Den skøre kat.

Emma og jeg er ved at gøre klar til at tage ud og spille golf, og jeg lagde godt nok mærke til, at Meeko kom ind gennem den åbne terrassedør. Hun gik ind i spisestuen, og derinde gav hun sig til at mjave og skabe sig. Det er der egentlig ikke noget underligt i, for det gør hun tit, når hun enten synes hun er sulten eller trænger til at komme ud. Døren stod jo åben, og hun havde fået mad til morgen, så jeg ignorerede hende bare. Til sidst blev det dog alligevel irriterende at høre på, så jeg gik ind for at kigge til hende, og sørme om hun ikke har taget en legekammerat med hjem...
Helt mast op i hjørnet sad en lille kaninunge og bævrede af skræk, mens Meeko sad og slikkede sig om munden. Kaninen fejlede ikke noget ud over en alvorlig forskrækkelse, så jeg fik styr på Meeko, mens Emma tog kaninen og fik den beroliget lidt. Da vi tog den udenfor, stak den af, og havde så travlt med at komme afsted, at den rendte lige ud i poolen. Så nu har vi også lært, at kaniner rent faktisk kan svømme. De kan dog ikke klatre tilbage op af stigen, så Emma fik den fisket op, og nu er den forhåbentlig rendt hjem til sin mor. Den havde i hvert fald en gevaldig fart på, da den fik landjord under fødderne igen.

Nu vil Emma og jeg tage ud og golfe et par timer, inden pigerne skal ud til nogle veninder for sleep overs. Rikke og jeg skal nemlig til 40-års fødselsdagsfest i aften.

Fødselsdagsmiddag.

Vi havde endnu en dejlig dag i Virginia Beach, hvor temperaturen nåede op på 34 grader. Det er altså dejligt her tre måneder før jul.
Så vi bestemte os for at fejre mosters fødselsdag med en middag på Bubba's, hvor vi kunne nyde vandet, solnedgangen og byens bedste crab cake sandwiches. Nu mangler vi sådan set bare at finde ud af, hvortil vi kan sende regningen for fødselsdagsmiddagen...

Et fantastisk klima.

Man må simpelt hen bare holde af vejret herovre. Vi har ikke set regn siden Earl, og vi har den skønneste sensommer med mere end 30 grader om dagen. Godt vejr eller ej lukker vores ishus (Rita's) dog stadig den 10. oktober, så pigerne og jeg gør hvad vi kan for at fylde maverne med is til en lang vinter, mens Rikke er på skole om aftenen.
Her til aften kunne vi nyde isen i 27 graders varme klokken otte om aftenen.

Sølvpilen.

Heldigvis er vejret igen skønt i Virginia Beach, for i morges kl. 9 skulle vi mødes med sælger og overtage Corvetten. Alt gik efter planen, og bilen kører fantastisk. Det er en sand fornøjelse at cruise derudaf, og lyden af en 5,7 liters V8 motor ude foran skal simpelt hen opleves. Herovre behøver vi heldigvis ikke tænke så meget på, at der ryger en liter benzin for hver 6 km...

Mie kørte første tur med mig hjem, og her er det Emma, som skal en tur rundt i lokalområdet.

Så kom Earl.

Prognoserne havde advaret om, at fronten af Earl skulle ramme i går aftes ved 17-tiden med syndfloder af regn, og at stormen skulle komme i løbet af natten.

Mie og jeg havde pakket alle løse ejendele ind i garagen og låst Meeko inde (det var hun mildest talt ikke tilfreds med), og så tog vi til Meet and Greet på skolen.

Da vi gik i seng lidt efter midnat, var der stadig ikke sket noget, og her til morgen er Earl på højde med os. Han passerer langt til havs, og herinde er vejret heldigvis ikke så slemt som frygtet. Det regner, og der kommer enkelte kraftige vindstød, men indtil videre er det ikke værre end en hvilken som helst anden dag med møgvejr.

Seneste nyt om Earl.

Som tingene udvikler sig lige nu, ser det ud til, at vi slipper med skrækken i denne omgang.
Earl forventes at passere Virginia Beach tidligt i morgen og resten af dagen, men heldigvis til havs. Hvis de nuværende prognoser holder stik, får vi altså et forfærdeligt møgvejr i morgen med oversvømmelse (1½ meter over normal højvandsstand) og blæst med tropisk stormstyrke (20-25 m/s). Men selvom det er slemt nok, er det ikke værre end tidligere oplevet, og vi bor heldigvis så højt, at stormfloder ikke plejer at være et problem for os.
Der er derfor næppe nogen grund til at bekymre sig om os, også selvom vi ikke giver lyd fra os i løbet af dagen. Strømudfald er nemlig almindeligt selv ved "almindeligt" blæsevejr, og når vi har uvejr herovre, er det ofte helt galt. Så alt i alt er intet nyt fra os som altid at betragte godt nyt.

Mens vi venter på Earl.

Man ved snart aldrig, hvad man skal gøre.

Vores allerførste sommer herovre, var alt gjort klar, til Hannah skulle komme forbi. Vi havde handlet ind til overlevelse i ugevis, og alt var rykket indenfor. Da hun endelig kom herop, passerede hun så langt ude i Atlanterhavet, at det da godt nok blæste en del, men ikke værre end en efterårsdag på den jyske højderyg.

Sidste år da efterårets alvorlige nor' easter kom, havde vi så ikke forberedt noget som helst, hvilket kostede os en trampolin og mange timers oprydning bagefter.

Her sidder vi så og venter på Earl. Lige nu ser det ud som om han holder sig til vands, men nogle computermodeller tager ham lige hen over hovedet på os fredag eftermiddag. Han er en ondskabsfuld herre, så vi krydser fingre for, at den kolde luft fra Midtvesten kommer så hurtigt herned, at den holder Earl til havs.

For en sikkerheds skyld har pigerne og jeg dog her til aften tømt pool dækket for havemøbler, og vi har handlet godt med flaskevand og dåsemad, som vi kan tilberede på gasblus, hvis vi mister strømmen. Lige nu håber jeg bare, at uvejret er drevet over igen til lørdag, hvor vi skal hente Corvetten.

Så er ferien snart forbi.

Heldigvis kan vi ikke mærke det på vejret. Vi har haft fantastisk vejr de seneste dage, og nåede op på 39 grader i solen i dag.
Emma og Mie har stadig en uge tilbage af skoleferien, da den officielle afslutning på sommeren herovre er Labor Day, som først er næste weekend. Men for Rikke er ferien forbi, for hun er netop her til aften taget afsted på sin første skoledag. Efter mere end et halvt års administrative og bureaukratiske krumspring blev hun for to uger siden optaget på Old Dominion University, hvor hun de næste to år skal læse Master of Public Administration. Det håber vi, hun får tid til at fortælle mere om, men vi er i hvert fald rigtig stolte af hende, og så får tøserne og jeg jo tre aftener alene om ugen til at hygge os.
Så for at fejre sommerens afslutning tog vi i går ud for at prøve Ocean Breeze, som er den lokale vandpark. Der var gode rutschebaner, og vi havde en hyggelig dag i solen, mens alle ladede op til det kommende skoleår.

Mormor og morfar på besøg.

Så er det blevet sidste aften efter næsten tre dejlige ugers ferie, da vi i morgen skal sende mormor og morfar tilbage til Danmark.
Sidste gang de var her, var i en hurtig weekend i New York, hvor det regnede ganske forfærdeligt. Mormor har normalt et ret præcist udtrykt krav om solskin i sin ferie, så hun ville gerne derop igen og opleve byen i korte ærmer. Så efter fejringen af Emmas fødselsdag tog vi alle derop nogle dage.
Denne gang prøvede vi at købe billetter til de dobbeltdækkede turistbusser for at kunne se en masse af byen uden at blive slidt op. Det var helt forrygende, og da busserne havde stoppested lige hvor vi kom ind til Manhattan med færgen, sparede vi en masse penge til subway'en også.

Busserne er meget udbredte herovre (og garanteret også i mange andre storbyer), og man kan stå af og på lige så mange gange man vil. Så oppe ved Central Park hoppede vi af og nød et par timer til fods.

Tilbage på bussen havde guiden nok hørt på sproget, at vi ikke var lokale. Hun troede sikkert, hun kunne tage lidt gas på Mie, for hun tilbød hende at fortælle om attraktionerne og blev vist lidt overrasket over, at engelsk jo ikke var et problem for en dansk pige på 9 år.

Mormor skulle selvfølgelig også med ind og se American Girl butikken, som er den vildeste dukkebutik, jeg nogensinde har set. Et grundareal som en Superbrugs og flere etager kun med dukketing. Herunder en frisørsalon til dukken, hvor man for den nette sum af $20 kan få en frisør til at sætte dukkens hår. Der er også en tesalon, hvor mor og datter kan nyde eftermiddagsteen sammen med dukken. Og dukkerne findes i et utal af konfigurationer, så man kan få én, der ret nøjagtigt ligner sig selv.

Med billetterne kunne man bruge alle fire ture rundt i byen. Herunder også en nattur, som gik over til Brooklyn, og hvor der skulle være en fantastisk udsigt ind over Manhattan skyline by night. Så sidst på eftermiddagen hoppede vi ombord på bussen efter at have drysset rundt i midtbyen og handlet lidt. Desværre er der vist noget med mormor og New York, for vi var knapt steget ombord på bussen, førend regnen begyndte. Vi havde læst hjemmefra, at der var regnslag med i prisen, så der var ingen panik. Regnslagene viste sig dog at være nogle store plasticposer, som flagrede til højre og venstre i vinden og regnen, og efter halvdelen af turen måtte vi give op og krybe nedenunder i tørvejr, så udsigten fik vi ikke meget ud af. Her er Rikke og mormor og morfar dog stadig i højt humør.

Vi havde også en dag, hvor den stod på shopping. I løbet af eftermiddagen tabte morfar dog pusten, og han og jeg tog i stedet ud og kiggede på elektronik for at ende ved baren i Hard Rock på Times Square. Her ventede vi på pigerne i et par timer, inden vi spiste aftensmad på Ellen's Diner, hvor serveringspersonalet underholdt med sang og musik.

Heldigvis fik vi taget revanche fra dagen før, og vi nød en tør og varm fantastisk aften i neonlysene på Times Square.

Sidste dag tog vi igen over til Manhattan, inden vi vendte næsen hjemad. Her gik vi en tur til Ground Zero for at se, hvor langt de er kommet med den nye bygning. Efter et par år med at få fundamentet på plads skrider det nu pænt fremad, og mon ikke de er ved at være nået til ca. 15 etager.

Vi gik også en tur ud på Brooklyn Bridge og nød udsigten tilbage over Manhattan skyline.

Vel tilbage i Virginia Beach var det blevet tid til at fejre mormors fødselsdag. Hun blev 60 år i juni og havde inviteret på Terrapin, som er vores yndlingsrestaurant og efter vores mening byens ubetinget bedste.

Vi blev heller ikke skuffede denne gang, og vi havde en rigtig hyggelig aften med dejlig mad og godt selskab, hvor vi fik ønsket mormor ordentligt tillykke.

Heldigvis har vejret pånær aftenens skylle i New York været fantastisk i ferien, så forleden tog vi til Oceanfront for at spise aftensmad og gå tur. Mormor ledte efter en ganske særlig køleskabsmagnet, så vi var i stort set hver eneste souvenirforretning (og der er mange!) for at lede. Desværre uden held, men til gengæld var der masser af juletræskugler i juleforretningen, som hun kunne bruge. Sjovt nok er sommeren angiveligt den absolut bedste tid at sælge juletræskugler på.

I weekenden kørte vi et smut til Richmond, så Rikkes forældre kunne se, hvor Rikke boede henne, da hun var herovre som au pair efter gymnasiet. Det var en god dag og sjovt at genopleve.

Emma 12 år.

Så blev vores store pige 12 år, og vi fejrede fødselsdag sammen med mormor og morfar.
Traditionen tro var der morgensang og gaver i sengen inden morgenmaden. Stakkels Emma havde ligget vågen og foregivet at sove længe, da vi andre vistnok sov tungere end hende.
Emma ville gerne bowle, og om eftermiddagen fik vi boller og lagkage på bedste dansk vis.
Om aftenen rykkede vi hele festen ned på pool dækket, for Emma elsker pool parties.
Hun havde en dejlig dag, og vi takker alle for kort, telefonopkald og gaver til hende.

Familien Nielsen's lille ny.

Efter lang tids markedsanalyse og forhandlinger, lykkedes det endelig mandag aften at gøre drengedrømmen til virkelighed. Her er Rikke og jeg ved at underskrive købsaftalen på dén 1976 Corvette, vi nu kan kalde vores.

Desværre har forhandlingerne trukket noget ud, så inden pengene er nået at rejse fra Danmark hertil (nævnte jeg, hvor håbløs Nordea er i den sammenhæng), er sælger rejst tre uger på ferie i Irland. Så bilen bliver først rigtigt vores den 4. september, og allerede nu er jeg sikker på, det bliver de længste tre uger i vores liv. Nå, det giver mulighed for at rydde lidt op i garagen, for Rikke var ikke synderligt begejstret for ideen om at flytte hendes Honda udenfor.

Mie og Jan på campingtur.

Vi er så småt begyndt at planlægge vores sommerferie til næste år, og vi regner med at skulle foretage noget af turen i campingvogn. I den forbindelse udtrykte Mie sin ærgrelse over, at vi aldrig er på camping mere. Mie og jeg bestemte os derfor for at købe et telt og tage på camping - Emma og Rikke skulle ikke nyde noget.

Denne weekend skulle det store slag slås. Vejret var godt og udsigten til søndag lovende, så lørdag morgen blev bilen pakket, og vi to store eventyrere drog afsted ud i det blå.

Vi har en campingplads ude i nationalparken, hvor briterne i sin tid først gjorde landgang, og da den er både hyggelig, tæt på stranden og kun et kvarter hjemmefra, var det et godt udgangspunkt. Men hvem kunne dog drømme om, at det var nødvendigt med pladsbestilling..?! I hvert fald var alt optaget, så valget stod mellem at køre hjem og prøve igen næste weekend eller finde noget andet. Mie stemte for det sidste.

Så vi kørte ind på basen, som ligger ved siden af, for at se, om vi kunne finde en lille græsplet at campere på. Til de som har været på besøg, er det dér, hvor vi er taget ud for at kigge på delfiner. Egentlig kiggede vi bare efter et stykke græs, men heldet var med os, for der viste sig at være en ganske fin og hyggelig campingplads på basen, som havde plads til os.

Så vi fik slået lejr og fik lidt frokost. Derefter gik vi et par lange gåture på både stranden og i skoven, inden den stod på burgere på Weber grillen til aftensmad, og s'mores til dessert.

Aftenen gik med at snakke, spille og læse, og det var faktisk rigtig hyggeligt bare at være os to, selvom Mie vistnok lidt savnede Emma og sin mor ud på aftenen. Også da vi var kommet i posen, lå vi og hyggede os med bøger og sladder. Da vi slukkede for lanternen, blev der godt nok mørkt, og skoven giver mange lyde fra sig, som man først lægger mærke til, når lyset bliver slukket. Så selvom Mie ikke ville være ved det, var hun ikke helt stolt af situationen, og det blev ikke bedre af, at jeg faldt i søvn. Hun vækkede mig efter ganske kort tid med kommentaren: "far jeg bliver bange, når du siger uhyggelige lyde." Nå, vil tog et par spil Sequence mere, og godt møre faldt vi begge i søvn på et tidspunkt efter midnat.

Men sørme om ikke vejrudsigten tog fejl. For ud på natten begyndte det selvfølgelig at regne, så man tror det er løgn, og så vågnede vi begge igen og lå og overvejede, om vi skulle droppe det og komme tilbage efter teltet næste dag.

Men det var trods alt lettere at rulle om på den fede side, så vi bestemte os for at blive og få det bedste ud af det. Det regnede jo trods alt ikke på os, og da fuglene og solen vækkede os lidt over 8 næste morgen, var det alligevel helt hyggeligt.

Så efter morgenmaden gik vi en tur op i Cape Henry fyrtårnet fra 1792, som er USA's første føderale bygning og bygget af sten fra samme stenbrud som stenene til Det Hvide Hus, Capitol og Mount Vernon.

Vi tog kun den ene nat denne gang, og selvom det var hyggeligt, var det nu heller ikke tosset at komme hjem igen og få et langt, varmt brusebad og blive klædt om, inden vi tog ud og spiste i aften.

Mie siger, at vi bestemt skal afsted igen en anden gang.

Moster og drengene på besøg.

Vi har de sidste tre uger haft besøg af Moster Cathrine og hendes tre drenge (altså onkel Thomas, Anders og Magnus). De havde det gode vejr med fra Danmark, så foruden hyggeligt besøg, har vi haft en helt fantastisk sommer. Det varede da heller ikke længe efter ankomsten, førend drengene røg med kusinerne i poolen. Magnus syntes måske nok, at det var lidt ufedt ikke at kunne nå bunden, men han sejlede lidt rundt i båden og badede ellers i pigernes gamle badekar på kanten.
Anders nød derimod vandet, og inden han rejste hjem igen, vovede han sig endda til at svømme ud i den dybe ende og springe i fra vippen.

Vores besøgende har i øvrigt ellers gjort deres til at holde gang i den amerikanske økonomi. Så meget at dollarkursens fald de seneste uger synes at være standset og låst fast ved 5,7. Vi sætter vores lid til, at familien Blichfeldts afrejse fra USA vil få den til at falde yderligere hen over sommeren.
I hvert fald kørte Rikke og Cathrine allerede den første dag på super shopping i outlet mall'et i Williamsburg, så Thomas og jeg gav den med børnene. Vi tog et smut på stranden for at se delfiner, som der var masser af, og inden vi vidste af det, var vi pludselig til globryllup på stranden også.

Anders er helt vild med brandbiler, så på vejen hjem tog vi chancen og stoppede ved en brandstation for at kigge på de flotte brandbiler. Det endte med, vi fik den helt store rundvisning, og Anders fik lov at sidde i alle bilerne.

Midt i det hele forlod så Moster og Thomas den synkende skude. De lejede en bil og tog en uges voksenferie i New York og Washington DC. Det var vist ret godt for alle, for mens de nød livet i et par fantastiske storbyer, hyggede Rikke sig i fulde drag med alle børnene. De nåede både til stranden, i parken, på legepladsen og en tur i zoologisk have.

Da familien igen var samlet, blev det også til en tur i Busch Gardens i stegende hede.

Og så nåede vi at fejre Anders' 6-års fødselsdag. Han fik en rigtig amerikansk lagkage med Sponge Bob efter eget ønske, og om aftenen var der pool party, som han også havde bedt om. Rikke serverede slik på poolkanten, og det var vist ret godt at svømme rundt i mørket og fylde sig med vingummier.

I fredags kørte vi dem i lufthavnen, og huset har været lidt tomt og stille siden, men vi glæder os til Rikkes forældre i næste uge kommer og sætter lidt liv i kludene igen.

Tanker efter en varm weekend.

Den seneste uges tid har der været hedebølge herovre, og weekenden var ganske enkelt uudholdelig. 43 grader kl. 18 i går aftes taler vist for sig selv, og det har ikke været så varmt i Virginia Beach siden 1918. Airconditionanlægget har kørt non-stop hele ugen, og alligevel kunne temperaturen i soveværelserne på første sal ikke tvinges under 28 grader i weekenden. I dag er temperaturen faldet tilbage til behagelige 32 grader, og det har været en lidt underlig fornemmelse, at dagens samtaleemne har væreet, hvor skønt det er, at det er blevet "køligt" igen.
Varmen kan også ses på strømforbruget. I de to år vi har boet i huset, slog vi rekorden (indtil videre) denne måned, hvor vi har brugt 4970 kWh - på en måned..!! Den aflæsning var 15. juli, hvor vi endda ikke har været hjemme i 14 dages ferie og bruge lys mv., så jeg gruer for næste måneds strømregning efter denne hedebølge. Nå, i det mindste er gasregningen ikke ret stor, for det er ikke nødvendigt at sætte varme på.

Og så hjem igen.

Feriens sidste dag har stort set været udelukkende transport hjem.
Efter morgenmaden udnyttede vi dog, at der i Pennsylvania ligger en ret stor Corvette forhandler, som vi kørte en omvej for at besøge (hellere to timers omvej, når vi var i nærheden, end seks timer hver vej fra Virginia Beach). Jans seneste midtvejskrise har udmøntet sig i drømmen om en Corvette, og der er efterhånden brugt mange aftener på research. Da den efter planen skal med til Danmark, skal den være mere end 35 år gammel i 2012, så det er ikke helt nemt at finde en bil i god stand, som man også kan betale. Desværre ændrede forhandleren i Pennsylvania ikke meget på det, da han heller ikke lige havde den rigtige. Der var ellers mange flotte biler, og det er fuldstændig vanvittigt, hvor stort markedet for gamle Corvetter er herovre. Han havde biler fra 60-erne til mere end $100.000.
Så med uforrettet sag, vendte vi næsen hjem, og er landet efter lige knap 3.000 km. og en fantastisk dejlig ferie her til aften i Virginia Beach.

Hershey Chocolate World.

Når man nu er i umiddelbar nærhed af amerikas største chokoladeproducent, så er det nærmest et "must", at lægge et besøg ind. Naturligvis har Hershey's også lavet en Chocolate World, så der kan tjenes lidt på turisterne.

Det viste sig nu at være meget sjovt, og selvom vi havde hørt, at man kun skulle regne med at buge en halv times tid dér, så endte vi nu alligevel med at bruge nogle timer. De havde en tur, hvor man i en slags tog blev kørt gennem en chokoladebars produktionslinje helt fra træerne i troperne og indtil det færdige produkt. Det sjoveste var nu, at der også var lavet en mini-produktion, så man kunne prøve at lave sin egen chokoladebar. Her er vi iført hårnet og forklæder efter alle kunstens regler og i fuld gang med vores produktion.

Man kunne selv vælge ingredienser og så følge produktionen af sin bar, indtil man til sidst skulle designe sin egen indpakning og endelig efter en lille times tid kunne få sin egen helt personlige chokoladebar udleveret som souvenier.

Efter besøget ved Hershey's kørte vi lidt rundt i Amish Country for at vise pigerne denne lidt alternative livsstil. Der var både hestevogne og løbehjul, som vi så dem transportere sig rundt med.

Og da de ikke må bruge nogle former for moderne apparater, bruger de også hestetrukne plove til at passe deres marker med.

Byen havde i øvrigt genåbnet efter Independence Day, så vi fik aftensmad på en lokal restaurant, og så hyggede vi os med 20 huller minigolf inden sengetid. Selv om natten ligger temperaturen midt i trediverne, så det var skønt at være ude.

Amish Country.

Så blev det tid til at forlade Canada og vende næsen hjemad mod Virginia Beach. Vi havde dog bestemt os for at tage hjemturen af to omgange, så efter morgenmaden kørte vi på amerikas uafhængighedsdag til Amish Country. Det er et område i Pennsylvania, hvor Amish holder til. Det er en religiøs bevægelse (ja vel nærmest en slags sekt), som ikke har noget med den moderne verden at gøre. De kører i hestevogne, har ikke strøm og ernærer sig primært gennem landbrug og håndværk og så i de senere år til en vis grad gennem turisme. Det ligger ca. halvvejs mellem Virginia Beach og Niagara Falls, og området er fantastisk smukt og bjergrigt, så det var perfekt til at gøre holdt undervejs. Derudover er det meget sjovt at se folk leve på den måde i vore dage, og så ligger amerikas største chokoladefabrik (Hershey's) midt i Amish Country.
Køreturen varede det meste af dagen, og Rikke havde fundet en bed and breakfast, vi skulle bo på i Manheim.

Tea Kettle Inn viste sig at være smadderhyggelig, og vi fik et fint værelse at bo i. Desværre var (næsten) alt lukket på grund af helligdagen, men det lykkedes os efter at have kørt rundt i en times tid at finde et sted, hvor vi kunne få aftensmad. Ude på bøhlandet som vi var, tog de selvfølgelig ikke kreditkort, og vores kontantbeholdning var lidt slunken, så der var altså ikke frit valg på hylderne, men Rikke og jeg fik da slået lidt penge sammen, så vi alle kunne blive mætte. En lidt anden oplevelse end New York, men bestemt også en del af USA, som er værd at opleve.

Niagara Falls - dag 3.

Endnu en fantastisk morgen, hvor solen bagte fra en skyfri himmel og præsenterede faldene og Niagara floden fra deres bedste side – sådan skulle man altså vågne hver morgen.
Efter morgenmaden besluttede vi os for at se lidt mere af Canada, så vi hentede bilen og kørte nordpå langs floden mod Lake Ontario, hvor der angiveligt skulle ligge en lille hyggelig by.
På vejen kom vi forbi en ”bugt” i floden, som bliver kaldt the Whirlpool. Her er vi på toppen af klipperne foran bugten.

Man kunne gå af en skovsti ned til vandet, og det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var faktisk en anstrengende tur ned ad klippesiderne, men en flot og anderledes måde at nyde naturen på, da vi først var kommet derned. Her er vi nede ved det stykke strand, som kan ses bag Jan og pigerne på billedet herover.

Lige over for lå en fantastisk golfbane, og det trak lidt i Jan for at komme ud og spille. Desværre havde han ikke taget køllerne med, så han måtte i stedet med pigerne på turen videre ind i Canada. Det viste sig at være heldigt. Den canadiske side af floden er virkelig hyggelig og smuk med vinmarker, frugtplantager, flotte huse og masser af rastepladser, hvor folk holdt picnic. Også byen Niagara on the Lake ved Lake Ontario var rigtig hyggelig, og vi gik en tur på markedet og nød solen og varmen, inden turen gik sydover mod faldene igen. Vi havde nemlig luret, at flere af plantagerne havde udsalg, og når man først én gang har fået en friskbagt frugtpie, som de laves herovre, vil man gøre alt for at få en igen – og det var blevet kaffetid. Halvvejs tilbage fandt vi ganske rigtigt en lille gård med udsalg i laden, hvor mor havde bagt frisk æbletærte, som vi fik sammen med en kop kaffe. Her er vi ved Lake Ontario i Niagara on the Lake.

Resten af eftermiddagen blev brugt i hotellets pool, inden vi sluttede vores sidste aften i Canada med at bestille aftensmaden hos room service og så bare hænge ud på værelset og nyde udsigten. Uvist af hvilken årsag, for Independence Day er jo først den 4., blev det mest fantastiske fyrværkeri fyret af på USA siden kl. 2130. Det varede i mere end 20 minutter, og var simpelt hen enestående. Mon en eller anden stakkels gut er kommet til at tage fejl af datoerne? I så fald er vi taknemmelige, for vi skal fejre 4. juli i Amish Country, og de er vist ikke patriotiske over for ret meget andet end deres tro, så dér skal vi nok ikke forvente os det store i fyrværkeri og festligheder.

Niagara Falls - dag 2.

Da vi havde værelse på 31. sal, var der ingen grund til at rulle gardiner for, og det var en fantastisk oplevelse at vågne til synet af vandfaldene.

Det var en helt skyfri dag, og uden skyer kan man for alvor se, hvor megen kraft der er på hesteskofaldet, da skyerne fra vandet sprøjter højere op i luften end højhusene. Det som ligner skyer på billedet herunder er vand, som slår op fra hesteskofaldet (billedet er taget på 31. etage).

Efter en solid buffet med masser af æg, bacon og vafler gik vi ned til faldene. Der er to. Et lige som kaldes American Fall (til venstre) og et buet som kaldes Horseshoe Fall (til højre).

Først skulle vi prøve Maid of the Mist. Det er en båd som sejler ved siden af amerikafaldet og derefter helt ind til foden af hesteskofaldet, så man for alvor kan fornemme Moder Naturs inferno for foden af verdens største vandfald.

Vi fik udleveret regnslag, og da vi var ved at dø af varme i de plasticposer, overvejede vi egentlig kortvarigt at tage dem af, for så slemt var det da ikke, da vi sejlede over til amerikafaldene.

Det ændrede sig dog snart, da vi kom ind i hesteskoen, for her var elementernes rasen så vild, at vi selv med regnslagene blev drivende våde. I sommermånederne render der ca. 20 millioner liter vand i sekundet (!) gennem faldet, og i perioder var det simpelt hen helt umuligt at holde øjnene åbne og stå med front mod faldene. Man måtte bare søge lidt ly ved at vende ryggen til og føle sig ydmyg over for Moder Natur. Helt vildt at tænke på, at der faktisk engang i tresserne er en dreng, som faldt af en båd og overlevede turen ned kun iført badebukser og redningsvest.

Jeg har taget dette lille videoklip som måske kan give et indtryk af, hvor voldsomt det egentlig er, når 20 millioner liter vand i sekundet ryger ud over hovederne på én.

Helt overvældet og grebet af stemningen hærgede vi selvfølgelig gift shoppen og poserede til billeder foran faldene bagefter. Til stor fornøjelse for pigerne, for Jan så ud som om, han havde tisset i bukserne i flere timer bagefter.

Da vi endelig var blevet tørre, var det tid til næste close encounter med Niagara Falls, da der nede ved hesteskofaldet er en ”Journey Behind the Falls”. Her blev vi endnu en gang udstyret med regnslag, og så kørte vi med elevator ned til nogle gange, så man kunne komme ud og stå i nogle huler lige bag vandet, som fossede forbi. Det er sådan set ikke fordi man kan se ret meget med de helt utrolige vandmængder, som tordner forbi, men alligevel en ret imponerende oplevelse.

Derefter kom regnslagene endnu en gang til sin ret, da der også var lavet en observationsplatform ved siden af faldet, som vi naturligvis skulle ud på for igen at opleve kræfterne og få et par billeder. Det vandtætte kamera som Jan købte inden turen til Caribien fik for alvor tjent sig hjem på denne dag.

Efter en begivenhedsrig dag i nærkontakt med naturen, fik vi aftensmad på en italiensk restaurant ved hotellet og slappede derefter bare af på værelset, som simpelt hen bare har den bedste udsigt, og endnu engang var der fyrværkeri kl. 22 til lige at sætte prikken over i-et.