lørdag den 5. december 2009

Juletravlheden er ved at indfinde sig.

Så ramte sæsonens første vinterstorm USA. Heldigvis for os ligger den lidt inde i landet og passerer os vestenom på sin færd nordpå. Så selvom vejrudsigten havde budt på risiko for sne i dag er vi sluppet med regn. Til gengæld har det regnet uden ophold siden midnat og her sent på eftermiddagen er der ikke megen opklaring i vente.
Rikke og jeg var til den årlige candlelight dinner med mit arbejde i går aftes. En af fordelene ved at sidde i festkomiteen er, at man i store træk kan planlægge festen efter egne præferencer, så selvom vores DJ kørte lidt fast i 70'er musikken en periode, havde vi en god aften.
Det havde pigerne også. Mie var til fødselsdagsfest hos en veninde, der bor nede ad gaden. Det var en sleep-over, så hun havde pakket sovepose og det hele. Det var vi lidt spændte på, for det var Mies første sove-ude-arrangement, men det gik fint. Pigerne spiste pizza, hyggede og var i den udendørs jaccuzi. Jeg havde noget medlidenhed med moren, der var alene med en stor flok piger, hvoraf de syv overnattede. Men jeg antager at hendes job som skadestuelæge giver erfaring i at håndtere kaos, for hun så i hvert fald meget rolig ud, da jeg afleverede Mie dernede.
Vores sædvanlige danske barnepige på 21 var hjemme og holde øje med Emma. Og faktisk er Emma måske den som hyggede sig bedst, for hun nød at have tøseaften alene med Ida.
Regnvejrsdagen i dag er gået med at bage familien Nielsen første portion vanillekranse nogensinde. Resultatet blev hæderligt, og det meste af første dåse er allerede forsvundet, mens vi så dagens afsnit af Jesus og Josefine, som onkel Lars har foræret pigerne i kalendergave i år.
Rikke og jeg er ved at gøre klar til at lufte os igen i aften. Vi er inviteret til julereception inde hos den firestjernede amerikanske general, der indtil chefskiftet i efteråret var chef for vores hovedkvarter. Receptionen bliver holdt inde i hans private bopæl, som ligger inde på basen lige ud til golfbanen. Han er en utrolig behagelig og karismatisk mand, og så er han overvældende jovial over for Rikke hver gang vi møder ham, så vi glæder os begge to til at komme ind og mingle i aften.
Faktisk er vi også inviteret til middag i morgen aften, men her i huset er søndagen altså helliget familiehygge og æbleskiver i julemåneden. Så vi har takket pænt nej og ser frem til en fredelig og afslappende dag i morgen.

Ingen kommentarer: