Inden vi kørte ind i Yosemite, kørte vi en time nordpå for at besøge Bodie, der er USA's bedst bevarede spøgelsesby fra guldfinder æraen.
Der er samlet udvundet guld for mere end 100 millioner dollars i Bodies guldminer, og i byens storhedstid sidst i 1800-tallet, var det livlig by med mere end 8.000 indbyggere. Men som i vore dage var der også dengang spekulation, og der blev investeret i miner, som reelt ikke indeholdt guld. Det blev selvfølgelig opdaget, at guldet var sluppet op, og fra den ene dag til den anden bristede boblen, og byen blev forladt. Den står i dag fuldstændigt som da den i al hast blev forladt, og der er stadig tallerkner på bordene og varer i butikkerne, som om folk blot har rejst sig og er gået.
Bodie var en sjov og anderledes oplevelse, men så var det også tid til årsagen til vores besøg i området: Yosemite National Park, der skulle være vores sidste nationalpark på denne tur.
Fra østsiden kørte vi ad en 50 km. lang bjergvej gennem Tioga Pass. Yosemite var meget anderledes end de tidligere parker, fordi bjergene her er granitklipper, og naturen er meget frodig. Meget af sneen smeltede af i varmen, og overalt løb små bække af smeltevand på kryds og tværs, der samledes i større floder, der til sidst bliver til kæmpe vandfald i Yosemite Valley. Her holder vi pause ved Touloume Meadows og nyder udsigten.
Parkens største smeltevandssø hedder Tenaya Lake, og den ligger fantastisk smukt mellem klipperne.
Da den består af rent smeltevand fra sneen på bjergene, er vandet så klart som postevand. Det ser enormt indbydende ud, og pigerne ville gerne i. Desværre var badetøjet langt nede i bagagestakken i bagagerummet, så de måtte nøjes med at soppe. Det var også hundekoldt, så det var nok godt det samme.
Mange tager til parken for at prøve kræfter med bjergbestigning i klipperne. Blandt andet er verdens største lodrette granitflade i parken, hvor de professionelle kravler næsten 1 km. op af en lodret flade. Heldigvis er der også nogle for vi andre. En sådan klippe er Olmstead Point, som er en 300 meter lang klatretur op ad en klippeflade, der ikke er stejlere, end pigerne og jeg godt kunne klare det.
Så gummiskoene kom på, og så røg vi ellers afsted. Her er vi næsten oppe på toppen og vinker ned til Rikke, der blev ved bilen og tog billeder. Udsigten deroppefra var fantastisk, men af frygt for styrt havde vi ikke taget kamera med, så det må I tage vores ord for.
Sammen med soppen i smeltevandssøer og klatren i bjerge tog turen hen over passet det meste af dagen, så vi nåede ikke ned i dalen den dag men tog i stedet til hotellet lige uden for parkens vestindgang og slappede af med pizza og TV.
Dagen efter kørte vi til den sydlige ende af parken for at besøge Mariposa Grove og se de store Sequoia træer.
De er målt i volumen verdens største træer, og de er hysterisk store. De ældste er 3.000 år gamle, de kan blive op til 91 meter høje, og de kan nå en diameter på op til ni meter. De allerstørste er i Kings Canyon længere sydpå i Californien, men de eksemplarer der var her i Yosemite, var nu altså alligevel pænt store. Her er vi i et træ, hvor der er skåret en tunnel i, så man kan stå indenfor og rigtig fornemme størrelsen.
Sjovt nok er Sequoia træernes kogler nogle små usle nogen, men parken indeholder en anden sort af fyrretræer, der har nogle pænt store kogler. Mie ville meget gerne have en med hjem til juledekorationen, men det er ulovligt at samle kogler, og det var ikke lige nogen man nemt kunne smugle forbi park rangeren.
Yosemite viste sig at være fuldstændig radiodødt område, og iPhonen havde nu været fuldstændigt død i flere dage til stor frustration for Emma. Hendes bedste oplevelse var opdagelsen af, at når man stillede sig op på en træstub, kunne man lige få et signal igennem, så der kunne tekstes og opdateres Facebook status. Formentlig fordi Mariposa Grove er så langt mod syd, at signalerne fra udenfor parken lige kan nå ind. Hun var klar til at flytte ud af hotellet og ligge i telt blandt træerne.
Efter Mariposa Grove debatterede vi meget, om vi skulle køre en times tid ud af en vej til, hvad der skulle være parkens bedste udsigtspunkt: Glacier Point. Heldigvis besluttede vi os for at gøre det, for det var et fantastisk syn over klipperne, vandfaldene og dalen. Billedet taler for sig selv.
Dagen sluttede vi nede i Yosemite Valley med at handle souveniers og tage revanche på badning i smeltevand. Vandfaldet på billedet herover ender i en flod nede i dalen, hvor der var anlagt små badestrande. Så pigerne og jeg røg i badetøjet og i vandet. Det var HELT VILDT koldt, men vi kom i (og kom hurtigt op igen).
På vejen hjem så vi en bjørnemor med unge, så det var en dejlig måde at slutte besøget på, inden vores tilbagevenden til civilisationen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar