lørdag den 3. juli 2010

Niagara Falls - dag 3.

Endnu en fantastisk morgen, hvor solen bagte fra en skyfri himmel og præsenterede faldene og Niagara floden fra deres bedste side – sådan skulle man altså vågne hver morgen.
Efter morgenmaden besluttede vi os for at se lidt mere af Canada, så vi hentede bilen og kørte nordpå langs floden mod Lake Ontario, hvor der angiveligt skulle ligge en lille hyggelig by.
På vejen kom vi forbi en ”bugt” i floden, som bliver kaldt the Whirlpool. Her er vi på toppen af klipperne foran bugten.

Man kunne gå af en skovsti ned til vandet, og det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var faktisk en anstrengende tur ned ad klippesiderne, men en flot og anderledes måde at nyde naturen på, da vi først var kommet derned. Her er vi nede ved det stykke strand, som kan ses bag Jan og pigerne på billedet herover.

Lige over for lå en fantastisk golfbane, og det trak lidt i Jan for at komme ud og spille. Desværre havde han ikke taget køllerne med, så han måtte i stedet med pigerne på turen videre ind i Canada. Det viste sig at være heldigt. Den canadiske side af floden er virkelig hyggelig og smuk med vinmarker, frugtplantager, flotte huse og masser af rastepladser, hvor folk holdt picnic. Også byen Niagara on the Lake ved Lake Ontario var rigtig hyggelig, og vi gik en tur på markedet og nød solen og varmen, inden turen gik sydover mod faldene igen. Vi havde nemlig luret, at flere af plantagerne havde udsalg, og når man først én gang har fået en friskbagt frugtpie, som de laves herovre, vil man gøre alt for at få en igen – og det var blevet kaffetid. Halvvejs tilbage fandt vi ganske rigtigt en lille gård med udsalg i laden, hvor mor havde bagt frisk æbletærte, som vi fik sammen med en kop kaffe. Her er vi ved Lake Ontario i Niagara on the Lake.

Resten af eftermiddagen blev brugt i hotellets pool, inden vi sluttede vores sidste aften i Canada med at bestille aftensmaden hos room service og så bare hænge ud på værelset og nyde udsigten. Uvist af hvilken årsag, for Independence Day er jo først den 4., blev det mest fantastiske fyrværkeri fyret af på USA siden kl. 2130. Det varede i mere end 20 minutter, og var simpelt hen enestående. Mon en eller anden stakkels gut er kommet til at tage fejl af datoerne? I så fald er vi taknemmelige, for vi skal fejre 4. juli i Amish Country, og de er vist ikke patriotiske over for ret meget andet end deres tro, så dér skal vi nok ikke forvente os det store i fyrværkeri og festligheder.

Ingen kommentarer: