lørdag den 6. februar 2010

Så meget for global opvarmning.

Bedst som sneen ellers var ved at være smeltet væk, har endnu en vinterstorm ramt USA's østkyst. Dulles lufthavn er lukket, og her til morgen havde Washington fået 17 inches (godt 40 cm.) sne. Hernede blev vi i går aftes og i nat ramt af endnu en "nor-easter" med vindstød op til 100 km/t og regn der falder i en ren syndflod. Det larmede simpelt hen så meget, at det først lykkedes mig at falde i søvn kl. 3 i nat. Her til morgen er temperaturen faldet til lige over frysepunktet, så nedbøren er nu også begyndt at falde som slud og let sne. Indtil videre er jorden dog stadig overfrysepunktet, så det bliver ikke liggende hernede. Vi krydser fingre for, at det når at stoppe, inden jorden afkøles så meget, at det bliver liggende som sne. Sådan en 14 dages tid med vintervejr genopfrisker lige pludselig bevidstheden om, at vi ikke savner Danmark med tilhørende klima ret meget...
Rikke har den seneste uge tilbragt det meste af sin tid på skolen, og arbejder også deromme her i weekenden. Skolen afholder "consignment sale", og hun er eget involveret i det på grund af sin plads i forældrerådet. Et consignment sale er en typisk amerikansk ting til fund raiser for skoler og foreninger. Det er nærmest en slags loppemarked, hvor folk kan sætte sine ting (primært børnetøj) til salg, og hvor skolen og sælgerne deles om indtægterne. Til forskel fra loppemarkedet er det dog ikke en masse gammelt bras, men udelukkende "gode" ting af en vis standard og kvalitet, der sælges, således at man sikrer sig, at folk gider komme. Rikke har så hjulpet med at sortere og hænge op i skolens cafeteria, der er omdannet til en fin lille butik, hvor hun så står i kassen i dag og i morgen.
Pigerne er taget til fødselsdag med genboens datter, og det er vi meget spændte på. Den lokale kokkeskole har et "young chef's academy", hvor fødselsdagen bliver holdt. Amerikanske børn skal underholdes, og forældrene er faktisk ikke altid meget for at have dem (og det medfølgende rod) i hjemmet, så derfor er det tit aktiviteter ude af huset. Meningen er vist så nok, at børnene i to timer under supervision selv skal tilberede fødselsdagsmiddagen. Vi synes, det lyder rigtig spændende, og pigerne glædede sig meget.
I aften står den på cowboyfest i den danske lejr. Vi har alle været ude og fouragere i western udstyr, så vi nu har veste, skydere, sherifstjerner, sporer til støvlerne og alt til faget hørende. Festen starter ude på en danseskole, hvor vi skal have lidt undervisning i linedance, og derefter rykker vi hjem til en af de danske familier, hvor der er dækket op til fest.
Og så er vi ellers ved at gøre klar til i morgen, hvor det er Super Bowl. Det er jo en amerikansk folkefest næsten på linje med 4. juli, og i år bliver det ekstra spændende, da begge hold gik ubesejrede gennem den almindelige sæson og spiller virkelig godt fodbold. Her i huset tror vi nok, at vi holder lidt med Saints. Lige gyldigt hvem som vinder, bliver det hyggeligt at få dækket op med pulled pork sandwiches, pizza, chips og slik inde på sofabordet og så bare proppe sig i 4 timer, mens årets bedste fodboldkamp vises.
Pyha, sikke en travl weekend.

Ingen kommentarer: