mandag den 17. oktober 2011

Så er der gang i tredie semester.

I august startede så tredie semester på universitetet. Denne gang er der så public policy evaluation og research methods på programmet. Det er også i det her semester, at jeg skal have praktikplads som mit tredie fag.
Mens vi var på ferie forsøgte jeg at søge en praktikplads, men løb ind i alle mulige problemer. Det viste sig, at for at få lov til at søge en praktikplads, skal man igennem Career Management Center. Her skal man så have et cv godkendt, inden man kan få adgang til universitetets job database.
Først lige inden semesteret startede fik jeg kontakt til Career Management Center. De kikkede på mit cv, og gav gode råd til, hvordan det hele kunne gøre meget bedre. De må have syntes, at jeg havde behov for meget mere cv træning, for én uge senere fik jeg tilbudt en praktikplads hos dem. Det kunne jo ikke være nemmere, især da semesteret var startet og en praktikplads er på 300 timer.
Nu er jeg så startet som "intern" hos Career Management Center. Jeg sidder på deres satellit kontor i Virginia Beach. Ironisk nok skal jeg nu hjælpe andre med deres cv og vejlede dem med at søge job i universitetets database. Netop fordi jeg helst skal være færdig med mine 300 timer inden jul, så skal jeg arbejde ca. 25 timer om ugen. Så mandag er jeg afsted fra 9-14 i virginia Beach, tirsdag er jeg igen afsted fra 9-14, men denne gang på campus i Norfolk. Onsdag og torsdag er jeg så tilbage i Virginia Beach fra 9-17, begge de dage har jeg nemlig timer om aftenen. Så jeg kan gå direkte til time efter arbejde. Fredag har jeg så fri til at lave lektier til de to andre fag.
Stakkels Jan har nu travlt med ikke bare aftensmad, men også pigernes dans om torsdagen. For naturligvis ligger al dans om torsdagen.
Det er absolut ikke nemt at begynde på arbejde igen efter 3 år, hvor jeg har kunnet gøre hvad jeg ville. Så der er ingen frokoster, ingen tennis og zumba har jeg skåret ned til én gang om ugen. Det er ren elendighed. Når det er sagt, så tror jeg en praktikplads kan være god erfaring at have med når der skal søges job.

Ingen kommentarer: