Tur til Thomas Jefferson's Monticello.

I går lørdag skulle orkanen Bill passere Virginia Beach på sin vej op i Atlanterhavet, så meteorologerne havde truet med møgvejr. Vi bestemte os derfor for at tage bilen og køre ind i landet for at se Blue Ridge Mountains. Desværre er vi blevet så vant til godt vejr, at vi ikke lige havde tænkt på at checke vejrudsigten, og efterhånden som vi nærmede os bjergene blev himlen mørkere og mørkere. Og ganske rigtigt, da vi kom op på toppen af et bjerg for at nyde udsigten, øsede det ned, og skyerne lå så lavt, at vi absolut intet kunne se.
Til gengæld havde de plantager med både æbler, ferskener og vin, og i bedste landbutiksstil, havde de også udsalg af hjemmedyrkede godter. Vi kastede os selvfølgelig straks over vinudsalget, da farmor undervejs havde gjort sig tanker om vindyrkning i området. Faktisk er Virginia USA's næststørste vinproducent efter Californien. Nå, men efter at have betalt 1 dollar pr. næse, kunne vi smage slottets fire hvide og fem røde vine. Det var gode sager, så der blev også købt lidt til lager.
Der blev også handlet i frugtafdelingen, hvor farfar investerede i en æblekage, som desværre for ham først kunne nydes hjemme, da vi simpelt hen aldrig fandt et sted, hvor man kunne købe kaffe.
Efter al den handlen og druk, var folket blevet sultent, men da det øsede ned, blev det frokost i bilen. Jan stod i tøjrvejr under bagsmækken og smurte sandwiches, som blev rakt ind til horderne i bilen. Det blev faktisk rigtig hyggeligt; Emma mente, det var lidt ligesom camping. Her sidder de alle og guffer i sig.

Vi skulle egentlig have set Thomas Jefferson's hus Monticello, men da vi kom derop stod regnen simpelt hen ned i stænger, så vi bestemte os for en køretur i bjergene i stedet og så tage Monticello en anden gang. I bjergene løber den 700 km. lange Blue Ridge Parkway, som er en meget smuk tur ned igennem bjergkæden. Desværre hang skyerne så lavt, at det absolut ikke gav mening at begive os ud på ruten, så det blev til et billede (herunder), så vi kunne sige, at vi havde været der, og så vendte vi ellers slukørede næsen hjemad.

På vejen tilbage begyndte det dog lige pludselig at klare op, så vi bestemte os for at give Monticello et forsøg igen. Thomas Jefferson er en af de helt store figurer i amerikansk historie og hans hjem et besøg værd for at reflektere over fortiden. Han var USA's tredje præsident men mest kendt for at være forfatter til uafhængighedserklæringen og sine tanker og visioner om menneskets ukrænkelige frihed, hvilket var ret stort i en tid, hvor USA's velstand blev tjent af slaver til nogle ganske få.
Da vi kom derop, lettede skyerne pludseligt, og vi fik en dejlig rundtur på ejendommen i høj sol. Her er vi i baghaven foran huset i den vinkel, hvor det oftest fotograferes.

Efter rundturen gav farfar aftensmad i Charlottesville, som er en hyggelig lille by fra kolonitiden. Vi fik et fantastisk bord midt i gågaden på en restaurant, der også havde udendørs servering. Vi var ellers af en af de lokale blevet lovet, at det var byens bedste sted at spise lokal "southern style" mad, men desværre stod kvaliteten af stedet madlavning ikke helt mål med prisen, så farmor var ikke helt tilfreds, men det var nu hyggeligt at kunne spise ude efter en dag med små 30 mm. regn.