Så blev det tid til at forlade Canada og vende næsen hjemad mod Virginia Beach. Vi havde dog bestemt os for at tage hjemturen af to omgange, så efter morgenmaden kørte vi på amerikas uafhængighedsdag til Amish Country. Det er et område i Pennsylvania, hvor Amish holder til. Det er en religiøs bevægelse (ja vel nærmest en slags sekt), som ikke har noget med den moderne verden at gøre. De kører i hestevogne, har ikke strøm og ernærer sig primært gennem landbrug og håndværk og så i de senere år til en vis grad gennem turisme. Det ligger ca. halvvejs mellem Virginia Beach og Niagara Falls, og området er fantastisk smukt og bjergrigt, så det var perfekt til at gøre holdt undervejs. Derudover er det meget sjovt at se folk leve på den måde i vore dage, og så ligger amerikas største chokoladefabrik (Hershey's) midt i Amish Country.
Køreturen varede det meste af dagen, og Rikke havde fundet en bed and breakfast, vi skulle bo på i Manheim.
Tea Kettle Inn viste sig at være smadderhyggelig, og vi fik et fint værelse at bo i. Desværre var (næsten) alt lukket på grund af helligdagen, men det lykkedes os efter at have kørt rundt i en times tid at finde et sted, hvor vi kunne få aftensmad. Ude på bøhlandet som vi var, tog de selvfølgelig ikke kreditkort, og vores kontantbeholdning var lidt slunken, så der var altså ikke frit valg på hylderne, men Rikke og jeg fik da slået lidt penge sammen, så vi alle kunne blive mætte. En lidt anden oplevelse end New York, men bestemt også en del af USA, som er værd at opleve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar