Endelig jul.

Uanset hvor gammel man bliver, er ventetiden til juleaften altså bare laaaang. Og det var ikke nemmere i år, hvor jeg havde to dage alene, mens Rikke stadig arbejdede, og pigerne gik i skole. Heldigvis har vejret været fantastisk, så jeg har fået spillet lidt golf. Årets sidste runde fik jeg ind med en kammerat i torsdags i 20 grader og med fantastisk udsigt over James River.

Samme eftermiddag fik Rikke og pigerne heldigvis også ferie, så for at kickstarte julestemningen, kørte vi et smut til Christmas Town i Busch Gardens, Williamsburg. Forlystelsesparken er totalt pakket ind i julelys, og så drysser man ellers blot rundt og drikker varm kakao og spiser churros, som er mexicanske friturestegte kagestænger med sukker og kanel på - mmmmmm.
I store træk minder det vel om Tivolis julemarked, selvom det var lidt underligt at gå på julemarked i 15 graders varme, og flere gæster gik rundt i shorts og flip flops. Men alligevel en dejlig afveksling fra sidste år, hvor vi var ved at dø af kulde deroppe, når vi var nødt til at stå stille i en kø.

I dag har vi så gjort det sidste klart til den store aften. Gaverne er under træet, ænder og flæskesteg avec er godt undervejs, ris a la mande er i køleskabet, og julekalenderne er set færdige. Her til eftermiddag har vi været en tur på stranden og trække lidt frisk luft og bygge appetitten op til herlighederne om et par timer. Eneste tilbageværende gøremål er tjansen som julemand hos vores venner nede ad gaden, og SÅ er det jul.

Det er lidt underligt at tænke på, at I alle hjemme vel så småt er ved at færdige med juleaften på dette tidspunkt. Men uanset hvad, ønskes alle en glædelig jul, og vores tanker og hilsener går også til de, der ikke kan være sammen med deres kære denne aften.

Sæsonens første frostvejr

Der er al mulig grund til at være i julestemning herovre.
I går var vi til årets anden julegudstjeneste med vores konfirmand in spe. For 14 dage siden deltog vi i den norske julegudstjeneste, som holdes hvert år her i byen af den norske sømandspræst. Den danske sømandspræst kører desværre ikke længere sydpå end Washington DC, så vi måtte et smut derop i går for også at deltage i den danske. Det var nu meget hyggeligt, og så havde vi jo samtidigt muligheden for at komme i Ikea, hvor pigerne handlede nye møbler til deres værelser, og jeg fik sild til julefrokosten.
Som prikken over i-et ift. juletiden havde vi i nat denne sæsons første nattefrost. Ganske vist kun -½ grader, men alligevel. Heldigvis betyder det masser af sol om dagen, så vi klager ikke.

En travl julemåned.

Pyha, det har været en travl december måned. Så nu hvor travlheden så småt er ved at lægge sig, julekortene er sendt, og vi alle fire gør klar til at holde ferie, er det vist tid til at gøre lidt status.

Rikke har foruden sin praktikplads skrevet flere opgaver til semesterafslutningen, end hun orker at tælle. De er til gengæld alle afleverede nu, og selvfølgelig har hun flot bestået alle sine fag, så nu er der "kun" ét semester og tre fag tilbage, til hendes MPA er i hus.

Universitetet er blevet så glade for hende, at de tilbød hende et job til næste år. Med tre fag tilbage, var det en lidt overvældende tanke, så hun takkede i første omgang pænt nej. Men de insisterede og imødegik hvert af hendes argumenter med et tilbud om at tilpasse jobbet, så det kunne passe i hendes dagligdag. Så i går underskrev hun kontrakten, så hun starter den 9. januar som Graduate Assistant på Old Dominion University Career Management Center, 15 timer om ugen. Det er da meget godt gået!

En stor del af november måned gik med at planlægge et besøg af den Parlamentariske Forsamling til NATO fra Folketinget her hos os. Til at begynde med, var det en større forsamling, som skulle have kommet hertil, men på grund af den hjemlige politiske virkelighed, faldt en del af deltagerne fra undervejs. Fx fik vi, af årsager som er kendte for alle, afbud fra Troels Lund Poulsen dagen før besøget... Hvorom alting er modtog vi Holger K., Lene Espersen, Zenia Stampe og et par embedsmænd fra Folketinger hernede i starten af december. Vi var ude og spise en hyggelig middag med dem om aftenen, da de kom, og havde dem dagen efter med rundt at se NATO hovedkvarteret og det ypperste af det amerikanske "diplomati": et hangarskib og en F-22 Raptor. Det var en god oplevelse, da de var meget videbegærlige og spørgende, og det var opfattelsen, at vi sendte dem hjem med en god oplevelse af, hvad Forsvaret kan tilbyde, og værdien af at have danske soldater udstationeret hos vores strategiske partnere.

Bemærk i øvrigt dette billede fra broen på USS Enterprise, som jeg synes er meget sjovt. Hvis man ser billedet i stor størrelse, kan man se, at der er en Mc Donald's lige på kajen, hvor skibet er forankret. Så det ser ud som om, at hangarskibet lige er rullet ind på Mc Drive og er klar til at bestille 6.500 happy meals.

Ugen efter skulle vi have haft en dansk general på besøg til en årlig konference herovre. Det hele var ellers planlagt, men blev i sidste øjeblik aflyst, da han har fået den tvivlsomme fornøjelse af at væe medforfatter på rapporten om sammenlægning af Forsvarskommadoen og Departementet, som vores minister har bestilt. Det gjorde nu ikke noget, for hvor politikerne kun var i byen 1½ dag, skulle vi have taget os af de andre det meste af en uge, og det har været et travlt privat program også.

Rikke har som sagt afsluttet semesteret, og vi har alle været med Emma til vinterkoncert med koret på skolen.

Emma går også til skuespil, og de afsluttede året med at opføre musicalen "Annie" i denne weekend. Så hun har hver aften ugen igennem været til generalprøver, og i går aftes var vi hele familien med til premieren. Det var et fantastisk show, og i dag er hun på teatret til yderligere to forestillinger. Emma spiller både politimanden og husholdersken Mrs. Drake, og hun var virkelig god.

Vores børn er i det hele taget ved at udleve deres kunstneriske gener (hvor de så end har fået dem fra). Hvor Emma nyder skuespillet, nyder Mie at male. Hun er blevet meldt ind i en "kunstner klub" på skolen, hvor hun laver malerier og lærer om forskellige teknikker. I går malede de "Winter Wonderland".

I år holder vi jul hjemme alene, og tredje juledag kører vi til bjergene, hvor vi har lejet en lejlighed i Wintergreen Ski Resort. Her bliver vi hen over nytåret og håber på nogle hyggelige dage sammen. Om det bliver til ski må tiden vise, for i øjeblikket har vi haft en periode med næsten 20 grader om dagen, og det er jo i hvert fald ikke særlig befordrende for snevejret. Til gengæld har de også spa, badeland, indendørs tennisbaner og hvad har vi, så mon ikke nok, vi skal kunne få tiden til at gå. Og hvis det ikke sner, kan man vel klemme en runde eller to ind på deres golfbane.

Julestemning.

Med Thanksgiving vel overstået kunne vi gå i gang med at få pyntet op til jul. Det var en underlig fornemmelse i år. Både fordi det er sidste gang, vi skal pynte dette hus til jul, men også fordi vejret har været helt fantastisk. Midt på eftermiddagen havde vi temperaturer sidst i 30'erne på fortrappen lige i solen, og det føles bare forkert (men helt vildt lækkert), når man går om aftenen sidst i november i korte ærmer og pynter til jul.

Det har nu ændret sig, efter vi er kommet ind i december, så nu føles det lidt mere som om, julen er nær. Der er stadig masser af blå himmel og høj sol, men det er blevet koldt. Forleden morgen var der kun 2 grader udenfor.

I dag var vi til julegudstjeneste i den norske lejr, hvis sømandspræst (også fra New York) hvert år kommer herned og holder gudstjeneste. Det gjorde hun godt, og salmerne er de samme som vores. Men prædikenen på norsk var vist lige voldsomt nok for Mie og Emma. Emma udbrød i hvert fald bagefter, at hun nu forstod, hvordan hendes amerikanske venner havde det, når hun taler i mobiltelefon (på dansk) med os.

Julen holder vi i øvrigt hjemme i år. Tredje juledag har vi lejet en lejlighed på et skiresort oppe i bjergene, hvor vi vil tage op og restituere og lade op til sidste halvår i drømmeland.

Thanksgiving og Black Friday.

Tredje torsdag i november er det Thanksgiving herovre. En af årets helt store fester, som fejres med at samle familien til et madorgie bestående af kalkun med diverse tilbehør. På mange måder er det derfor en helligdag, der bedst kan sammenlignes med vores juleaftensfest. Så Rikke havde i dagens anledning taget en fridag fra studierne, og som enhver god amerikansk familie tilbragte hun hele dagen i køkkenet sammen med pigerne, mens jeg så fodbold.

Men det blev nu hurtigt umuligt at koncentrere sig om ret meget andet en mad, efterhånden som de forskellige retter begyndte at dufte i hele huset. Så under påskud af at tage billeder, luskede jeg rundt og snød mig til lidt prøvesmagning. Her er fuglen netop kommet ud af ovnen, og det er lige før spændingen kan udløses.

Middagen bestod af kalkun, friskbagte bisquits, kartoffelmos, sweet potato mash, sovs, tranebærkompot og stuffing, som er et sammenkog af vilde ris, champignon, selleri, løg og diverse krydderier. Som danskere lyder det måske lidt underligt, men det smager fantastisk, og efter et par års øvelse er jeg sikker på, Rikkes version er bedre end nogen amerikanere nogensinde har lavet.

Mie elsker lårene, og når fuglen vejer næsten 7 kg., er de også lidt sjovere end man er vant til på en lørdagskylling.

En anden tradition herovre i forbindelse med Thanksgiving er shop-amok. Når Thanksgiving er overstået, kan julen officielt begynde, og julehandlen skydes derfor igang med Black Friday. Det er velnok årets største handledag herovre, og butikkerne bugner af gode tilbud. Nogle tilbud er så gode, at folk sætter sig i kø flere dage før og helt springer Thanksgiving over, og nogle steder udvikler kampen om køtilbuddene sig til voldsomheder og deciderede håndgemæng. De første butikker åbner til midnat, men de fleste åbner nu kl. 4. Emma ville gerne opleve Black Friday kaos, og da der faktisk var nogle supergode tilbud på ting vi manglede, prøvede vi i år at kaste os ud i løjerne. Så vækkeuret ringede kl. 3:30, og så kørte vi ellers til byen og var klar, til dørene blev slået op kl. 4. Uhyggeligt nok myldrede det med mennesker, der alle ligesom os vaklede rundt i mere eller mindre zombie-agtig tilstand. Så hvor vi var, udviklede det sig på intet tidspunkt til uroligheder, og amerikanerne er et sjovt og åbent folkefærd, så den time vi stod i kø brugte vi på at underholde og besvare spørgsmål om Danmark. Vi fik hvad vi kom efter (og lidt til), og da vi kl. 6 kørte hjemad reklamerede Kispy Creme med varme donuts, som vi tog en kasse med af og nød, inden vi røg tilbage under dynerne. Op ad formiddagen fik vi øjne igen, så til middag kørte vi nok engang i centret for at handle videre. Her var det værste kaos taget af, og vi kunne i god ro og orden handle tøj til pigerne minus 50%.

Honor Roll assembly.

Jeg kom forleden til at tænke på NASA. Mens vi boede i Tampa i sin tid og fulgte meget med i det amerikanske rumprogram, læste Emma og jeg alt tilgængeligt materiale om Apollo programmet. I et interview med Mission Controller Gene Kranz (som blev udødeliggjort i filmen Apollo 13) udtrykte han stor frustration over, at månelandingsprogrammet til sidst var blevet nærmest trivielt og hverdagsagtigt, og ingen gad rigtigt interesse sig for det, da man havde mistet fornemmelsen for, hvilken præstation det egentlig var.
Nu er det jo ikke fordi vores børns skolegang som sådan kan sidestilles med en månelanding, men alligevel risikerer man hurtigt at tage det for givet, at det går dem godt. Således er et fx nu mere end 14 dage siden de kvartalsvise karakterblade kom med hjem, og Emma igen kom på Principal's List og Mie på Honor Roll. Uden at jeg lige har fået mig taget sammen til at få skrevet i vores dagbog. Altsammen med undskyldning i hvor travl hverdagen er.
Nå, men det skal der hermed rådes bod på, og hermed en opfordring til alle til at huske at påskønne, hvor fantastiske vores børn egentlig er.
Her er Mie sammen med sin bedste veninde Julia på dagen, hvor vi var på skolen for at få overrakt diplomer.

Julelys og 36 grader.

Herovre pynter man først officielt til jul, når Thanksgiving er overstået efter næste weekend. Men lysene er blevet sat op både på stranden og i den botaniske have, og i går aftes tilbød man som forpremiere, at gæster kunne nyde den botaniske have med lys til fods.
Så efter aftensmaden i går kørte vi til Norfolk og gik den tre km. lange tur i den smukt udsmykkede have.
Det var hyggeligt at få lidt forsmag på julen, og fordi amerikanere altså ikke rigtigt er vilde med at gå for meget, havde vi stort set haven for os selv.
Men det er altså lidt underligt så småt at mærke julestemningen med det fantastiske vejr, vi har for tiden. I dag kom vi på den rigtige side af 20 grader i skyggen, og lige i solen ude på fortrappen, havde vi 36 grader. Det føles på en eller anden måde forkert, når man kører rundt i åben bil og samtidigt lytter til "Last Christmas" på radioen...

Fantastisk novembervejr.

26 grader kl. 5 om aftenen midt i november er altså bare for lækkert. Det bliver specielt lækkert i aften, hvor Rikke og jeg skal til reception på et flot tremastet skoleskib, som anløb Norfolk i går. Det kommer hvert år, men de tidligere år har vi pjækket, fordi det har regnet og været så koldt, at vi ville dø af to timer på agterdækket af et skib. Men i aften bliver det godt at hygge med pindemadder og køle sig med GT'er. Det er et hårdt liv i statens tjeneste...

Vores rockstjerne.

Så er der kommet musik i huset. Efter lang tids søgen lykkedes det endelig at finde en musiklærer til Emma, så hun startede sin karriere som guitarist i tirsdags. Så vi nyder rigtigt at have levende musik hernede i alrummet, når vi går rundt og laver mad og andre sysler.

Og ind imellem hun selv øver sig, giver hun også lidt lektioner til lillesøster.

First LEGO League.

Tidligere på året blev Mie udvalgt til at deltage i skolens hold til First LEGO League. Det er en konkurrence, hvor børnene skal bygge og programmere en robot med LEGO Mindstorms. Vi har siden lært, at det er en verdensomspændende ting, som afvikles i 55 lange verden over pt., men dette var første år for Mies skole.
Så det har været spændende for dem at skulle være pionerer i de forgangne måneder, hvor de en gang om ugen efter skoletid har mødtes for at bygge på deres robot.
I lørdags var konkurrencen blandt byens skoler, hvor holdene konkurrerede om at komme videre til statsmesterskaber (hvorfra man igen kunne gå videre til nationale mesterskaber). Her er holdet sammen med de to lærere klar til kamp.

Hele lørdagen blev så brugt på i forskellige omgange at få sin robot til at komme igennem banen og løse et antal opgaver undervejs. Det var faktisk ganske avanceret, og det var spændende at se, hvor vidt forskelligt de forskellige hold havde grebet opgaven an. Der var specielt nogle hold, som havde været med i mange år, og som havde mange sponsorer, der virkelig imponerede, og naturligt nok også vandt for at gå videre til statsmesterskaberne.

Vores robot vandt ikke, men der blev høstet mange gode erfaringer, og det var en sjov og spændende dag at være med til.

Så kom babyen hjem igen.

Efter to lange uger kom vores baby endelig hjem igen i fredags. Det var hårdt at måtte erkende, at evnerne ganske enkelt ikke slog til ift. total adskillelse af forhjulsophænget. Men efter at have set resultatet, er det i virkeligheden godt, at jeg ikke selv fik det gjort. For alt er blevet lavet super professionelt, og hun kører simpelt hen som en drøm, nu hvor alle bøsninger er med frisk gummi og med nye fjedre og støddæmpere.
Heldigvis har vi fantastisk vejr for tiden, så efter at have fået hende vasket, har jeg har gjort mit bedste for at tage livet af noget ozonlag i weekenden.
Nu mangler jeg bare at indløse mit gavekort på en ny lakering, som jeg fik af Rikke i fødselsdagsgave, og så er hun klar til at komme til Danmark.

Virginia Zoo.

Søndag eftermiddag tilbragte vi et par hyggelige timer i Virginia Zoo. En gang om året inviterer byen alle hovedkvarterets 600 medarbejdere med familier i den zoologiske have. Vejret var fantastisk, og der var sat et stort telt med DJ, hot dogs, drikkevarer og hoppeborge op, så man kunne være sammen alle familierne.

Søndag morgen på golfbanen.

Mens pigerne sov længe efter teatret, stod jeg tidligt op i dag for at tage med et par venner på golfbanen. Vi spillede hos Cypres Point Country Club, og de country clubs kan altså bare det dér. En fantastisk smuk og velplejet bane rundt om en af områdets mange søer, og efterårsfarverne gør ikke den visulle oplevelse dårligere.
Det er blevet koldt om natten herovre, men solen har masser af magt, så det var en fantastisk dag, hvor overtøjet kunne smides og solen nydes.

Beauty and the Beast.

Pyha, hvor tiden flyver afsted. Det blev vi mindet om i går, hvor vi tog den årlige "juletur" i teatret. Hvert år op til jul plejer vi at tage til Norfolk og se "Broadway on tour" for at komme i julestemning. Det plejer ganske vist først at være til december, så det er lidt tidligere end normalt i år, men alligevel blev vi lige mindet om, hvor hurtigt tiden går, når man har det sjovt.
I år så vi Beauty and the Beast. Emma var blevet inviteret til fødselsdag med sleep over hos en veninde, så Mie tog Julia med i stedet. Det var lidt underligt ikke at have familien samlet, men det er sikkert prisen for at have en teen ager i huset (er jeg ved at lære), og uaset hvad var det en rigtig hyggelig aften.

Fars baby på "hospitalet".

Det var hårdt at måtte erkende det. Men efter flere timer i garagen end jeg gider tælle, måtte jeg til sidst smide håndklædet i ringen og erkende, at total adskillelse af en bils forhjulsophæng nok kræver lidt mere håndelag, end jeg er i besiddelse af.
Så var gode råd jo dyre, for hvad gør man så? Flere bolte var blevet skåret af med vinkelsliber, så det var ikke bare sådan at skrue bilen sammen og bare køre videre som om intet var hændt.
Heldigvis lykkedes det via lidt kontakter i Corvette-verdenen at finde et værksted her i Virginia Beach, som har en mekaniker, der ikke laver andet end at restaurere veteranbiler. Han havde lige en 1904 Rolls Royce, han skulle være færdig med; så kunne han tage Corvetten.
Så onsdag morgen kom "ambulancen" og hentede min lille baby.

På vej hjem fra arbejde kiggede jeg lige forbi for at se, hvordan det gik. Efter blot fire timer, havde Kevin skilt alt ad. Jeg så nok lidt forbløffet ud og fortalte ham, hvor lang tid jeg selv havde brugt bare for at komme i gang. Han grinede blot og sagde, at han jo havde gjort det i de sidste 40 år...

Her til eftermiddag var jeg igen forbi. Nu var alle dele sandblæst og malet, og han var igang med at samle den igen. Med lidt held er den samlet færdig tirsdag, så den kan blive sporet onsdag og måske tilbage på vejene fredag. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og det er skønt at se, hvordan han kæler for detaljerne med sandblæsning og maling. Når den er tilbage på vejen, er den i bedre stand end da den forlod fabrikken for 36 år siden.

Så selvom det var træls at måtte give op, bliver slutresultatet meget bedre, end hvis jeg selv skulle have hutlet mig igennem projektet, og så er det altså svært at tørre smilet af læberne.

Mies book report.

Da vi i sin tid kom herover, havde Emma en fantastisk lærer i fjerde klasse: Ms Phoenix. Så da det i år var Mies tur til at komme i fjerde klasse, startede Rikke ret tidligt sit lobbyarbejde, for også at få Mie i Ms Phoenix's klasse.
Det lykkedes, og Mie er rigtig glad for at gå i klassen. Bagsiden af medaljen er desværre, at Ms Phoenix er ret lystig med at dele lektier ud. Så Mie har indtil videre haft et travlt år. Samtidigt har Ms Phoenix den grille, at book reports skal akkompagneres af et kreativt projekt. Mie valgte at lave en scene fra bogen: Trolls on Vacation. Her er de tre trolde sammen med deres campingvign og deres tre menneskevenner. Projektet blev ret godt og er nu udstillet på biblioteket sammen med klassens andre projekter.

Happy Halloween.

Så blev det endelig Halloween. Desværre på en school night i år, så der var ikke så meget liv i gaden som tidligere år, hvor folk har kørt deres børn ind i busser for at trick-og-treate.
Men der var alligevel pæn tilslutning fra pigernes veninder, som kiggede forbi til pizza og cup cakes, inden de skulle ud og hærge kvarteret.
Her er vi alle fire klar til løjerne.

Desværre for Mie meldte flere af hendes veninder fra i sidste øjeblik, da det blev for sent for dem. Det var jo ikke sådan, at lektiemængden blev reduceret i dagens anledning.
Her er Mie sammen med (fra venstre) Jayden, Sydney og Melanie. Julia kom lidt senere, så hun nåede ikke med på billedet.

For de store børn var det sidste år, hvor man må trick-og-treate, så det skulle udnyttes. Her er (fra venstre) Jazmine, Emma, Keelie, Avery, Ruby og Ella. Morgan kom også lidt senere og nåede altså ikke billedet.

Så er vi klar til Halloween.

Så er kostumerne købt, græskarlygterne lavet, invitationerne sendt ud og huset pyntet. Så nu venter vi sådan set bare på, at mandag skal komme, så vi kan gøre nabolaget usikkert. Pigerne har hver inviteret en flok veninder, som kommer og spiser pizza, inden de skal ud og trick-or-treat'e. Indtil videre er mandtallet 14 tøser, så mon ikke nok de kan få en hyggelig aften?! Bare ærgeligt at det er skoledag dagen efter...

Skøn sensommer.

Typisk... Så har jeg Corvetten splittet ad i okkult mange dele, fordi det virkede som om, sommeren var forbi. Og bedst som den er adskilt sætter den skønneste sensommer ind. Vi har de seneste tre uger haft det mest fantastiske vejr med dagtemperaturer lige under 30 grader. Poolen er blevet lukket, og så snart solen går ned, bliver det hundekoldt, men det er fantastisk så meget magt, solen stadig har.
Forleden aften tog vi ned til en restaurant ved vandet for at nyde vejret til en gang tidlig aftensmad. Korte ærmer og sved på panden kl. 18 sidst i oktober - det er altså bare dejligt.

Vi blev også belønnet med udsigten til en flot solnedgang (jeg har taget billedet fra min plads på den udendørs terrasse), men blot ti minutter efter billedet var taget, var vi nødt til at få trøjerne på og tage hjemad, frdi temperaturen faldt næsten 10 grader.

Desværre har de lovet koldfront i løbet af natten, så det dejlige vejr er vist slut igen for denne gang.

Så er der gang i tredie semester.

I august startede så tredie semester på universitetet. Denne gang er der så public policy evaluation og research methods på programmet. Det er også i det her semester, at jeg skal have praktikplads som mit tredie fag.

Mens vi var på ferie forsøgte jeg at søge en praktikplads, men løb ind i alle mulige problemer. Det viste sig, at for at få lov til at søge en praktikplads, skal man igennem Career Management Center. Her skal man så have et cv godkendt, inden man kan få adgang til universitetets job database.

Først lige inden semesteret startede fik jeg kontakt til Career Management Center. De kikkede på mit cv, og gav gode råd til, hvordan det hele kunne gøre meget bedre. De må have syntes, at jeg havde behov for meget mere cv træning, for én uge senere fik jeg tilbudt en praktikplads hos dem. Det kunne jo ikke være nemmere, især da semesteret var startet og en praktikplads er på 300 timer.

Nu er jeg så startet som "intern" hos Career Management Center. Jeg sidder på deres satellit kontor i Virginia Beach. Ironisk nok skal jeg nu hjælpe andre med deres cv og vejlede dem med at søge job i universitetets database. Netop fordi jeg helst skal være færdig med mine 300 timer inden jul, så skal jeg arbejde ca. 25 timer om ugen. Så mandag er jeg afsted fra 9-14 i virginia Beach, tirsdag er jeg igen afsted fra 9-14, men denne gang på campus i Norfolk. Onsdag og torsdag er jeg så tilbage i Virginia Beach fra 9-17, begge de dage har jeg nemlig timer om aftenen. Så jeg kan gå direkte til time efter arbejde. Fredag har jeg så fri til at lave lektier til de to andre fag.

Stakkels Jan har nu travlt med ikke bare aftensmad, men også pigernes dans om torsdagen. For naturligvis ligger al dans om torsdagen.

Det er absolut ikke nemt at begynde på arbejde igen efter 3 år, hvor jeg har kunnet gøre hvad jeg ville. Så der er ingen frokoster, ingen tennis og zumba har jeg skåret ned til én gang om ugen. Det er ren elendighed. Når det er sagt, så tror jeg en praktikplads kan være god erfaring at have med når der skal søges job.

Byens flotteste smil.

I går var to år pludselig gået, og Emma fik taget bøjlen af sine tænder. De er blevet rigtig flotte, men jeg har lært udenad, at teenagere ikke får taget billeder, så det må I tage mit ord for.
Hun nyder det og gnasker tyggegummi i en uendelighed.

Første konfirmandweekend vel overstået.

Vi har alle haft en hyggelig weekend i New York, selvom det var lidt underligt at være uden vores Emma. Hun skulle overnatte i kirken sammen med de andre kommende konfirmander, og de brugte lørdagen på at forberede gudstjenesten søndag og være på Manhattan. Temaet for gudstjenesten var venskab og kærlighed, så præsten havde dem med i balletten for at finde inspiration. De så tre forskellige balletter, men jeg kunne nu kun genkende Westside Story. Det havde vist været sjovt nok, selvom Emma måske nok syntes, at mænd i så stramme bukser var lige voldsomt nok...
Bedst som vi var klar til at tage afsted fra hotellet søndag morgen viste det sig så, at vi var spærret inde. Lige præcis dén søndag var det årlige Staten Island halvmarathon, og ruten løb lige uden for parkeringspladsen. For at gøre en lang historie kort, lykkedes det under kontrolleret panik at overbevise flere politifolk om at flytte deres afspærringer, så vi kunne komme igennem, og så kørte vi ellers ind mellem flere tusinde løbere under trusler om død og ødelæggelse - men afsted kom vi, og endda i god tid.
Gudstjenesten var en spændende oplevelse. Den var gjort meget nutidig med musikvideoer og relevant tema, og da det var konfirmanderne som holdt prædikenen og bønnerne, var det meget nærværende. Efter gudstjenesten frokost i menighedshuset sammen med de andre familier, og så var det ellers ud i bilen og køre de 600 km. hjem igen.
Pånær resterne af marathonløberne som skulle hjem fra Staten Island gik det nu fint nok, så vi var hjemme i rimelig tid efter en god weekend.

Globryllup i Central Park.

Egentlig ville vi have taget direkte i Central Park efter besøget ved 9/11 Memorial. Men Rikke for vild (det var i hvert fald undskyldningen) i Macy's ni etager på vejen.
Men så fik vi prøvet noget nyt, for ingen gad gå mere efter Macy's. Så vi tog en cykeltaxi op ad 6th Avenue, og det var en dejlig og afslappende måde at turiste den på.
Vi købte en flok sandwiches og colaer uden for parken og nød lidt sen frokost / tidlig aftensmad på klipperne i parken. Her havde vi fin udsigt over en af gazeboerne, hvor et par blev viet.
Det er lidt underligt at være uden Emma for første gang, men vi har fået et hyggeligt og lidt anderledes besøg i NYC ud af det.

En dejlig dag i New York.

Selmom det føles som sidste uge, vi havde vores Emma med hjem fra sygehuset, oprandt tiden for Hendes første konfirmationsforberedelse. Så Pigerne fik en fridag fra skolen i går, og så satte vi kursen mod New York.
Heldigvis var trafikken mild mod os, så vi kom frem i rimelig tid.
Her til morgen er Emma blevet afleveret i deb danske sømandskirke i Brooklyn, hvor hun skal bruge weekenden sammen med de andre 12 danske børn fra forskellige egne af Østkysten.
Imens er vi andre tre taget over til Manhattan, hvor vi nyder dagen i høj sol.
Billetter til det nyligt åbnede 9/11 Memorial var håbløse at få, men vi har været heldige at komme ind med det militære ID kort. Det er blevet et smukt og værdigt sted at mindes dagen som ændrede verden og de mange, som måtte ofre livet pga. en gal mands vrangforestillinger om verden.

Hvad byder man uventede gæster..?!

Det er altså et underligt vejr herovre. Nu har vi lige overstået et jordskælv, og byen stod på den anden ende i ugen op til Irene, som heldigvis for os viste sig at være lidt af en fuser.
Til gengæld fik vi så i går som lyn fra en klar himmel besøg af den værste gang møgvejr, jeg nogensinde har oplevet.
Mens vi spiste aftensmad meldte radioen pludselig om tornadovarsel, og i løbet af fem minutter gik himlen fra flot blå med høj sol til kulsort. Og så fik vi ellers en tordenbyge, der ville noget.
Det var kun begyndelsen, men det vidste vi jo ikke, så Rikke kørte på universitetet, som hun plejer.
Og SÅ begyndte det ellers at regne og tordne. Emma kom ned fra værelset og meddelte, at de havde varslet "flash flooding", men som jeg sagde: bare rolig, der bliver aldrig oversvømmelser i vores ende af byen. Troede jeg....
For vi kunne jo godt se, at vandet begyndte at stå lidt højt på de passerende biler ude på vejen, og blot et kvarter senere, var der altså oversvømmelse. Der kom så meget vand, at forhaverne på begge sider af vejen var dækkede af vandspejl, og bilerne druknede ude på vejen. Skraldespanden som ligger ned på billedet ude på vejen har et tværmål på 60 cm., og den er næste væk under vandet.
Som det kan ses på billedet, har vi vandspejl helt oppe i indkørslen, og naboens forhave er simpelt hen væk.
Vi fik også ret uventede gæster. Toyota'en som kan ses i det fjerne, holder oppe i en indkørsel og er alligevel pænt under vand. Så under megen skubben og masen fik passagererne åbnet dørene og kom til os og bad om husly. Den bil er færdig og holder i øvrigt stadig sammen med masser af andre biler rundt på vejene her til morgen og er totalskadede.

For underligt nok kører amerikanere altså ud som om ingenting er hændt. Jeg spurgte vores gæster, hvorfor de ikke standsede, da de kunne se deres lygter under vandet. Svaret var, at det kunne de ikke se, fordi det regnede så voldsomt. Jeg opgav at forklare dem, at man nok i det hele taget ikke bør køre, hvis man ikke engang kan se forenden af sin bil...
Føreren i SUV'en herunder tænkte, at det nok skulle gå, da hans bil jo var noget højere.

Men han nåede ikke mange meter, førend hans bil også døde midt på vejen. Han var så til gengæld smart nok til ikke at åbne dørene, så han sad der midt i søen i nogle timer, inden regnen var holdt op, og han kunne skubbe den ind til siden og gå hjem.

Heldigvis havde det ikke været så slemt inde ved universitetet, så både Rikke og Eos'en overlevede og kom hjem igen uden mén. Rikke havde dog været nødt til at køre en større omvej, da den sædvanlige vej hjem var oversvømmet.

Præcist hvor meget vand der er faldet, ved vi ikke, da poolen løb over sine breder. Der var ca. 40 cm. op til kanten, så der er i hvert fald faldet mere vand end det på blot to timer!

Så er Corvetten færdig med at køre et stykke tid.

Morfar og jeg tog Corvetten ud at spise en aften mens de besøgte os, og jeg fik en fin plads ved siden af sidste nye model, som bestemt heller ikke ser helt dårlig ud.

Da jeg købte Corvetten vidste jeg godt, at den trængte til at få renoveret forhjulsophænget, for 34 år sætter sine spor i gummibøsningerne. Det er egentlig ikke vanvittigt dyrt i reservedele, men hele ophænget og styretøjet skal splittes ad for at komme til de forskellige bøsninger, så jeg har gået lidt uden om den varme grød. Til gengæld har jeg brugt tiden på at læse en masse og etablere kontakter ved andre ejere af gamle Corvetter, så jeg nu har lidt at trække på, hvis (når!?) jeg kommer i problemer.

Så nu er der vist ingen undskyldning længere, og da møgvejret betyder, at jeg ikke rigtigt får kørt i bilen, gik jeg her i weekenden i gang.

Garagen er blevet ryddet op og gjort klar, bilen er blevet klodset op, og jeg er nået til at få hjul, bremser, rotor og lejer taget af i begge sider. Skjoldet som sidder uden på spindlen er på vej af, men de bolte som holder spindlen fast på styretøjet giver sig ikke sådan lige. De har nu også siddet hvor de sidder i 34 år, og de har altså ikke lige sådan tænkt sig at skulle nogen steder. Så efter at have knoklet med det store værktøj hele formiddagen måtte jeg til sidst give op. Så nu har boltene fået en ordentlig omgang WD40, og så håber jeg, da i løbet af ugen vil blive mere medgørlige.

Det bekymrer mig godt nok noget, for denne del af operationen skulle egentlig være ganske ligetil, så hvis det allerede nu begynder at drille, er jeg noget spændt på, hvordan det vil opføre sig længere fremme i processen. Nå det er nu spændende at arbejde med, og jeg lærer konstant noget nyt om bilen, så det er faktisk ikke så slemt endda, og jeg glæder mig til at komme ud og køre bilen igen.

Fra sommer til efterår natten over.

Selvom det var dejligt sensommervejr i Danmark, var det nu alligevel skønt at vende hjem til Virginia Beach, hvor temperaturen indtil sidste uge lå over 30 grader døgnet rundt.
Jeg sad i øvrigt ved siden af en lokalkendt i flyet, som anbefalede aftensmad på en lille cafe, der ligger blot 15 minutters kørsel hjemmefra. Cafeen ligger på en mole, så man sidder over stranden ved Chesapeake Bay (Chicks Beach) med den mest fantastiske udsigt over stranden og vandet. Og fordi den primært henvender sig til de lokale, er maden vanvittigt billig. $60 for aftensmad til fem mennesker (Mie havde en veninde med) inkl. tax og drikkepenge kan vist ikke gøre meget billigere. Stedet var da heller ikke på nogen måde prætentiøstm men vi fik nogle fiskeburgere med frisk fisk, som smagte fremrageende. Og når man kombinerer maden med sådan en solnedgang, kan alt andet være ligegyldigt. Det var en totaloplevelse helt i top, og cafeen er nu kommet på listen over favoritsteder. Det er en skam, at den lukker i vintermånederne.

Og de kan snart nok komme. Det var en vildt mærkelig slutning på dette års sommer, for den ene dag gik vi i seng med temperaturen over 30 grader, og da vi stod op næste dag var den faldet til 17 grader, og det var pludselig hundekoldt.
Så vi gik og frøs i en uges tid, men vejret er heldigvis blevet lidt mildere igen. At der er blevet efterår kan der dog vist næppe være nogen tvivl om, for selvom temperaturen igen er tilbage midt i 20'erne, regner det uhyggeligt meget. Det kommer i voldsomme tordenbyger, hvor der i løbet af en time falder 100 mm., som er langt mere, end kloakerne kan bære. I fredags da jeg skulle hente Mie i skole, var der faldet så meget vand, at vejen var helt væk, så vi gik i vand til over anklerne. Billedet er taget på vejen foran hendes skole.