torsdag den 10. december 2009

De børn bliver så store.

Der foregår meget med Emma i skolen for tiden. Efter udsendelsen af karakterbladene for skoleårets første kvartal, blev hun endnu engang optaget på Honor Roll (æreslisten). Det er vi selvfølgelig alle sammen meget stolte af. Her får hun sit bevis til ego-væggen samt et klistermærke til de stolte forældres bil overrakt af skoleinspektøren, Dr. Z.

Skolen er herovre indrettet og opdelt anderledes end vi er vant til i Danmark. Den grundlæggende uddannelse er inddelt i Elementary School (0. - 5. klassetrin), Middle School (6. - 8. klassetrin) og så High School (9. - 12. klassetrin). Børnene skal emsaminere fra og bestå hver enkelt skole, inden man kan rykke videre til den næste, som er en fysisk anden skole, og hvor undervisningen også foregår anderledes. Fx er vi på den nuværende Elementary School vant til at pigerne er tildelt én klasselærer i ét klasseværelse. På Middle School ændres det til at være ligesom vores glade gymnasiedage, hvor man har sine ting i et skab på gangen, og så skifter man fra rum til rum i de forskellige lektioner. Derudover bliver sport også mere integreret i skolegangen. De har ganske vist idræt en time hver dag i Elementary School, men i Middle School bliver det decideret holdsport med cheer leadere og alt tilbehøret. Sport foregår nemlig ikke ret meget i klubber herovre, som vi kender det fra Danmark, men primært igennem skolerne. Nå men skoleskifte betyder jo også, at vi skal til at have valgt en Middle School at gå på. Egentlig flyttes man automatisk efter beståelse af sin eksamen til den skole, der hører til det område, hvor man bor. Der er dog enkelte skoler, som tilbyder særlige programmer, og hvor man kan søge optagelse. Fx er her en skole, som tilbyder et internationalt program (International Bachelorate), som også kendes i Danmark, hvor nogle skoler har et tilsvarende. Det er vi selvfølgelig meget interesserede i, da Emmas uddannelse så lettere kan overføres til Danmark, når vi engang skal vende tilbage til det kolde nord. Vi var til åbent hus på skolen i går aftes, og det virkede meget professionelt og spændende, så vi håber, at Emma vil søge om optagelse der. Sidste år var der imidlertid mere end 600 ansøgere til de 100 pladser, så vi vil bede alle om at holde fingre og tæer krydsede og tage hende med i aftenbønnen. Det lader til at virke så godt for Josefine...
Det er i grunden helt underligt at sidde til sådan et åbent hus på en skole, der i forhold til mine egen skoleår mindede mig mest om tiden i gymnasiet. På den ene side bliver man enormt glad over, at de bliver store, og at de har så mange muligheder, men på den anden side er det også en lidt uhyggelig fornemmelse, at de netop vokser så hurtigt op, for det minder én selv lidt om, at tiden flyver afsted.

Ingen kommentarer: