På jagt i Blue Ridge Mountains.

Pop Cauley Hunt Club ligger 400 km. vest for os oppe i Blue Ridge Mountains, hvor vejrmeldingerne lød på hård frost og 20 cm sne.

Det var vi mildest talt noget spændte på, for Jans lille topløse bil er næppe det mest ideelle køretøj til sådan nogle forhold. Vejene var dog ryddet fint, så det gik uden problemer at komme op til den grusvej, der leder op til jagthytten. Heldigvis havde en af klubbens medlemmer (Ara) holdt nytårsaften med sin familie i hytten, så der var kørt et spor op til hytten, som EOS'en fint kunne køre i, men det var en uhyggelig lyd at høre sneen skrabe mod maven af bilen på vej derop.
Hytten er bygget ved klubbens oprettelse i 1960 efter det forhåndenværende søms princip, og jeg antager (min erfaring er jo ikke stor), at den som jagthytte betragtet er fantastisk. Meeen som ramme om nytårsfest med familien, ved jeg nu snart ikke. På grund af frosten var der ikke rindende vand, så opvask blev foretaget i bækken uden for hytten, med mindre man da havde plasticservice (hvilket vi heldigvis havde). Toilettet var et separat skur, hvor et par huller i et bræt gjorde det ud for tønden, og hvis man kom uden for rækkevidde af pejsens strålevarme, var der bare slædehundekoldt i hytten. Lars og jeg var også lige ved at få et chok, da vi blev vist ind i køjerummet, som egentlig var dejlig nok til en lejrskole i sommermånederne, men som på dagen var som at træde ind i en kummefryser (det endte med, at vi sov i sofaerne foran pejsen). Aras familie var da heller ikke til at se for r.. og skosåler, da vi ankom. De skulle tilbage til civilisationen i en fart, og specielt hans teenagedatter var langtfra imponeret. Fik jeg nævnt, at mobiltelefondækning forsvandt en lille times tid før ankomsten til hytten?! Ara sagde senere til os, at han ikke forstod, hvad de mukkede over. De havde da ristet hot dogs over bålet i pejsen med marshmallows til dessert, og havde haft masser af tid til hinanden. Tja, sådan er det jo så forskelligt, hvad man mener, der er en fed nytårsfest.

Nå men tilbage til sagen, så havde vi et par fantastiske dage i hytten, da vi havde vænnet os til temperaturen og lært at holde os i nærheden af pejsen, og vi endte med at nyde "man cave" konceptet. Her er et par stemningsbilleder.

Efter lidt hurtig morgenmad fik vi udleveret våben, der på grund af årstiden var forladerifler. Jeg havde indledningsvis været lidt bekymret ved tanken om kun ét skud til rådighed før genladning, da det jo foruden rådyr var sæson for bjørne. Det viste sig imidlertid at være en ret heftig kaliber .50 riffel, så mon ikke det nok skulle gå. Derefter tog Ara os på en tur rundt i området, så vi kunne lære det at kende inden skumringen satte ind. Lars og jeg havde klædt os på til sidde i en stand i timevis, så det der viste sig at blive en tre timers vandretur, var lige ved at tage livet af os. Hytten lå i bunden af en kløft omgivet af ultrastejle bakker, som vi skulle op af for at komme op på et plateau, hvor den gode jagt angiveligt var. En stigning på godt 300 meter... Turen var dog alle anstrengelserne værd, for området var utrolig flot, og vi så masser af friske spor fra både dyr og kalkuner. Her er et par stemningsbilleder fra området.

Efter gåturen og vel tilbage i hyttens varme var der chili til frokost, som jeg havde lavet hjemmefra, så det bare skulle varmes. Derefter ud igen, så vi kunne nå at komme på plads, inden mørket satte ind. Denne gang havde Lars og jeg valgt at sidde stille med udsigt over en mark, hvor vi tidligere på dagen havde set masser af friske spor. Vi havde derfor taget godt med tøj på, men det blev alligevel en kold fornøjelse at sidde tre stive timer på sin flade sneen i fem graders frost uden rigtigt at kunne bevæge sig for ikke at lave støj.

Til gengæld var permafrost i hele kroppen desværre det eneste vi fik ud af det. Skoven virkede stendød, og det eneste vi så var denne lille opossum.

Efter mørkets frembrud luskede vi slukørede hjem til hytten, hvor vi hyggede os med en rigtig herremiddag. Vores vært, Mark, havde medbragt 1½ tomme tykke rib eye steaks, der fyldte hele tallerknen. Umiddelbart vil jeg gætte på, at det var en steak på den rigtige side af 500 gram, og tilbehøret var en luns hjemmebagt brød og en skefuld majs. Herlighederne blev skyllet ned med en flaske 10 års Tallisker, som jeg havde medbragt. Det varede da heller ikke længe, førend vi lå varme og mætte i poserne foran pejsen og kogte.

Det varede dog ikke længe, for lidt i 6 stod vi op igen for at komme ud på plads inden dagslyset skulle begynde ved 7-tiden. Det var en kold fornøjelse, for temperaturen var kravlet ned på minus 8 grader, og der blæste en stiv vind, som foruden at gå gennem marv og ben har bidraget pænt til at bringe temperaturen ned på tocifrede frostgrader. I stedet for at sidde stille som aftenen før bestemte vi os derfor for at klatre op på plateauet igen og prøve lykken derfra.

Efter noget slukørede at være ved at opgive et par timer efter daggry, fik dog lige pludselig varmen igen. For bedst som vi stod på en sti og overvejede, om vi skulle kalde det en dag, krydsede et dyr pludselig stien 50 meter fra os. Lars så det først og så pludselig helt vild ud i blikket, mens han pegede "der er sør'me et dyr". Jeg troede først, det var hans spøg, men så det så også. Vi er ret sikre på, at det hverken havde hørt eller lugtet os, for det stoppede bare op og stod der måske 6-8 sekunder. Desværre var det ikke lang tid nok for et par urutinerede jægere til at reagere, for inden vi havde fået riflerne klar til skud havde det taget et skridt ind bag et par fyrretræer. Det var ganske unge træer, så de gav ikke som sådan dækning for dyret, men vi kunne ikke se kroppen rigtigt, og ingen af os ville derfor tage skuddet. Det gav dog blod på tanden og varme i kroppen, så vi blev ved endnu en times tid, men fik desværre aldrig muligheden igen.

Skudt fik vi dog, for en forladeriffel kan kun aflades på én måde, men vi fik kun dræbt en træstub denne gang. På vejen hjemad så vi dog masser af andre jægere, og én havde i hvert fald været heldig, for han havde en bamsefar liggende på ladet af sin truck. Det skulle så i hvert fald aflive myten om, at de går i hi hernede i den sydlige del af landet.