I onsdags var de ferierende efterhånden ved at være så friske, at vi kunne begynde at smage på området, så om formiddagen kørte pigerne en tur med FM og FF i byen. Da FM så strandpromenaden blev der naturligvis også krævet aftentur (der er nemlig ret hyggeligt), og vi bestemte os derfor for at tage ud og spise først.
Det blev en middag med oplevelser, for de har et ret imponerende japansk steak house, hvor kokken tilbereder maden direkte ved bordet på en stor hibachi grill, og det er et kunststykke uden lige. Han laver store bål og kaster og jonglerer med både mad og værktøjer. Her er farmor ved at få svitset øjenbrynene, da han lige varmer grillen op. Det er et show, hvor ord ikke yder kokken retfærdighed, og det skal bare opleves.
Til allersidst har han gemt nogle små stykker reje, som han på skift kaster ind i munden på gæsterne. Så er det bare med at gabe op og sidde stille, for så rammer han rent faktisk munden. Hvis man ikke sidder stille, kommer de alle andre steder. Jeg vil lade farmor selv fortælle, hvor hun kunne fiske rejer ud fra...
Efter middagen kørte vi til Oceanfront (strandpromenaden ved Atlanterhavet), hvor vi gik en lille tur, mens vi nød vejret, stemningen og musikken fra den gratiskoncert, som var med et lokalt rockband på udendørsscenen.
Traditionen tro blev en aften på Oceanfront afsluttet med et besøg på Hagen Dazs ishuset, hvor de har verdens næstbedste is (efter Rikkes hjemmelavede).
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar