Principal's list.

Her til morgen har vi været på skolen og overvære ceremonien, hvor Emma fik overrakt sit diplom af rektor (principal) for sin flotte indsats i andet kvartal.
Her er hun sammen med rektor Dr. "Z" og på række med de andre elever på Principal's List.

Statusrapport fra Virginia Beach.

Det var en stolt Emma, som kom hjem i torsdags med sit kvartalsvise Report Card (karakterblad). Hun er her i andet kvartal blevet "Straight A Student", hvilket vil sige, at hun har fået karakteren A i alle fag. A er den højest mulige karakter i det amerikanske skolesystem, og breder sig egentlig over tre pladser, da karakteren kan gradueres fra A- til A+. Som Straight A Student bliver man optaget på "Principal's List" (rektorens liste), og herovre er det altså en ret god ting. I mine skoledage var rektorens liste det sidste sted man ønskede at være på...
Så i morgen skal vi endnu engang til ceremoni på skolen, hvor hun skal have sit bevis overrakt. Og helt ærligt, så er forældrene faktisk mindst lige så stolte som Emma selv.
Om aftenen var hun sammen med resten af Leadership Club inviteret med til basket ball kamp på universitetet, hvor kvindeholdet "Lady Monarchs" skulle spille mod Delaware. De unge mennesker mødtes på skolen kl. 18, hvorefter de sammen kørte med et par lærere ind på universitetet til kampen. Så kunne vi ellers hente dem igen kl. 2130. Det havde været en stor oplevelse at komme ind til "de store" sammen med veninderne, og det hele blev bestemt ikke ringere af, at hjemmeholdet vandt.
I fredags var Emma inviteret med et par veninder ud på Laser Quest, der bedst kan beskrives som indendørs paint ball med laserpistoler på en mørk bane kun oplyst af ultraviolet lys og diverse selvlysende ting og sager. Aftenen blev startet op med en gyserfilm om en pige hvis tante ville sy hendes øjne sammen med knapper (...!!!), hvilket var noget af en overraskelse for os, for vi er stadig på det stadie, hvor hun var lidt skeptisk, da jeg havde hende med i biffen og se Avatar. Meen det havde været gevaldigt, og ingen mareridt om natten - sådan! Kl. 23 blev hun afleveret på matriklen igen, og det var en lidt underlig oplevelse for vi to gamle at have to aftener uden Emma ved spisebordet.
I går var det så Mies tur med veninderne. Hun og Kaitlyn har længe plaget om en sleep over, men det har været lidt svært lige at koordinere. I går skulle det så være, og Kaitlyn kom med yndlingsbamse og hovedpude, og så har de ellers hygget sig. Ved sengetid blev vi pænt bedt om at lukke døren efter os, og så kunne vi ellers høre mundtøjet gå på dem derinde i næsten en hel time. Noget uforsigtigt af Rikke og jeg bestemte vi os så for at se en film, da der sikkert ville være ro godt op ad formiddagen i dag. Men nej, kl. 6 kunne vi igen høre dem snakke, og så var det ellers op og lave pandekager til de to.

Nå på plussiden får vi jo så noget ud af dagen, og selvom vi ikke har nogen fastelavnsfester herovre i dag, skal vi ikke snydes for fastelavnsbollerne, så dem er Rikke i fuld gang med at kreere her til kaffen.
Barnepiger er tricky business i år, for begge vores sædvanlige danske barnepiger har fået kærester og skal selv fejre Valentine's Day i dag. Så vi fejrede vores for to uger siden og tager middagen på restaurant Church Point i familiens skød i aften.

Så meget for global opvarmning.

Bedst som sneen ellers var ved at være smeltet væk, har endnu en vinterstorm ramt USA's østkyst. Dulles lufthavn er lukket, og her til morgen havde Washington fået 17 inches (godt 40 cm.) sne. Hernede blev vi i går aftes og i nat ramt af endnu en "nor-easter" med vindstød op til 100 km/t og regn der falder i en ren syndflod. Det larmede simpelt hen så meget, at det først lykkedes mig at falde i søvn kl. 3 i nat. Her til morgen er temperaturen faldet til lige over frysepunktet, så nedbøren er nu også begyndt at falde som slud og let sne. Indtil videre er jorden dog stadig overfrysepunktet, så det bliver ikke liggende hernede. Vi krydser fingre for, at det når at stoppe, inden jorden afkøles så meget, at det bliver liggende som sne. Sådan en 14 dages tid med vintervejr genopfrisker lige pludselig bevidstheden om, at vi ikke savner Danmark med tilhørende klima ret meget...
Rikke har den seneste uge tilbragt det meste af sin tid på skolen, og arbejder også deromme her i weekenden. Skolen afholder "consignment sale", og hun er eget involveret i det på grund af sin plads i forældrerådet. Et consignment sale er en typisk amerikansk ting til fund raiser for skoler og foreninger. Det er nærmest en slags loppemarked, hvor folk kan sætte sine ting (primært børnetøj) til salg, og hvor skolen og sælgerne deles om indtægterne. Til forskel fra loppemarkedet er det dog ikke en masse gammelt bras, men udelukkende "gode" ting af en vis standard og kvalitet, der sælges, således at man sikrer sig, at folk gider komme. Rikke har så hjulpet med at sortere og hænge op i skolens cafeteria, der er omdannet til en fin lille butik, hvor hun så står i kassen i dag og i morgen.
Pigerne er taget til fødselsdag med genboens datter, og det er vi meget spændte på. Den lokale kokkeskole har et "young chef's academy", hvor fødselsdagen bliver holdt. Amerikanske børn skal underholdes, og forældrene er faktisk ikke altid meget for at have dem (og det medfølgende rod) i hjemmet, så derfor er det tit aktiviteter ude af huset. Meningen er vist så nok, at børnene i to timer under supervision selv skal tilberede fødselsdagsmiddagen. Vi synes, det lyder rigtig spændende, og pigerne glædede sig meget.
I aften står den på cowboyfest i den danske lejr. Vi har alle været ude og fouragere i western udstyr, så vi nu har veste, skydere, sherifstjerner, sporer til støvlerne og alt til faget hørende. Festen starter ude på en danseskole, hvor vi skal have lidt undervisning i linedance, og derefter rykker vi hjem til en af de danske familier, hvor der er dækket op til fest.
Og så er vi ellers ved at gøre klar til i morgen, hvor det er Super Bowl. Det er jo en amerikansk folkefest næsten på linje med 4. juli, og i år bliver det ekstra spændende, da begge hold gik ubesejrede gennem den almindelige sæson og spiller virkelig godt fodbold. Her i huset tror vi nok, at vi holder lidt med Saints. Lige gyldigt hvem som vinder, bliver det hyggeligt at få dækket op med pulled pork sandwiches, pizza, chips og slik inde på sofabordet og så bare proppe sig i 4 timer, mens årets bedste fodboldkamp vises.
Pyha, sikke en travl weekend.

Endnu en snemand.

I dag har solen endnu en gang været hård ved sneen, men på plussiden betyder det, at det er blevet muligt at lave store snemænd. Så i eftermiddags har pigerne rullet store snebolde og bygget sig en ny snemand.
Og det er tilsyneladende ganske banebrydende for de solvante "virginians", for bedst som vi sad ved aftensmaden stoppede en bil pludselig op ved vejsiden, og chaufføren gik frejdigt ind i vores have og begyndte at fotografere snemanden. Det var åbenbart en stor oplevelse for hende, og vi andre rystede bare på hovedet. Der er altså skøre, de amerikanere...

Myndighederne har i øvrigt lige oplyst, at skolerne også er lukkede i morgen med, så pigerne griner over hele hovedet og ELSKER vinter.

Så er snefaldet overstået.

Ifølge de lokale aviser er det 20 år siden, der sidst har været sådan et rigtigt snefald her i området, så det er med at nyde det, så længe det varer. Snefaldet er vist overstået, og her har været fantastisk smukt i dag med al den hvide sne i bagende sol. Til gengæld er her også nærmest livsfarligt at færdes, for solen har smeltet godt af sneen i overfladen, men her til aften er det begyndt at fryse hårdt, så vejene er dækket af et spejlblankt lag is. Faren består så i, at amerikanerne tager deres kæmpestore tretons biler på sommerdæk og tænker at firehjulstrækket nok skal redde dem, og så drøner de ellers bare derud af uden respekt for hverken sne eller is, for de fleste har aldrig kørt i det før. Og snerydningsudstyr er her ikke meget af, for når det kun sker en gang hvert tyvende år, er det bare ikke noget, der bliver prioriteret på byens budget. Ikke kedeligt siger jeg bare.
Nå, pigerne nyder det, for skolen er aflyst i morgen, da byen ikke vil tage ansvaret for at køre med skolebusserne. Desværre er jeg nok nødt til at tage på job, men jeg regner med at luske derindad lidt op ad formiddagen, når den værste myldretid er overstået.

Selvfølgelig kan man lave snemænd, far.

Mie har sådan ønsket sig en snemand, og har været lidt utilfreds med, at jeg ikke har ment det muligt. Så da jeg for anden gang i dag måtte ud for at skovle sne, bestemte Mie sig for at bevise, at man selvfølgelig kan lave en snemand. Så mens jeg har skovlet, så jeg er helt radbrækket (vi har en grotesk stor indkørsel), byggede Emma videre på igloo'en, og Mie byggede en rigtig flot snemand. Sådan, far!

Bagefter viste jeg dem, hvordan "snemænd" (eller - piger) også kan bygges.

Vi skal i byen i aften, men heldigvis er det hos den danske Maersk-familie, som bor lidt nede ad gaden, så mon ikke vi klarer os på gåben eller kan luske derned i bilen.

Så nåede vinteren også (endelig) til Virginia Beach.

Det er ikke mere end to dage siden, Jan i korte ærmer tog på golfbanen med en flok kolleger i 17 graders varme og kom hjem helt rødmosset i ansigtet af solen. I går faldt temperaturen så pludselig til frysepunktet, og meteorologerne begyndte at fable om sne, som ingen efterhånden tror på længere. Men i nat skete det endelig. Efter utallige trusler, der aldrig for alvor er blevet til noget, kom vinteren til Virginia Beach, og vi stod i morges op til vildt snefald, der faldt oven på de godt 10 cm., som allerede lå. Selvom det måske ikke lige passer så godt til åben bil og "beach" i bynavnet, var det bare skønt, og der var da også kun en skål corn flakes og en kop kaffe mellem os og sneen.

Desværre er det stadig frostvejr, så en snemand kunne vi ikke få til at hænge sammen, men Jan skovlede indkørslen i en kæmpe snedrive, som pigerne har gravet ud til en igloo, og kælken er kommet ned fra loftet, hvor den ellers har ligget urørt siden Danmark. Efter at have bygget igloo og slåsset med sne, gik vi alle en tur i nabolaget, der er smukt i den hvide sne, men gæsterne fra i sommer kan sikkert se, at bugten ser lidt barsk ud i vintervejr. Det kunne næsten være billeder fra Danmark.

Inden gåturen havde Rikke sat boller til hævning, så efter at have fået varmen, har vi hygget med friskbagte boller og varm chokolade. Her er pigerne kravlet i matching grønne hygge outfits og ser friske og dejlige ud.

At ansøge om optagelse på Old Dominion University.

I takt med at børnene klare sig selv i skolen er mit liv mere og mere kommet til at dreje sig om mad og zumba. Om mad- med alle de frokostaftaler jeg har og, om zumba -for at arbejde frokosterne af igen. I løbet af efteråret er jeg gået og kommet i tanke om, at måske skulle jeg prøve at søge ind på universitetet. De første par forsøg på kontakt til universitetet gik i vansken, da dem jeg skrev til ikke svarede. Det viser sig, at jeg nok har skrevet til de forkerte... I november var der så endelig hul igennem. En gut fra den internationale administration, (ja, hvem kunne gætte at man skulle starte der?) var venlig at svare. Først skulle der udfyldes en online ansøgning. Da det var gjort fik Jan mig tilføjet på NATO's liste over studerende, hvilket betyder at jeg får rabat på de forskellige fag. Så fik jeg en liste over ting der lige skulle ordnes, INDEN de ville behandle min ansøgning. Pyh.. Der skal oversættes eksamensbeviser og, de skal sendes fra den institution der i sin tid har udstedt dem. Ellers kunne jeg jo have "rette" lidt i karakterene. Der skal skrives essay om mine mål frem i livet. Der skal indhentes udtalelser fra tidligere arbejdspladser og der skal tages tests. Radiografuddannnelsen i Odense, mente nok ikke at de havde gemt så "gamle" eksamensbeviser...HVAD? Udtalelserne er ikke bare fire linier om, at jeg har været ansat fra her til der. Nej, det er en nydelig formular med små rubrikker der skal krydses af. Hvordan er ansøgers intellektuelle formåen? Middel, over middel eller under middel? Det skal de nok få meget sjov ud af i Aalborg... Så er der testene. En generel test med bl.a. gymnasie matematik, her husker flere måske de kvaler jeg havde første gang jeg skulle lære matematik. Så var der så også lige en lille engelsktest, toelf. Ved et tilfælde fandt jeg på ODU's hjemmeside, at der blev afholdt en toefl test 5. januar 2010. I ugen mellem jul og nytår ringede jeg flere gange til universitetet for, at tilmelde mig den test. Jeg lagde flere beskeder på deres telefonsvarer (jeg hader de maskiner) uden held. Pludselig den 4. januar fik jeg fat i nogen, universitetet havde været lukket mellem jul og nytår! Man skulle møde op i egen høje person for at tilmelde sig toefl testen. Så jeg pakkede hele svigermekanikken, der jo stadig var på juleferie, i bilen og kørte til ODU. 5. januar kunne jeg så tage toefl testen sammen med 49 andre håbefulde udlændinge. Testen var i tre dele. Først små samtaler man skulle lytte til og så svare på et spørgsmål. Så en grammatik del, hvor man skulle finde en grammatisk fejl i en sætning. Tredie del var et længere stykke tekst med tilhørende spørgsmål. Allerede den 7. januar var testen rettet og man kunne komme og hente sin score. Det viser sig, at jeg høre og forstår et udmærket engelsk. Min score var 640 ud af 660 mulige. Jeg havde svært ved at få armene ned.
Nu mangler jeg så bare alt det andet på listen...

Det var den juleferie.

Så har vi i dag sendt farmor, farfar og onkel Lars afsted mod Danmark efter tre hyggelige uger. Vi var ellers lige ved at blive bekymrede en kort overgang, for hele området har været i selvsving de seneste dage ved truslen/løftet om sne i dag. Sædvanen tro blev det dog ikke til meget andet end trusler, og selvom der var et par snefnug ind imellem, kunne de stort set tælles på én hånd.
Pigerne har udfyldt den pludselige stilhed i huset ved at være sammen med veninder, og vi to andre har bare slappet lidt af. Så nu er det blevet tid til at gøre status over ugerne og nedfælde et par afsnit i dagbogen, mens det stadig er i frisk erindring.

Farmors 60-års fødselsdag.

Farmor fyldte 60 år den 6. januar, og hun har altid truet med, at hun ville rejse på sin fødselsdag. I sommer sagde Rikke, at hun da var velkommen herovre, hvis hun ville rejse, og sådan gik det til, at vi kunne holde både jul, nytår og 60-års fødselsdag med Jans familie i år.
Farmor nyder at køre ture og se lidt, så efter at være kommet hjem fra skolen og have fået kaffe og donuts, kørte Jan med sin familie op på den østlige havø af Virginia, hvor der er landligt og masser af natur at se på.
Måske er det endda rigeligt langt ude på bøhlandet, for tilsyneladende går man ret meget op i ejendomsretten derude. Vi valgte i hvert fald at vende om, da vi så dette skilt på en af de små veje ned til vandet. "Advarsel. Du har nu passeret to skilte med privat - ingen adgang for uvedkommende. Ejeren er svært bevæbnet. Kør tilbage og kom ikke igen. 57 krænkere af den private ejendomsret er dræbt siden 1984."
Hvorvidt ejeren rent faktisk mener det, ved vi naturligvis ikke, men der er ingen tvivl om, at det er hans ret, og vi havde ikke tænkt os at tage chancen for at blive nr. 58 til 61.

Så vi kørte ud i en nationalpark, hvor der er offentlig adgang og spiste en snack, inden vi kørte hjemad for at slappe af inden aftenens strabadser. Farmor havde nemlig inviteret ud på byens bedste steak house, og farfar, Lars og Jan havde bestilt en limousine til at køre os derud. Det vidste farmor ikke noget om; hun havde blot fået besked på at være klar til afgang på et fastsat tidspunkt. Sjovt nok undrede det hende ikke, at det var en time før bordreservationen. Hun blev derfor noget overrasket, da en spritny 10-personers hvid Chrysler 300 limousine trak op foran huset og vi fortalte hende, at nu kunne vi køre. Her er vi klar til at tage afsted.

Vi havde lejet limousinen til at køre os rundt i byen i en time inden middagen, så vi kunne sidde bagi og drikke champagne og sodavand til pigerne.


Derefter blev vi leveret lige til døren på Ruth Chris' Steak House, hvor farmor havde bestilt en fremragende treretters middag til os. Kaffen fik vi hjemme på Church Point Road, da pigerne skulle hjem og i seng inden næste dags skoledag.

Hjemturen var knap så glorværdig, for den foregik i Hondaen, som Jan og Lars havde været nede ved restauranten og parkere om eftermiddagen. Men selv en hjemtur i Hondaen kunne ikke tage glansen af en super 60-års fødselsdagsfest.

Student of the Month.

Skolen kører hver måned et tema for "gode karaktertræk" ved børnene (nogle gange kunne man ønske sig, at de ville gøre det samme blandt lærerne...). Så udvælges der to børn fra hver klasse til månedens elev på baggrund af dette karaktertræk. I december var temaet kindness, og Emma blev valgt som månedes elev i sin klasse.
Det blev fejret på farmors fødselsdag, hvor hele familien troppede op på skolen for at overvære overrækkelsen af certifikat og klistermærke til bilen. Det er Emma yderst til højre.

På jagt i Blue Ridge Mountains.

Pop Cauley Hunt Club ligger 400 km. vest for os oppe i Blue Ridge Mountains, hvor vejrmeldingerne lød på hård frost og 20 cm sne.

Det var vi mildest talt noget spændte på, for Jans lille topløse bil er næppe det mest ideelle køretøj til sådan nogle forhold. Vejene var dog ryddet fint, så det gik uden problemer at komme op til den grusvej, der leder op til jagthytten. Heldigvis havde en af klubbens medlemmer (Ara) holdt nytårsaften med sin familie i hytten, så der var kørt et spor op til hytten, som EOS'en fint kunne køre i, men det var en uhyggelig lyd at høre sneen skrabe mod maven af bilen på vej derop.
Hytten er bygget ved klubbens oprettelse i 1960 efter det forhåndenværende søms princip, og jeg antager (min erfaring er jo ikke stor), at den som jagthytte betragtet er fantastisk. Meeen som ramme om nytårsfest med familien, ved jeg nu snart ikke. På grund af frosten var der ikke rindende vand, så opvask blev foretaget i bækken uden for hytten, med mindre man da havde plasticservice (hvilket vi heldigvis havde). Toilettet var et separat skur, hvor et par huller i et bræt gjorde det ud for tønden, og hvis man kom uden for rækkevidde af pejsens strålevarme, var der bare slædehundekoldt i hytten. Lars og jeg var også lige ved at få et chok, da vi blev vist ind i køjerummet, som egentlig var dejlig nok til en lejrskole i sommermånederne, men som på dagen var som at træde ind i en kummefryser (det endte med, at vi sov i sofaerne foran pejsen). Aras familie var da heller ikke til at se for r.. og skosåler, da vi ankom. De skulle tilbage til civilisationen i en fart, og specielt hans teenagedatter var langtfra imponeret. Fik jeg nævnt, at mobiltelefondækning forsvandt en lille times tid før ankomsten til hytten?! Ara sagde senere til os, at han ikke forstod, hvad de mukkede over. De havde da ristet hot dogs over bålet i pejsen med marshmallows til dessert, og havde haft masser af tid til hinanden. Tja, sådan er det jo så forskelligt, hvad man mener, der er en fed nytårsfest.

Nå men tilbage til sagen, så havde vi et par fantastiske dage i hytten, da vi havde vænnet os til temperaturen og lært at holde os i nærheden af pejsen, og vi endte med at nyde "man cave" konceptet. Her er et par stemningsbilleder.

Efter lidt hurtig morgenmad fik vi udleveret våben, der på grund af årstiden var forladerifler. Jeg havde indledningsvis været lidt bekymret ved tanken om kun ét skud til rådighed før genladning, da det jo foruden rådyr var sæson for bjørne. Det viste sig imidlertid at være en ret heftig kaliber .50 riffel, så mon ikke det nok skulle gå. Derefter tog Ara os på en tur rundt i området, så vi kunne lære det at kende inden skumringen satte ind. Lars og jeg havde klædt os på til sidde i en stand i timevis, så det der viste sig at blive en tre timers vandretur, var lige ved at tage livet af os. Hytten lå i bunden af en kløft omgivet af ultrastejle bakker, som vi skulle op af for at komme op på et plateau, hvor den gode jagt angiveligt var. En stigning på godt 300 meter... Turen var dog alle anstrengelserne værd, for området var utrolig flot, og vi så masser af friske spor fra både dyr og kalkuner. Her er et par stemningsbilleder fra området.

Efter gåturen og vel tilbage i hyttens varme var der chili til frokost, som jeg havde lavet hjemmefra, så det bare skulle varmes. Derefter ud igen, så vi kunne nå at komme på plads, inden mørket satte ind. Denne gang havde Lars og jeg valgt at sidde stille med udsigt over en mark, hvor vi tidligere på dagen havde set masser af friske spor. Vi havde derfor taget godt med tøj på, men det blev alligevel en kold fornøjelse at sidde tre stive timer på sin flade sneen i fem graders frost uden rigtigt at kunne bevæge sig for ikke at lave støj.

Til gengæld var permafrost i hele kroppen desværre det eneste vi fik ud af det. Skoven virkede stendød, og det eneste vi så var denne lille opossum.

Efter mørkets frembrud luskede vi slukørede hjem til hytten, hvor vi hyggede os med en rigtig herremiddag. Vores vært, Mark, havde medbragt 1½ tomme tykke rib eye steaks, der fyldte hele tallerknen. Umiddelbart vil jeg gætte på, at det var en steak på den rigtige side af 500 gram, og tilbehøret var en luns hjemmebagt brød og en skefuld majs. Herlighederne blev skyllet ned med en flaske 10 års Tallisker, som jeg havde medbragt. Det varede da heller ikke længe, førend vi lå varme og mætte i poserne foran pejsen og kogte.

Det varede dog ikke længe, for lidt i 6 stod vi op igen for at komme ud på plads inden dagslyset skulle begynde ved 7-tiden. Det var en kold fornøjelse, for temperaturen var kravlet ned på minus 8 grader, og der blæste en stiv vind, som foruden at gå gennem marv og ben har bidraget pænt til at bringe temperaturen ned på tocifrede frostgrader. I stedet for at sidde stille som aftenen før bestemte vi os derfor for at klatre op på plateauet igen og prøve lykken derfra.

Efter noget slukørede at være ved at opgive et par timer efter daggry, fik dog lige pludselig varmen igen. For bedst som vi stod på en sti og overvejede, om vi skulle kalde det en dag, krydsede et dyr pludselig stien 50 meter fra os. Lars så det først og så pludselig helt vild ud i blikket, mens han pegede "der er sør'me et dyr". Jeg troede først, det var hans spøg, men så det så også. Vi er ret sikre på, at det hverken havde hørt eller lugtet os, for det stoppede bare op og stod der måske 6-8 sekunder. Desværre var det ikke lang tid nok for et par urutinerede jægere til at reagere, for inden vi havde fået riflerne klar til skud havde det taget et skridt ind bag et par fyrretræer. Det var ganske unge træer, så de gav ikke som sådan dækning for dyret, men vi kunne ikke se kroppen rigtigt, og ingen af os ville derfor tage skuddet. Det gav dog blod på tanden og varme i kroppen, så vi blev ved endnu en times tid, men fik desværre aldrig muligheden igen.

Skudt fik vi dog, for en forladeriffel kan kun aflades på én måde, men vi fik kun dræbt en træstub denne gang. På vejen hjemad så vi dog masser af andre jægere, og én havde i hvert fald været heldig, for han havde en bamsefar liggende på ladet af sin truck. Det skulle så i hvert fald aflive myten om, at de går i hi hernede i den sydlige del af landet.

Nytårsaften 2009/10.

Nytårsaften blev fejret hjemme i år. Vi startede traditionen tro med Majestætens nytårstale, som man heldigivs kan se via Internettet, og derefter havde køkkenchefen (Rikke) lavet en fantastisk middag. I staten Virginia er fyrværkeri ulovligt, så det blev der ikke meget af. Til gengæld havde Emma og Mie arrangeret Vild med Dans konkurrence som aftenens underholdning inden 90-års fødselsdagen og skålen til midnat. På det tidspunkt overvejede vi kortvarigt at holde fast i traditionerne og ønske Pia og Leif et godt nytår. Rikke mente dog ikke, at Pia for alvor ville sætte pris på det, så det blev ved tanken.

I stedet tørnede vi ind kort efter midnat, for Lars og Jan skulle op igen kl. 4 for at køre på jagt.

Drengetur til Washington DC.

Efter at have slappet af i juledagene (og den værste sne var smeltet væk nordpå), tog Lars og Jan på en drengetur til Washington DC. Vi kørte fra Virginia Beach kl. 6 om morgenen og havde den hurtigste tur derop nogensinde, for der var ikke meget trafik.

Vi startede med en rundtur på Arlington, der var pyntet med en krans ved hver eneste gravsten i anledning af julen. Det er et som altid et bevægende sted at besøge, og kransene gjorde det ikke mindre imponerende.

Vagtskiftet ved den ukendte soldats grav var hurtigere end nogensinde før set, for det var bidende koldt. Selvom himlen var høj og blå, og der var masser af sol, kunne den absolut ikke mærkes, for det frøs omkring 4 grader og blæste en stiv vind.
Godt forfrosne kørte vi ind til DC for at tage den sædvanlige rundtur på monumenterne. Sædvanen tro var parkering nærmest umulig, men heldet tilsmilede os, da vi fandt en parkeringsplads lige ud for Botanisk Have oppe ved Kongresbygningen. Først efter at have parkeret så vi, at der krævedes specielt bevis, men da det var weekend, valgte vi at tage chancen. Det gav lidt spænding, som jeg skal fortælle om senere.

Jeg havde beregnet de sædvanlige små seks timer til rundturen, som er den tid, vi normalt har brugt, når vi har haft andre trukket rundt deroppe. Meeen, monumenterne blev set på under fire timer, som er rekorden indtil videre. Lars mente, at fotografier var stort set unødvendige, for ifølge ham selv fejler hukommelsen jo intet, og vi stod ikke mange minutter hvert sted for at reflektere. Som Lars så poetisk udtrykte det, så ændrer de jo ikke udseende, blot fordi man står og glor på dem i timevis...

Jeg insisterede dog på at blive fotograferet ved det Hvide Hus' juletræ, for det er første gang, jeg har set det.

Efter at have været rundt ved de forskellige "must sees", vendte vi næsen tilbage mod bilen, og her ventede en overraskelse, som satte lidt fart på blodet og gjorde, at vi hurtigt fik varmen igen. Som nævnt holdt vi ulovligt parkeret, men det var som sagt weekend, og der var så mange minivans parkeret med plader fra andre stater, som lugtede langt væk af turister, at vi nok mente, der blev set gennem fingre med det fra ordensmagtens side. Ikke desto mindre var det dog jævnligt samtaleemne under vores tur rundt i byen, for det ville altså ikke være superlækkert, hvis bilen var væk, når vi kom tilbage. Rikke og jeg har så tit set biler blive fjernet, at vi ved, det bliver ment, når skiltene siger "towing enforced". Og så især på en parkeringsplads forbeholdt ansatte ved den amerikanske kongres. Da vi kom tilbage mod Kongressen, kunne vi et kvarters gang væk se flere blå blinklys på parkeringspladsen i nogenlunde samme område, som vi holdt parkeret. Samtidigt kredsede en helikopter om Kongresbygningen og det umiddelbare område omkring, og der kørte flere politibiler rundt og ligesom patruljerede på de grusstier, der ellers normalt er forbeholdt fodgængere.

Godt nok blev vi ved at sige til hinanden, at det sikkert var et tilfælde, for det var måske alligevel voldsomt nok at sætte iværk for en ulovligt parkeret bil. Ikke desto mindre, var det med en vis uro, vi nærmede os bilen. Heldigvis viste det sig ikke at være os, de var efter. Vi gætter på, at der skulle komme prominente gæster til Kongressen, for de var tydeligvis ved at rydde parkeringspladsen og spærre af, så når alt kom til alt, var det sikkert godt, at vi ikke først var kommet tilbage et par timer senere.

Resten af aftenen parkerede vi i parkeringshus inde i byen, hvor Rikke havde bestilt "bord" til os på ESPN Zone. Det er en sportsrestaurant, som er centreret omkring en kæmpeskærm og en række mindre skærme, så man kan følge aftenens kampe. Billedet herunder fra i sommer giver et godt indtryk af skærmene, og Lars og jeg sad i lænestolene med forskamler lige foran, hvor vi fik nachos, burgere og fritter "the american way". Her tilbragte vi næsten to timer, og jeg nåede faktisk at få en lille morfar også, inden vi satte kursen sydover mod Virginia Beach igen. Hvor tit oplever man lige at sidde og småsove uforstyrret på restaurant..?!

Julen 2009.

Juleaften blev afholdt efter alle danske traditioner. Der var and og flæskesteg med tilbehør og ris a la mande til dessert. Værtinden tog mandelgaven i år, og selvom der er gjort meget ud af at undersøge sagen, er vi andre endnu ikke helt overbeviste om, at der ikke har været urent trav, for hun fik sjovt nok mandelen i første mundfuld...

Da vi jo er i USA, besluttede vi også at følge amerikansk tradition i år, så første juledag havde vi gemt et par pakkerne, så pigerne kunne starte dagen med at åbne en julegave. Ellers gik dagen med traditionel dansk julefrokost, hvor vi fik alt hvad hjertet kan begære af hjemmelavet mad. Rikke havde bagt rugbrød og leverpostej, og hun havde lavet karrysild, remoulade og mayonaise til rejerne. Pånær manglen af juleøl kunne man næsten tro, at man var i Danmark.

Familien vel ankommet.

Så ankom familien endelig efter at have kæmpet sig igennem vinterens hærgen.
Flyveturen gik denne gang via Chicago (der i sig selv var modigt på denne årstid, for deroppe ved de altså, hvad vinter vil sige) og direkte til Norfolk med forventet ankomst ved midnat. Som frygtet var flyene imidlertid forsinkede både ud af København og igen ud af Chicago på grund af sneen, så det var tre trætte danskere, Jan hentede i Norfolk lufthavn kl. 3 om morgenen den 23. december. Men det havde trods alt været en god tur og alle kufferter nåede frem, og så var det jo bare dejligt at ses igen.
Dagen gik med indkøb af de sidste julegaver og et desparat forsøg på at få strøm på batterierne inden juleaften, og middagsmaden lillejuleaften fik vi på en lille hyggelig restaurant for de lokale (som vi vel efterhånden tilhører), der hedder Hell's Kitchen.

Only in America...

Hvor ellers kan man udstyre sin bil med gevirer og rød næse, så den ligner Rudolf..?!


Her er hundekoldt (lige omkring frysepunktet), men den smule snedrys vi fik hernede, er desværre forsvundet. Til gengæld er himlen blå og skyfri, så i det mindste kan vi nyde solen.
Farmor og farfar og onkel Lars er netop lettet fra Kastrup, så de skal hentes i Norfolk lufthavn i aften ved midnatstid. Vi har netop sendt pigerne afsted på deres sidste skoledag, og så er Rikke ellers gået i gang med at stege ænder, så de er klar til juleaften. Ellers skal dagen gå med at pakke julegaver ind og gøre klar til familieoptøjerne.
Glædelig jul til alle herfra.

Det jul - det cool...

Okay, vi ved godt, at vi ikke kan måle os med den koldeste nat i otte år som i Karup forleden, eller de vanvittige mængder sne der er faldet over Fyn den seneste uge, men lidt har også ret.
For første gang i år har temperaturen sneget sig under frysepunktet her i Virginia Beach, og her til aften begyndte sneen at dale forsigtigt ned.

Indrømmet, jeg har snydt lidt med billedet, for det er blitzen som får snefnuggene til at se så store ud. Der falder kun ganske lidt, men da vi er på-1 grad, bliver det liggende på græsset, som er blevet rigtig pænt hvidt. Og vi nyder det, for julehumøret er højt. Julegaverne er købt (og de fleste pakket ind), har haft venner til æbleskiver her i eftermiddag, Jan er startet juleferie, og pigerne er færdige med lektier for i år og skal bare hygge sig årets sidste to skoledage i næste uge. Og så kommer jo farmor, farfar og onkel Lars og fejrer jul med os.

De børn bliver så store.

Der foregår meget med Emma i skolen for tiden. Efter udsendelsen af karakterbladene for skoleårets første kvartal, blev hun endnu engang optaget på Honor Roll (æreslisten). Det er vi selvfølgelig alle sammen meget stolte af. Her får hun sit bevis til ego-væggen samt et klistermærke til de stolte forældres bil overrakt af skoleinspektøren, Dr. Z.

Skolen er herovre indrettet og opdelt anderledes end vi er vant til i Danmark. Den grundlæggende uddannelse er inddelt i Elementary School (0. - 5. klassetrin), Middle School (6. - 8. klassetrin) og så High School (9. - 12. klassetrin). Børnene skal emsaminere fra og bestå hver enkelt skole, inden man kan rykke videre til den næste, som er en fysisk anden skole, og hvor undervisningen også foregår anderledes. Fx er vi på den nuværende Elementary School vant til at pigerne er tildelt én klasselærer i ét klasseværelse. På Middle School ændres det til at være ligesom vores glade gymnasiedage, hvor man har sine ting i et skab på gangen, og så skifter man fra rum til rum i de forskellige lektioner. Derudover bliver sport også mere integreret i skolegangen. De har ganske vist idræt en time hver dag i Elementary School, men i Middle School bliver det decideret holdsport med cheer leadere og alt tilbehøret. Sport foregår nemlig ikke ret meget i klubber herovre, som vi kender det fra Danmark, men primært igennem skolerne. Nå men skoleskifte betyder jo også, at vi skal til at have valgt en Middle School at gå på. Egentlig flyttes man automatisk efter beståelse af sin eksamen til den skole, der hører til det område, hvor man bor. Der er dog enkelte skoler, som tilbyder særlige programmer, og hvor man kan søge optagelse. Fx er her en skole, som tilbyder et internationalt program (International Bachelorate), som også kendes i Danmark, hvor nogle skoler har et tilsvarende. Det er vi selvfølgelig meget interesserede i, da Emmas uddannelse så lettere kan overføres til Danmark, når vi engang skal vende tilbage til det kolde nord. Vi var til åbent hus på skolen i går aftes, og det virkede meget professionelt og spændende, så vi håber, at Emma vil søge om optagelse der. Sidste år var der imidlertid mere end 600 ansøgere til de 100 pladser, så vi vil bede alle om at holde fingre og tæer krydsede og tage hende med i aftenbønnen. Det lader til at virke så godt for Josefine...
Det er i grunden helt underligt at sidde til sådan et åbent hus på en skole, der i forhold til mine egen skoleår mindede mig mest om tiden i gymnasiet. På den ene side bliver man enormt glad over, at de bliver store, og at de har så mange muligheder, men på den anden side er det også en lidt uhyggelig fornemmelse, at de netop vokser så hurtigt op, for det minder én selv lidt om, at tiden flyver afsted.

Juletravlheden er ved at indfinde sig.

Så ramte sæsonens første vinterstorm USA. Heldigvis for os ligger den lidt inde i landet og passerer os vestenom på sin færd nordpå. Så selvom vejrudsigten havde budt på risiko for sne i dag er vi sluppet med regn. Til gengæld har det regnet uden ophold siden midnat og her sent på eftermiddagen er der ikke megen opklaring i vente.
Rikke og jeg var til den årlige candlelight dinner med mit arbejde i går aftes. En af fordelene ved at sidde i festkomiteen er, at man i store træk kan planlægge festen efter egne præferencer, så selvom vores DJ kørte lidt fast i 70'er musikken en periode, havde vi en god aften.
Det havde pigerne også. Mie var til fødselsdagsfest hos en veninde, der bor nede ad gaden. Det var en sleep-over, så hun havde pakket sovepose og det hele. Det var vi lidt spændte på, for det var Mies første sove-ude-arrangement, men det gik fint. Pigerne spiste pizza, hyggede og var i den udendørs jaccuzi. Jeg havde noget medlidenhed med moren, der var alene med en stor flok piger, hvoraf de syv overnattede. Men jeg antager at hendes job som skadestuelæge giver erfaring i at håndtere kaos, for hun så i hvert fald meget rolig ud, da jeg afleverede Mie dernede.
Vores sædvanlige danske barnepige på 21 var hjemme og holde øje med Emma. Og faktisk er Emma måske den som hyggede sig bedst, for hun nød at have tøseaften alene med Ida.
Regnvejrsdagen i dag er gået med at bage familien Nielsen første portion vanillekranse nogensinde. Resultatet blev hæderligt, og det meste af første dåse er allerede forsvundet, mens vi så dagens afsnit af Jesus og Josefine, som onkel Lars har foræret pigerne i kalendergave i år.
Rikke og jeg er ved at gøre klar til at lufte os igen i aften. Vi er inviteret til julereception inde hos den firestjernede amerikanske general, der indtil chefskiftet i efteråret var chef for vores hovedkvarter. Receptionen bliver holdt inde i hans private bopæl, som ligger inde på basen lige ud til golfbanen. Han er en utrolig behagelig og karismatisk mand, og så er han overvældende jovial over for Rikke hver gang vi møder ham, så vi glæder os begge to til at komme ind og mingle i aften.
Faktisk er vi også inviteret til middag i morgen aften, men her i huset er søndagen altså helliget familiehygge og æbleskiver i julemåneden. Så vi har takket pænt nej og ser frem til en fredelig og afslappende dag i morgen.