søndag den 4. december 2011

Julestemning.

Med Thanksgiving vel overstået kunne vi gå i gang med at få pyntet op til jul. Det var en underlig fornemmelse i år. Både fordi det er sidste gang, vi skal pynte dette hus til jul, men også fordi vejret har været helt fantastisk. Midt på eftermiddagen havde vi temperaturer sidst i 30'erne på fortrappen lige i solen, og det føles bare forkert (men helt vildt lækkert), når man går om aftenen sidst i november i korte ærmer og pynter til jul.

Det har nu ændret sig, efter vi er kommet ind i december, så nu føles det lidt mere som om, julen er nær. Der er stadig masser af blå himmel og høj sol, men det er blevet koldt. Forleden morgen var der kun 2 grader udenfor.
I dag var vi til julegudstjeneste i den norske lejr, hvis sømandspræst (også fra New York) hvert år kommer herned og holder gudstjeneste. Det gjorde hun godt, og salmerne er de samme som vores. Men prædikenen på norsk var vist lige voldsomt nok for Mie og Emma. Emma udbrød i hvert fald bagefter, at hun nu forstod, hvordan hendes amerikanske venner havde det, når hun taler i mobiltelefon (på dansk) med os.
Julen holder vi i øvrigt hjemme i år. Tredje juledag har vi lejet en lejlighed på et skiresort oppe i bjergene, hvor vi vil tage op og restituere og lade op til sidste halvår i drømmeland.

Ingen kommentarer: