mandag den 5. juli 2010

Hershey Chocolate World.

Når man nu er i umiddelbar nærhed af amerikas største chokoladeproducent, så er det nærmest et "must", at lægge et besøg ind. Naturligvis har Hershey's også lavet en Chocolate World, så der kan tjenes lidt på turisterne.

Det viste sig nu at være meget sjovt, og selvom vi havde hørt, at man kun skulle regne med at buge en halv times tid dér, så endte vi nu alligevel med at bruge nogle timer. De havde en tur, hvor man i en slags tog blev kørt gennem en chokoladebars produktionslinje helt fra træerne i troperne og indtil det færdige produkt. Det sjoveste var nu, at der også var lavet en mini-produktion, så man kunne prøve at lave sin egen chokoladebar. Her er vi iført hårnet og forklæder efter alle kunstens regler og i fuld gang med vores produktion.

Man kunne selv vælge ingredienser og så følge produktionen af sin bar, indtil man til sidst skulle designe sin egen indpakning og endelig efter en lille times tid kunne få sin egen helt personlige chokoladebar udleveret som souvenier.

Efter besøget ved Hershey's kørte vi lidt rundt i Amish Country for at vise pigerne denne lidt alternative livsstil. Der var både hestevogne og løbehjul, som vi så dem transportere sig rundt med.

Og da de ikke må bruge nogle former for moderne apparater, bruger de også hestetrukne plove til at passe deres marker med.
Byen havde i øvrigt genåbnet efter Independence Day, så vi fik aftensmad på en lokal restaurant, og så hyggede vi os med 20 huller minigolf inden sengetid. Selv om natten ligger temperaturen midt i trediverne, så det var skønt at være ude.

Ingen kommentarer: