Mies kyllinger.

I Mies klasse har de den sidste måned ruget på æg. Noget af Mrs. Early's familie har en mindre kyllingefarm og, hvert år får hun leveret rugekasser og æg. Klassen modtog 42 æg i rugekasser for lidt over tre uger siden. Børnene har siden lært alt om, hvordan det er at være hønemor. Der er blevet målt temperatur og luftfugtighed i rugekasserne. Æg skal vendes tre gange i døgnet ellers "klistrer" kyllingefostret fast til indersiden af æggeskallen. De har lært, hvad alle delene i ægget heddder og, hvad kyllingefosteret bruger delene til. Hvem troede måske ikke, at kyllingen brugte sit næb til at hakke hul på ægget. Næ, det er ikke korrekt... Kyllingen har en æggetand på næbet som den bruger. Æggene er med mellemrum blevet gennemlyst med en lampe, så der er blevet holdt nøje øje med om kyllingefostrene voksede det de skulle. Endelig i tirsdags begyndte der så småt at komme små revner i æggene. Onsdag var de første kyllinger kommet ud af æggene da skoledagen begyndte. Dagene efter gik med, at få kyllingerne over i varmekasser, så de kunne komme til kræfter efter det hårde arbejde med at hakke hul på ægget. Fredag var kyllingerne så kommet så meget til kræfter, at børnene kunne holde dem. Børnene blev sat, i små grupper, på gulvet i cafeteriet. Hver gruppe fik så to små søde lysegule kyllinger. Hvor var de søde og bløde. Da den først kom op i Mies hånd blev den helt rolig og sad med halvt lukkede øjne. Sikke en larm sådan nogle kyllinger kan lave. Nu tænker I sikkert allesammen: "Bare ikke nogen træder på de søde små kyllinger"? I år, for første gang i de 16 år projektet har kørt, kom der én kylling mindre med tilbage til klassen... Fredag eftermiddag blev kyllingerne hentet og kørt tilbage til farmen. Det var et rigtigt sjovt projekt.

Shamrock Marathon.

Herovre gennemføres hvert år et stort velgørenhedsarrangement, der tager udgangspunkt i løb. Man kan løbe både marathon, halvmarathon og 8-km., og byens skoler gennemfører også en marathon på deres egen måde for de børn, der melder sig til. Siden nytår har pigerne og far løbet en gang om ugen, og det er totalt blevet til godt 25 miles (en marathon er 26,2 miles). Meningen er så, at på den store løbedag skal alle de tilmeldte børn løbe den sidste mile af deres marathon ude på strandpromenaden. I år var det i søndags kl. 1030, og der var omkring 3.000 børn tilmeldte, så som det kan ses på billedet, var der pæn trængsel i startområdet.

Efter tre uger med regn og blæst var solen heldigvis kommet frem, men det var en kold dag, for det var kun små 10 grader, og vinden ude fra Atlanterhavet trak tænder ud. Meeen alle børnene var i et vældigt humør, så der var slet ikke tid til at tænke på kulden, og som det fremgår af trøjerne, var der ingen fartgrænser den dag, så med fuld fart frem, kunne de godt holde varmen.

Der var rigtigt mange ude og heppe børnene rundt på deres tur, og det er imponerende som det virker, for vi var dårligt kommet på plads ovre i målområdet, førend tøserne kom blæsende over målstregen. Mie kom først i et ganske gevaldigt tempo, og kort bagefter kom Emma sammen med sin veninde Hunter, som hun gennemførte løbet sammen med.

Efter nu at have en marathon i kassen, fik pigerne medaljer, som de naturligt nok er ret stolte af, og det er mor og far sådan set også. Det var et godt arrangement, som børnene nød, og det er fremragende, at det samtidigt skaber interesse hos børnene for at røre sig lidt.

Den lokale sandkassekunstner havde i målområdet også lige lavet en "lille" sandskulptur med samme logo som medaljen. Prøv lige at se den på billedet - det var ret imponerende i forhold til de sandslotte vi normalt bygger med pigerne.

Da vi stod og ventede på at sende børnene afsted, kom en af Jans venner fra jobbet pludselig forbi og meddelte, at han kunne se os fra en af restauranterne, hvor han og familien havde et stort bord. De havde været der siden tidlig morgen, da hans hustru og datter havde løbet 8-km. løb kl. 7, og det var blevet en familietradition for dem at deltage i de forskellige løb med restauranten som "base". De inviterede på frokost, når vi var færdige med vores løb, så det var helt hyggeligt at få varmen og lidt at spise i "familiens skød" efter løbet.

DARE Graduation

Emmas klasse har den seneste tid deltaget i DARE (Drug Abuse Resistance Education) i skolen. Et supergodt program, der startede i Los Angeles i 1983 og siden har bredt sig til skoler over hele USA og en lang række lande i verden (fx Tyskland). Pointen er at lære de unge om farerne ved misbrug af euforiserende stoffer (hvilket tolkes som alt fra almindelig rygning til alkohol og stofmisbrug), og hvordan gruppepres fungerer og bedst undgås. De får samtidigt en række værktøjer til rationel beslutningsprocesser, og da det er de lokale sheriffer, som kører uddannelsen, giver det også et positivt forhold til uniformerede autoriteter.
Trofaste læsere af bloggen vil huske, at hun for nyligt skrev et essay om programmet, og i dag var der så "graduation", hvor børnene blandt andet afsagde "the pledge" (troskabsed) om at holde sig ude af misbrug.
Her er Emma fotograferet med sin lærer - Sheriff Apfel.

Fuldt hus på Hotel Church Point.

Så kan Hotel Church Point melde om alt optaget i sommer ferien. Farmor og farfar har meldt deres ankomst midt i august måned, og de er ikke sådan lige at slippe af med igen. De bliver indtil mormor og morfar kommer i starten af september, og har faktisk bestilt pladser på det fly, der skal tilbage til Kastrup efter at have bragt mormor og morfar herover. Det er jo praktisk, for så kan vi klare udskiftningen med én tur til Washington med bedstemorbussen ;o) Vi glæder os meget til de alle kommer og nyder sommeren med os.

Årets første aftensmåltid på terrassen.

Så kom varmen tilbage, og vi har haft en dejlig sommerdag herovre. Efter morgenmaden, havde temperaturen sneget sig op på 24 grader, så Jan tog op på basen for at få sine første golflektioner. Det er efterhånden også ved at være tiltrængt, for han er træt af altid af få klø af sine golf-buddies. Nu kan de bare vente sig... Imens indtog pigerne haven med is og kolde drikke. Det var tiltrængt, for især Emma har haft en hård uge i skolen. Der har været meget skriftligt arbejde, så foruden de lange dage i skolen, har hun brugt mellem 2 og 5 timer på lektier - hver dag..!!
Skolerne i byen har et projekt, hvor man skal løbe en marathon - altså fordelt på nogle gange. Planen er, at man fra nytår har indtil den 21. marts til at løbe 25,2 miles. Den 21. marts er det så meningen, at alle børnene skal løbe den sidste mile ude på strandpromenaden. Jan og pigerne løber sammen, og i dag var der arrangeret fællesløb fra pigernes skole i en af de lokale parker. Efter frokosten tog vi derfor taget af bilen og kørte ned for at være med. Det var varmt men hyggeligt, og pigerne har nu begge rundet de 20 miles (32 km.) - sådan.
Temperaturen holdt dagen igennem (her kl. otte om aftenen er det stadig 20 grader), og vi kunne indtage årets første aftensmåltid på terrassen afsluttet med friske jordbær fra Florida.

Mies læsehjørne.

Mie er blevet rigtig glad for at læse, og hun sluger både danske og amerikanske bøger. Hvis man ikke lige kan finde hende, er der en god chance for, at hun er i læsehjørnet, hvor Jan har fanget hende her, mens hun hygger med Bearenstein Bears. Det er yndlingsserien for tiden.

De er skøre de Romere...

Som vi vistnok tidligere har berettet, er en bil et af verdens farligste våben i hænderne på en amerikaner, når temperaturen nærmer sig frysepunktet. I dag var ingen undtagelse...
Den lovede "winter storm" indtraf som lovet i går aftes. Det har styrtet ned uafbrudt siden lørdag morgen, og i løbet af søndagen blev dette suppleret med voldsomt stormvejr og faldende temperaturer. Det blæste så voldsomt, at vi blev helt nervøse for huset (som dog står endnu). Op til flere gange fik et vindpust mod garagedørene skabt så stort tryk inde i garagen, at vores inderdør blæste op. Det giver sådan lidt dårlige nerver, for der er alarm på, som giver lyd, når en dør åbnes, og når man efter at være gået i seng hører advarslen for åbnet dør, farer der mange tanker gennem hovedet. Rikkes reaktion er bare at sige "hvad var det" (hvor i Himlens navn skulle jeg vide det fra), og så ellers vende sig om på den fede side med en forventning om, at jeg står op og finder ud af det. Det var nu heldigvis værst første gang, indtil vi fandt ud af årsagen.
Nå men de faldende temperaturer fik regnen til at falde som sne og isslag, som søndag aften skred frem, så det var helt spændende at køre på job her til morgen, selvom vejene var blevet saltet i løbet af natten. Motorvejene var ifølge trafikmeldingerne helt lukkede, så jeg kørte ad de sekundære veje ind. En tur på små 20 km., hvor jeg så ikke færre end 7 færdselsuheld, hvoraf ét var en sættevognslastbil, der havde smidt sig på tværs af en tilkørselsrampe til motorvejen med mange kilometers kø til følge. En af kollegerne havde talt 12 uheld ad den vej, han var kørt. En anden kollega havde passeret tre lyskryds, der var blokerede, fordi byens orange saltlastbiler var gået i stå midt i krydsene (de har sikkert ikke været ude at køre i flere år).
Så tænker man måske, at det da er helt naturligt, når der er "winter storm". Det absurde er bare, at det fryser 2 grader, og snefnuggene falder med samme tæthed som på billedet fra forleden, så selvom der er hård blæst har det for os nordeuropæere jo intet med vinter at gøre. Lige nu gruer jeg bare for i morgen, for de har lovet ned til minus 6 grader i nat og mere isslag. Kryds fingre for, at vi klarer os levende igennem til fredag, hvor der igen er lovet 20 grader og golfvejr.

Tunnel of Terror.

Som vi måske har berettet om i tidligere indlæg, er det ret hårdt at gå i skole herovre sammenlignet med i Danmark, da der foruden selve skolegangen er et voldsomt lektiepensum. Foruden de daglige mellem 1 og 2 timers lektier skal der laves en månedlig book report. Børnene vælger ud fra angivet kriterie selv en bog at læse, og der skal så skrives et par sider med egen beskrivelse om bogen. Derudover skal den følges op af et kreativt projekt. Sidste måneds kreative opgave var fx at skrive og optræde med en sang eller opføre et lille skuespil fra bogen i klassen. Denne måneds rapport skulle akkompagneres af en skotøjsæske med et "peep hole" (kighul), hvor der skulle laves en model af en scene fra bogen. Emma holder meget af mysterier og havde valgt bogen "Mysteriet om den forsvundne Pony", hvortil hun valgte at lave en model af Tunnel of Terror. Rapporten blev lavet sidste weekend, og denne weekend gik så med at lave modellen, som er blevet virkelig god. Nyd billederne af projektet.

Efter to weekenders slid skulle man så tro, at der var lidt luft. Men tro om. Til på torsdag skal der også lige laves et essay om DARE (Drug Abuse Resistance Education). Det er et program på skolen, hvor Politiet kommer og orienterer om misbrug af euforiske stoffer, for på den måde at forsøge at undgå misbrug ved at tale åbent om tingene. Et supergodt program, der kører på alle byens skoler. Det giver dog stof til eftertanke, at man starter allerede i 1. klasse med programmet...

Det årlige Winter Ball.

I går aftes var Rikke og Jan til hovedkvarterets årlige vinterbal, og alle sejl var sat til. Rikke tilbragte det meste af formiddagen med at lave franske negle, og eftermiddagen blev tilbragt hos frisøren, men som det ses, var resultatet også det hele værd.

Ballet blev afholdt på Founders Inn & Spa, der er blandt områdets mest mondæne steder, og som mest minder om en country club. Faciliteterne var fantastiske, og ved baren blev vi mødt af den firestjernede amerikanske Marine Corps general, der er chef for hovedkvarteret. Efter at have præsenteret sig med "Hi, I'm Jim" til Rikke, var der drinks og hyggesnak inden maden. Herfra knækkede filmen desværre, for desværre er Amerika altså bare ikke Europa, og hvad man end kan rose amerikanerne for, så er god stil altså ikke blandt deres spidskompetencer. Så hvad der blev reklameret som et bal skulle vise sig mere at have karakter af en dansk julefrokost.
Spiselokalet var et stort konferencelokale, der i lummer belysning var dækket op med 10-personers runde borde til de ca. 400 gæster. Maden var buffet, og det kan for så vidt være godt nok, men bordene blev af toast masteren sluppet fri mod buffetten i hold, og da det blev vores tur, var buffetten godt og vel hærget, og flere af fadene var tomme. Den mad der var, var i det mindste god, men det var alligevel en skuffelse, og det blev kun værre derfra. For da vi kom tilbage til bordet, var de første borde jo færdige med maden, så det til lejligheden hyrede rockband fyrede op under kedlerne og gjorde sit bedste til at tilføje de sagesløse gæster tinnitus inden kaffen. Foruden at spille vanvittigt højt, var de simpelt så håbløst ringe, at man sjældent kunne genkende de ellers kendte musiknumre, førend de var midt i sangen, og ganske få brudstykker gav dejavu til vores yngre år foran radioen. Nå, men i det mindste behøvede vi jo så ikke tale sammen under middagen, så vi kunne få spist i en fart og deltage i festlighederne, hvilket vi så gjorde, inden bulen blev ryddet til midnat.
Så selvom det ikke levede helt op til forventningerne, endte aftenen alligevel med at blive ganske hyggelig. Vi blev mætte og glade, og når man kan tage hjem med festens smukkeste pige, hvad betyder så egentlig alt det andet..??
Trine, en af de danske teenagepiger var kommet hjem til os for at være ved pigerne. Hun er sød, og de hyggede sig sammen. Efter ballet kørt Jan hende hjem, for man får ganske vist et kørekort som 16-årig herovre, men desværre må man ikke køre efter kl. 23, når man er under 18.

Endelig blev der pudset vinduer.

Så fik Jan endelig samlet mod sammen til at få pudset vinduerne. Det var aftalt, at huset skulle være rengjort ved lejemålets indgåelse, og det mente udlejer da også, at det var. Man skal bare kende lidt til amerikanernes opfattelse af rengøring for at forstå, hvorfor vi måske nok syntes, at der kunne være gjort lidt mere. Amerikanerne gør faktisk rent ligesom på reklamerne i fjernsynet. Der findes en myriade af forskellige produkter, der lige kan sprøjtes på og tørres efter med en klud. Produkterne er fyldte med klor og andre gode sager, så de desinficerer ganske givet, men de gør altså knapt så rent som det ser ud til på TV... Vi spøger lidt med, at i USA er noget rent, når det stinker af klor, og noget virker, når det larmer.
Nå men vinduerne var i hvert fald blevet tværet over med en klud, men de var på ingen måde, hvad en vinduespudser ville kalde rene. Så der var til sidst ingen vej uden om, for Jan har jo lært det af den bedste. Desværre for Jan, er der jo altså en første sal, så det var godt, at stigen var kommet med. Som om stigeakrobatik ikke var nok, er der helt okkult mange vinduer i huset, så det var ikke nogen helt lille opgave at få det hele pudset. Men efter mange års lære hos farmand gik det ganske hæderligt, og det er det hele værd nu. Det føles som om, dagen er blevet flere timer længere, sådan som lyset kan komme ind.

Mens vi venter på snestormen...

Så er den gal igen. Ifølge meteorologerne skal vi forvente en snestorm natten mellem søndag og mandag, så byen er på den anden ende. Den kommende snestorm er på alles læber, og selv NATO hovedkvarteret har opdateret og rundsendt sin nødplan samt nødtelefonnumre. Ret skal være ret, temperaturen er også faldet noget tilbage mod de små etcifrede tal, og som det kan ses på billederne, er der da også antræk til noget. Men helt ærligt - jeg var nødt til at tage blitz på, for at få snefnuggene til at fange lyset for at kunne se dem på billedet, så mon ikke også vi overlever denne gang!?
Det mest ejendommelige er faktisk, hvor voldsomt og hurtigt vejret skifter. Det er ikke andet end to dage siden, jeg gik små fem timer i korte ærmer og spillede golf i 20 grader, og nu truer de med snestorm. Hvis der skulle være tvivl, foretrækker vi alle de tocifrede temperaturer.

Bingo Night

Mie og Rikke har været til Bingo Night på skolen. Emma syntes det lød lidt træls, så Jan og hende blev hjemme.
Vi skulle være på skolen 17.45. I døren mødte vi Mies venner tvillingerne Robby og Rachel og deres mor Susan. Dem satte vi os sammen med. Så blev der serveret pizza og salat og dessert. Det var skolens lærere, der var tjenere for en aften. Mens vi spiste spillede et rockband. Det var børn fra 6. klasse der tidligere havde været elever på Thoroughgood (elementary school er kun til og med 5. klasse). De var ret gode.
Sammen med indgangsbilletten havde vi fået hver 5 bingoplader. I Amerika står tallene, på pladerne, på rækker under bogstaverne "B, I, N, G, O". Når så tallet råbes op kaldes både bogstav og tal. Det tog danskerne et øjeblik at regne ud... Først gik det lidt trøvt med tallene og, man siger ikke "ryst 'æ pos" i Amerika, så vi var noget nedtrykte. Pludselig i tredie runde tog pokker ved Mie og, hun fik bingo. Efter at tallene var kontrolleret kunne Mie med hjælp fra Emmas lærer, Mrs. Phoenix, vælge en gevinst. Hun valgte sig et træhus, hvor der bor en bjørnefamilie. Træets krone er en lille taske til, at gemme tingene i. Hurra for Mie. Senere vandt Rachel også, men stakkels Robby kunne ikke få tallene til at stå på række. Hele arrangementet var for at samle penge ind til et "Smart board" til skolen. Der blev både solgt slush ice og popcorn. Naturligvis var der også amerikansk lotteri.

Åbningstider på Hotel Church Point 2009.

Så er der så småt ved i grove træk at være styr på årets ferier.
Årets Spring Break går i år til Orlando i Florida, hvor vi skal genopleve de gode tider i områdets forlystelsesparker. Vi tager afsted fredag den 10. april og er hjemme igen lørdag den 18. april om aftenen.
Sommerferien bliver en længere roadtrip på tværs af USA til Dallas i Texas, hvorfra vi skal langs den Mexikanske Golf og Atlanterhavskysten hjem. Vi tager afsted onsdag den 15. juli og regner med at være hjemme igen søndag den 9. august.
På nær disse perioder er Hotel Church Point åbent for reservationer, hvis nogen skulle få lyst. Afhængig af hvem man gerne vil gøre selskab, skal vi dog lige gøre opmærksom på, at familiens piger tager til Danmark torsdag den 18. juni og vender hjem igen torsdag den 9. juli.

En anstrengende dag i statens tjeneste.

Livet som udsendt for den danske stat er nu hårdt og opslidende og slet ikke særligt misundelsesværdigt. Tag nu bare sådan en tilfældig valgt vinterdag som i dag...

Da Jan kørte ud af garagen i morges kl. 0630, viste termometret 16 grader, men han tog naturligvis på arbejde og gjorde sin pligt i varmen. Hans udsendte hustru, som dog ikke skulle på kontoret, havde også en anstrengende dag. I den varme skal fødderne jo lukkes ud i det fri, så hun sled sig igennem en formiddag på fodklinikken sammen med sin veninde Else fra den danske Maersk familie på vejen. Sammen kæmpede de sig igennem fodbad, massager, lakering og alt til faget hørende, så de kan være bekendt at vise sig i offentligheden i klipklappere igen.

Da Jan havde tjent sit land, havde temperaturen sneget sig op på 24 grader, så han var nødt til at køre hjem med taget nede, og han måtte finde sig i både vindblæst hår og trafikstøj, så man næsten ikke kunne høre radioen.

Og Hjemis er her jo heller ikke, så på vejen hjem fra arbejdet måtte Jan standse i supermarkedet og købe ispinde, så familien havde lidt til en hyggestund på terrassen efter at have brugt gyngestativet for første gang i år.

Men det allerværste ved varmen er sådan set, at man ikke kan snyde sig fra havearbejdet. Vi har fem store træer i haven, som har smidt bladene i løbet af vinteren. Dem rev Jan sammen og fik hjælp fra Emma og Mie til at stable dem op ude ved vejen. 11 store sække og en stor stak grene blev det til i det hele. Til gengæld skal man ikke selv køre dem i containeren. Man sender blot en mail til kommunen, der så henter dem i morgen. Så ét lyspunkt er der da, på en ellers helt igennem modbydelig dag, hvor man bare ville ønske, at man kunne holde vinterferie ligesom jer derhjemme.

En dejlig forårsdag.

Vejret har været skønt her i weekenden. Efter at have startet ugen med ned til 9 frostgrader om natten, har vi hele weekenden haft høj blå himmel og masser af sol. I dag nåede temperaturen op på 24 grader, så søndagen måtte absolut bruges udenfor. Jan startede dagen på golfbanen, og da pigerne var færdige med at snakke i telefon (det tager næsten lige så lang tid som 9 huller...), kørte vi alle en søndagstur med taget nede. Det var dejligt!
Vi bestemte os for, at det absolut måtte fejres med is, men det var faktisk ikke sådan lige til at finde en åben isbar endnu. Vi kørte ned til "stamishuset", hvor vi også havde mormor og morfar med nede i sommer, men her skal vist blive noget varmere, førend de åbner.
I stedet blev det til Sonic, som er en slags Mc Donald's - bare som drive in. Så kører man bare ind i en bås, bestiller og betaler, og så bliver maden leveret til bilen. Maden ser afskyelig ud, men i det mindste havde de is, og så fik vi det i solskin uden at behøve forlade bilen :o) DET er ægte amerikansk bevægelsesøkonomi... På billederne herunder nyder pigerne og Amanda vinden i håret, og vi nyder vores is på Sonic.

Norfolk Admirals.

Her midt i vinterkulden har vi været inde og se ishockey med det lokale hold Norfolk Admirals. Det er fuldstændig barokt, at man skal gå ind i en skøjtehal for at få varmen, hvilket faktisk var tilfældet dén aften. Det er da ikke derfor man rejser til Virginia...
Nå men kampen var fantastisk. Flere slåskampe på isen, hvoraf den første startede allerede efter ti minutter. Deruodver var det en velspillet og tæt kamp med forlænget spilletid, som først blev afgjort med shoot outs. Desværre tabte Admirals, men som ethvert amerikansk sportsarrangement var der masser af pop corn og candy floss til at dæmpe sorgen med.
Faktisk deltog vi i en god sags tjeneste. Skolen har et ret aktivt forældreråd, der laver en række arrangementer, hvor de har fået en aftale med arrangøren om, at der for hver billet som bliver købt af skolen går penge tilbage i forældrerådets kasse. Således fik skolen 2$ pr. billet, som blev solgt til pårørende fra skolen til 10$ stykket. Da normalprisen er 20$ var det jo i forvejen et fund, og skolen rejser ret mange penge på denne måde, og så er det en sjov måde at se kammerater og forældre på i et andet miljø end normalt. Nogle husker måske, at vi også var i skøjtehal i løbet af 2008. Det var et arrangement på samme måde. Det er et ret imponerende arrangement, og noget der måske kunne læres af hjemme i Danmark, hvor egenbetaling sikkert må forventes i større grad fremadrettet, og hvor denne måde at samle penge ind på giver lidt fornøjelse samtidigt.

Så kom trampolinen i brug.

Til stor fortrydelse for pigerne blev vores trampolin ødelagt i flyttelæsset herover. Man bliver ærlig talt lidt urolig for resten af ens ejendele, når 2 mm galvaniserede stålrør er blevet mast, for der skal alligevel pænt med kraft til at gøre det. Nå, resten af vores ting havde det godt, og forsikringen betalte en ny, som endelig er kommet op. Det tog så "kun" et halvt år, men ifølge pigerne var det værd at vente på.

Volunteer of the Month.

Så er Rikke simpelt hen blevet publiceret på Internet. Check lige side 5 på dette link http://www.thoroughgoodes.vbschools.com/PTA%20newsletters/PTA%20January.pdf. Hun er blevet kåret som månedes frivillige på skolen for alt det hårde arbejde hun gør deromme. Det synes vi er meget sjovt, og vi er lidt stolte af hende. Desværre fulgte der ikke nogle fede gavekort med til hendes "udnævnelse" ;o)

Snestorm og ny præsident.

De er altså sjove de amerikanere. Som jeg har berettet, er her jævnt køligt for tiden, og i løbet af mandagen, hvor vi nød en fridag herovre pga. Martin Luther King Day, begyndte meteorologerne at tale om snestorm i den sydlige del af Virginia og altså også i vores område. Den snak eskalerede i løbet af dagen til et niveau der tilsvarer, når der er orkanvarsel hjemme. Det fyldte hver eneste nyhedsudsendelse, (når de da lige var færdige med at snakke om indsættelsen af Obama), og det var varsel om op til 20 cm. snefald. I sig selv ryster det jo ikke en gæv viking fra det kolde nord, men når man tænker på amerikanernes måde at køre bil på, og hvor mange uheld der er blot det regner, begyndte vi så småt at blive lidt urolige. En bil er et farligt våben i hænderne på en amerikaner, når vejene er våde, så på sneglatte veje er der sikkert ingen grænser for, hvilke ødelæggelser de vil kunne forvolde. Det endte da også med, at skolerne blev meldt lukket om tirsdagen (til stor glæde for børnene), for man mener, at det er for farligt at køre med skolebus i snevejr - helt alvorligt!
Nå men hvorom alting er, trodsede Jan meteorologerne og kørte på arbejde tirsdag morgen, mens han glædede sig til at komme hjem og bygge snemand med pigerne til fyraften. Som bekendt er forventningens glæde dog bare den største, for stormen passerede 100 km. syd herfor, så vi måtte nøjes med kulden og en fridag fra skole. Næstefter indsættelsen af præsidenten, var dette uvejr dog stadig det som fyldte mest i nyhedsudsendelserne, og det selvom der kun faldt mellem 5 og 10 cm. sne. Det er altså nok til at få de lokale til at gå helt i selvsving, men OK - det er da også 6 år siden det sidst har sneet rigtigt på disse kanter.
Indsættelsen af Obama er der vist ingen grund til at fortælle om, da det sikkert har fyldt ligeså meget i Danmark, som det gjorde herovre. Vi havde talt om, at det kunne være sjovt at køre derop, men da vi så billederne, blev vi nu glade for, at vi var blevet hjemme. Så som de fleste andre, nød vi ceremonien på TV.

Så blev det for alvor vinter i Virginia Beach.

Vi kan stadig huske den dag i november, hvor der var et lille drys sne, og hvor vi fejlagtigt troede, at det var det værste vinter, vi skulle opleve. Vi er da blevet klogere de seneste dage. Her er bidende koldt, og temperaturen har i flere dage slet ikke været over frysepunktet. Billedet herunder hvor temperaturen var -6 grader er taget i bagende sol under høj blå himmel, og nattemperaturen har været nede og runde 11 frostgrader. Det er den laveste temperatur her i fire år, og amerikanerne er også noget rystede. Det er også ret tydeligt, at huset ikke er bygget til den slags. Centralvarmeanlægget hamrer afsted på fuld skrue, og alligevel kan temperaturen i badeværelset ovenpå ikke tvinges over 21 grader. Det lyder måske ikke så slemt, men i et hus med marmorgulve beboet af mennesker, der er vant til brændeovn om vinteren, føles det bare umenneskeligt koldt. Heldigvis er det vistnok (ifølge meteorologerne) bunden, som er nået, og det skulle begynde at varme en anelse op sidst i næste uge. Vi kan næsten ikke vente.