Emma 12 år.

Så blev vores store pige 12 år, og vi fejrede fødselsdag sammen med mormor og morfar.
Traditionen tro var der morgensang og gaver i sengen inden morgenmaden. Stakkels Emma havde ligget vågen og foregivet at sove længe, da vi andre vistnok sov tungere end hende.
Emma ville gerne bowle, og om eftermiddagen fik vi boller og lagkage på bedste dansk vis.
Om aftenen rykkede vi hele festen ned på pool dækket, for Emma elsker pool parties.
Hun havde en dejlig dag, og vi takker alle for kort, telefonopkald og gaver til hende.

Familien Nielsen's lille ny.

Efter lang tids markedsanalyse og forhandlinger, lykkedes det endelig mandag aften at gøre drengedrømmen til virkelighed. Her er Rikke og jeg ved at underskrive købsaftalen på dén 1976 Corvette, vi nu kan kalde vores.

Desværre har forhandlingerne trukket noget ud, så inden pengene er nået at rejse fra Danmark hertil (nævnte jeg, hvor håbløs Nordea er i den sammenhæng), er sælger rejst tre uger på ferie i Irland. Så bilen bliver først rigtigt vores den 4. september, og allerede nu er jeg sikker på, det bliver de længste tre uger i vores liv. Nå, det giver mulighed for at rydde lidt op i garagen, for Rikke var ikke synderligt begejstret for ideen om at flytte hendes Honda udenfor.

Mie og Jan på campingtur.

Vi er så småt begyndt at planlægge vores sommerferie til næste år, og vi regner med at skulle foretage noget af turen i campingvogn. I den forbindelse udtrykte Mie sin ærgrelse over, at vi aldrig er på camping mere. Mie og jeg bestemte os derfor for at købe et telt og tage på camping - Emma og Rikke skulle ikke nyde noget.

Denne weekend skulle det store slag slås. Vejret var godt og udsigten til søndag lovende, så lørdag morgen blev bilen pakket, og vi to store eventyrere drog afsted ud i det blå.

Vi har en campingplads ude i nationalparken, hvor briterne i sin tid først gjorde landgang, og da den er både hyggelig, tæt på stranden og kun et kvarter hjemmefra, var det et godt udgangspunkt. Men hvem kunne dog drømme om, at det var nødvendigt med pladsbestilling..?! I hvert fald var alt optaget, så valget stod mellem at køre hjem og prøve igen næste weekend eller finde noget andet. Mie stemte for det sidste.

Så vi kørte ind på basen, som ligger ved siden af, for at se, om vi kunne finde en lille græsplet at campere på. Til de som har været på besøg, er det dér, hvor vi er taget ud for at kigge på delfiner. Egentlig kiggede vi bare efter et stykke græs, men heldet var med os, for der viste sig at være en ganske fin og hyggelig campingplads på basen, som havde plads til os.

Så vi fik slået lejr og fik lidt frokost. Derefter gik vi et par lange gåture på både stranden og i skoven, inden den stod på burgere på Weber grillen til aftensmad, og s'mores til dessert.

Aftenen gik med at snakke, spille og læse, og det var faktisk rigtig hyggeligt bare at være os to, selvom Mie vistnok lidt savnede Emma og sin mor ud på aftenen. Også da vi var kommet i posen, lå vi og hyggede os med bøger og sladder. Da vi slukkede for lanternen, blev der godt nok mørkt, og skoven giver mange lyde fra sig, som man først lægger mærke til, når lyset bliver slukket. Så selvom Mie ikke ville være ved det, var hun ikke helt stolt af situationen, og det blev ikke bedre af, at jeg faldt i søvn. Hun vækkede mig efter ganske kort tid med kommentaren: "far jeg bliver bange, når du siger uhyggelige lyde." Nå, vil tog et par spil Sequence mere, og godt møre faldt vi begge i søvn på et tidspunkt efter midnat.

Men sørme om ikke vejrudsigten tog fejl. For ud på natten begyndte det selvfølgelig at regne, så man tror det er løgn, og så vågnede vi begge igen og lå og overvejede, om vi skulle droppe det og komme tilbage efter teltet næste dag.

Men det var trods alt lettere at rulle om på den fede side, så vi bestemte os for at blive og få det bedste ud af det. Det regnede jo trods alt ikke på os, og da fuglene og solen vækkede os lidt over 8 næste morgen, var det alligevel helt hyggeligt.

Så efter morgenmaden gik vi en tur op i Cape Henry fyrtårnet fra 1792, som er USA's første føderale bygning og bygget af sten fra samme stenbrud som stenene til Det Hvide Hus, Capitol og Mount Vernon.

Vi tog kun den ene nat denne gang, og selvom det var hyggeligt, var det nu heller ikke tosset at komme hjem igen og få et langt, varmt brusebad og blive klædt om, inden vi tog ud og spiste i aften.

Mie siger, at vi bestemt skal afsted igen en anden gang.

Moster og drengene på besøg.

Vi har de sidste tre uger haft besøg af Moster Cathrine og hendes tre drenge (altså onkel Thomas, Anders og Magnus). De havde det gode vejr med fra Danmark, så foruden hyggeligt besøg, har vi haft en helt fantastisk sommer. Det varede da heller ikke længe efter ankomsten, førend drengene røg med kusinerne i poolen. Magnus syntes måske nok, at det var lidt ufedt ikke at kunne nå bunden, men han sejlede lidt rundt i båden og badede ellers i pigernes gamle badekar på kanten.
Anders nød derimod vandet, og inden han rejste hjem igen, vovede han sig endda til at svømme ud i den dybe ende og springe i fra vippen.

Vores besøgende har i øvrigt ellers gjort deres til at holde gang i den amerikanske økonomi. Så meget at dollarkursens fald de seneste uger synes at være standset og låst fast ved 5,7. Vi sætter vores lid til, at familien Blichfeldts afrejse fra USA vil få den til at falde yderligere hen over sommeren.
I hvert fald kørte Rikke og Cathrine allerede den første dag på super shopping i outlet mall'et i Williamsburg, så Thomas og jeg gav den med børnene. Vi tog et smut på stranden for at se delfiner, som der var masser af, og inden vi vidste af det, var vi pludselig til globryllup på stranden også.

Anders er helt vild med brandbiler, så på vejen hjem tog vi chancen og stoppede ved en brandstation for at kigge på de flotte brandbiler. Det endte med, vi fik den helt store rundvisning, og Anders fik lov at sidde i alle bilerne.

Midt i det hele forlod så Moster og Thomas den synkende skude. De lejede en bil og tog en uges voksenferie i New York og Washington DC. Det var vist ret godt for alle, for mens de nød livet i et par fantastiske storbyer, hyggede Rikke sig i fulde drag med alle børnene. De nåede både til stranden, i parken, på legepladsen og en tur i zoologisk have.

Da familien igen var samlet, blev det også til en tur i Busch Gardens i stegende hede.

Og så nåede vi at fejre Anders' 6-års fødselsdag. Han fik en rigtig amerikansk lagkage med Sponge Bob efter eget ønske, og om aftenen var der pool party, som han også havde bedt om. Rikke serverede slik på poolkanten, og det var vist ret godt at svømme rundt i mørket og fylde sig med vingummier.

I fredags kørte vi dem i lufthavnen, og huset har været lidt tomt og stille siden, men vi glæder os til Rikkes forældre i næste uge kommer og sætter lidt liv i kludene igen.

Tanker efter en varm weekend.

Den seneste uges tid har der været hedebølge herovre, og weekenden var ganske enkelt uudholdelig. 43 grader kl. 18 i går aftes taler vist for sig selv, og det har ikke været så varmt i Virginia Beach siden 1918. Airconditionanlægget har kørt non-stop hele ugen, og alligevel kunne temperaturen i soveværelserne på første sal ikke tvinges under 28 grader i weekenden. I dag er temperaturen faldet tilbage til behagelige 32 grader, og det har været en lidt underlig fornemmelse, at dagens samtaleemne har væreet, hvor skønt det er, at det er blevet "køligt" igen.
Varmen kan også ses på strømforbruget. I de to år vi har boet i huset, slog vi rekorden (indtil videre) denne måned, hvor vi har brugt 4970 kWh - på en måned..!! Den aflæsning var 15. juli, hvor vi endda ikke har været hjemme i 14 dages ferie og bruge lys mv., så jeg gruer for næste måneds strømregning efter denne hedebølge. Nå, i det mindste er gasregningen ikke ret stor, for det er ikke nødvendigt at sætte varme på.

Og så hjem igen.

Feriens sidste dag har stort set været udelukkende transport hjem.
Efter morgenmaden udnyttede vi dog, at der i Pennsylvania ligger en ret stor Corvette forhandler, som vi kørte en omvej for at besøge (hellere to timers omvej, når vi var i nærheden, end seks timer hver vej fra Virginia Beach). Jans seneste midtvejskrise har udmøntet sig i drømmen om en Corvette, og der er efterhånden brugt mange aftener på research. Da den efter planen skal med til Danmark, skal den være mere end 35 år gammel i 2012, så det er ikke helt nemt at finde en bil i god stand, som man også kan betale. Desværre ændrede forhandleren i Pennsylvania ikke meget på det, da han heller ikke lige havde den rigtige. Der var ellers mange flotte biler, og det er fuldstændig vanvittigt, hvor stort markedet for gamle Corvetter er herovre. Han havde biler fra 60-erne til mere end $100.000.
Så med uforrettet sag, vendte vi næsen hjem, og er landet efter lige knap 3.000 km. og en fantastisk dejlig ferie her til aften i Virginia Beach.

Hershey Chocolate World.

Når man nu er i umiddelbar nærhed af amerikas største chokoladeproducent, så er det nærmest et "must", at lægge et besøg ind. Naturligvis har Hershey's også lavet en Chocolate World, så der kan tjenes lidt på turisterne.

Det viste sig nu at være meget sjovt, og selvom vi havde hørt, at man kun skulle regne med at buge en halv times tid dér, så endte vi nu alligevel med at bruge nogle timer. De havde en tur, hvor man i en slags tog blev kørt gennem en chokoladebars produktionslinje helt fra træerne i troperne og indtil det færdige produkt. Det sjoveste var nu, at der også var lavet en mini-produktion, så man kunne prøve at lave sin egen chokoladebar. Her er vi iført hårnet og forklæder efter alle kunstens regler og i fuld gang med vores produktion.

Man kunne selv vælge ingredienser og så følge produktionen af sin bar, indtil man til sidst skulle designe sin egen indpakning og endelig efter en lille times tid kunne få sin egen helt personlige chokoladebar udleveret som souvenier.

Efter besøget ved Hershey's kørte vi lidt rundt i Amish Country for at vise pigerne denne lidt alternative livsstil. Der var både hestevogne og løbehjul, som vi så dem transportere sig rundt med.

Og da de ikke må bruge nogle former for moderne apparater, bruger de også hestetrukne plove til at passe deres marker med.

Byen havde i øvrigt genåbnet efter Independence Day, så vi fik aftensmad på en lokal restaurant, og så hyggede vi os med 20 huller minigolf inden sengetid. Selv om natten ligger temperaturen midt i trediverne, så det var skønt at være ude.

Amish Country.

Så blev det tid til at forlade Canada og vende næsen hjemad mod Virginia Beach. Vi havde dog bestemt os for at tage hjemturen af to omgange, så efter morgenmaden kørte vi på amerikas uafhængighedsdag til Amish Country. Det er et område i Pennsylvania, hvor Amish holder til. Det er en religiøs bevægelse (ja vel nærmest en slags sekt), som ikke har noget med den moderne verden at gøre. De kører i hestevogne, har ikke strøm og ernærer sig primært gennem landbrug og håndværk og så i de senere år til en vis grad gennem turisme. Det ligger ca. halvvejs mellem Virginia Beach og Niagara Falls, og området er fantastisk smukt og bjergrigt, så det var perfekt til at gøre holdt undervejs. Derudover er det meget sjovt at se folk leve på den måde i vore dage, og så ligger amerikas største chokoladefabrik (Hershey's) midt i Amish Country.
Køreturen varede det meste af dagen, og Rikke havde fundet en bed and breakfast, vi skulle bo på i Manheim.

Tea Kettle Inn viste sig at være smadderhyggelig, og vi fik et fint værelse at bo i. Desværre var (næsten) alt lukket på grund af helligdagen, men det lykkedes os efter at have kørt rundt i en times tid at finde et sted, hvor vi kunne få aftensmad. Ude på bøhlandet som vi var, tog de selvfølgelig ikke kreditkort, og vores kontantbeholdning var lidt slunken, så der var altså ikke frit valg på hylderne, men Rikke og jeg fik da slået lidt penge sammen, så vi alle kunne blive mætte. En lidt anden oplevelse end New York, men bestemt også en del af USA, som er værd at opleve.

Niagara Falls - dag 3.

Endnu en fantastisk morgen, hvor solen bagte fra en skyfri himmel og præsenterede faldene og Niagara floden fra deres bedste side – sådan skulle man altså vågne hver morgen.
Efter morgenmaden besluttede vi os for at se lidt mere af Canada, så vi hentede bilen og kørte nordpå langs floden mod Lake Ontario, hvor der angiveligt skulle ligge en lille hyggelig by.
På vejen kom vi forbi en ”bugt” i floden, som bliver kaldt the Whirlpool. Her er vi på toppen af klipperne foran bugten.

Man kunne gå af en skovsti ned til vandet, og det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var faktisk en anstrengende tur ned ad klippesiderne, men en flot og anderledes måde at nyde naturen på, da vi først var kommet derned. Her er vi nede ved det stykke strand, som kan ses bag Jan og pigerne på billedet herover.

Lige over for lå en fantastisk golfbane, og det trak lidt i Jan for at komme ud og spille. Desværre havde han ikke taget køllerne med, så han måtte i stedet med pigerne på turen videre ind i Canada. Det viste sig at være heldigt. Den canadiske side af floden er virkelig hyggelig og smuk med vinmarker, frugtplantager, flotte huse og masser af rastepladser, hvor folk holdt picnic. Også byen Niagara on the Lake ved Lake Ontario var rigtig hyggelig, og vi gik en tur på markedet og nød solen og varmen, inden turen gik sydover mod faldene igen. Vi havde nemlig luret, at flere af plantagerne havde udsalg, og når man først én gang har fået en friskbagt frugtpie, som de laves herovre, vil man gøre alt for at få en igen – og det var blevet kaffetid. Halvvejs tilbage fandt vi ganske rigtigt en lille gård med udsalg i laden, hvor mor havde bagt frisk æbletærte, som vi fik sammen med en kop kaffe. Her er vi ved Lake Ontario i Niagara on the Lake.

Resten af eftermiddagen blev brugt i hotellets pool, inden vi sluttede vores sidste aften i Canada med at bestille aftensmaden hos room service og så bare hænge ud på værelset og nyde udsigten. Uvist af hvilken årsag, for Independence Day er jo først den 4., blev det mest fantastiske fyrværkeri fyret af på USA siden kl. 2130. Det varede i mere end 20 minutter, og var simpelt hen enestående. Mon en eller anden stakkels gut er kommet til at tage fejl af datoerne? I så fald er vi taknemmelige, for vi skal fejre 4. juli i Amish Country, og de er vist ikke patriotiske over for ret meget andet end deres tro, så dér skal vi nok ikke forvente os det store i fyrværkeri og festligheder.

Niagara Falls - dag 2.

Da vi havde værelse på 31. sal, var der ingen grund til at rulle gardiner for, og det var en fantastisk oplevelse at vågne til synet af vandfaldene.

Det var en helt skyfri dag, og uden skyer kan man for alvor se, hvor megen kraft der er på hesteskofaldet, da skyerne fra vandet sprøjter højere op i luften end højhusene. Det som ligner skyer på billedet herunder er vand, som slår op fra hesteskofaldet (billedet er taget på 31. etage).

Efter en solid buffet med masser af æg, bacon og vafler gik vi ned til faldene. Der er to. Et lige som kaldes American Fall (til venstre) og et buet som kaldes Horseshoe Fall (til højre).

Først skulle vi prøve Maid of the Mist. Det er en båd som sejler ved siden af amerikafaldet og derefter helt ind til foden af hesteskofaldet, så man for alvor kan fornemme Moder Naturs inferno for foden af verdens største vandfald.

Vi fik udleveret regnslag, og da vi var ved at dø af varme i de plasticposer, overvejede vi egentlig kortvarigt at tage dem af, for så slemt var det da ikke, da vi sejlede over til amerikafaldene.

Det ændrede sig dog snart, da vi kom ind i hesteskoen, for her var elementernes rasen så vild, at vi selv med regnslagene blev drivende våde. I sommermånederne render der ca. 20 millioner liter vand i sekundet (!) gennem faldet, og i perioder var det simpelt hen helt umuligt at holde øjnene åbne og stå med front mod faldene. Man måtte bare søge lidt ly ved at vende ryggen til og føle sig ydmyg over for Moder Natur. Helt vildt at tænke på, at der faktisk engang i tresserne er en dreng, som faldt af en båd og overlevede turen ned kun iført badebukser og redningsvest.

Jeg har taget dette lille videoklip som måske kan give et indtryk af, hvor voldsomt det egentlig er, når 20 millioner liter vand i sekundet ryger ud over hovederne på én.

Helt overvældet og grebet af stemningen hærgede vi selvfølgelig gift shoppen og poserede til billeder foran faldene bagefter. Til stor fornøjelse for pigerne, for Jan så ud som om, han havde tisset i bukserne i flere timer bagefter.

Da vi endelig var blevet tørre, var det tid til næste close encounter med Niagara Falls, da der nede ved hesteskofaldet er en ”Journey Behind the Falls”. Her blev vi endnu en gang udstyret med regnslag, og så kørte vi med elevator ned til nogle gange, så man kunne komme ud og stå i nogle huler lige bag vandet, som fossede forbi. Det er sådan set ikke fordi man kan se ret meget med de helt utrolige vandmængder, som tordner forbi, men alligevel en ret imponerende oplevelse.

Derefter kom regnslagene endnu en gang til sin ret, da der også var lavet en observationsplatform ved siden af faldet, som vi naturligvis skulle ud på for igen at opleve kræfterne og få et par billeder. Det vandtætte kamera som Jan købte inden turen til Caribien fik for alvor tjent sig hjem på denne dag.

Efter en begivenhedsrig dag i nærkontakt med naturen, fik vi aftensmad på en italiensk restaurant ved hotellet og slappede derefter bare af på værelset, som simpelt hen bare har den bedste udsigt, og endnu engang var der fyrværkeri kl. 22 til lige at sætte prikken over i-et.

Niagara Falls - dag 1.

Vi afsluttede vores ophold i New York City med at spise morgenmad på Ellen’s Stardust Diner, da det var så sjovt, at det skulle opleves en sidste gang. Derefter tilbage til hotellet og pakke sammen, og lidt over 12 var vi på vejen igen med kurs mod Canada.

Det var en lang køretur, men ligeså snart man kommer lidt ind i landet, tynder trafikken noget ud, så man kan sætte fartpiloten og slappe lidt af, mens man følger vejen, der er som trukket efter en lineal ud i horisonten. Så efter 8 timer og et par pit stops havde vi tilbagelagt de små 700 km. og ankom til Niagara Falls. Byen er fordelt på både den amerikanske og den canadiske side af floden og vandfaldene, men sjovt nok har amerikanerne ikke gjort noget særligt ud af det, så vi havde valgt at bo Canada siden.
Vi indlogerede os på Hilton, og fik en suite på 31. sal med vinduer fra gulv til loft og udsigt lige ned over begge vandfaldene. Det var en helt enestående udsigt, og da mørket faldt på blev der tændt lys bag faldene, så de kan nydes indtil midnat. Prøv at se en udsigt over American Fall fra vores værelse.

Suiten er lavet sådan, at der er glasvæg ind til badeværelset, så man kan sidde i jacuzzien og kigge ud på faldene. Vi havde da heller ikke været på værelset i 10 minutter, før Mie havde smidt kludene og var hoppet i med en drink og boblerne kørende for fuld skrue.

Ingen gad rigtig gå ud efter den lange tur, så aftensmaden blev bestilt ved room service, som leverede så vi kunne blive bænket foran vinduet i sofaen og nyde udsigten.

Udsigten var ganske enkelt storslået og blev ikke ringere af, at der hver aften i sommermånederne bliver vist fyrværkeri foran vandfaldene kl. 22. 1. juli er Canada’s nationaldag, og den blev fejret på behørig vis med ekstra flot fyrværkeri denne aften.

New York - dag 6.

I dag lykkedes det at mødes med Jans danske kollega i FN hovedkvarteret.

Desværre er FN bygningen ved at gennemgå en gennemgribende renovation, så det var begrænset, hvad vi kunne se. Den er bygget i en tid, hvor asbest ikke var et problem, og da den er klassificeret som et vartegn, kan den ikke rives ned og genopbygges men skal totalt renoveres. Et projekt som tager fem år og formentlig koster spidsen af en jetjager. Sikkerhedsrådet er blevet lukket, men vi kom ind i Generalforsamlingen, hvor alle 196 medlemslande mødes.

Det var meget sjovt at se, og da vi havde privat guide, kunne vi også komme ned i salen og gå rundt, så pigerne kom både på talerstolen og den danske delegations plads.

Efter rundturen i FN slog vi vejen forbi Grand Central Terminal og Chrysler bygningen, som egentlig er ret imponerende, men som man sjældent får set, da de ikke lige i umiddelbart i nærheden af de sædvanlige turistmål.

Pigerne havde stadig lidt penge som brændte i lommen, så vejen blev også lagt forbi Claire’s på Broadway på vej tilbage til hotellet, hvor vi kunne slappe af en god times tid inden afgang mod Bronx, hvor New York Yankees’ stadion ligger. De spillede hjemmekamp i aften, og da Emma og Rikke er store baseball fans, havde vi sikret os billetter hjemmefra.

Yankee Stadium ligger i Bronx, så det var ærlig talt en lidt skummet tur med subway’en derop. Men vi fandt og kom til stadium i god behold og indtog vores pladser, som faktisk viste sig at være ret gode, selvom det var bleachers. Vi sad lige over home plate og i første række, så vi havde frit udsyn til spillet og holdets store spillere.

Spillet som sådan var desværre ikke nogen stor succes, for selvom Yankees ellers er et af de mest vindende hold, valgte de altså denne aften til at tabe stort til Seattle Mariners.

Vel tilbage i Midtown Manhattan fik vi is på trappen på Times Square og nød denne vores sidste aften i New York for denne gang.

New York - dag 5.

Vi skulle egentlig have været nede og se FN i dag, fordi en af de danskere som arbejder dér havde lovet en rundvisning. Han blev imidlertid kaldt til møde, så det er udsat til i morgen. Til stor fornøjelse for pigerne i øvrigt, for dagens program stod foruden FN på shopping, som der så nu kunne bruges en hel dag på.
Vi har besøgt, hvad der føles som hver eneste skobutik og tøjforretning på 5th og 6th Avenue, herunder landets største Macy’s (ligesom Illum eller Magasin) på 9 etager.
Pigerne har haft en fantastisk tid, og jeg er blevet ret god til at slæbe poser. Heldigvis er butikkerne herovre ret velforsynede med bænke og stole, så man i det mindste kan slappe lidt af undervejs. Her har jeg udnyttet tiden til at researche diverse restauranter, og sør'me om jeg ikke fik bord til os i aften på Bar Americain, som er Bobby Flay’s restaurant. Han er Iron Chef(ligesom vores spiseoplevelse i Philadelphia) og en af USA’s mest kendte kokke. Han laver mexicansk inspireret amerikansk mad og har et utal af shows på TV. Restauranten var kun 10 minutters gang fra hotellet, og vi havde fået bord til kl. 2030. Stedet og maden levede helt op til forventningerne, og de var søde til at tilpasse menuen til børnene, så vi alle havde en dejlig aften med aldeles fremragende mad.

New York - dag 4.

Føj for en start på dagen. Helt imod principperne for ferien, var vi nødt til at have vækkeuret tændt i dag, og det ringede altså kl. 7. Efter at have vænnet sig til at vågne mellem 9 og 10 føltes det som meget tidligere, men det var nødvendigt, da dagens udflugtsmål var Frihedsgudinden og Ellis Island.

Siden terrorangrebet i 2001 har Frihedsgudinden været lukket land for turister, men sidste år blev øen genåbnet, og der var også igen mulighed for at komme op i kronen. Det kræver dog lidt planlægning, da sikkerhedsforanstaltningerne er blevet værre end i lufthavne, og der lukkes kun 240 mennesker op hver dag. Så billetterne skal bestilles flere måneder i forvejen, men det havde vi heldigvis også gjort, så vi kunne være sikre på at få det hele med. Så efter lidt hurtig morgenmad tog vi subway’en ned til sydspidsen af Manhattan, hvor vi kl. 9 steg ombord i færgen til Liberty Island.

Ovre på øen er der en fantastisk udsigt til Manhattan skyline, som selv uden World Trade Center er vildt betagende. Og når man går rundt ovre mellem skyskraberne er det lidt vildt at tænke på, at de ragede 1/3 højere op end alt det, som er derovre nu. Vi var faktisk senere på dagen forbi byggepladsen, hvor der er kommet godt gang i byggeriet. Freedom Tower som er ved at blive bygget i stedet for, er allerede ca. 10 etager højt.

Vi har haft hedebølge herovre på Østkysten den seneste uges tid, og i dag var ingen undtagelse. Temperaturen var sidst i 30’erne og med en luftfugtighed på 60%, var det en styg dag at skulle klatre 354 trappetrin på en snæver vindeltrappe inde i en kobberfigur.

Til gengæld var det en enestående oplevelse, da man først var kommet derop, og fordi der kun åbnes for et meget begrænset antal gæster, havde man masser af tid deroppe til at kigge, tage billeder og høre historier fra guiderne, som sad deroppe (de stakler). Her er familien Nielsen oppe i kronen.

Her er Mie på opfordring fra en guide halvvejs på vej ud af vinduet for at klappe hende på ydersiden.

Efter Frihedsgudinden tog vi færgen over til Ellis Island, som indtil 1954 var dér, hvor alle immigranter til USA kom igennem i nyere tid. I alt er 14 millioner mennesker kommet gennem denne port til Land of the Free.

Det er nok en størst oplevelse, hvis man har forfædre, som er kommet igennem. Det er mulig at slå op i registrene og finde sine rødder. Men selv uden forfædre var det interessant at se, hvordan indvandring i USA helt fra begyndelsen har været begrænset af meget stramme regler. Man har skullet demonstrere en vis uddannelse, et vist intellekt, en evne til at forsørge sig selv og et vist økonomisk udgangspunkt. Måske ikke nødvendigvis særligt politisk korrekt, men det er faktisk på samme måde i dag, inden der gives green card, og måske kunne man lære noget i Europa, for (legal) indvandring og mangfoldighed synes at være en stor styrke ved USA.
Efter en times tid på Ellis Island, tog vi tilbage til Manhattan og hotellet, hvor vi slappede af et par timer, inden vi tog ud og shoppede lidt inden lukketid. Mie skulle i American Girl Place (helt specielle dukker) og bruge penge, og vi andre var lidt med på slæb.
Aftensmaden fik vi udendørs på en restaurant i Bryant Park, og det var skønt at spise ude i den hyggelige park.