søndag den 1. marts 2009

Det årlige Winter Ball.


I går aftes var Rikke og Jan til hovedkvarterets årlige vinterbal, og alle sejl var sat til. Rikke tilbragte det meste af formiddagen med at lave franske negle, og eftermiddagen blev tilbragt hos frisøren, men som det ses, var resultatet også det hele værd.

Ballet blev afholdt på Founders Inn & Spa, der er blandt områdets mest mondæne steder, og som mest minder om en country club. Faciliteterne var fantastiske, og ved baren blev vi mødt af den firestjernede amerikanske Marine Corps general, der er chef for hovedkvarteret. Efter at have præsenteret sig med "Hi, I'm Jim" til Rikke, var der drinks og hyggesnak inden maden. Herfra knækkede filmen desværre, for desværre er Amerika altså bare ikke Europa, og hvad man end kan rose amerikanerne for, så er god stil altså ikke blandt deres spidskompetencer. Så hvad der blev reklameret som et bal skulle vise sig mere at have karakter af en dansk julefrokost.
Spiselokalet var et stort konferencelokale, der i lummer belysning var dækket op med 10-personers runde borde til de ca. 400 gæster. Maden var buffet, og det kan for så vidt være godt nok, men bordene blev af toast masteren sluppet fri mod buffetten i hold, og da det blev vores tur, var buffetten godt og vel hærget, og flere af fadene var tomme. Den mad der var, var i det mindste god, men det var alligevel en skuffelse, og det blev kun værre derfra. For da vi kom tilbage til bordet, var de første borde jo færdige med maden, så det til lejligheden hyrede rockband fyrede op under kedlerne og gjorde sit bedste til at tilføje de sagesløse gæster tinnitus inden kaffen. Foruden at spille vanvittigt højt, var de simpelt så håbløst ringe, at man sjældent kunne genkende de ellers kendte musiknumre, førend de var midt i sangen, og ganske få brudstykker gav dejavu til vores yngre år foran radioen. Nå, men i det mindste behøvede vi jo så ikke tale sammen under middagen, så vi kunne få spist i en fart og deltage i festlighederne, hvilket vi så gjorde, inden bulen blev ryddet til midnat.
Så selvom det ikke levede helt op til forventningerne, endte aftenen alligevel med at blive ganske hyggelig. Vi blev mætte og glade, og når man kan tage hjem med festens smukkeste pige, hvad betyder så egentlig alt det andet..??
Trine, en af de danske teenagepiger var kommet hjem til os for at være ved pigerne. Hun er sød, og de hyggede sig sammen. Efter ballet kørt Jan hende hjem, for man får ganske vist et kørekort som 16-årig herovre, men desværre må man ikke køre efter kl. 23, når man er under 18.

Ingen kommentarer: