Denne gang krydsede vi Mohave Desert, inden vi nåede til Death Valley National Park i Californien - tre timer vest for Las Vegas.
Navnet er meget passende til dalen, som er det varmeste sted på jorden uden for Afrika. Mens vi var der, nåede temperaturen op på 50 grader - i skyggen.
Det var ganske enkelt utåleligt varmt, men trods det en meget sjov og anderledes oplevelse, da landskabet var goldt og aldeles ubarmhjertigt.
Dødens Dal er i modsætning til mange andre dale ikke skabt ved vulkaner, gletschere i istiden eller erosion. Den er skabt af en stadig aktiv brudflade i kontinentalpladen, og størstedelen af parken ligger derfor langt under havets overflade. Angiveligt er det med til at skabe de ekstreme varmegrader som smelter vandet væk hurtigere end det kan nå at samles. Derfor er store dele af dalbunden store saltsletter. De skinner helt hvidt, som det kan ses på billedet herunder.
En af de mange saltsletter er Devil's Golf Course, som jeg har sat et par stemningsbilleder ind af herunder for de golfinteresserede. Det ligner en friskpløjet mark, men de mange "sten" som ligger på billedet er krystalliseret salt. Det er virkelig en speciel fornemmelse, for da det "bare" er salt, vejer stenene ingenting, men de er hårde som cement og skærer, da det er krystaller.
Efter besøget på "golfbanen" gjorde vi holdt ved Badwater Basin, som er det laveste sted på det Nordamerikanske kontinent. Saltsletten ligger næsten 86 meter under havets overflade, og da vi var der, var der helt grotesk varmt. Når man åbnede bildøren, var det som at åbne ovnlågen mens man bager småkager.
Hvor varmt der var i solen på saltsletten ved vi ikke, men vi burde måske kunne have sagt os selv, at det ikke var årets bedste idé at gå derud, når skyggetemperaturen var 50 grader og vi havde været nødt til at forlade hotellets pool en time tidligere, fordi der var for varmt. Alligevel blev vi grebet af overmodig eventyrånd og begav os ud på sletten, som bestod af ren salt, der formodedes at danne flotte krystalfigurer helt ude. Afstanden snød dog, så vi nåede ikke hele vejen derud, inden vi var nødt til at give op.
Vejen tilbage blev en grim oplevelse, da Mie fik hedeslag, kastede op og var lige ved at miste bevidstheden. Heldigvis var air condition effektiv i både bilen på vej tilbage og vores værelse på hotellet, så vi fik hende kølet ned og rehydreret, så hun fik det bedre. Men resten af dagen var hun lidt mat i sokkerne, og vi blev lige mindet om, at Moder Natur ikke er til at spøge med.
På trods af et mindre dejligt ferieminde var besøget i Death Valley en fantastisk naturoplevelse, men vi var alle glade for, at det kun var et stop på en enkelt nat på vej mod Californien. Inden vi forlod dalen i formiddags besøgte vi dog lige Mesquite Sand Dunes, som vi alligevel passerede på vejen. Mie havde i går udtrykt lidt skuffelse over, at der var så mange sten i dalen. Hun mente, at en rigtig ørken bare skulle være sand. Sådan et område er der også i dalen, og det skulle også opleves. Her til formiddag var der "kun" 44 grader i skyggen, og det føltes sjovt nok som en lettelse, da vi gik ud i klitterne, men på vejen tilbage til bilen føltes det lige så dræbende varmt som i går.
Det var i det hele taget sjovt at højden over havets overflades indflydelse på temperaturen. Vejen ud af dalen er en 16 km. lang stigning fra under havets overflade til lige godt 1500 meters højde. På denne strækning faldt temperaturen til behagelige 30 grader, som vi har nydt hele vejen til Lee Vining, hvor vi har gjort holdt for natten. Byen ligger lige ved den østlige indkørsel til Yosemite National Park, hvor vi skal være de næste to dage, inden den (endelig ifølge pigerne) står på storbyer på Vestkysten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar