Mies book report.

Da vi i sin tid kom herover, havde Emma en fantastisk lærer i fjerde klasse: Ms Phoenix. Så da det i år var Mies tur til at komme i fjerde klasse, startede Rikke ret tidligt sit lobbyarbejde, for også at få Mie i Ms Phoenix's klasse.
Det lykkedes, og Mie er rigtig glad for at gå i klassen. Bagsiden af medaljen er desværre, at Ms Phoenix er ret lystig med at dele lektier ud. Så Mie har indtil videre haft et travlt år. Samtidigt har Ms Phoenix den grille, at book reports skal akkompagneres af et kreativt projekt. Mie valgte at lave en scene fra bogen: Trolls on Vacation. Her er de tre trolde sammen med deres campingvign og deres tre menneskevenner. Projektet blev ret godt og er nu udstillet på biblioteket sammen med klassens andre projekter.

Happy Halloween.

Så blev det endelig Halloween. Desværre på en school night i år, så der var ikke så meget liv i gaden som tidligere år, hvor folk har kørt deres børn ind i busser for at trick-og-treate.
Men der var alligevel pæn tilslutning fra pigernes veninder, som kiggede forbi til pizza og cup cakes, inden de skulle ud og hærge kvarteret.
Her er vi alle fire klar til løjerne.

Desværre for Mie meldte flere af hendes veninder fra i sidste øjeblik, da det blev for sent for dem. Det var jo ikke sådan, at lektiemængden blev reduceret i dagens anledning.
Her er Mie sammen med (fra venstre) Jayden, Sydney og Melanie. Julia kom lidt senere, så hun nåede ikke med på billedet.

For de store børn var det sidste år, hvor man må trick-og-treate, så det skulle udnyttes. Her er (fra venstre) Jazmine, Emma, Keelie, Avery, Ruby og Ella. Morgan kom også lidt senere og nåede altså ikke billedet.

Så er vi klar til Halloween.

Så er kostumerne købt, græskarlygterne lavet, invitationerne sendt ud og huset pyntet. Så nu venter vi sådan set bare på, at mandag skal komme, så vi kan gøre nabolaget usikkert. Pigerne har hver inviteret en flok veninder, som kommer og spiser pizza, inden de skal ud og trick-or-treat'e. Indtil videre er mandtallet 14 tøser, så mon ikke nok de kan få en hyggelig aften?! Bare ærgeligt at det er skoledag dagen efter...

Skøn sensommer.

Typisk... Så har jeg Corvetten splittet ad i okkult mange dele, fordi det virkede som om, sommeren var forbi. Og bedst som den er adskilt sætter den skønneste sensommer ind. Vi har de seneste tre uger haft det mest fantastiske vejr med dagtemperaturer lige under 30 grader. Poolen er blevet lukket, og så snart solen går ned, bliver det hundekoldt, men det er fantastisk så meget magt, solen stadig har.
Forleden aften tog vi ned til en restaurant ved vandet for at nyde vejret til en gang tidlig aftensmad. Korte ærmer og sved på panden kl. 18 sidst i oktober - det er altså bare dejligt.

Vi blev også belønnet med udsigten til en flot solnedgang (jeg har taget billedet fra min plads på den udendørs terrasse), men blot ti minutter efter billedet var taget, var vi nødt til at få trøjerne på og tage hjemad, frdi temperaturen faldt næsten 10 grader.

Desværre har de lovet koldfront i løbet af natten, så det dejlige vejr er vist slut igen for denne gang.

Så er der gang i tredie semester.

I august startede så tredie semester på universitetet. Denne gang er der så public policy evaluation og research methods på programmet. Det er også i det her semester, at jeg skal have praktikplads som mit tredie fag.

Mens vi var på ferie forsøgte jeg at søge en praktikplads, men løb ind i alle mulige problemer. Det viste sig, at for at få lov til at søge en praktikplads, skal man igennem Career Management Center. Her skal man så have et cv godkendt, inden man kan få adgang til universitetets job database.

Først lige inden semesteret startede fik jeg kontakt til Career Management Center. De kikkede på mit cv, og gav gode råd til, hvordan det hele kunne gøre meget bedre. De må have syntes, at jeg havde behov for meget mere cv træning, for én uge senere fik jeg tilbudt en praktikplads hos dem. Det kunne jo ikke være nemmere, især da semesteret var startet og en praktikplads er på 300 timer.

Nu er jeg så startet som "intern" hos Career Management Center. Jeg sidder på deres satellit kontor i Virginia Beach. Ironisk nok skal jeg nu hjælpe andre med deres cv og vejlede dem med at søge job i universitetets database. Netop fordi jeg helst skal være færdig med mine 300 timer inden jul, så skal jeg arbejde ca. 25 timer om ugen. Så mandag er jeg afsted fra 9-14 i virginia Beach, tirsdag er jeg igen afsted fra 9-14, men denne gang på campus i Norfolk. Onsdag og torsdag er jeg så tilbage i Virginia Beach fra 9-17, begge de dage har jeg nemlig timer om aftenen. Så jeg kan gå direkte til time efter arbejde. Fredag har jeg så fri til at lave lektier til de to andre fag.

Stakkels Jan har nu travlt med ikke bare aftensmad, men også pigernes dans om torsdagen. For naturligvis ligger al dans om torsdagen.

Det er absolut ikke nemt at begynde på arbejde igen efter 3 år, hvor jeg har kunnet gøre hvad jeg ville. Så der er ingen frokoster, ingen tennis og zumba har jeg skåret ned til én gang om ugen. Det er ren elendighed. Når det er sagt, så tror jeg en praktikplads kan være god erfaring at have med når der skal søges job.

Byens flotteste smil.

I går var to år pludselig gået, og Emma fik taget bøjlen af sine tænder. De er blevet rigtig flotte, men jeg har lært udenad, at teenagere ikke får taget billeder, så det må I tage mit ord for.
Hun nyder det og gnasker tyggegummi i en uendelighed.

Første konfirmandweekend vel overstået.

Vi har alle haft en hyggelig weekend i New York, selvom det var lidt underligt at være uden vores Emma. Hun skulle overnatte i kirken sammen med de andre kommende konfirmander, og de brugte lørdagen på at forberede gudstjenesten søndag og være på Manhattan. Temaet for gudstjenesten var venskab og kærlighed, så præsten havde dem med i balletten for at finde inspiration. De så tre forskellige balletter, men jeg kunne nu kun genkende Westside Story. Det havde vist været sjovt nok, selvom Emma måske nok syntes, at mænd i så stramme bukser var lige voldsomt nok...
Bedst som vi var klar til at tage afsted fra hotellet søndag morgen viste det sig så, at vi var spærret inde. Lige præcis dén søndag var det årlige Staten Island halvmarathon, og ruten løb lige uden for parkeringspladsen. For at gøre en lang historie kort, lykkedes det under kontrolleret panik at overbevise flere politifolk om at flytte deres afspærringer, så vi kunne komme igennem, og så kørte vi ellers ind mellem flere tusinde løbere under trusler om død og ødelæggelse - men afsted kom vi, og endda i god tid.
Gudstjenesten var en spændende oplevelse. Den var gjort meget nutidig med musikvideoer og relevant tema, og da det var konfirmanderne som holdt prædikenen og bønnerne, var det meget nærværende. Efter gudstjenesten frokost i menighedshuset sammen med de andre familier, og så var det ellers ud i bilen og køre de 600 km. hjem igen.
Pånær resterne af marathonløberne som skulle hjem fra Staten Island gik det nu fint nok, så vi var hjemme i rimelig tid efter en god weekend.

Globryllup i Central Park.

Egentlig ville vi have taget direkte i Central Park efter besøget ved 9/11 Memorial. Men Rikke for vild (det var i hvert fald undskyldningen) i Macy's ni etager på vejen.
Men så fik vi prøvet noget nyt, for ingen gad gå mere efter Macy's. Så vi tog en cykeltaxi op ad 6th Avenue, og det var en dejlig og afslappende måde at turiste den på.
Vi købte en flok sandwiches og colaer uden for parken og nød lidt sen frokost / tidlig aftensmad på klipperne i parken. Her havde vi fin udsigt over en af gazeboerne, hvor et par blev viet.
Det er lidt underligt at være uden Emma for første gang, men vi har fået et hyggeligt og lidt anderledes besøg i NYC ud af det.

En dejlig dag i New York.

Selmom det føles som sidste uge, vi havde vores Emma med hjem fra sygehuset, oprandt tiden for Hendes første konfirmationsforberedelse. Så Pigerne fik en fridag fra skolen i går, og så satte vi kursen mod New York.
Heldigvis var trafikken mild mod os, så vi kom frem i rimelig tid.
Her til morgen er Emma blevet afleveret i deb danske sømandskirke i Brooklyn, hvor hun skal bruge weekenden sammen med de andre 12 danske børn fra forskellige egne af Østkysten.
Imens er vi andre tre taget over til Manhattan, hvor vi nyder dagen i høj sol.
Billetter til det nyligt åbnede 9/11 Memorial var håbløse at få, men vi har været heldige at komme ind med det militære ID kort. Det er blevet et smukt og værdigt sted at mindes dagen som ændrede verden og de mange, som måtte ofre livet pga. en gal mands vrangforestillinger om verden.

Hvad byder man uventede gæster..?!

Det er altså et underligt vejr herovre. Nu har vi lige overstået et jordskælv, og byen stod på den anden ende i ugen op til Irene, som heldigvis for os viste sig at være lidt af en fuser.
Til gengæld fik vi så i går som lyn fra en klar himmel besøg af den værste gang møgvejr, jeg nogensinde har oplevet.
Mens vi spiste aftensmad meldte radioen pludselig om tornadovarsel, og i løbet af fem minutter gik himlen fra flot blå med høj sol til kulsort. Og så fik vi ellers en tordenbyge, der ville noget.
Det var kun begyndelsen, men det vidste vi jo ikke, så Rikke kørte på universitetet, som hun plejer.
Og SÅ begyndte det ellers at regne og tordne. Emma kom ned fra værelset og meddelte, at de havde varslet "flash flooding", men som jeg sagde: bare rolig, der bliver aldrig oversvømmelser i vores ende af byen. Troede jeg....
For vi kunne jo godt se, at vandet begyndte at stå lidt højt på de passerende biler ude på vejen, og blot et kvarter senere, var der altså oversvømmelse. Der kom så meget vand, at forhaverne på begge sider af vejen var dækkede af vandspejl, og bilerne druknede ude på vejen. Skraldespanden som ligger ned på billedet ude på vejen har et tværmål på 60 cm., og den er næste væk under vandet.
Som det kan ses på billedet, har vi vandspejl helt oppe i indkørslen, og naboens forhave er simpelt hen væk.
Vi fik også ret uventede gæster. Toyota'en som kan ses i det fjerne, holder oppe i en indkørsel og er alligevel pænt under vand. Så under megen skubben og masen fik passagererne åbnet dørene og kom til os og bad om husly. Den bil er færdig og holder i øvrigt stadig sammen med masser af andre biler rundt på vejene her til morgen og er totalskadede.

For underligt nok kører amerikanere altså ud som om ingenting er hændt. Jeg spurgte vores gæster, hvorfor de ikke standsede, da de kunne se deres lygter under vandet. Svaret var, at det kunne de ikke se, fordi det regnede så voldsomt. Jeg opgav at forklare dem, at man nok i det hele taget ikke bør køre, hvis man ikke engang kan se forenden af sin bil...
Føreren i SUV'en herunder tænkte, at det nok skulle gå, da hans bil jo var noget højere.

Men han nåede ikke mange meter, førend hans bil også døde midt på vejen. Han var så til gengæld smart nok til ikke at åbne dørene, så han sad der midt i søen i nogle timer, inden regnen var holdt op, og han kunne skubbe den ind til siden og gå hjem.

Heldigvis havde det ikke været så slemt inde ved universitetet, så både Rikke og Eos'en overlevede og kom hjem igen uden mén. Rikke havde dog været nødt til at køre en større omvej, da den sædvanlige vej hjem var oversvømmet.

Præcist hvor meget vand der er faldet, ved vi ikke, da poolen løb over sine breder. Der var ca. 40 cm. op til kanten, så der er i hvert fald faldet mere vand end det på blot to timer!

Så er Corvetten færdig med at køre et stykke tid.

Morfar og jeg tog Corvetten ud at spise en aften mens de besøgte os, og jeg fik en fin plads ved siden af sidste nye model, som bestemt heller ikke ser helt dårlig ud.

Da jeg købte Corvetten vidste jeg godt, at den trængte til at få renoveret forhjulsophænget, for 34 år sætter sine spor i gummibøsningerne. Det er egentlig ikke vanvittigt dyrt i reservedele, men hele ophænget og styretøjet skal splittes ad for at komme til de forskellige bøsninger, så jeg har gået lidt uden om den varme grød. Til gengæld har jeg brugt tiden på at læse en masse og etablere kontakter ved andre ejere af gamle Corvetter, så jeg nu har lidt at trække på, hvis (når!?) jeg kommer i problemer.

Så nu er der vist ingen undskyldning længere, og da møgvejret betyder, at jeg ikke rigtigt får kørt i bilen, gik jeg her i weekenden i gang.

Garagen er blevet ryddet op og gjort klar, bilen er blevet klodset op, og jeg er nået til at få hjul, bremser, rotor og lejer taget af i begge sider. Skjoldet som sidder uden på spindlen er på vej af, men de bolte som holder spindlen fast på styretøjet giver sig ikke sådan lige. De har nu også siddet hvor de sidder i 34 år, og de har altså ikke lige sådan tænkt sig at skulle nogen steder. Så efter at have knoklet med det store værktøj hele formiddagen måtte jeg til sidst give op. Så nu har boltene fået en ordentlig omgang WD40, og så håber jeg, da i løbet af ugen vil blive mere medgørlige.

Det bekymrer mig godt nok noget, for denne del af operationen skulle egentlig være ganske ligetil, så hvis det allerede nu begynder at drille, er jeg noget spændt på, hvordan det vil opføre sig længere fremme i processen. Nå det er nu spændende at arbejde med, og jeg lærer konstant noget nyt om bilen, så det er faktisk ikke så slemt endda, og jeg glæder mig til at komme ud og køre bilen igen.

Fra sommer til efterår natten over.

Selvom det var dejligt sensommervejr i Danmark, var det nu alligevel skønt at vende hjem til Virginia Beach, hvor temperaturen indtil sidste uge lå over 30 grader døgnet rundt.
Jeg sad i øvrigt ved siden af en lokalkendt i flyet, som anbefalede aftensmad på en lille cafe, der ligger blot 15 minutters kørsel hjemmefra. Cafeen ligger på en mole, så man sidder over stranden ved Chesapeake Bay (Chicks Beach) med den mest fantastiske udsigt over stranden og vandet. Og fordi den primært henvender sig til de lokale, er maden vanvittigt billig. $60 for aftensmad til fem mennesker (Mie havde en veninde med) inkl. tax og drikkepenge kan vist ikke gøre meget billigere. Stedet var da heller ikke på nogen måde prætentiøstm men vi fik nogle fiskeburgere med frisk fisk, som smagte fremrageende. Og når man kombinerer maden med sådan en solnedgang, kan alt andet være ligegyldigt. Det var en totaloplevelse helt i top, og cafeen er nu kommet på listen over favoritsteder. Det er en skam, at den lukker i vintermånederne.

Og de kan snart nok komme. Det var en vildt mærkelig slutning på dette års sommer, for den ene dag gik vi i seng med temperaturen over 30 grader, og da vi stod op næste dag var den faldet til 17 grader, og det var pludselig hundekoldt.
Så vi gik og frøs i en uges tid, men vejret er heldigvis blevet lidt mildere igen. At der er blevet efterår kan der dog vist næppe være nogen tvivl om, for selvom temperaturen igen er tilbage midt i 20'erne, regner det uhyggeligt meget. Det kommer i voldsomme tordenbyger, hvor der i løbet af en time falder 100 mm., som er langt mere, end kloakerne kan bære. I fredags da jeg skulle hente Mie i skole, var der faldet så meget vand, at vejen var helt væk, så vi gik i vand til over anklerne. Billedet er taget på vejen foran hendes skole.

På besøg i Danmark.

I forrige uge var jeg heldig at blive sendt en tur til Danmark på tjenesterejse. Jeg skulle egentlig have rejst hjem sammen med mormor og morfar, men da de havde fået nye billetter pga. problemerne på udrejsen, måtte jeg rejse hjem alene.
Det primære formål var et seminar i Roskilde, men jeg havde et møde på Flyvestation Karup inden weekenden, så jeg nåede også et kort besøg i Frederiks. Det var rart at se "sit kvarter" igen, og inden vi får set os om, er vores hverdag jo dér igen. Men der sker godt nok meget på tre år.
Timingen i rejsen til Danmark var perfekt, for jeg var også heldig at få en weekend sammen med familien på Fyn. Onkel Lars flytter til Kina med sit job i næste måned, så der var mange spændende historier at få, og hvem ved, hvornår vi ser noget til ham igen?!
Den danske sensommer viste sig fra sin kønne side, så der blev mange hyggelige timer på terrassen hjemme ved mor og far.

På jetski med delfiner.

Pigerne har genenm længere tid ønsket sig at komme ud på jetski, og i søndags fik vi endelig gjort alvor af det.
Det viste sig, at man kan leje jetski på "vores" strand blot 15 minutters kørsel hjemmefra. Og de tilbød foruden den almindelige leje en guidet tur ud til området, hvor delfinerne er. Så vi kom fem kvarter til havs og havde en forrygende dag.
Jeg har før været ude med nogle kammerater og været ved at blive slået ihjel, fordi vi kortvarigt glemte, at vi ikke længere var 19 år gamle. Så det var sjovt at se pigerne, som til at begynde med var lidt betænkelige ved tanken om jetski. Som Rikke sagde, havde hun ikke engang nogensinde kørt en knallert. Det varede dog ikke længe, før alle hæmninger var smidt overbord, for det er en helt berusende fornemmelse at fræse afsted med 50 km/t hen over havet, og Mie og jeg havde i periode vanskeligt med at følge med de to store fartbisser.

Det var sjovt at sejle rundt med delfinerne, der var ligeså nysgerrige som os og kom op og slog med halen mellem gruppen af jetski. En helt igennem fantastisk måde at bruge en søndag på, og timingen kunne vist ikke blive meget bedre, for de har lovet lidt køling i vejret sidst på ugen. Det skal vist blive helt ned i nærheden af 20 grader ;)

Mormor og morfar på besøg.

Igen i år har vi været heldige at få besøg i sommerferien, da mormor og morfar kiggede forbi. De havde en begivenhedsrig tur herover, for en livstræt person bestemte sig for at kaste sig ud foran toget til Kastrup, og så var det altså sket med at nå flyet. Så de tilbragte feriens første nat på Hilton i Københavns Lufthvan på forsikringens regning, og så havde vi lige en dag mere til at få gæsteværelset klart.
Mormor havde nok engang krævet at komme til New York. Da hun tilbød at invitere, tog jeg et par fridage, så vi kunne få en lang weekend, og så satte vi ellers kursen nordpå. Selvom vi kom tidligt afsted, nåede vi først frem til Manhattan først på aftenen, og trafikken ind til Manhattan fredag aften trodser enhver beskrivelse. Voldsom regn gjorde det bestemt ikke lettere, og det tog næsten fire timer at køre turens sidste 100 km.
Men frem nåede vi, og da vi havde fået hotel midt på Times Square skulle vi selvfølgelig en tur ud og nyde stemningen. Så for Gud ved hvilken gang, måtte vi finde os i at få feriebillederne taget med regnfrakker på i New York.

Dagen efter var solen heldigvis kommet frem igen, og vi tog et par cykeltaxaer rundt i Central Park og nød sommeren.

Om aftenen skulle vi fejre fødselsdag for Rikke, så vi havde fået bord på Bar Americain. I håbet om at se Bobby Flay, havde vi fået bord, så vi kunne se ind i køkkenet, men desværre for Rikke, var han altså ikke inde dén aften. Men uanset hvem der havde vagten i køkkenet, fik vi nu alligevel en god middag, inden vi skulle i teatret.

Vi havde nemlig billetter til Mamma Mia. Under vores forestilling var der ikke dansen i gangene, men det var et supergodt show, som vi alle nød - ung som lidt ældre.

Og på sådan en fantastisk aften, var vi altså nødt til at runde Times Square igen inden sengetid, så vi kunne få et billede uden regnfrakker.

Om søndagen stod den på shopping. Som supplement til butikkerne på 5th Avenue var der markedsdag på 6th, som var lukket for trafik i dagens anledning. Det var hyggeligt at gå rundt der, men Mie, morfar og jeg måtte give op ud på eftermiddagen, så vi gik tilbage til hotellet og fik en lur, mens de tre store piger ufortrødent gjorde deres til at holde den amerikanske økonomi igang.

Efter aftensmaden søndag besøgte vi den nye Disney Store på Times Square, hvor Mie fandt en kæmpeversion af sit yndlingsdyr Æsel. Efter at have kælet ham i butikken, var han altså nødt til at tage med Mie hjem, og der er nu efterhånden ved at være noget trangt i hendes seng.

Inden vi kørte hjemad igen om mandagen, gjorde vi holdt i Brooklyn for at se den danske sømandskirke, hvor Emma skal konfirmeres til foråret. Rikke har været i kontakt med præsten, der virker mægtig sød, og kirken ligger i en rigtig hyggelig bydel, så det glæder vi os meget til at blive klogere på i løbet af efteråret. På dagen var kirken lukket, så vi måtte nøjes med at se til udefra.

Ganske tæt på kirken er en hyggelig promenade langs East River, hvor ma kunne nyde udsigten over Manhattan.

Vi fik prøvet et par nye restauranter, men skulle også holde traditionerne i hævd med både Bubba's og Chili's. Og is fik vi på Rita's, hvor vi havde taget de to topløse biler op en aften.

Morfar ville også fejre sin fødselsdag. Mormor kan godt lide Outback, som vi normalt har besøgt på Staten Island på vej til New York. Men da vi i år boede inde på Manhattan, var der ingen Outback deroppe, så morfar inviterede på den lokale i Virginia Beach i stedet. Det var en hyggelig aften, hvor Rikke fik mulighed for at lufte sine nye sko.

17 dage flyver afsted, så inden vi fik set os om, skulle mormor og morfar hjem igen. De rejste samtidigt med mig ved månedsskiftet, men da de hade fået nye billetter af forsikringen pga. deres begivenhedsrige udrejse, kunne vi desværre ikke følges hjem.

Status efter Irene.

Det har været en underlig uge. Da Irene i starten af ugen meldte sig på banen, gav det ikke anledning til meget andet end lidt ærgrelser over, at der ville komme meget regn til weekenden. Som ugen skred frem blev det dog klart, at hun havde retning lige mod os, og efterhånden som hun kom nærmere, var det mindre og mindre sandsynligt, at vi kunne undgå et nærmere bekendtskab. Så da hun i løbet af torsdagen blev opgraderet til kategori III med en bane blot 20 miles øst for os, og den amerikanske flåde sendte Atlanterhavsflåden til havs brød hysteriet ud. Der blev hamstret, alt blev stormsikret, og hele byen ud mod Atlanterhavskysten blev pakket ind i spåntræsplader. Den ellers altid så livlige strandpromenade var som en spøgelsesby fredag aften, da vi kørte en tur derud efter at have fejret morfars fødselsdag.

Da jeg samtidigt i netop den uge var fungerende chef herovre, havde jeg foruden familiens egne forberedelser ansvaret for de 13 familier herovre, og det gav en del interessant ekstraarbejde. Heldigvis sad jeg også i stolen, da Earl kom sidste år, så der var i det mindste lidt erfaring at trække på, og da baserne blev evakueret fredag kl. 12, var alle og alt så godt forberedt som muligt.

Regnen startede allerede fredag aften, og så var det ellers bare at holde vejret og håbe på det bedste. Heldigvis virkede det som om, de beordrede evakueringer primært var med sigte på oversvømmelser som følge af stormfloden og mindre pga. stormskader, så vores hus burde kunne overleve strabadserne.

Fruen tog da også pænt fat, da hun gik i land blot 150 km. syd for os, men efterhånden som hun kom heropad mistede hun pusten, og umiddelbart syd herfor punkterede øjet, så selvom vi fik en ordentlig gang møgvejr, blev det ikke så slemt som frygtet. Vi mistede dog ret hurtigt strømmen, og det varede næsten to døgn, førend vi fik den retableret.

Men der er intet som en orkan, der kan bringe et kvarter sammen. Så vi fik hilst på vores nye naboer, der havde købt en generator, og der nassede vi lidt strøm til køleskabet, så vi kunne holde maden.

Så alt i alt fik vi det bedste ud af det og hyggede med masser af stearinlys og brætspil. Og vi priser os lykkelige for at være sluppet så billigt, for ifølge aviserne har hun taget mere end 30 menneskeliv, og store dele af østkysten er stadig uden strøm.

Efter en formiddags oprydning, er vi tilbage ved normalen hér i huset, og vi mangler nu blot at få renset poolen.

Alt vel på bagsiden af Irene.

Vi har nu været uden strøm siden i går aftes, men derudover er alt vel her, og efter en formiddags oprydning, er vi tilbage i normal gænge.
Nu vil vi køre en tur og se, hvor galt det står til ude omkring.

Opdatering fra Hurricane Alley.

Så gik Irene i land for lidt siden ca. 100 km. syd for os. Heldigvis lader det til, hun er ved at miste lidt af sin energi. Forleden frygtede man CAT III, og ved landgang var hun CAT I. Det er nu stadigt pænt voldsomt med vindstød på næsten 200 km/t, men i det mindste burde husene kunne modstå det (krydser fingre). Masser af regn og en tornado warning, som netop er ophævet, men ellers er alt pt. vel her. 

Så er vi klar til at modtage Irene.

Det har været en underlig uge. I begyndelsen var der ikke den helt store bekymring over Irene, men i løbet af onsdagen gik det så småt op for os alle, at Irene nok ikke ville afvige sin kurs, men måtte forventes at fortsætte hen over hovederne på os. Torsdag var der ingen vej tilbage, og da den amerikanske flåde sendte sine fartøjer til havs her fra verdens største flådebase begyndte panikken og hamstringen i butikkerne. Ved sidste orkan i 2003, som var mindre end Irene er prognosticeret til at være, var dele af byen uden strøm i 14 dage, og hovedkvarteret var lukket i en uge. Simpelt hen fordi gaderne ikke var farbare.
Så vi fik sammen med alle de andre amerikanere også tanket bilerne, hævet kontanter og fyldt huset op med vand og dåsemad. Heldigvis ordnede Rikke det sammen med mormor, for chefen har været i Danmark denne uge, så ansvaret for planer og de danske familier her på stedet har jeg så hygget mig med.
NATO hovedkvarteret blev sammen med de amerikanske baser lukket og evakueret i dag til middag, og morfar og jeg har brugt eftermiddagen på at pille myggenet ned og flytte ALT ind i garagen.
Byen er stille og roligt lukket ned, og strandpromenaden ser ud som ved vinterdage. Ingen mennesker og de fleste butikker har sømmet vinduer og døre til med krydsfinerplader.
Store dele af byen er beordret evakueret af myndighederne, men det er kun de dele af byen, hvor der er risiko for oversvømmelse. Det gælder ikke os, så vi er blevet i huset, hvor vi burde være i sikkerhed, med mindre ruderne ryger.
Irene forventes at passere ca. 20 miles øst for os, og ifølge prognoserne er øjet over os sent i morgen aften, lørdag. Blæsten og regnen er så småt begyndt, men vi er forberedte så godt som muligt, så der er ingen grund til at være bekymrede for os.
Det er ikke til at sige, hvor længe vi har strøm og internet, men vi skal nok give lyd fra os "på den anden side", og indtil da skal intet nyt betragtes som godt nyt.
God weekend til alle i Danmark, hvor det nu også lyder som om, I skal have et par pæne regnskyl hen over weekenden.

Earth, Wind and Fire.

De voksne læsere vil givetvis kunne huske dette legendariske band fra deres unge dage. Og det er egentlig meget rammende for ugens tema her i Virginia.
I sommer blev en stor tørvesump syd for byen ramt af lynet, og den har brændt lige siden. Så når vinden ellers er i "den rigtige" retning lugter her ligesom Skt. Hans og nogle dage er her helt tåget af røgen.
I tirsdags blev Virginia ramt af sit første jordskælv siden 1897. Det målte 5,2 på Richter skalaen, og mærkedes tydeligt her i Virginia Beach, hvor billederne raslede noget på væggene. Selv stod jeg op, og det føltes ligesom når færgen lægger til i havnen, og man svajer frem og tilbage. Det medførte en del evakueringer, og mange huse har fået revner, men hele familien er i god behold herovre, og vi har ikke lidt materiel skade heller.
Vinden går vi så lige nu og venter på med krydsede fingre. Hurricane Irene er på vej nordpå efter at have lavet voldsomme ødelæggelser på Bahamas. Hun er pt. erklæret kategori III, og hun forventes at være i Virginia Beach søndag morgen kl. 0200, hvor orkanens øje forventes at være blot 20 miles øst for os. Det er der ikke så meget grin ved, og vi er gået i gang med at lagre vand og dåsemad, så vi kan klare os nogle dage uden strøm. Vi håber på, at huset holder, når det "kun" er kategori III, så det værste bliver strømudfald og syndfloder af regn.
Så der er godt gang i Moder Natur i år, og mormor og morfar får da nogle oplevelser på deres ferie, som man ellers ikke lige normalt opsøger. Men indtil man hører andet, kan man roligt gå ud fra, at vi har det godt.