San Francisco.

Efter Yosemite gik turen til San Francisco, hvor vi har været de seneste par dage. Det er en fantastisk hyggelig by i et mere roligt tempo end storbyerne på østkysten, men for pokker da hvor er her koldt. Et par kilometer inde i landet varmer solen rigtig dejligt, og temperaturen nærmer sig 30 grader, men ude ved Stillehavet blæser det koldt, og der ligger konstant en tåge over San Francisco Bay. Tågen opstår fordi havet på Vestkysten strømmer fra nord mod syd (og altså er koldt), så nær vinden kommer ind fra Stillehavet afkøles den hurtigt til sit dugpunkt, fortætter og bliver til tåge. Derfor ser vi ikke meget til solen herude ved havet, hvor temperaturen for det meste ligger omkring 15 grader. Ikke særlig fedt i en sommerferie, men det ser fantastisk ud.

Vi bor på Fisherman's Wharf, der er turistcentrum her i San Francisco. Området er fyldt med restauranter og souvenierbutikker, og det er skønt at være midt i oven på de mange nationalparker. Og så har vi udsigt lige over til Alcatraz fra værelset. Det er i øvrigt sjovt at bo midt i turistområdet, for alle går rundt i shorts og flip flops og hundefryser om formiddagen. Om eftermiddagen ser man rigtig mange i sweat shirts med "San Franciso" på brystet, og souvenierbutikkerne må tjene en mindre formue på salg af dem.

Lige over for vores hotel ligger Pier 39, som er et andet kendt turistområde i byen. Der er også rigtig hyggeligt at drysse rundt.

Pier 39 er fyldt med butikker og restauranter på indersiden, og ud mod havet er der udsigt til havnen, hvor store flokke af vilde søløver holder til. De er sjove, og de laver en frygtelig larm, når de kæmper om de bedste pladser til at sole sig på.

Derudover er byen sjov med sine stejle gader. Byen er ikke vanvittigt stor, og når man kigger på kortet og planlægger dagens slag, kan man nemt få tanken, at man da bare går. Efter at have besteget første gade kommer man dog hurtigt på bedre tanker, for det er ren bjergbestigning at gå en tur her i byen.

Så da vi skulle downtown og drysse lidt rundt en dag blev det altså i sporvogn. På de fleste strækninger i byen har de lavet moderne transportmidler, men de har gemt nogle af de originale sporvogne fra gammel tid. Det er dog nok mest for turisternes skyld, for vi ventede de meste af en time, før vi kunne komme med. Det var dog skønt i at spare benene, og så var det sjovt at køre med, hvor man kunne stå på trinbrættet uden for vognen og nyde turen op og ned af de stejle gader.

San Francisco har en af de største og mest livlige China Towns. Så vi bestemte os for at gå tilbage til Fisherman's Wharf fra bymidten, så vi kunne komme gennem både China Town og Little Italy. I modsætning til New Yorks, hvor der mest sælges falske Rolex ure og Luis Vuitton tasker, har San Franciscos China Town en masse hyggelige butikker, som pigerne nød at gå og rode rundt i.

Little Italy har italienske restauranter i overflod, og en aften spiste vi på en restaurant med hvidløg som tema. Maden var god, men hårene på tungen dagen efter var forfærdelig.
Lige uden for China Town er Lombard Street, som er verdens mest snoede gade. Gaden er hyggelig og et must see, når man er i San Francisco, men man undres over, hvem der har fået den ide i sin tid - og hvorfor.

Gaden neden for hotellet supplerer om aftenen sine restauranter og souvenierbutikker med diverse gadeartister lige fra klovne med ballondyr over mimere til kunstnere. En aften mødte vi Paco, som lavede fantastiske malerier med spraydåser og en spartel som eneste værktøjer. Det lyder måske lidt kryptisk, men prøv at søg under Paco og spray paint på Youtube, hvor han kan ses i aktion. Mie købte et maleri af ham, som han her er i gang med at male.

Lørdag var til pigernes store fortrydelse endnu en dag med vækkeur. Vi havde købt billetter til at komme over og se the Rock - Alcatraz fængslet ude i San Francisco Bay, og færgen sejlede kl. lidt over 9. Så det var et par slemt mellemfornøjede piger der blev trukket ud i San Franciscos morgenkulde, men det viste sig at være en stor oplevelse.

Føj for et sted at blive sendt hen, og det var da heller ikke amerikas pæneste drenge, som blev sendt derover i sin tid. Da vi var derovre, holdt en tidligere indsat foredrag om sine fem år i fængslet. Det var ganske tankevækkende. Ikke mindst fordi han fortalte om sit liv, og lad os bare nøjes med at sige, at han havde været en skidt fyr. Han havde også været i mange fængsler, og det var først da han kom til "verdens værste fængsel", at han bestemte sig for, at forbrydelser simpelt hen ikke var dét værd og rettede op på sit liv. Hans foredrag rejste spændende filosofiske overvejelser om, hvorvidt et fængselssystem er bedst, når det er indrettet til rehabilitering, eller når dets formål er at straffe. Desværre fik jeg ikke lejlighed til at spørge ham.

Foruden det spændende besøg i fængslet bød øen på fantastiske udsigter over San Francisco og Golden Gate Bridge. Prøv at forstørre billedet og se lige bag Mie, hvor stejle gaderne er.

I dag sov vi længe som revanche efter vækkeuret i går. Så vi fik først morgenmad kl. 11, som til gengæld bestod af æg, bacon, pandekager og french toast og masser af kaffe på IHOP. Så var dagens kaloriebudget ligesom brugt, så hvis vi også skulle have noget aftensmad senere, måtte der lidt bevægelse på dagens program. Så dagen er brugt i området omkring Golden Gate Bridge, hvor vi har gået nogle hyggelige ture på stranden og i en park derude. Vi synes, her er koldt, men sjovt nok får tågen det nok også til at se værre ud, end det er, for mange lokale holdt picnic i parken og badede i bugten.

Vi vil dog godt have noget mere sol og varme, så i morgen sætter vi kursen sydpå og kører langs kysten ad Highway 1 til Monterey, hvor vi bliver et par dage.

Yosemite National Park.

Efter besøget i Death Valley overnattede vi på den østlige side af Yosemite National Park lige ved kanten af Mono Lake, som er en kæmpe vulkansø. Det var en ret fantastisk udsigt at vågne til.

Inden vi kørte ind i Yosemite, kørte vi en time nordpå for at besøge Bodie, der er USA's bedst bevarede spøgelsesby fra guldfinder æraen.

Der er samlet udvundet guld for mere end 100 millioner dollars i Bodies guldminer, og i byens storhedstid sidst i 1800-tallet, var det livlig by med mere end 8.000 indbyggere. Men som i vore dage var der også dengang spekulation, og der blev investeret i miner, som reelt ikke indeholdt guld. Det blev selvfølgelig opdaget, at guldet var sluppet op, og fra den ene dag til den anden bristede boblen, og byen blev forladt. Den står i dag fuldstændigt som da den i al hast blev forladt, og der er stadig tallerkner på bordene og varer i butikkerne, som om folk blot har rejst sig og er gået.

Bodie var en sjov og anderledes oplevelse, men så var det også tid til årsagen til vores besøg i området: Yosemite National Park, der skulle være vores sidste nationalpark på denne tur.

Fra østsiden kørte vi ad en 50 km. lang bjergvej gennem Tioga Pass. Yosemite var meget anderledes end de tidligere parker, fordi bjergene her er granitklipper, og naturen er meget frodig. Meget af sneen smeltede af i varmen, og overalt løb små bække af smeltevand på kryds og tværs, der samledes i større floder, der til sidst bliver til kæmpe vandfald i Yosemite Valley. Her holder vi pause ved Touloume Meadows og nyder udsigten.

Parkens største smeltevandssø hedder Tenaya Lake, og den ligger fantastisk smukt mellem klipperne.

Da den består af rent smeltevand fra sneen på bjergene, er vandet så klart som postevand. Det ser enormt indbydende ud, og pigerne ville gerne i. Desværre var badetøjet langt nede i bagagestakken i bagagerummet, så de måtte nøjes med at soppe. Det var også hundekoldt, så det var nok godt det samme.

Mange tager til parken for at prøve kræfter med bjergbestigning i klipperne. Blandt andet er verdens største lodrette granitflade i parken, hvor de professionelle kravler næsten 1 km. op af en lodret flade. Heldigvis er der også nogle for vi andre. En sådan klippe er Olmstead Point, som er en 300 meter lang klatretur op ad en klippeflade, der ikke er stejlere, end pigerne og jeg godt kunne klare det.

Så gummiskoene kom på, og så røg vi ellers afsted. Her er vi næsten oppe på toppen og vinker ned til Rikke, der blev ved bilen og tog billeder. Udsigten deroppefra var fantastisk, men af frygt for styrt havde vi ikke taget kamera med, så det må I tage vores ord for.

Sammen med soppen i smeltevandssøer og klatren i bjerge tog turen hen over passet det meste af dagen, så vi nåede ikke ned i dalen den dag men tog i stedet til hotellet lige uden for parkens vestindgang og slappede af med pizza og TV.
Dagen efter kørte vi til den sydlige ende af parken for at besøge Mariposa Grove og se de store Sequoia træer.

De er målt i volumen verdens største træer, og de er hysterisk store. De ældste er 3.000 år gamle, de kan blive op til 91 meter høje, og de kan nå en diameter på op til ni meter. De allerstørste er i Kings Canyon længere sydpå i Californien, men de eksemplarer der var her i Yosemite, var nu altså alligevel pænt store. Her er vi i et træ, hvor der er skåret en tunnel i, så man kan stå indenfor og rigtig fornemme størrelsen.

Sjovt nok er Sequoia træernes kogler nogle små usle nogen, men parken indeholder en anden sort af fyrretræer, der har nogle pænt store kogler. Mie ville meget gerne have en med hjem til juledekorationen, men det er ulovligt at samle kogler, og det var ikke lige nogen man nemt kunne smugle forbi park rangeren.

Yosemite viste sig at være fuldstændig radiodødt område, og iPhonen havde nu været fuldstændigt død i flere dage til stor frustration for Emma. Hendes bedste oplevelse var opdagelsen af, at når man stillede sig op på en træstub, kunne man lige få et signal igennem, så der kunne tekstes og opdateres Facebook status. Formentlig fordi Mariposa Grove er så langt mod syd, at signalerne fra udenfor parken lige kan nå ind. Hun var klar til at flytte ud af hotellet og ligge i telt blandt træerne.

Efter Mariposa Grove debatterede vi meget, om vi skulle køre en times tid ud af en vej til, hvad der skulle være parkens bedste udsigtspunkt: Glacier Point. Heldigvis besluttede vi os for at gøre det, for det var et fantastisk syn over klipperne, vandfaldene og dalen. Billedet taler for sig selv.

Dagen sluttede vi nede i Yosemite Valley med at handle souveniers og tage revanche på badning i smeltevand. Vandfaldet på billedet herover ender i en flod nede i dalen, hvor der var anlagt små badestrande. Så pigerne og jeg røg i badetøjet og i vandet. Det var HELT VILDT koldt, men vi kom i (og kom hurtigt op igen).

På vejen hjem så vi en bjørnemor med unge, så det var en dejlig måde at slutte besøget på, inden vores tilbagevenden til civilisationen.

Death Valley, California.

Efter seks fantastiske dage i Las Vegas var det i går tid til at krydse endnu en ørken ad snorlige veje gennem ingenmandsland.

Denne gang krydsede vi Mohave Desert, inden vi nåede til Death Valley National Park i Californien - tre timer vest for Las Vegas.

Navnet er meget passende til dalen, som er det varmeste sted på jorden uden for Afrika. Mens vi var der, nåede temperaturen op på 50 grader - i skyggen.
Det var ganske enkelt utåleligt varmt, men trods det en meget sjov og anderledes oplevelse, da landskabet var goldt og aldeles ubarmhjertigt.

Dødens Dal er i modsætning til mange andre dale ikke skabt ved vulkaner, gletschere i istiden eller erosion. Den er skabt af en stadig aktiv brudflade i kontinentalpladen, og størstedelen af parken ligger derfor langt under havets overflade. Angiveligt er det med til at skabe de ekstreme varmegrader som smelter vandet væk hurtigere end det kan nå at samles. Derfor er store dele af dalbunden store saltsletter. De skinner helt hvidt, som det kan ses på billedet herunder.

En af de mange saltsletter er Devil's Golf Course, som jeg har sat et par stemningsbilleder ind af herunder for de golfinteresserede. Det ligner en friskpløjet mark, men de mange "sten" som ligger på billedet er krystalliseret salt. Det er virkelig en speciel fornemmelse, for da det "bare" er salt, vejer stenene ingenting, men de er hårde som cement og skærer, da det er krystaller.

Efter besøget på "golfbanen" gjorde vi holdt ved Badwater Basin, som er det laveste sted på det Nordamerikanske kontinent. Saltsletten ligger næsten 86 meter under havets overflade, og da vi var der, var der helt grotesk varmt. Når man åbnede bildøren, var det som at åbne ovnlågen mens man bager småkager.

Hvor varmt der var i solen på saltsletten ved vi ikke, men vi burde måske kunne have sagt os selv, at det ikke var årets bedste idé at gå derud, når skyggetemperaturen var 50 grader og vi havde været nødt til at forlade hotellets pool en time tidligere, fordi der var for varmt. Alligevel blev vi grebet af overmodig eventyrånd og begav os ud på sletten, som bestod af ren salt, der formodedes at danne flotte krystalfigurer helt ude. Afstanden snød dog, så vi nåede ikke hele vejen derud, inden vi var nødt til at give op.
Vejen tilbage blev en grim oplevelse, da Mie fik hedeslag, kastede op og var lige ved at miste bevidstheden. Heldigvis var air condition effektiv i både bilen på vej tilbage og vores værelse på hotellet, så vi fik hende kølet ned og rehydreret, så hun fik det bedre. Men resten af dagen var hun lidt mat i sokkerne, og vi blev lige mindet om, at Moder Natur ikke er til at spøge med.

På trods af et mindre dejligt ferieminde var besøget i Death Valley en fantastisk naturoplevelse, men vi var alle glade for, at det kun var et stop på en enkelt nat på vej mod Californien. Inden vi forlod dalen i formiddags besøgte vi dog lige Mesquite Sand Dunes, som vi alligevel passerede på vejen. Mie havde i går udtrykt lidt skuffelse over, at der var så mange sten i dalen. Hun mente, at en rigtig ørken bare skulle være sand. Sådan et område er der også i dalen, og det skulle også opleves. Her til formiddag var der "kun" 44 grader i skyggen, og det føltes sjovt nok som en lettelse, da vi gik ud i klitterne, men på vejen tilbage til bilen føltes det lige så dræbende varmt som i går.

Det var i det hele taget sjovt at højden over havets overflades indflydelse på temperaturen. Vejen ud af dalen er en 16 km. lang stigning fra under havets overflade til lige godt 1500 meters højde. På denne strækning faldt temperaturen til behagelige 30 grader, som vi har nydt hele vejen til Lee Vining, hvor vi har gjort holdt for natten. Byen ligger lige ved den østlige indkørsel til Yosemite National Park, hvor vi skal være de næste to dage, inden den (endelig ifølge pigerne) står på storbyer på Vestkysten.

Las Vegas.

Der var stor krise på vejen fra Grand Canyon til Las Vegas, for Mie havde ønsket sig at se en "stærk mand" kaktus, og jeg havde måske stillet hende i udsigt, at de var overalt i Arizona. Sådan husker jeg det i hvert fald fra mit besøg i Tucson for mange år siden, men det viser sig altså, at de netop kun er i den sydlige del af Arizona. Vi var dog heldige at se én på vejen ind til Las Vegas efter at have afhentet vores lejebil, så Mie kunne blive fotograferet med en.

Og endelig ankom vi til Syndens By, hvor alt er tilladt, og hvor ørkenluften for alvor brænder. Højeste temperatur har været 44 grader og kun lige netop under 30 grader om natten. Det er skønt (når man lige har vænnet sig til det), men det er en underlig fornemmelse med ørkenluften, for den er så tør, at øjnene tørrer hurtigere end man kan nå at blinke dem våde. Så når det blæser, svider øjnene helt vildt.

Med udgangspunkt i at alt er tilladt i Las Vegas startede vi med at vælte ind på en førsteklasses restaurant i vores shorts og flip flops for at spise frokost. Det så lidt vel upscale ud til vores bare tæer, men de havde prime rib sandwiches, og efter mere end to uger på camping, trængte vi til hvid dug og god mad. Rikke mente, at vi ville blive afvist, men så længe man vil betale, kan alt lade sig gøre hér, og ganske rigtigt havde de også en "casual" afdeling til pøblen, hvor vi kunne nyde vores højreb i flip flops og bare tæer.
Vores hotel ligger fantastisk lige midt på the Strip, men værelset var desværre ikke klart før kl. 16, så pigerne måtte finde sig i at slå et par timer ihjel i Miracle Mile Mall, der ligger lige over for hotellet. En mile (1,6 km. på dansk) butikker i omgivelser, der nok desværre gør, at Mathias Marked aldrig helt bliver det samme igen...

Til stor glæde for Jan ligger der i midten af mall'et intet mindre end en stangbar. Danserinden var dog "påklædt" der midt på eftermiddagen, men pigerne mente alligevel, at det var for meget.
Det er måske også lige voldsomt nok midt i et butikscenter, men det er da første gang jeg har oplevet, at der også er noget for far, mens pigerne kigger på tøj, sko og tasker...

Efter et par timer i mall'et var vores værelse klart, og det blev en rigtig positiv oplevelse. Det viste sig at være et hotel bestående af timeshare lejligheder, og vi fik en toværelses lejlighed på 22. etage med spisestue, opholdsstue, fuldt udstyret køkken, to kæmpe badeværelser,vaskemaskine, tørretumbler og bedst af alt en fantastisk udsigt. Som det kan ses på stemningsbillederne herunder, var Emma heller ikke helt utilfreds med at få sin egen rigtige seng efter de mange dages camping.


Dagene her har stået på sightseeing på the Strip. Vi har efterhånden set alt hvad de mange tema-casinoer har at byde på, og pigerne har hygget sig i de mange malls. Springvandet ved Bellagio har vi naturligvis også set.

En dag besøgte vi Sigfried og Roy's Secret Garden på Mirage, hvor de har hvide tigre og løver, som vistnok bliver brugt i hotellets show om aftenen. Vi har dog ikke været inde og se nogle shows, for pånær Lion King virker de ikke særligt familievenlige, og vi så Lion King hjemme i Norfolk sidste jul.

Det er sjovt med de mange forskellige temaer på hotellerne, som er ubegribeligt store. På Venetian har de bygget det tilhørende shoppingcenter op omkring kanaler med gondoler, som vi naturligvis måtte prøve at sejle på, mens vores "chauffør" sang italienske serenader. Efter sejlturen blev vi sat af på vores restaurant, hvor vi heldigvis havde bestilt bord, da ventetiden uden reservationer var to timer. Las Vegas er også byen, hvor alle Rikke's helte fra Food network har en restaurant. Vi har spist hos Bobby Flay på Mesa Grill, og hos Scott Conan på D.O.C.G. Faktisk var vi så heldige, at Scott selv var til stede på netop dén restaurant mens vi var der (han har også restauranter i New York og Miami), og vi fik sludret lidt med ham. Selvom Rikke synes, det var pinligt, fik vi også lige et billede med stjernekokken.

Mario Batali og Wolfgang Puck, må vente til en anden gang, men generelt må man sige, at der ikke er grund til at sulte i Las Vegas.

En dag kørte vi op til den nordlige ende af the Strip for at se det mere end 300 meter høje Stratosphere. Vi startede med at spise frokost på 107. etage i den roterende restaurant, hvorfra der var en fantastisk udsigt over Las Vegas.

Efter frokosten gik vi op til forlystelsesparken, der er anlagt udenfor på øverste (109.) etage. Der er en blandt andet en rutschebane og luftgynger, der kører ud over kanten. Der er også en skydive, hvor man bliver hægtet fast i en snor, der bremser faldet lige inden man når jorden, og så kan man ellers bare kaste sig ud over siden. Overraskende nok var køen lang til alle "forlystelser". Vi nøjedes med frokosten.

En aften havde vi bestemt os for at prøve en af de berømte buffeter. Efter nøje research udvalgte vi os den på Bellagio, der skulle være god. Desværre kan man ikke bestille bord på buffeter, og køen var helt enorm, da vi kom kl. 20. Så på en fredag aften uden reservationer var gode råd dyre. Heldigvis havde de netop fået et afbud på Eiffel Tower Restaurant, da jeg ringede derover, og Mie havde fra den første dag ønsket sig at komme op i Eiffel tårnet, så det kunne ikke være bedre.

Vi fik et fantastisk bord med udsigt til både Strippen, Bellagios springvand og Ceasar's Palace, og maden var fremragende, så det blev en super aften. Prisen taler vi ikke om, men man lærer hurtigt, at her i byen skal man have sparet op inden ankomst og så ellers lade være med at se sig tilbage...

Vores sidste dag tog vi op til Downtown Las Vegas, hvor eventyret i sin tid startede i området omkring Fremont Street. Det er meget mindre en Strippen men ellers det samme: casinoer, neonlys og høj musik.

Men netop neonlysene og hotellernes temaer er med til at gøre byen til noget helt særligt. Vi har nydt at bo midt i det hele i en lille uges tid, for hvadenten det er dag eller nat, er byen et inferno af lys, lyde, oplevelser og fantastiske syn.


Emma har specielt nydt det. Hun elsker storbyer og har været vild med New York siden første besøg dér. Las Vegas er nu også pænt højt oppe på hendes hitliste, og hver aften når vi kom hjem, slog hun sig ned i "sin" stol ved vinduet og nød udsigten.

I morgen kører vi efter seks dejlige dage til Death Valley, som er det varmeste sted på jorden uden for Afrika med temperaturrekord målt ved 56 grader - i skyggen. Det virkede som en fantastisk ide at se, da ferien blev planlagt i vintermånederne, men lige nu er vi vist alle lidt skeptiske.