mandag den 2. marts 2009

De er skøre de Romere...

Som vi vistnok tidligere har berettet, er en bil et af verdens farligste våben i hænderne på en amerikaner, når temperaturen nærmer sig frysepunktet. I dag var ingen undtagelse...
Den lovede "winter storm" indtraf som lovet i går aftes. Det har styrtet ned uafbrudt siden lørdag morgen, og i løbet af søndagen blev dette suppleret med voldsomt stormvejr og faldende temperaturer. Det blæste så voldsomt, at vi blev helt nervøse for huset (som dog står endnu). Op til flere gange fik et vindpust mod garagedørene skabt så stort tryk inde i garagen, at vores inderdør blæste op. Det giver sådan lidt dårlige nerver, for der er alarm på, som giver lyd, når en dør åbnes, og når man efter at være gået i seng hører advarslen for åbnet dør, farer der mange tanker gennem hovedet. Rikkes reaktion er bare at sige "hvad var det" (hvor i Himlens navn skulle jeg vide det fra), og så ellers vende sig om på den fede side med en forventning om, at jeg står op og finder ud af det. Det var nu heldigvis værst første gang, indtil vi fandt ud af årsagen.
Nå men de faldende temperaturer fik regnen til at falde som sne og isslag, som søndag aften skred frem, så det var helt spændende at køre på job her til morgen, selvom vejene var blevet saltet i løbet af natten. Motorvejene var ifølge trafikmeldingerne helt lukkede, så jeg kørte ad de sekundære veje ind. En tur på små 20 km., hvor jeg så ikke færre end 7 færdselsuheld, hvoraf ét var en sættevognslastbil, der havde smidt sig på tværs af en tilkørselsrampe til motorvejen med mange kilometers kø til følge. En af kollegerne havde talt 12 uheld ad den vej, han var kørt. En anden kollega havde passeret tre lyskryds, der var blokerede, fordi byens orange saltlastbiler var gået i stå midt i krydsene (de har sikkert ikke været ude at køre i flere år).
Så tænker man måske, at det da er helt naturligt, når der er "winter storm". Det absurde er bare, at det fryser 2 grader, og snefnuggene falder med samme tæthed som på billedet fra forleden, så selvom der er hård blæst har det for os nordeuropæere jo intet med vinter at gøre. Lige nu gruer jeg bare for i morgen, for de har lovet ned til minus 6 grader i nat og mere isslag. Kryds fingre for, at vi klarer os levende igennem til fredag, hvor der igen er lovet 20 grader og golfvejr.

Ingen kommentarer: