torsdag den 1. juli 2010

Niagara Falls - dag 1.

Vi afsluttede vores ophold i New York City med at spise morgenmad på Ellen’s Stardust Diner, da det var så sjovt, at det skulle opleves en sidste gang. Derefter tilbage til hotellet og pakke sammen, og lidt over 12 var vi på vejen igen med kurs mod Canada.
Det var en lang køretur, men ligeså snart man kommer lidt ind i landet, tynder trafikken noget ud, så man kan sætte fartpiloten og slappe lidt af, mens man følger vejen, der er som trukket efter en lineal ud i horisonten. Så efter 8 timer og et par pit stops havde vi tilbagelagt de små 700 km. og ankom til Niagara Falls. Byen er fordelt på både den amerikanske og den canadiske side af floden og vandfaldene, men sjovt nok har amerikanerne ikke gjort noget særligt ud af det, så vi havde valgt at bo Canada siden.
Vi indlogerede os på Hilton, og fik en suite på 31. sal med vinduer fra gulv til loft og udsigt lige ned over begge vandfaldene. Det var en helt enestående udsigt, og da mørket faldt på blev der tændt lys bag faldene, så de kan nydes indtil midnat. Prøv at se en udsigt over American Fall fra vores værelse.

Suiten er lavet sådan, at der er glasvæg ind til badeværelset, så man kan sidde i jacuzzien og kigge ud på faldene. Vi havde da heller ikke været på værelset i 10 minutter, før Mie havde smidt kludene og var hoppet i med en drink og boblerne kørende for fuld skrue.

Ingen gad rigtig gå ud efter den lange tur, så aftensmaden blev bestilt ved room service, som leverede så vi kunne blive bænket foran vinduet i sofaen og nyde udsigten.

Udsigten var ganske enkelt storslået og blev ikke ringere af, at der hver aften i sommermånederne bliver vist fyrværkeri foran vandfaldene kl. 22. 1. juli er Canada’s nationaldag, og den blev fejret på behørig vis med ekstra flot fyrværkeri denne aften.

Ingen kommentarer: