Spring Break i Florida.

Årets Spring Break gik til Florida gik for os som for stort set alle andre amerikanere til Florida, hvor man kan nyde varmen, og hvor vi kunne genopleve de bedste oplevelser fra vores sidste ophold i 2007.

Vi kom fra Virginia Beach fredag ved 10-tiden, og efter et stop på Kitty Island, hvor Meeko skulle hygge sig i sin ferie vendte vi næsen sydover. Vi skulle nå til Savannah i staten Georgia (den grønne pil mærket ”B”), hvor vi havde fået værelse på Hunter Army Airfield. En base der ligger lige ud til motorvejen. Heldigvis gled trafikken glat dernedad, så kl. 2030 kunne vi checke ind på basen i 25 graders varme. Det var skønt at kunne mærke, at vi var kommet sydpå.

I USA er det noget særligt at være ansat i Forsvaret, og der er mange fordele forbundet med at tjene sit land. En af disse er militær indkvartering, og det at bo på de amerikanske baser, er et kapitel for sig. På basen blev vi indkvarteret i en lejlighed med stue, lille køkken, badeværelse og to soveværelser. Alt sammen pænt og rent og til $60 for en nat for os alle sammen inkl. Morgenmad. Og så er der bevæbnede vagter til at passe på én. Så kan man vist ikke bede om ret meget mere. Her er et billede af pigerne der slapper i stuen.

Næste morgen var vi klar til at køre videre efter en god nats søvn. Igen gled trafikken glat, og da vi var kommet ind i Florida, holdt vi frokostpause i byen St. Augustine (den grønne pil mærket ”C”). Det er Floridas ældste by, og Rikke ønskede sig brændende at se den i 2007, men desværre fik vi aldrig lagt vejen forbi. Godt vi gjorde det denne gang, for byen var rigtig hyggelig, og vi fik frokost i skyggen på en lille fortovsrestaurant.

Efter en lille gåtur rundt i de små brostensbelagte gader var det sidste krampetrækning for at nå Orlando (den grønne pil mærket ”D”). Vi havde fået værelse på Shades of Green, som er det amerikanske forsvars 4-stjernede resort midt inde i Disney World – endnu et frynsegode ved at tjene sit land.

Vi fik et forrygende værelse med en lille spiseafdeling og egen terrasse lige ud til en lille legeplads og en opvarmet pool, der var formet som et Mickey hoved.

Efter lidt afslapning overraskede Rikke med at invitere på aftensmad på et af Disney hotellerne, hvor hun havde bestilt aftensmad med Pluto og Fedtmule.

Det nød vi rigtigt, og de havde et ganske overvældende dessertudvalg i buffeten, som var lige ved at tage livet af os alle sammen, da vi forsøgte at smage dem alle; dog uden held.
Efter maden var det i en kæmpe Disney butik, hvor pigerne shoppede amok for de penge, som de havde fået tilsendt fra moster, onkel og bedsteforældre og derefter tilbage til hotellet, hvor pigerne og Jan fik badet lidt i Mickey-poolen inden sengetid.

En af de dejlige ting ved at bo på et Disney hotel er, at man får ”extra magic hours”. Det vil sige, at parken holdes åbent ekstra timer, efter den er blevet lukket for ”almindelige” gæster. Vi havde planlagt vores valg af parkbesøg efter dette, så det betød, at vores første dag i Magic Kingdom kunne vare helt til kl. 3 om natten..!! Med det i tankerne sov vi længe og gav os god tid til morgenmaden, inden vi tog bussen over til parken. På trods af Spring Break var der egentlig ikke overvældende mange mennesker (måske fordi det var søndag), så det viste sig at være et godt valg, da Magic Kingdom er vores favoritpark med alle prinsesserne.

Så var det ellers bare at klø på med ture og besøg hos de mange Disney figurer, og da parken jo havde længe åbent, var det faktisk en ret dejlig dag uden stress og jag. Da vi nærmede os aftensmadstid, tog vi tilbage til hotellet for at fouragere og restituere et par timer. Når man efterfølgende tænker lidt over det, var det egentlig fuldstændig vanvittigt, men efter at have spist, slappet af, vasket os og fået lidt rent tøj tog vi tilbage i parken ved 21-tiden. Det dejlige var, at køerne var taget noget af, og temperaturen var faldet til et behageligt niveau, og vi havde en dejlig aften, som blev afsluttet med hilsen på hos Anders And, Mickey, Minnie, Chip og Chap, Pluto og Fedtmule.

Kl. 2 om natten var vi alle dog ved at være lidt matte i knæene, så vi returnerede til hotellet og lå under dynerne kl. halv tre og sov vist, inden hovederne ramte puderne. Stakkels de ansatte, der havde åbnet parken kl. 7 om morgenen og på det tidspunkt stadig havde åbent ½ time endnu…

Om mandagen sov vi altså længe og var først i parken (nu Animal Kingdom) ved middagstid. Der var nu mærkbart flere mennesker, men de har et ”fast pass” system, hvor man kan trække billetter til attraktionerne og komme tilbage på et fastsat tidspunkt og komme umiddelbart til. Det havde vi held til, så igen havde vi tid til at nyde oplevelsen i ro og mag. Vi fik set paraden og prøvede at køre safarituren, hvor man får en helt fantastisk køretur i en safaribil i et kæmpe område, hvor Afrika er blevet imiteret med savanne, dyr og hele molevitten. Det er ret godt lavet; ikke mindst fordi der er så stor afstand mellem bilerne, at man ikke ser andre mennesker, så oplevelsen er meget autentisk ifølge vores venner herovre, der har boet nogle år i Kenya.
Den ordinære åbningstid sluttede med en Lion King musical, som vi var lidt skeptiske over for, men som viste sig at være helt fabelagtig. Endnu engang blev vi mindet om, at Disney er blandt de allerstørste i underholdningsindustrien, og der var absolut intet overladt til tilfældighederne.
Efter mørkets frembrud dryssede vi rundt i parken, fik lidt aftensmad og fik hilst på nogle figurer, inden vi tog tilbage til hotellet ved 23-tiden og tog en godnat-dukkert i poolen.

Om tirsdagen blev vi ramt af et typisk Florida uvejr. Tornadovarsel og regn fra morgen til aften i mængder der trodser enhver beskrivelse. Som en god danske tordenbyge, der bare varede hele dagen i stedet for den halve time, vi er vant til hjemmefra. Familierådet blev enige om det meningsløse i at tage i parkerne i sådan et vejr (selvom køerne sikkert ville være dejligt korte), så vi blev enige om at køre til Tampa og gense vores nabolag.
Vi var derinde ved middagstid og startede med at spise en helt forrygende frokost på en af vores yndlingsrestauranter i den gamle bydel – en mere end 100 år gammel colombiansk restaurant, hvor vi fik tapas og mochitos (den foretrukne drink i Florida med mynteblade knust i rom og masser af is - mmmmm).

Siden vores ophold i Florida, kigger vi alle af ren refleks efter alligatorer, hver gang vo kører forbi et vandhul. Vi har gjort dette både hjemme i Danmark og nu også i Virginia, men vi ser bare aldrig nogen, for de kan ikke tåle frostvejr, og derfor lever de heller ikke vildt i Virginia. Det har Rikke klaget over lige siden vi forlod Florida, og da vi dryssede rundt i Tampa og omegn sad vi og talte om, hvor sjovt det kunne være, hvis vi lige kunne få set en rigtig, vild alligator. Og bedst som vi kører derudaf, råber hun pludselig op og flagrer med både arme og ben, for i et lille vandhul (på måske 2000 m2) midt i et indkøbskvarter lå en 2 meter lang alligator og lurede. Det holder vi altså aldrig op med at være fascinerede af, selvom den sikkert er mere bange for os end vi for den, for da Jan stod ud for at fotografere, dykkede den stille og roligt under vandet. Så kørte vi bare en lille runde, og da vi kom forbi igen, var den igen oppe, og vi fik taget billedet herunder.

Aftensmaden blev indtaget på Crazy Buffet (som bedsteforældrene sikkert husker), og Mie nød en sund og nærende kost af skumfiduser og frugt dyppet i chokoladespringvandet.

Forholdsvist tidligt i seng og med en god nats søvn bag os, stod vi tidligt op onsdag og tog i Epcot, som var den sidste park, vi skulle besøge.

Her har de fået en ny attraktion (Mission Space), hvor man fire mennesker skal indgå et besætningen på et rumskib, der foretager en rejse til Mars. Turen foregår i en simulator, hvor man selv skal trykke på knapper og følge ordrer fra Mission Control. Prøv at gæt om vi fik prøvet den…?! Ganske rigtigt – vi fik rejst en del til Mars, og det var faktisk rigtig godt lavet.

Mie havde købt sig en Tornerosekjole og et fint hår i Disney butikken for nogle af sine penge, så den dag iklædte hun sig sit stiveste pus og prinsessede rundt i parken hele dagen. Hun var rigtig fin og det var noget der vaskede sig, da figurerne behandlede hende som en rigtig prinsesse og bukkede og skrabede.

En anden ny attraktion i Epcot var en simuleret flyvetur over Californien i en ”drage”, hvor man hænger underneden. Det var helt vildt… Man blev spændt fast i hvad der bedst kan beskrives som en kæmpe skilift på en stor kran. Man blev så løftet ud over en afsats, hvor man var placeret inde i en halvdelen af en stor kugle, som var en 3D IMAX biograf, hvor filmen fra flyveturen blev vist. Da skiliften hang i enden af en stor kran, bevægede sæderne sig frem og tilbage og til siden for at simulere dragens flyvetur. Ekstremt realistisk og helt vildt fedt!
I det hele taget skulle besøget i Epcot vise sig at være en stor succes, for også ved aftensmaden skulle heldet vise sig at tilsmile os. En del af Epcot parken indeholder en ”world showcase”, hvor miniaturer af verdens forskellige lande er etableret, og hvor personalet er fra det pågældende land. I Norge har de en restaurant, der markedsfører sig selv med skandinavisk mad og ikke mindst ”dining with princesses”. Jan havde i ugevis forsøgt at få reservationer til enten morgenmad eller frokost med prinsesser; uden held, da sådan noget skal reserveres to til tre måneder i forvejen. Aftensmad var aldrig overvejet, da vi først så den norske restaurant i materialet over/fra parken. Da vi vidste, at det stort set var umuligt at få bord med prinsesser, var det et halvhjertet forsøg, men vi gik derover alligevel og blev lidt slukørede over at se den lange kø. Jan gik dog op til den norske værtinde og spurgte på dansk, om de mon havde plads til os fire til aftensmad. Svaret var selvfølgelig nej, så charme og sprogfællesskab virkede ikke på hende, men pludselig blandede en tjener sig, der havde overhørt samtalen. Jo, hun havde da lige en plads til fire i sin afdeling, så vi røg ind og mødte Belle (skønheden uden udyret), Snehvide, Mary Poppins, Askepot og Tornerose, og fik masser af autografer og billeder. Derudover fyldte vi os med røget laks, sild, rejesalat og alt mulig andet godt hjemmefra, så der var ikke et øje tørt.

Om torsdagen checkede vi ud fra hotellet og vendte næsen mod Ft. Myers i den sydlige ende af Floridas vestkyst (den grønne pil mærket ”E” på kortet), hvor Rikkes venner fra tiden i USA bor. De havde varmet poolen, så da vi nåede derned hoppede pigerne i poolen, og så så vi faktisk ikke meget mere til dem, før vi skulle hjem igen. Imens fik Rikke sludret igennem med ”the Bosts”.
Fredag morgen kørte vi tilbage til Orlando og checkede ind på et nyt hotel, da vi lige ville nå en dag i Sea World, inden vores tur til Florida var slut.

Nogle kan måske huske fra vores til i Florida i 2007, at en del af deres spækhuggershow (Shamu) gik på at få Shamu til at sprøjte det 11 grader kolde vand op på tilskuerne på de 20 rækker tættest på bassinet (the soak zone). Pigerne var helt syge efter det dengang, og vi aftalte, at vi ved det sidste show (hvor vi kunne få tørt tøj på umiddelbart efter), kunne se showet fra the soak zone. Desværre var Shamu lidt doven ved det sidste show og gad ikke sprøjte, så Emma var vildt sur over og ked af, at hun ikke blev gennemblødt af 11 grader varmt (koldt) vand…
Det skulle der selvfølgelig rådes bod på denne gang, så vi røg direkte ned i the soak zone og blev da heller ikke skuffede. Rikke og Jan snød lidt og iførte sig regnslag, men pigerne blev gennemblødte som ønsket, men de havde ikke lige tænkt på, at hvor lufttemperaturen dengang var 35 grader, var den kun et par og tyve denne gang, så kombineret med lidt vind frøs de for vildt; men smilene var brede som det ses.

Well, efter lidt tørt tøj, gentog vi successen et par gange. Dog nu alle med regnslag, og vi nød et af de mest fantastiske shows med dyr, som vi nogensinde har overværet.

Lørdag startede vi dagen på IHOP (International House of Pancakes) med et solidt morgenmåltid bestående af æg, bacon og pandekager med tilbehør og vendte næsten hjemad, og efter små 14 timer og 1100 km. på landevejen rullede vi ind i garagen på Church Point Road og røg på hovedet i seng efter en intens og dejlig ferie.

En uge i St. Louis.

Som nogle måske husker er Jans job herovre helt nyoprettet, og han er således selv med til at opfinde funktionsbeskrivelsen og de tilhørende opgaver. Det er et meget alsidigt job. Foruden den daglige sagsbehandling kommer der mange mere eller mindre okkulte opgaver forbi skrivebordet. Den ene uge skal der læses op på amerikanske lejelovgivning, idet recessionen har medført, at nogle udlejere har vanskeligt ved at tilbagebetale deposita for boliger, og så skal det undersøges, hvilke muligheder Forsvaret har for at inddrive pengene. Den anden uge skal der tages uddannelse i lovgivningskrav til madlavning, idet Danmark sammen med de andre NATO lande til den kommende byfest skal opstille en bod med smagsprøver på dansk mad, og "udskænkning" af mad og drikke til offentligheden er ikke bare noget man lige gør uden videre. I sidst uge blev han udnævnt som den lokale valgtilforordnede i forbindelse med valget til EU Parlamentet og den kommende folkeafstemning om tronfølgeloven, så han er nu ansvarlig for afvikling af brevstemmeafgivelse blandt danskerflokken herovre.
Det er sådan set alt sammen ikke så ringe endda, for det når aldrig at blive kedeligt, da der ikke er to dage, der ligner hinanden.
I denne uge har Jan været i St. Louis, Missouri for at dække et møde på vegne af Forsvarskommandoen. Smart, da det sparer en masse rejsepenge for sagsbehandlere hjemmefra, der har travlt med andre sager.
Mødet har været godt, og som det ses på billedet, er udsigten fra værelset heller ikke så ringe endda. Den 192 meter høje bue er St. Louis' vartegn og bygget i rustfrit stål. St. Louis var startstedet for den amerikanske ekspansion mod vest i 1804, og buen/byen kaldes derfor også "gateway to the West".
Lige nu kan udsigt dog være udsigt. Jan glæder sig til at tage morgenflyveren hjem til sine piger i morgen tidlig. Vi får en travl weekend med den årlige byfest til ære for NATO. Vi skal til tattoo med efterfølgende reception i morgen aften, lørdag er der parade om morgenen samt bal om aftenen og søndag er der som nævnt boder med smagsprøver på Danmark. Men alt det skal vi nok skrive mere om i løbet af weekenden.

Emma til softball.

Som nævnt har her været noget hektisk på det seneste. En af årsagerne er, at Emma er begyndt at spille softball, og sport er skam en alvorlig affære herovre. Det fylder utrolig meget i alles hverdag, og en af årsagerne er blandt andet, at hvis man bliver god til sin sportsgren, tilbyder skoler at betale ens skolegang, når man bliver større. På den måde er sporten altså nogle amerikaneres eneste mulighed for at få en videregående uddannelse, hvis ikke familien selv har sparet sammen fra børnenes barndom. At der er alvor ses også på skemaet. Træning hver tirsdag og hver anden fredag i en time samt kamp hver mandag og onsdag i halvanden time. Læg så oven i dette tre kvarters kørsel hver vej samt lektier, og så gik den uge. Nå, men Emma nyder det, og det er også sjovt for vi andre at se kampene, og som skolesystemet er indrettet uden frikvarterer, er sporten også et vigtigt socialt aspekt for børnene herovre.

Til almindelig orientering er softball stort set ligesom almindelig baseball; der kastes blot underhåndskast.

Emma er nr. 42 på Great Neck Blue Angels, og på billedet herunder er hun ved at batte i sin første kamp, og hun er ret sej til både at pitche, gribe og batte.

Der er altså stadig liv i os alle sammen...

Indrømmet.
Det er lang tid siden, vi har givet lyd fra os, og det er der mange årsager til. For det første har det været en travl måned, og da vi så endelig ville til at blogge lidt igen, havde Google fjernet vores lagerplads på siden. Det er nu bragt i orden, så tag jer i agt. De kommende dage vil I blive tæppebombet med indlæg på bloggen, efterhånden som vi får dem skrevet.

Mies kyllinger.

I Mies klasse har de den sidste måned ruget på æg. Noget af Mrs. Early's familie har en mindre kyllingefarm og, hvert år får hun leveret rugekasser og æg. Klassen modtog 42 æg i rugekasser for lidt over tre uger siden. Børnene har siden lært alt om, hvordan det er at være hønemor. Der er blevet målt temperatur og luftfugtighed i rugekasserne. Æg skal vendes tre gange i døgnet ellers "klistrer" kyllingefostret fast til indersiden af æggeskallen. De har lært, hvad alle delene i ægget heddder og, hvad kyllingefosteret bruger delene til. Hvem troede måske ikke, at kyllingen brugte sit næb til at hakke hul på ægget. Næ, det er ikke korrekt... Kyllingen har en æggetand på næbet som den bruger. Æggene er med mellemrum blevet gennemlyst med en lampe, så der er blevet holdt nøje øje med om kyllingefostrene voksede det de skulle. Endelig i tirsdags begyndte der så småt at komme små revner i æggene. Onsdag var de første kyllinger kommet ud af æggene da skoledagen begyndte. Dagene efter gik med, at få kyllingerne over i varmekasser, så de kunne komme til kræfter efter det hårde arbejde med at hakke hul på ægget. Fredag var kyllingerne så kommet så meget til kræfter, at børnene kunne holde dem. Børnene blev sat, i små grupper, på gulvet i cafeteriet. Hver gruppe fik så to små søde lysegule kyllinger. Hvor var de søde og bløde. Da den først kom op i Mies hånd blev den helt rolig og sad med halvt lukkede øjne. Sikke en larm sådan nogle kyllinger kan lave. Nu tænker I sikkert allesammen: "Bare ikke nogen træder på de søde små kyllinger"? I år, for første gang i de 16 år projektet har kørt, kom der én kylling mindre med tilbage til klassen... Fredag eftermiddag blev kyllingerne hentet og kørt tilbage til farmen. Det var et rigtigt sjovt projekt.

Shamrock Marathon.

Herovre gennemføres hvert år et stort velgørenhedsarrangement, der tager udgangspunkt i løb. Man kan løbe både marathon, halvmarathon og 8-km., og byens skoler gennemfører også en marathon på deres egen måde for de børn, der melder sig til. Siden nytår har pigerne og far løbet en gang om ugen, og det er totalt blevet til godt 25 miles (en marathon er 26,2 miles). Meningen er så, at på den store løbedag skal alle de tilmeldte børn løbe den sidste mile af deres marathon ude på strandpromenaden. I år var det i søndags kl. 1030, og der var omkring 3.000 børn tilmeldte, så som det kan ses på billedet, var der pæn trængsel i startområdet.

Efter tre uger med regn og blæst var solen heldigvis kommet frem, men det var en kold dag, for det var kun små 10 grader, og vinden ude fra Atlanterhavet trak tænder ud. Meeen alle børnene var i et vældigt humør, så der var slet ikke tid til at tænke på kulden, og som det fremgår af trøjerne, var der ingen fartgrænser den dag, så med fuld fart frem, kunne de godt holde varmen.

Der var rigtigt mange ude og heppe børnene rundt på deres tur, og det er imponerende som det virker, for vi var dårligt kommet på plads ovre i målområdet, førend tøserne kom blæsende over målstregen. Mie kom først i et ganske gevaldigt tempo, og kort bagefter kom Emma sammen med sin veninde Hunter, som hun gennemførte løbet sammen med.

Efter nu at have en marathon i kassen, fik pigerne medaljer, som de naturligt nok er ret stolte af, og det er mor og far sådan set også. Det var et godt arrangement, som børnene nød, og det er fremragende, at det samtidigt skaber interesse hos børnene for at røre sig lidt.

Den lokale sandkassekunstner havde i målområdet også lige lavet en "lille" sandskulptur med samme logo som medaljen. Prøv lige at se den på billedet - det var ret imponerende i forhold til de sandslotte vi normalt bygger med pigerne.

Da vi stod og ventede på at sende børnene afsted, kom en af Jans venner fra jobbet pludselig forbi og meddelte, at han kunne se os fra en af restauranterne, hvor han og familien havde et stort bord. De havde været der siden tidlig morgen, da hans hustru og datter havde løbet 8-km. løb kl. 7, og det var blevet en familietradition for dem at deltage i de forskellige løb med restauranten som "base". De inviterede på frokost, når vi var færdige med vores løb, så det var helt hyggeligt at få varmen og lidt at spise i "familiens skød" efter løbet.

DARE Graduation

Emmas klasse har den seneste tid deltaget i DARE (Drug Abuse Resistance Education) i skolen. Et supergodt program, der startede i Los Angeles i 1983 og siden har bredt sig til skoler over hele USA og en lang række lande i verden (fx Tyskland). Pointen er at lære de unge om farerne ved misbrug af euforiserende stoffer (hvilket tolkes som alt fra almindelig rygning til alkohol og stofmisbrug), og hvordan gruppepres fungerer og bedst undgås. De får samtidigt en række værktøjer til rationel beslutningsprocesser, og da det er de lokale sheriffer, som kører uddannelsen, giver det også et positivt forhold til uniformerede autoriteter.
Trofaste læsere af bloggen vil huske, at hun for nyligt skrev et essay om programmet, og i dag var der så "graduation", hvor børnene blandt andet afsagde "the pledge" (troskabsed) om at holde sig ude af misbrug.
Her er Emma fotograferet med sin lærer - Sheriff Apfel.

Fuldt hus på Hotel Church Point.

Så kan Hotel Church Point melde om alt optaget i sommer ferien. Farmor og farfar har meldt deres ankomst midt i august måned, og de er ikke sådan lige at slippe af med igen. De bliver indtil mormor og morfar kommer i starten af september, og har faktisk bestilt pladser på det fly, der skal tilbage til Kastrup efter at have bragt mormor og morfar herover. Det er jo praktisk, for så kan vi klare udskiftningen med én tur til Washington med bedstemorbussen ;o) Vi glæder os meget til de alle kommer og nyder sommeren med os.

Årets første aftensmåltid på terrassen.

Så kom varmen tilbage, og vi har haft en dejlig sommerdag herovre. Efter morgenmaden, havde temperaturen sneget sig op på 24 grader, så Jan tog op på basen for at få sine første golflektioner. Det er efterhånden også ved at være tiltrængt, for han er træt af altid af få klø af sine golf-buddies. Nu kan de bare vente sig... Imens indtog pigerne haven med is og kolde drikke. Det var tiltrængt, for især Emma har haft en hård uge i skolen. Der har været meget skriftligt arbejde, så foruden de lange dage i skolen, har hun brugt mellem 2 og 5 timer på lektier - hver dag..!!
Skolerne i byen har et projekt, hvor man skal løbe en marathon - altså fordelt på nogle gange. Planen er, at man fra nytår har indtil den 21. marts til at løbe 25,2 miles. Den 21. marts er det så meningen, at alle børnene skal løbe den sidste mile ude på strandpromenaden. Jan og pigerne løber sammen, og i dag var der arrangeret fællesløb fra pigernes skole i en af de lokale parker. Efter frokosten tog vi derfor taget af bilen og kørte ned for at være med. Det var varmt men hyggeligt, og pigerne har nu begge rundet de 20 miles (32 km.) - sådan.
Temperaturen holdt dagen igennem (her kl. otte om aftenen er det stadig 20 grader), og vi kunne indtage årets første aftensmåltid på terrassen afsluttet med friske jordbær fra Florida.

Mies læsehjørne.

Mie er blevet rigtig glad for at læse, og hun sluger både danske og amerikanske bøger. Hvis man ikke lige kan finde hende, er der en god chance for, at hun er i læsehjørnet, hvor Jan har fanget hende her, mens hun hygger med Bearenstein Bears. Det er yndlingsserien for tiden.

De er skøre de Romere...

Som vi vistnok tidligere har berettet, er en bil et af verdens farligste våben i hænderne på en amerikaner, når temperaturen nærmer sig frysepunktet. I dag var ingen undtagelse...
Den lovede "winter storm" indtraf som lovet i går aftes. Det har styrtet ned uafbrudt siden lørdag morgen, og i løbet af søndagen blev dette suppleret med voldsomt stormvejr og faldende temperaturer. Det blæste så voldsomt, at vi blev helt nervøse for huset (som dog står endnu). Op til flere gange fik et vindpust mod garagedørene skabt så stort tryk inde i garagen, at vores inderdør blæste op. Det giver sådan lidt dårlige nerver, for der er alarm på, som giver lyd, når en dør åbnes, og når man efter at være gået i seng hører advarslen for åbnet dør, farer der mange tanker gennem hovedet. Rikkes reaktion er bare at sige "hvad var det" (hvor i Himlens navn skulle jeg vide det fra), og så ellers vende sig om på den fede side med en forventning om, at jeg står op og finder ud af det. Det var nu heldigvis værst første gang, indtil vi fandt ud af årsagen.
Nå men de faldende temperaturer fik regnen til at falde som sne og isslag, som søndag aften skred frem, så det var helt spændende at køre på job her til morgen, selvom vejene var blevet saltet i løbet af natten. Motorvejene var ifølge trafikmeldingerne helt lukkede, så jeg kørte ad de sekundære veje ind. En tur på små 20 km., hvor jeg så ikke færre end 7 færdselsuheld, hvoraf ét var en sættevognslastbil, der havde smidt sig på tværs af en tilkørselsrampe til motorvejen med mange kilometers kø til følge. En af kollegerne havde talt 12 uheld ad den vej, han var kørt. En anden kollega havde passeret tre lyskryds, der var blokerede, fordi byens orange saltlastbiler var gået i stå midt i krydsene (de har sikkert ikke været ude at køre i flere år).
Så tænker man måske, at det da er helt naturligt, når der er "winter storm". Det absurde er bare, at det fryser 2 grader, og snefnuggene falder med samme tæthed som på billedet fra forleden, så selvom der er hård blæst har det for os nordeuropæere jo intet med vinter at gøre. Lige nu gruer jeg bare for i morgen, for de har lovet ned til minus 6 grader i nat og mere isslag. Kryds fingre for, at vi klarer os levende igennem til fredag, hvor der igen er lovet 20 grader og golfvejr.

Tunnel of Terror.

Som vi måske har berettet om i tidligere indlæg, er det ret hårdt at gå i skole herovre sammenlignet med i Danmark, da der foruden selve skolegangen er et voldsomt lektiepensum. Foruden de daglige mellem 1 og 2 timers lektier skal der laves en månedlig book report. Børnene vælger ud fra angivet kriterie selv en bog at læse, og der skal så skrives et par sider med egen beskrivelse om bogen. Derudover skal den følges op af et kreativt projekt. Sidste måneds kreative opgave var fx at skrive og optræde med en sang eller opføre et lille skuespil fra bogen i klassen. Denne måneds rapport skulle akkompagneres af en skotøjsæske med et "peep hole" (kighul), hvor der skulle laves en model af en scene fra bogen. Emma holder meget af mysterier og havde valgt bogen "Mysteriet om den forsvundne Pony", hvortil hun valgte at lave en model af Tunnel of Terror. Rapporten blev lavet sidste weekend, og denne weekend gik så med at lave modellen, som er blevet virkelig god. Nyd billederne af projektet.

Efter to weekenders slid skulle man så tro, at der var lidt luft. Men tro om. Til på torsdag skal der også lige laves et essay om DARE (Drug Abuse Resistance Education). Det er et program på skolen, hvor Politiet kommer og orienterer om misbrug af euforiske stoffer, for på den måde at forsøge at undgå misbrug ved at tale åbent om tingene. Et supergodt program, der kører på alle byens skoler. Det giver dog stof til eftertanke, at man starter allerede i 1. klasse med programmet...

Det årlige Winter Ball.

I går aftes var Rikke og Jan til hovedkvarterets årlige vinterbal, og alle sejl var sat til. Rikke tilbragte det meste af formiddagen med at lave franske negle, og eftermiddagen blev tilbragt hos frisøren, men som det ses, var resultatet også det hele værd.

Ballet blev afholdt på Founders Inn & Spa, der er blandt områdets mest mondæne steder, og som mest minder om en country club. Faciliteterne var fantastiske, og ved baren blev vi mødt af den firestjernede amerikanske Marine Corps general, der er chef for hovedkvarteret. Efter at have præsenteret sig med "Hi, I'm Jim" til Rikke, var der drinks og hyggesnak inden maden. Herfra knækkede filmen desværre, for desværre er Amerika altså bare ikke Europa, og hvad man end kan rose amerikanerne for, så er god stil altså ikke blandt deres spidskompetencer. Så hvad der blev reklameret som et bal skulle vise sig mere at have karakter af en dansk julefrokost.
Spiselokalet var et stort konferencelokale, der i lummer belysning var dækket op med 10-personers runde borde til de ca. 400 gæster. Maden var buffet, og det kan for så vidt være godt nok, men bordene blev af toast masteren sluppet fri mod buffetten i hold, og da det blev vores tur, var buffetten godt og vel hærget, og flere af fadene var tomme. Den mad der var, var i det mindste god, men det var alligevel en skuffelse, og det blev kun værre derfra. For da vi kom tilbage til bordet, var de første borde jo færdige med maden, så det til lejligheden hyrede rockband fyrede op under kedlerne og gjorde sit bedste til at tilføje de sagesløse gæster tinnitus inden kaffen. Foruden at spille vanvittigt højt, var de simpelt så håbløst ringe, at man sjældent kunne genkende de ellers kendte musiknumre, førend de var midt i sangen, og ganske få brudstykker gav dejavu til vores yngre år foran radioen. Nå, men i det mindste behøvede vi jo så ikke tale sammen under middagen, så vi kunne få spist i en fart og deltage i festlighederne, hvilket vi så gjorde, inden bulen blev ryddet til midnat.
Så selvom det ikke levede helt op til forventningerne, endte aftenen alligevel med at blive ganske hyggelig. Vi blev mætte og glade, og når man kan tage hjem med festens smukkeste pige, hvad betyder så egentlig alt det andet..??
Trine, en af de danske teenagepiger var kommet hjem til os for at være ved pigerne. Hun er sød, og de hyggede sig sammen. Efter ballet kørt Jan hende hjem, for man får ganske vist et kørekort som 16-årig herovre, men desværre må man ikke køre efter kl. 23, når man er under 18.

Endelig blev der pudset vinduer.

Så fik Jan endelig samlet mod sammen til at få pudset vinduerne. Det var aftalt, at huset skulle være rengjort ved lejemålets indgåelse, og det mente udlejer da også, at det var. Man skal bare kende lidt til amerikanernes opfattelse af rengøring for at forstå, hvorfor vi måske nok syntes, at der kunne være gjort lidt mere. Amerikanerne gør faktisk rent ligesom på reklamerne i fjernsynet. Der findes en myriade af forskellige produkter, der lige kan sprøjtes på og tørres efter med en klud. Produkterne er fyldte med klor og andre gode sager, så de desinficerer ganske givet, men de gør altså knapt så rent som det ser ud til på TV... Vi spøger lidt med, at i USA er noget rent, når det stinker af klor, og noget virker, når det larmer.
Nå men vinduerne var i hvert fald blevet tværet over med en klud, men de var på ingen måde, hvad en vinduespudser ville kalde rene. Så der var til sidst ingen vej uden om, for Jan har jo lært det af den bedste. Desværre for Jan, er der jo altså en første sal, så det var godt, at stigen var kommet med. Som om stigeakrobatik ikke var nok, er der helt okkult mange vinduer i huset, så det var ikke nogen helt lille opgave at få det hele pudset. Men efter mange års lære hos farmand gik det ganske hæderligt, og det er det hele værd nu. Det føles som om, dagen er blevet flere timer længere, sådan som lyset kan komme ind.

Mens vi venter på snestormen...

Så er den gal igen. Ifølge meteorologerne skal vi forvente en snestorm natten mellem søndag og mandag, så byen er på den anden ende. Den kommende snestorm er på alles læber, og selv NATO hovedkvarteret har opdateret og rundsendt sin nødplan samt nødtelefonnumre. Ret skal være ret, temperaturen er også faldet noget tilbage mod de små etcifrede tal, og som det kan ses på billederne, er der da også antræk til noget. Men helt ærligt - jeg var nødt til at tage blitz på, for at få snefnuggene til at fange lyset for at kunne se dem på billedet, så mon ikke også vi overlever denne gang!?
Det mest ejendommelige er faktisk, hvor voldsomt og hurtigt vejret skifter. Det er ikke andet end to dage siden, jeg gik små fem timer i korte ærmer og spillede golf i 20 grader, og nu truer de med snestorm. Hvis der skulle være tvivl, foretrækker vi alle de tocifrede temperaturer.

Bingo Night

Mie og Rikke har været til Bingo Night på skolen. Emma syntes det lød lidt træls, så Jan og hende blev hjemme.
Vi skulle være på skolen 17.45. I døren mødte vi Mies venner tvillingerne Robby og Rachel og deres mor Susan. Dem satte vi os sammen med. Så blev der serveret pizza og salat og dessert. Det var skolens lærere, der var tjenere for en aften. Mens vi spiste spillede et rockband. Det var børn fra 6. klasse der tidligere havde været elever på Thoroughgood (elementary school er kun til og med 5. klasse). De var ret gode.
Sammen med indgangsbilletten havde vi fået hver 5 bingoplader. I Amerika står tallene, på pladerne, på rækker under bogstaverne "B, I, N, G, O". Når så tallet råbes op kaldes både bogstav og tal. Det tog danskerne et øjeblik at regne ud... Først gik det lidt trøvt med tallene og, man siger ikke "ryst 'æ pos" i Amerika, så vi var noget nedtrykte. Pludselig i tredie runde tog pokker ved Mie og, hun fik bingo. Efter at tallene var kontrolleret kunne Mie med hjælp fra Emmas lærer, Mrs. Phoenix, vælge en gevinst. Hun valgte sig et træhus, hvor der bor en bjørnefamilie. Træets krone er en lille taske til, at gemme tingene i. Hurra for Mie. Senere vandt Rachel også, men stakkels Robby kunne ikke få tallene til at stå på række. Hele arrangementet var for at samle penge ind til et "Smart board" til skolen. Der blev både solgt slush ice og popcorn. Naturligvis var der også amerikansk lotteri.

Åbningstider på Hotel Church Point 2009.

Så er der så småt ved i grove træk at være styr på årets ferier.
Årets Spring Break går i år til Orlando i Florida, hvor vi skal genopleve de gode tider i områdets forlystelsesparker. Vi tager afsted fredag den 10. april og er hjemme igen lørdag den 18. april om aftenen.
Sommerferien bliver en længere roadtrip på tværs af USA til Dallas i Texas, hvorfra vi skal langs den Mexikanske Golf og Atlanterhavskysten hjem. Vi tager afsted onsdag den 15. juli og regner med at være hjemme igen søndag den 9. august.
På nær disse perioder er Hotel Church Point åbent for reservationer, hvis nogen skulle få lyst. Afhængig af hvem man gerne vil gøre selskab, skal vi dog lige gøre opmærksom på, at familiens piger tager til Danmark torsdag den 18. juni og vender hjem igen torsdag den 9. juli.

En anstrengende dag i statens tjeneste.

Livet som udsendt for den danske stat er nu hårdt og opslidende og slet ikke særligt misundelsesværdigt. Tag nu bare sådan en tilfældig valgt vinterdag som i dag...

Da Jan kørte ud af garagen i morges kl. 0630, viste termometret 16 grader, men han tog naturligvis på arbejde og gjorde sin pligt i varmen. Hans udsendte hustru, som dog ikke skulle på kontoret, havde også en anstrengende dag. I den varme skal fødderne jo lukkes ud i det fri, så hun sled sig igennem en formiddag på fodklinikken sammen med sin veninde Else fra den danske Maersk familie på vejen. Sammen kæmpede de sig igennem fodbad, massager, lakering og alt til faget hørende, så de kan være bekendt at vise sig i offentligheden i klipklappere igen.

Da Jan havde tjent sit land, havde temperaturen sneget sig op på 24 grader, så han var nødt til at køre hjem med taget nede, og han måtte finde sig i både vindblæst hår og trafikstøj, så man næsten ikke kunne høre radioen.

Og Hjemis er her jo heller ikke, så på vejen hjem fra arbejdet måtte Jan standse i supermarkedet og købe ispinde, så familien havde lidt til en hyggestund på terrassen efter at have brugt gyngestativet for første gang i år.

Men det allerværste ved varmen er sådan set, at man ikke kan snyde sig fra havearbejdet. Vi har fem store træer i haven, som har smidt bladene i løbet af vinteren. Dem rev Jan sammen og fik hjælp fra Emma og Mie til at stable dem op ude ved vejen. 11 store sække og en stor stak grene blev det til i det hele. Til gengæld skal man ikke selv køre dem i containeren. Man sender blot en mail til kommunen, der så henter dem i morgen. Så ét lyspunkt er der da, på en ellers helt igennem modbydelig dag, hvor man bare ville ønske, at man kunne holde vinterferie ligesom jer derhjemme.