Fars baby på "hospitalet".

Det var hårdt at måtte erkende det. Men efter flere timer i garagen end jeg gider tælle, måtte jeg til sidst smide håndklædet i ringen og erkende, at total adskillelse af en bils forhjulsophæng nok kræver lidt mere håndelag, end jeg er i besiddelse af.
Så var gode råd jo dyre, for hvad gør man så? Flere bolte var blevet skåret af med vinkelsliber, så det var ikke bare sådan at skrue bilen sammen og bare køre videre som om intet var hændt.
Heldigvis lykkedes det via lidt kontakter i Corvette-verdenen at finde et værksted her i Virginia Beach, som har en mekaniker, der ikke laver andet end at restaurere veteranbiler. Han havde lige en 1904 Rolls Royce, han skulle være færdig med; så kunne han tage Corvetten.
Så onsdag morgen kom "ambulancen" og hentede min lille baby.

På vej hjem fra arbejde kiggede jeg lige forbi for at se, hvordan det gik. Efter blot fire timer, havde Kevin skilt alt ad. Jeg så nok lidt forbløffet ud og fortalte ham, hvor lang tid jeg selv havde brugt bare for at komme i gang. Han grinede blot og sagde, at han jo havde gjort det i de sidste 40 år...

Her til eftermiddag var jeg igen forbi. Nu var alle dele sandblæst og malet, og han var igang med at samle den igen. Med lidt held er den samlet færdig tirsdag, så den kan blive sporet onsdag og måske tilbage på vejene fredag. Det glæder jeg mig rigtig meget til, og det er skønt at se, hvordan han kæler for detaljerne med sandblæsning og maling. Når den er tilbage på vejen, er den i bedre stand end da den forlod fabrikken for 36 år siden.

Så selvom det var træls at måtte give op, bliver slutresultatet meget bedre, end hvis jeg selv skulle have hutlet mig igennem projektet, og så er det altså svært at tørre smilet af læberne.