Jan lidt bitter at tænke på, at hvis farfar var startet med det for 20 år siden, kunne det være os som var på ferie i hans kæmp villa i Dubai i stedet.

Efter sådan en hård og opslidende fredag i bagende sol, var det godt at komme hjem til poolen og sidde lidt ned, mens der blev debriefet og reflekteret over dagen og livet.

Med vind i håret.

Faktisk er her med 35 grader i skyggen alt for varmt til at køre i åben bil, men vi måtte bide i det sure æble og ofre os, for både farmor og farfar skulle jo have en tur med luft i håret.
Farmor holder sig til at sidde ved siden af og se cool ud (så kan man også bedre holde øje med omgivelserne), mens farfar ikke var sen til at kaste sig over roret.

En aftentur på Oceanfront.

I onsdags var de ferierende efterhånden ved at være så friske, at vi kunne begynde at smage på området, så om formiddagen kørte pigerne en tur med FM og FF i byen. Da FM så strandpromenaden blev der naturligvis også krævet aftentur (der er nemlig ret hyggeligt), og vi bestemte os derfor for at tage ud og spise først.
Det blev en middag med oplevelser, for de har et ret imponerende japansk steak house, hvor kokken tilbereder maden direkte ved bordet på en stor hibachi grill, og det er et kunststykke uden lige. Han laver store bål og kaster og jonglerer med både mad og værktøjer. Her er farmor ved at få svitset øjenbrynene, da han lige varmer grillen op. Det er et show, hvor ord ikke yder kokken retfærdighed, og det skal bare opleves.

Til allersidst har han gemt nogle små stykker reje, som han på skift kaster ind i munden på gæsterne. Så er det bare med at gabe op og sidde stille, for så rammer han rent faktisk munden. Hvis man ikke sidder stille, kommer de alle andre steder. Jeg vil lade farmor selv fortælle, hvor hun kunne fiske rejer ud fra...
Efter middagen kørte vi til Oceanfront (strandpromenaden ved Atlanterhavet), hvor vi gik en lille tur, mens vi nød vejret, stemningen og musikken fra den gratiskoncert, som var med et lokalt rockband på udendørsscenen.

Traditionen tro blev en aften på Oceanfront afsluttet med et besøg på Hagen Dazs ishuset, hvor de har verdens næstbedste is (efter Rikkes hjemmelavede).