torsdag den 30. april 2009

Emma til softball.

Som nævnt har her været noget hektisk på det seneste. En af årsagerne er, at Emma er begyndt at spille softball, og sport er skam en alvorlig affære herovre. Det fylder utrolig meget i alles hverdag, og en af årsagerne er blandt andet, at hvis man bliver god til sin sportsgren, tilbyder skoler at betale ens skolegang, når man bliver større. På den måde er sporten altså nogle amerikaneres eneste mulighed for at få en videregående uddannelse, hvis ikke familien selv har sparet sammen fra børnenes barndom. At der er alvor ses også på skemaet. Træning hver tirsdag og hver anden fredag i en time samt kamp hver mandag og onsdag i halvanden time. Læg så oven i dette tre kvarters kørsel hver vej samt lektier, og så gik den uge. Nå, men Emma nyder det, og det er også sjovt for vi andre at se kampene, og som skolesystemet er indrettet uden frikvarterer, er sporten også et vigtigt socialt aspekt for børnene herovre.
Til almindelig orientering er softball stort set ligesom almindelig baseball; der kastes blot underhåndskast.
Emma er nr. 42 på Great Neck Blue Angels, og på billedet herunder er hun ved at batte i sin første kamp, og hun er ret sej til både at pitche, gribe og batte.

Ingen kommentarer: