Reception med General Mattis.

Til aften var Rikke og jeg sammen med de øvrige nationers repræsentanter inviteret til reception af chefen for NATO hovedkvarteret: den firestjernede General James Mattis fra US Marine Corps, eller Jim som han meget jovialt præsenterer sig over for Rikke.
Årsagen var, at han i næste uge skal overdrage kommandoen over hovedkvarteret til en fransk General, som var ankommet i dag, og i aften var således en velkomstreception for de særligt udvalgte.
Og det skulle vise sig at være en særlig historie... For i sidste uge modtog Rikke og jeg en officiel invitation til receptionen sammen med i hvert fald min chef. Da min chef var i Danmark og jeg selv så fungerende øverste nationale repræsentant tilmeldte jeg os naturligvis (vi har jo barnepiger), og vi har glædet os lige siden. Det er jo trods alt ikke hver dag man bliver inviteret til fest af en person, der arbejder direkte under både Anders Fogh Rasmussen og Præsident Obama på én og samme tid. Der var da også arrangeret navneskilte til os, da vi kom, og "Jim" både sludrede og stillede op til et mindebillede, men som aftenen skred frem, kunne jeg notere, at vi faktisk var det eneste næstkommanderende-par til stede. Det viste sig, at der vistnok var opstået tvivl om, hvorvidt næstkommanderende med fruer også skulle inviteres foruden den øverste nationale repræsentant, men inviationerne var jo gået ud, og dem som havde nået at takke pænt ja, kunne man jo dårligt u-invitere igen, og jeg var så vist bare hurtig i vendingen. Og det var da egentlig meget godt gået, for det er da ikke lige hver dag det lykkes en midlertidigt udnævnt oberstløjtnant og hans smukke hustru at gatecrashe en firestjernet generals fest og samtidigt som den eneste til festen blive fotograferet med ham (jeg var den eneste der havde tænkt på at stikke et kamera i lommen).

Sidste weekend i Virginia Beach (i denne omgang).

I fredags havde vi bestemt os for at gå ud og spise med kniv og gaffel. Vi tog på One Fish Two Fish, som er en af områdets bedste restauranter, og det var en super aften. Vi havde fået bord lige ved vinduet mod vest med udsigt over bugten, som er omkranset af rigmandsvillaer med bådebroer til deres 50-fods motoryachter i baghaven. På den måde kunne vi samtidigt med et forrygende måltid nyde solnedgangen og trafikken af flotte både i bugten samtidigt.

I lørdags tog vi en tur ud i det blå. En times tid syd herfor ligger en stor nationalpark, hvor man kun kan gå ind eller køre ind med bus én gang i døgnet. Området er hjem for omkring 300 fuglearter, råvildt (og andet som er en naturlig ting i Jylland...), og det var både fredeligt og meget flot. Desværre kunne vi som sagt ikke selv køre derind, så vi blev på kanten af området og tog en snacks fra cooleren med udsigt ind over en af de mange bugter.


Søndag stod den på rundtur på hangarskibet USS Harry Truman. Uanset hvor mange gange man har set det før, er det stadig lige imponerende hver gang. Skibet drives af to atomreaktorer og er hjem for 5000 mand og 60 fly og er bare på alle måder utrolig stort. Heldigvis har vi en bekendt, som har sejlet med hangarskib i sin tidligere tjeneste, så han har lidt udvidet adgang, og han var venlig at bruge sin søndag på at vise os rundt.

Familien på stranden.

Meteorologerne havde endnu engang truet med skummelt vejr her til weekenden, da den tropiske storm Danny skulle passere området lørdag eftermiddag. Den har vi nu ikke mærket noget til, men da vi jo også skulle have farmor og farfar med på stranden en dag, tog Jan fri fra arbejde i onsdags, hvor vi så kørte derud. Vi valgte at tage ind på basens strand, som er meget fredelig og privat, og der var nok at se på. Da vi ankom lå et hangarskib udfor og trænede landgang med marinesoldater i en luftpudebåd, og der var masser af delfiner som boltrede sig i brændingen. Til gengæld var der også uhyggeligt varmt, og farmor var vist lige ved at dø, da hun kom ned på stranden, men da hun havde vænnet sig til varmen, var hun næsten ikke til at få med hjem igen.

Lækre kager til aftenskaffen.

I denne uge har farmor og Rikke været på kursus i at lave sukkerblomster. Vi andre tog i stedet til Oceanfront og dinglede rundt og spiste is, mens vi var noget spændte på, hvad de mon kom hjem med. Og stor var overraskelsen, da vi så det færdige resultat. Blomsterne som var lavet af en slags meget sukkerholdig glasur var helt vildt flotte og meget livagtige, og heldigvis havde Rikke også bagt cup cakes, så der var lidt at smage af til aftenskaffen.

Tur til Thomas Jefferson's Monticello.

I går lørdag skulle orkanen Bill passere Virginia Beach på sin vej op i Atlanterhavet, så meteorologerne havde truet med møgvejr. Vi bestemte os derfor for at tage bilen og køre ind i landet for at se Blue Ridge Mountains. Desværre er vi blevet så vant til godt vejr, at vi ikke lige havde tænkt på at checke vejrudsigten, og efterhånden som vi nærmede os bjergene blev himlen mørkere og mørkere. Og ganske rigtigt, da vi kom op på toppen af et bjerg for at nyde udsigten, øsede det ned, og skyerne lå så lavt, at vi absolut intet kunne se.
Til gengæld havde de plantager med både æbler, ferskener og vin, og i bedste landbutiksstil, havde de også udsalg af hjemmedyrkede godter. Vi kastede os selvfølgelig straks over vinudsalget, da farmor undervejs havde gjort sig tanker om vindyrkning i området. Faktisk er Virginia USA's næststørste vinproducent efter Californien. Nå, men efter at have betalt 1 dollar pr. næse, kunne vi smage slottets fire hvide og fem røde vine. Det var gode sager, så der blev også købt lidt til lager.
Der blev også handlet i frugtafdelingen, hvor farfar investerede i en æblekage, som desværre for ham først kunne nydes hjemme, da vi simpelt hen aldrig fandt et sted, hvor man kunne købe kaffe.
Efter al den handlen og druk, var folket blevet sultent, men da det øsede ned, blev det frokost i bilen. Jan stod i tøjrvejr under bagsmækken og smurte sandwiches, som blev rakt ind til horderne i bilen. Det blev faktisk rigtig hyggeligt; Emma mente, det var lidt ligesom camping. Her sidder de alle og guffer i sig.

Vi skulle egentlig have set Thomas Jefferson's hus Monticello, men da vi kom derop stod regnen simpelt hen ned i stænger, så vi bestemte os for en køretur i bjergene i stedet og så tage Monticello en anden gang. I bjergene løber den 700 km. lange Blue Ridge Parkway, som er en meget smuk tur ned igennem bjergkæden. Desværre hang skyerne så lavt, at det absolut ikke gav mening at begive os ud på ruten, så det blev til et billede (herunder), så vi kunne sige, at vi havde været der, og så vendte vi ellers slukørede næsen hjemad.

På vejen tilbage begyndte det dog lige pludselig at klare op, så vi bestemte os for at give Monticello et forsøg igen. Thomas Jefferson er en af de helt store figurer i amerikansk historie og hans hjem et besøg værd for at reflektere over fortiden. Han var USA's tredje præsident men mest kendt for at være forfatter til uafhængighedserklæringen og sine tanker og visioner om menneskets ukrænkelige frihed, hvilket var ret stort i en tid, hvor USA's velstand blev tjent af slaver til nogle ganske få.
Da vi kom derop, lettede skyerne pludseligt, og vi fik en dejlig rundtur på ejendommen i høj sol. Her er vi i baghaven foran huset i den vinkel, hvor det oftest fotograferes.

Efter rundturen gav farfar aftensmad i Charlottesville, som er en hyggelig lille by fra kolonitiden. Vi fik et fantastisk bord midt i gågaden på en restaurant, der også havde udendørs servering. Vi var ellers af en af de lokale blevet lovet, at det var byens bedste sted at spise lokal "southern style" mad, men desværre stod kvaliteten af stedet madlavning ikke helt mål med prisen, så farmor var ikke helt tilfreds, men det var nu hyggeligt at kunne spise ude efter en dag med små 30 mm. regn.

Watch out Tiger Woods.

Vi har fået købt et sæt golfkøller i lyserød til pigerne, så forleden startede den helt store golf-dille, da både Emma, Mie og farfar ville ud og spille. Vi startede på driving rangen, og det gik faktisk så godt, at farfar og Jan i dag tog ud på en rigtig bane for at slå til nogle bolde. Det var en rystende oplevelse. Farfar spiller rystende godt og er nærmest et naturtalent. Det gjorde Jan lidt bitter at tænke på, at hvis farfar var startet med det for 20 år siden, kunne det være os som var på ferie i hans kæmp villa i Dubai i stedet.

Efter sådan en hård og opslidende fredag i bagende sol, var det godt at komme hjem til poolen og sidde lidt ned, mens der blev debriefet og reflekteret over dagen og livet.

Med vind i håret.

Faktisk er her med 35 grader i skyggen alt for varmt til at køre i åben bil, men vi måtte bide i det sure æble og ofre os, for både farmor og farfar skulle jo have en tur med luft i håret.
Farmor holder sig til at sidde ved siden af og se cool ud (så kan man også bedre holde øje med omgivelserne), mens farfar ikke var sen til at kaste sig over roret.

En aftentur på Oceanfront.

I onsdags var de ferierende efterhånden ved at være så friske, at vi kunne begynde at smage på området, så om formiddagen kørte pigerne en tur med FM og FF i byen. Da FM så strandpromenaden blev der naturligvis også krævet aftentur (der er nemlig ret hyggeligt), og vi bestemte os derfor for at tage ud og spise først.
Det blev en middag med oplevelser, for de har et ret imponerende japansk steak house, hvor kokken tilbereder maden direkte ved bordet på en stor hibachi grill, og det er et kunststykke uden lige. Han laver store bål og kaster og jonglerer med både mad og værktøjer. Her er farmor ved at få svitset øjenbrynene, da han lige varmer grillen op. Det er et show, hvor ord ikke yder kokken retfærdighed, og det skal bare opleves.

Til allersidst har han gemt nogle små stykker reje, som han på skift kaster ind i munden på gæsterne. Så er det bare med at gabe op og sidde stille, for så rammer han rent faktisk munden. Hvis man ikke sidder stille, kommer de alle andre steder. Jeg vil lade farmor selv fortælle, hvor hun kunne fiske rejer ud fra...
Efter middagen kørte vi til Oceanfront (strandpromenaden ved Atlanterhavet), hvor vi gik en lille tur, mens vi nød vejret, stemningen og musikken fra den gratiskoncert, som var med et lokalt rockband på udendørsscenen.

Traditionen tro blev en aften på Oceanfront afsluttet med et besøg på Hagen Dazs ishuset, hvor de har verdens næstbedste is (efter Rikkes hjemmelavede).

Farmor og farfar vel ankommet.

Så er farmor og farfar kommet godt herover. Jan hentede dem i Washington DC i mandags, og både de og deres bagage var kommet med. August er amerikanernes foretrukne feriemåned, så desværre var trafikken rædselsfuld, så det blev en tur på fem timer derop og fire timer tilbage igen. Heldigvis var dette dog inkl. et hurtigt besøg ved Ikea i Washington, hvor man kan købe sennepssild til frokosten. Så blev lagret fyldt lidt op igen.
Rikke havde bagt boller og hygget om os på terrassen, da vi kom hjem, og det var skønt at have familien samlet igen.

Dagen efter hang jet lagget stadig i de to gamle, som var vågnet kl. 4 om morgenen uden at turde stå op; stakkels dem. Til gengæld har vejret vist sig fra sin bedste side, så det gav jo en perfekt undskyldning for at slappe af ved poolen, og pigerne nød at have bedsteforældre med i vandet.

Så er freden snart forbi.

Vejret er skønt herovre i disse dage. Lige omkring de 30 grader og så lav luftfugtighed, at det er til at holde ud. Så vi slapper bare af og samler kræfter. I morgen skal vi nemlig hente farmor og farfar i Washington. De kommer herover i tre uger, og det passer lige med, at vi kan bytte dem ud med mormor og morfar i lufthavnen om tre uger, for de kommer nemlig med det fly, som farmor og farfar skal hjem med.
Det er super, for så tager vi alle sammen med til Washington nogle dage før hjemrejsen, så vi kan opleve byen sammen.
Vi glæder os til de kommer alle sammen og håber bare, at vejret vil vise sig fra sin bedste side.

Emma 11 år.

I onsdags blev Emma 11 år.
Det blev på traditionel vis fejret med morgensang og gaver i sengen inden morgenmaden. Jan havde taget fri fra arbejde, så efter ønske stod menuen på amerikanske chokolate chip pandekager, æg og bacon og brød og ost.

Emma havde bestemt sig for at vente med at holde fest for veninderne til når skolen begynder igen. Herovre kommer man jo ikke i samme klasse efter sommerferien. (Formentlig) for at undgå klikedannelser sammensættes årgangen på ny, ligesom de får en ny klasselærer. Derudover skal hun starte på et nyt soft ball hold efter ferien, så der bliver mange nye veninder, og er der en bedre måde at lære nye veninder at kende på end en fødselsdagsfest.

Emma havde ønsket en dag på stranden eller bowling afhængig af vejret. Det så desværre ikke for godt ud, så vi tog ud og bowle, og så hjem på terrassen til boller og lagkage bagefter. Hun kunne heldigvis stadig puste alle lysene ud...

Heldigvis var det mere sileregn end den sædvanlige slagregn, så vi kunne sagtens være på terrassen hele dagen uden at få vand ind. Det var faktisk rigtig hyggeligt at sidde derinde, mens regnen silede ned udenfor; lidt ligesom at være på camping, bare med bedre plads. Så aftensmaden kunne vi også nyde ude. Menuen stod på raclette, og det var hyggeligt at kunne lave sin egen mad.

Home sweet home.

Efter at have tilbagelagt knapt 6.300 km. (heraf heldigvis kun de godt
900 i dag), er vi nu alle hjemme i god behold.
Bilen er pakket ud og klar til at hente Meeko i morgen tidlig, og
pigerne er ved at sikre sig, at de stadig har alle deres ting (læs: de
er ved at splitte det hele ad...).
Virginia Beach bød os velkommen hjem med en af de kendte thunderstorms
og syndfloder af vand. Men der er skønt at være hjemme, og i det
mindste er her varmt, og det er rart for en gangs skyld at komme hjem
fra ferie uden at fryse.

Hvem sagde "hærge gift shoppen"...

Ganske som forventet gik Coca-Cola gift shoppen ikke ram forbi. Mie
har valgt sig en kæmpe sparegris, som hun her poserer med. Hvis det
lykkes hende at fylde den med mønter, vil jeg gerne være venner med
hende.
Billedet er taget i den Olympiske Park, og vi bor på Holiday Inn i
baggrunden. Vores værelse er nr. 2 fra højre i den øverste række.

World of Coca-Cola.

Coca-Cola blev opfundet i 1885 her i Atlanta, og den sirup som danner
basis for al verdens Coke laves stadig her, så hvad er mere naturligt
end et lille museum..!?
Og efter at have brugt et par timer på at blive oplyst om verdens
kendteste driks historie, hvad er så mere naturligt end
smagsprøver... Hele 65 forskellige Coca-Cola produkter kunne nydes ad
libitum, og pånær Mie som ikke kan lide bobler har alle vi andre
smagt løs, så vi er helt oppustede af CO2. Coke er selvfølgelig
Coke, men produkterne blivet tilpasset smagspræferencerne i de
forskellige dele af verden, og firmaet laver faktisk nogle ganske
afskyelige drikke. Her slutter pigerne dagen med at skåle i Coke,
inden de skal kaste sig over gift shoppen.
Den er de i gang med at hærge nu, og det er også tid at få brugt de
sidste penge, for det er sommerferiens sidste attraktion, inden vi i
morgen skal køre de sidste godt 900 km. tilbage til Virginia Beach
efter en lang og god ferie.

Georgia Aquarium.

Så blev det feriens sidste dag. Vi er taget i akvariet, som et verdens
største og ret flot. Men ligegyldigt hvor store og flotte fisk, der i
øvrigt er, er der nu ikke noget som kan slå et rørebassin. De har
rokker og hammerhajer her, og pigerne fik "klappet" dem alle sammen.
Her har de kastet sig over en hammerhaj.
I eftermiddag har vi billetter til Coca Cola World, som ligger ved
siden af, så det skal også lige checkes ud.

Jeg har fundet en lykkemønt.

Er efterhånden en sætning vi hører Emma udbryde ret tit. Som enhver
rigtig kvinde har hun et veludviklet ravnegen, og hun kan spotte noget
der skinner på ellers umulige afstande. Hun har en helt forrygende
evne til at finde penge, og hvis hun bliver ved på denne måde, kan
det nok nå at blive til noget.
Her har hun lige fundet en penny på bunden af hotellets pool.

Sight seeing i Atlanta.

CNN's hovedkvarter ligger her i Atlanta, så vi havde bestilt billetter
hjemmefra til en guided tour i dag. Vejret er skønt, og hotellet
ligger midt i centrum, så det er skønt at lade bilen stå i garagen
og bare drysse rundt til fods.
Rundturen i CNN var spændende, og det var sjovt at se ned i studiet,
som vi er vant til at se på TV hjemme i stuen. Da vi var her om
formiddagen, var de i gang med live udsendelse, og vi hørte også
hvordan producerne klippede udsendelserne sammen. Som vi efterhånden
er ved at være vant til, sluttede rundvisningen i gift shoppen, og
pigernes feriepenge er vist ved at være ved vejs ende; ligesom ferien
i øvrigt... Herovre er en meget udbredt souvenier pynt til juletræet,
og det har vi startet som vores nye samledille. På den måde kan
juletræet fremover bære mange gode minder, men det bliver nok mere
tacky en kønt :)
Vi har også gået en tur i den Olympiske Park, som byen har lavet
rigtig pænt til minde om legene i 1996. Der var fine monumenter over
alle medaljevinderne, og hvem husker ikke håndboldpigerne og
guldfireren?! Danmark vandt faktisk ret mange medaljer til det OL.
Nu er vi gået tilbage til hotellet og flyder ved poolen, mens pigerne
og jeg i spænding afventer aftenens ordreudgivelse fra den kulinariske
guide.

Pitty Pat's Porch, Atlanta.

Så nåede vi til Atlanta efter små 800 km. og 8 timer på landevejen.
Turen gik fint, men ankomst blev lidt sen, da der lige skulle lægges
yderligere en time til klokken mellem Alabama og Georgia, hvor vi
skiftede tidszone. Så det var faktisk aftensmadstid, da vi landede i
Atlanta. Vi bor downtown lige ved siden af den Olympiske Park, så der
er masser af muligheder, og vores kulinariske guide har haft masser af
tid til research i bilen i dag. Så med vanlig præcision og sikker
hånd guidede hun os til Pitty Pat's Porch, som lå en blok fra
hotellet, så vi kunne spise inden indcheckning. Det var både godt og
skidt. Godt fordi maden var fremragende "southern style". Det var til
gengæld mindre godt, at vi i bedste southern stil bestilte et par Mint
Juleps til aperitif. Det eneste vi vidste om Mint Juleps er, at det er
for folk i sydstaterne, hvad Ceres Royal er for campister (noget man
bare sidder og nipper til hele tiden). Første sip afslørede dog, at
det ikke var det rene saftevand. Det smagte vildt godt, men viste sig
at være bourbon og sukkervand half and half med knuste mynteblade i,
så i løbet af ganske kort tid summede det ret godt i kraniet. Nå,
det værste dampede af i løbet af middagen, og der var kun 200 meter
til hotellet, så det lykkedes at komme sikkert frem, og nu ligger vi
på 11. sal med udsigt over den Olympiske Park og slikker sårene.

New Orleans School of cooking.

I New Orleans handler det om 3 ting. Maden, musikken og historien.
Derfor har de her naturligvis også en cooking school, hvor turisterne
kan lære lidt om maden og historien. Musikken må man så gå i
Bourbon street efter! Det var alletiders. I tre timer viste Ms. Pat os
hvordan man laver gumbo, jambalaya, bread pudding og pralines. Alt i
mens hun fortalte historier om området, og de forskellige mennesker
der bor der. Ms. Pat laver mad efter gammel skole og smør, palmin og
sødmælk blev rundhåndet brugt. Da der blev fyldt smeltet smør på
formen med brødbudding, begyndte nogen at mumle noget om kalorier. Det
slog dog ikke lige damen ud af kurs. Hun mindede folk om at de var
ferie, og sendte så kurve med varme bisquits og kander med molasse
rundt. Maden smagte fantastisk og der blev serveret øl eller root beer
(noget rædselsfuldt stads), fra et lokalt bryggeri til. En super god
oplevelse som man bør give sig selv om ikke andet, så for madens
skyld. En rigtig god frokost.

Sejltur på Mississippi.

Efter Rikkes madkursus fik vi rigtig usund frokost. De har en
forrygende kaffebar, hvor der serveres kaffe på fransk. Dvs. så
stærk at den drikkes au lait og med beignets til. Det er en mellemting
mellem berlinere og klejner, der frituresteges og serveres varme og
friske med masser af flormelis på - mmmm...
Efter en sund og nærende frokost tog vi en sejltur på Mississippi med
en rigtig dampdreven hjuldamper som vores sidste attraktion i New
Orleans, inden turen i morgen går til Atlanta, Georgia.

New Orleans School of Cooking.

I går gik med sight seeing i stor stil. Foruden hestevognsturen i
French Quarter tog vi en bustur, der i løbet af et par timer kørte is
rundt i store dele af New Orleans. Det var med en guide og faktisk
rigtig spændende, og foruden selve byen kom vi ud og så områder, som
Katrina havde ødelagt, og vi fik set en kirkegård. Det lyder måske
lidt morbidt, men det er en historie for sig selv hernede. På grund af
Mississippi flodens tidevand og manglen på rigtig undergrund (her er
sump), kan man ikke begrave folk hernede, uden de på et tidspunkt
bliver "skyllet op". Derfor ligger man de døde i stenkister over
jorden, og erfaringen viser, at med varmen og vejret i øvrigt, er man
ca. et år om at rådne væk. Så åbnes "kisten", knoglerne skubbes
ind i bunden af skuffen, og der er plads til den næste fra familien...
Hyggeligt, og det er næppe et tilfælde, at historier om zombier og
voodoo et ret stort hernede.
Nå, til noget mere behageligt. Familiens kok havde i går på
hestevognsturen spottet New Orleans School of Cooking, og maden
hernede er supergod. Det er creole/cajun og inspireret af både
franskmændene og de afrikanske slaver; meget krydret. Rikke var forbi
i går og blive skrevet op til cooking class i dag, men på grund af
det korte varsel, kom hun på venteliste. Det var altså tidligt op og
derind i dag, da standby pladserne gik efter først-til-mølle
princippet. Heldigvis kom hun på, og hun brugte formiddagen med at
lære om (og spise) gumbo, jambalaya, bread pudding og prailines. Imens
hærgede pigerne og jeg diverse souvenierbutikker.