Hershey Chocolate World.

Når man nu er i umiddelbar nærhed af amerikas største chokoladeproducent, så er det nærmest et "must", at lægge et besøg ind. Naturligvis har Hershey's også lavet en Chocolate World, så der kan tjenes lidt på turisterne.

Det viste sig nu at være meget sjovt, og selvom vi havde hørt, at man kun skulle regne med at buge en halv times tid dér, så endte vi nu alligevel med at bruge nogle timer. De havde en tur, hvor man i en slags tog blev kørt gennem en chokoladebars produktionslinje helt fra træerne i troperne og indtil det færdige produkt. Det sjoveste var nu, at der også var lavet en mini-produktion, så man kunne prøve at lave sin egen chokoladebar. Her er vi iført hårnet og forklæder efter alle kunstens regler og i fuld gang med vores produktion.

Man kunne selv vælge ingredienser og så følge produktionen af sin bar, indtil man til sidst skulle designe sin egen indpakning og endelig efter en lille times tid kunne få sin egen helt personlige chokoladebar udleveret som souvenier.

Efter besøget ved Hershey's kørte vi lidt rundt i Amish Country for at vise pigerne denne lidt alternative livsstil. Der var både hestevogne og løbehjul, som vi så dem transportere sig rundt med.

Og da de ikke må bruge nogle former for moderne apparater, bruger de også hestetrukne plove til at passe deres marker med.

Byen havde i øvrigt genåbnet efter Independence Day, så vi fik aftensmad på en lokal restaurant, og så hyggede vi os med 20 huller minigolf inden sengetid. Selv om natten ligger temperaturen midt i trediverne, så det var skønt at være ude.

Amish Country.

Så blev det tid til at forlade Canada og vende næsen hjemad mod Virginia Beach. Vi havde dog bestemt os for at tage hjemturen af to omgange, så efter morgenmaden kørte vi på amerikas uafhængighedsdag til Amish Country. Det er et område i Pennsylvania, hvor Amish holder til. Det er en religiøs bevægelse (ja vel nærmest en slags sekt), som ikke har noget med den moderne verden at gøre. De kører i hestevogne, har ikke strøm og ernærer sig primært gennem landbrug og håndværk og så i de senere år til en vis grad gennem turisme. Det ligger ca. halvvejs mellem Virginia Beach og Niagara Falls, og området er fantastisk smukt og bjergrigt, så det var perfekt til at gøre holdt undervejs. Derudover er det meget sjovt at se folk leve på den måde i vore dage, og så ligger amerikas største chokoladefabrik (Hershey's) midt i Amish Country.
Køreturen varede det meste af dagen, og Rikke havde fundet en bed and breakfast, vi skulle bo på i Manheim.

Tea Kettle Inn viste sig at være smadderhyggelig, og vi fik et fint værelse at bo i. Desværre var (næsten) alt lukket på grund af helligdagen, men det lykkedes os efter at have kørt rundt i en times tid at finde et sted, hvor vi kunne få aftensmad. Ude på bøhlandet som vi var, tog de selvfølgelig ikke kreditkort, og vores kontantbeholdning var lidt slunken, så der var altså ikke frit valg på hylderne, men Rikke og jeg fik da slået lidt penge sammen, så vi alle kunne blive mætte. En lidt anden oplevelse end New York, men bestemt også en del af USA, som er værd at opleve.

Niagara Falls - dag 3.

Endnu en fantastisk morgen, hvor solen bagte fra en skyfri himmel og præsenterede faldene og Niagara floden fra deres bedste side – sådan skulle man altså vågne hver morgen.
Efter morgenmaden besluttede vi os for at se lidt mere af Canada, så vi hentede bilen og kørte nordpå langs floden mod Lake Ontario, hvor der angiveligt skulle ligge en lille hyggelig by.
På vejen kom vi forbi en ”bugt” i floden, som bliver kaldt the Whirlpool. Her er vi på toppen af klipperne foran bugten.

Man kunne gå af en skovsti ned til vandet, og det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var faktisk en anstrengende tur ned ad klippesiderne, men en flot og anderledes måde at nyde naturen på, da vi først var kommet derned. Her er vi nede ved det stykke strand, som kan ses bag Jan og pigerne på billedet herover.

Lige over for lå en fantastisk golfbane, og det trak lidt i Jan for at komme ud og spille. Desværre havde han ikke taget køllerne med, så han måtte i stedet med pigerne på turen videre ind i Canada. Det viste sig at være heldigt. Den canadiske side af floden er virkelig hyggelig og smuk med vinmarker, frugtplantager, flotte huse og masser af rastepladser, hvor folk holdt picnic. Også byen Niagara on the Lake ved Lake Ontario var rigtig hyggelig, og vi gik en tur på markedet og nød solen og varmen, inden turen gik sydover mod faldene igen. Vi havde nemlig luret, at flere af plantagerne havde udsalg, og når man først én gang har fået en friskbagt frugtpie, som de laves herovre, vil man gøre alt for at få en igen – og det var blevet kaffetid. Halvvejs tilbage fandt vi ganske rigtigt en lille gård med udsalg i laden, hvor mor havde bagt frisk æbletærte, som vi fik sammen med en kop kaffe. Her er vi ved Lake Ontario i Niagara on the Lake.

Resten af eftermiddagen blev brugt i hotellets pool, inden vi sluttede vores sidste aften i Canada med at bestille aftensmaden hos room service og så bare hænge ud på værelset og nyde udsigten. Uvist af hvilken årsag, for Independence Day er jo først den 4., blev det mest fantastiske fyrværkeri fyret af på USA siden kl. 2130. Det varede i mere end 20 minutter, og var simpelt hen enestående. Mon en eller anden stakkels gut er kommet til at tage fejl af datoerne? I så fald er vi taknemmelige, for vi skal fejre 4. juli i Amish Country, og de er vist ikke patriotiske over for ret meget andet end deres tro, så dér skal vi nok ikke forvente os det store i fyrværkeri og festligheder.

Niagara Falls - dag 2.

Da vi havde værelse på 31. sal, var der ingen grund til at rulle gardiner for, og det var en fantastisk oplevelse at vågne til synet af vandfaldene.

Det var en helt skyfri dag, og uden skyer kan man for alvor se, hvor megen kraft der er på hesteskofaldet, da skyerne fra vandet sprøjter højere op i luften end højhusene. Det som ligner skyer på billedet herunder er vand, som slår op fra hesteskofaldet (billedet er taget på 31. etage).

Efter en solid buffet med masser af æg, bacon og vafler gik vi ned til faldene. Der er to. Et lige som kaldes American Fall (til venstre) og et buet som kaldes Horseshoe Fall (til højre).

Først skulle vi prøve Maid of the Mist. Det er en båd som sejler ved siden af amerikafaldet og derefter helt ind til foden af hesteskofaldet, så man for alvor kan fornemme Moder Naturs inferno for foden af verdens største vandfald.

Vi fik udleveret regnslag, og da vi var ved at dø af varme i de plasticposer, overvejede vi egentlig kortvarigt at tage dem af, for så slemt var det da ikke, da vi sejlede over til amerikafaldene.

Det ændrede sig dog snart, da vi kom ind i hesteskoen, for her var elementernes rasen så vild, at vi selv med regnslagene blev drivende våde. I sommermånederne render der ca. 20 millioner liter vand i sekundet (!) gennem faldet, og i perioder var det simpelt hen helt umuligt at holde øjnene åbne og stå med front mod faldene. Man måtte bare søge lidt ly ved at vende ryggen til og føle sig ydmyg over for Moder Natur. Helt vildt at tænke på, at der faktisk engang i tresserne er en dreng, som faldt af en båd og overlevede turen ned kun iført badebukser og redningsvest.

Jeg har taget dette lille videoklip som måske kan give et indtryk af, hvor voldsomt det egentlig er, når 20 millioner liter vand i sekundet ryger ud over hovederne på én.

Helt overvældet og grebet af stemningen hærgede vi selvfølgelig gift shoppen og poserede til billeder foran faldene bagefter. Til stor fornøjelse for pigerne, for Jan så ud som om, han havde tisset i bukserne i flere timer bagefter.

Da vi endelig var blevet tørre, var det tid til næste close encounter med Niagara Falls, da der nede ved hesteskofaldet er en ”Journey Behind the Falls”. Her blev vi endnu en gang udstyret med regnslag, og så kørte vi med elevator ned til nogle gange, så man kunne komme ud og stå i nogle huler lige bag vandet, som fossede forbi. Det er sådan set ikke fordi man kan se ret meget med de helt utrolige vandmængder, som tordner forbi, men alligevel en ret imponerende oplevelse.

Derefter kom regnslagene endnu en gang til sin ret, da der også var lavet en observationsplatform ved siden af faldet, som vi naturligvis skulle ud på for igen at opleve kræfterne og få et par billeder. Det vandtætte kamera som Jan købte inden turen til Caribien fik for alvor tjent sig hjem på denne dag.

Efter en begivenhedsrig dag i nærkontakt med naturen, fik vi aftensmad på en italiensk restaurant ved hotellet og slappede derefter bare af på værelset, som simpelt hen bare har den bedste udsigt, og endnu engang var der fyrværkeri kl. 22 til lige at sætte prikken over i-et.

Niagara Falls - dag 1.

Vi afsluttede vores ophold i New York City med at spise morgenmad på Ellen’s Stardust Diner, da det var så sjovt, at det skulle opleves en sidste gang. Derefter tilbage til hotellet og pakke sammen, og lidt over 12 var vi på vejen igen med kurs mod Canada.

Det var en lang køretur, men ligeså snart man kommer lidt ind i landet, tynder trafikken noget ud, så man kan sætte fartpiloten og slappe lidt af, mens man følger vejen, der er som trukket efter en lineal ud i horisonten. Så efter 8 timer og et par pit stops havde vi tilbagelagt de små 700 km. og ankom til Niagara Falls. Byen er fordelt på både den amerikanske og den canadiske side af floden og vandfaldene, men sjovt nok har amerikanerne ikke gjort noget særligt ud af det, så vi havde valgt at bo Canada siden.
Vi indlogerede os på Hilton, og fik en suite på 31. sal med vinduer fra gulv til loft og udsigt lige ned over begge vandfaldene. Det var en helt enestående udsigt, og da mørket faldt på blev der tændt lys bag faldene, så de kan nydes indtil midnat. Prøv at se en udsigt over American Fall fra vores værelse.

Suiten er lavet sådan, at der er glasvæg ind til badeværelset, så man kan sidde i jacuzzien og kigge ud på faldene. Vi havde da heller ikke været på værelset i 10 minutter, før Mie havde smidt kludene og var hoppet i med en drink og boblerne kørende for fuld skrue.

Ingen gad rigtig gå ud efter den lange tur, så aftensmaden blev bestilt ved room service, som leverede så vi kunne blive bænket foran vinduet i sofaen og nyde udsigten.

Udsigten var ganske enkelt storslået og blev ikke ringere af, at der hver aften i sommermånederne bliver vist fyrværkeri foran vandfaldene kl. 22. 1. juli er Canada’s nationaldag, og den blev fejret på behørig vis med ekstra flot fyrværkeri denne aften.

New York - dag 6.

I dag lykkedes det at mødes med Jans danske kollega i FN hovedkvarteret.

Desværre er FN bygningen ved at gennemgå en gennemgribende renovation, så det var begrænset, hvad vi kunne se. Den er bygget i en tid, hvor asbest ikke var et problem, og da den er klassificeret som et vartegn, kan den ikke rives ned og genopbygges men skal totalt renoveres. Et projekt som tager fem år og formentlig koster spidsen af en jetjager. Sikkerhedsrådet er blevet lukket, men vi kom ind i Generalforsamlingen, hvor alle 196 medlemslande mødes.

Det var meget sjovt at se, og da vi havde privat guide, kunne vi også komme ned i salen og gå rundt, så pigerne kom både på talerstolen og den danske delegations plads.

Efter rundturen i FN slog vi vejen forbi Grand Central Terminal og Chrysler bygningen, som egentlig er ret imponerende, men som man sjældent får set, da de ikke lige i umiddelbart i nærheden af de sædvanlige turistmål.

Pigerne havde stadig lidt penge som brændte i lommen, så vejen blev også lagt forbi Claire’s på Broadway på vej tilbage til hotellet, hvor vi kunne slappe af en god times tid inden afgang mod Bronx, hvor New York Yankees’ stadion ligger. De spillede hjemmekamp i aften, og da Emma og Rikke er store baseball fans, havde vi sikret os billetter hjemmefra.

Yankee Stadium ligger i Bronx, så det var ærlig talt en lidt skummet tur med subway’en derop. Men vi fandt og kom til stadium i god behold og indtog vores pladser, som faktisk viste sig at være ret gode, selvom det var bleachers. Vi sad lige over home plate og i første række, så vi havde frit udsyn til spillet og holdets store spillere.

Spillet som sådan var desværre ikke nogen stor succes, for selvom Yankees ellers er et af de mest vindende hold, valgte de altså denne aften til at tabe stort til Seattle Mariners.

Vel tilbage i Midtown Manhattan fik vi is på trappen på Times Square og nød denne vores sidste aften i New York for denne gang.

New York - dag 5.

Vi skulle egentlig have været nede og se FN i dag, fordi en af de danskere som arbejder dér havde lovet en rundvisning. Han blev imidlertid kaldt til møde, så det er udsat til i morgen. Til stor fornøjelse for pigerne i øvrigt, for dagens program stod foruden FN på shopping, som der så nu kunne bruges en hel dag på.
Vi har besøgt, hvad der føles som hver eneste skobutik og tøjforretning på 5th og 6th Avenue, herunder landets største Macy’s (ligesom Illum eller Magasin) på 9 etager.
Pigerne har haft en fantastisk tid, og jeg er blevet ret god til at slæbe poser. Heldigvis er butikkerne herovre ret velforsynede med bænke og stole, så man i det mindste kan slappe lidt af undervejs. Her har jeg udnyttet tiden til at researche diverse restauranter, og sør'me om jeg ikke fik bord til os i aften på Bar Americain, som er Bobby Flay’s restaurant. Han er Iron Chef(ligesom vores spiseoplevelse i Philadelphia) og en af USA’s mest kendte kokke. Han laver mexicansk inspireret amerikansk mad og har et utal af shows på TV. Restauranten var kun 10 minutters gang fra hotellet, og vi havde fået bord til kl. 2030. Stedet og maden levede helt op til forventningerne, og de var søde til at tilpasse menuen til børnene, så vi alle havde en dejlig aften med aldeles fremragende mad.

New York - dag 4.

Føj for en start på dagen. Helt imod principperne for ferien, var vi nødt til at have vækkeuret tændt i dag, og det ringede altså kl. 7. Efter at have vænnet sig til at vågne mellem 9 og 10 føltes det som meget tidligere, men det var nødvendigt, da dagens udflugtsmål var Frihedsgudinden og Ellis Island.

Siden terrorangrebet i 2001 har Frihedsgudinden været lukket land for turister, men sidste år blev øen genåbnet, og der var også igen mulighed for at komme op i kronen. Det kræver dog lidt planlægning, da sikkerhedsforanstaltningerne er blevet værre end i lufthavne, og der lukkes kun 240 mennesker op hver dag. Så billetterne skal bestilles flere måneder i forvejen, men det havde vi heldigvis også gjort, så vi kunne være sikre på at få det hele med. Så efter lidt hurtig morgenmad tog vi subway’en ned til sydspidsen af Manhattan, hvor vi kl. 9 steg ombord i færgen til Liberty Island.

Ovre på øen er der en fantastisk udsigt til Manhattan skyline, som selv uden World Trade Center er vildt betagende. Og når man går rundt ovre mellem skyskraberne er det lidt vildt at tænke på, at de ragede 1/3 højere op end alt det, som er derovre nu. Vi var faktisk senere på dagen forbi byggepladsen, hvor der er kommet godt gang i byggeriet. Freedom Tower som er ved at blive bygget i stedet for, er allerede ca. 10 etager højt.

Vi har haft hedebølge herovre på Østkysten den seneste uges tid, og i dag var ingen undtagelse. Temperaturen var sidst i 30’erne og med en luftfugtighed på 60%, var det en styg dag at skulle klatre 354 trappetrin på en snæver vindeltrappe inde i en kobberfigur.

Til gengæld var det en enestående oplevelse, da man først var kommet derop, og fordi der kun åbnes for et meget begrænset antal gæster, havde man masser af tid deroppe til at kigge, tage billeder og høre historier fra guiderne, som sad deroppe (de stakler). Her er familien Nielsen oppe i kronen.

Her er Mie på opfordring fra en guide halvvejs på vej ud af vinduet for at klappe hende på ydersiden.

Efter Frihedsgudinden tog vi færgen over til Ellis Island, som indtil 1954 var dér, hvor alle immigranter til USA kom igennem i nyere tid. I alt er 14 millioner mennesker kommet gennem denne port til Land of the Free.

Det er nok en størst oplevelse, hvis man har forfædre, som er kommet igennem. Det er mulig at slå op i registrene og finde sine rødder. Men selv uden forfædre var det interessant at se, hvordan indvandring i USA helt fra begyndelsen har været begrænset af meget stramme regler. Man har skullet demonstrere en vis uddannelse, et vist intellekt, en evne til at forsørge sig selv og et vist økonomisk udgangspunkt. Måske ikke nødvendigvis særligt politisk korrekt, men det er faktisk på samme måde i dag, inden der gives green card, og måske kunne man lære noget i Europa, for (legal) indvandring og mangfoldighed synes at være en stor styrke ved USA.
Efter en times tid på Ellis Island, tog vi tilbage til Manhattan og hotellet, hvor vi slappede af et par timer, inden vi tog ud og shoppede lidt inden lukketid. Mie skulle i American Girl Place (helt specielle dukker) og bruge penge, og vi andre var lidt med på slæb.
Aftensmaden fik vi udendørs på en restaurant i Bryant Park, og det var skønt at spise ude i den hyggelige park.

New York - dag 3.

Hver eneste gang jeg kommer op på vores værelse, kan jeg ikke lade være med at falde i staver ved vinduet. Vi har simpelt hen den mest betagende udsigt. Nyd dette billede fra i går aftes.

Igen i dag sov vi længe – faktisk så længe at det kneb med at finde et sted, som stadig serverede morgenmad, da vi var klar til at indtage den. Heldigvis faktisk, for i stedet for vores sædvanlige sted, måtte vi finde et andet, og vi fik øje på Ellen’s Stardust Diner lidt nede ad gaden.

Det viste sig at være en oplevelse helt for sig selv. Tjenerne optrådte på skift med sang, og de var faktisk rigtig gode. Angiveligt er en af dem kommet videre i næste sæson af American Idol, og 10 af dem er blevet ”opdaget” på diner’en og har fået jobs på Broadway. Prøv at nyd denne video for et indtryk af stemningen.

Heldigvis var maden lige så god som underholdningen, og vores tjener både sang og hældte kaffe op på samme tid.

Efter ”morgenmaden” gik vi en tur på Museum og Modern Art.

Det var ikke med pigernes gode vilje, men det sjove var, at de efter et stykke tid blev helt grebet af at lave deres egen fortolkning af billederne og skulpturerne. Her er Mie helt væk.

Meeen træerne gror heller ikke ind i himlen, så efter et par timer måtte Rikke og jeg kigge selv, mens pigerne var mere fordybet i iPhones og Nintendoer.

Og helt ærligt så er 6 etager med moderne kunst også lige rigeligt for vi to gamle, så vi røg lidt hurtigt igennem det sidste, så vi kunne komme videre. Eftermiddagen stod nemlig på shopping på 5th Avenue, og det trak nok lidt mere. Forinden trængte vi dog til at hvile fødderne lidt, så vi stressede af på Starbuck’s med lidt kaffe og kage, og så kørte vi en tur med hestevogn i Central Park.

Rystende nok viste det sig, at byen som aldrig sover alligevel lukker butikkerne tidligt om søndagen, så vi nåede kun halvvejs gennem butikkerne på 5th Avenue. Så her bliver jeg jo nok slæbt med op igen, inden vi forlader byen.

Aftensmaden blev en flok store burgere på Five Guys, inden vi naturligvis skulle via Times Square hjem. Hver gang vi har været heroppe, har Mie ønsket sig at køre i pariserhjulet inde i Toys R Us, men køen er altid forfærdelig lang derinde. I dag havde vi dog besluttet, at nu skulle det være.

Da pigerne kørte alene og kun var to, fik de dog lov at springe over i køen, så efter kun fem minutter var de ombord, og så er det krydset af på listen, og vi kunne drysse hjem igennem Times Square.