tirsdag den 11. oktober 2011

Første konfirmandweekend vel overstået.

Vi har alle haft en hyggelig weekend i New York, selvom det var lidt underligt at være uden vores Emma. Hun skulle overnatte i kirken sammen med de andre kommende konfirmander, og de brugte lørdagen på at forberede gudstjenesten søndag og være på Manhattan. Temaet for gudstjenesten var venskab og kærlighed, så præsten havde dem med i balletten for at finde inspiration. De så tre forskellige balletter, men jeg kunne nu kun genkende Westside Story. Det havde vist været sjovt nok, selvom Emma måske nok syntes, at mænd i så stramme bukser var lige voldsomt nok...
Bedst som vi var klar til at tage afsted fra hotellet søndag morgen viste det sig så, at vi var spærret inde. Lige præcis dén søndag var det årlige Staten Island halvmarathon, og ruten løb lige uden for parkeringspladsen. For at gøre en lang historie kort, lykkedes det under kontrolleret panik at overbevise flere politifolk om at flytte deres afspærringer, så vi kunne komme igennem, og så kørte vi ellers ind mellem flere tusinde løbere under trusler om død og ødelæggelse - men afsted kom vi, og endda i god tid.
Gudstjenesten var en spændende oplevelse. Den var gjort meget nutidig med musikvideoer og relevant tema, og da det var konfirmanderne som holdt prædikenen og bønnerne, var det meget nærværende. Efter gudstjenesten frokost i menighedshuset sammen med de andre familier, og så var det ellers ud i bilen og køre de 600 km. hjem igen.
Pånær resterne af marathonløberne som skulle hjem fra Staten Island gik det nu fint nok, så vi var hjemme i rimelig tid efter en god weekend.

Ingen kommentarer: