Cherry Blossom Festival.

Weekendens oprindelige formål var at se kirsebærtræerne, som står i fuldt flor omkring Tidal Bassin. Heldigvis var vejret skønt søndag, så efter morgenmad hos Stine og Jan, begav vi os ind midt i centrum for at se træerne. Trafikken var forfærdelig derinde, for den årlige Cherry Blossom Festival tiltrækker mange besøgende, men vi var heldige at finde en parkeringsplads kun 5 minutters gang fra munomenterne. Og så var det ellers bare at nyde et par timers hyggelig gåtur rundt om bassinet, der er omkranset af japanske kirsebærtræer i flotte hvide og lyserøde farver. Foruden at være fantastisk flotte har kirsebærtræerne en sjov historie. En gang i 1880'erne blev man så træt af oversvømmelser i Washington DC hver gang Potomac gik over sine bredder, at man fik hæren til at bygge bassinet, som skulle virke som buffer for tidevandet. En lokal dame var i 1885 netop hjemvendt fra en rejse til Japan, og hun havde derovre set de smukke kirsebærtræer blomstre. Så hun foreslog byens tilsynsførende, at man plantede området omkring Tidal Bassin til med den slags træer, da det ellers var så bart og kedeligt at se på. Dengang som i dag når man henvender sig til det offentlige, blev hun blot ignoreret. Hun lod sig dog ikke afskrække, så de næste 25 år blev hun ved at skrive til byadministrationen gentagne gange; stadig uden held. I 1909 fik damen dog den tanke at sende et brev med sin ide til præsidentfruen. Præsidentfruen fandt tanken om et område indhyllet i de smukke hvide blomster fantastisk, og pludselig synes byens administration også godt om idéen, og så skete der noget. USA havde i den tid støttet Japan i en krig, de havde udkæmpet, og som symbol for Japans taknemmelighed, donerede landet mere end 3.000 kirsebærtræer til USA, så i årene fra 1913 til 1920 blev hele området plantet til, og i 1930'erne indførte man den årlige Japanese Cherry Blossom Festival, for at fejre venskabet mellem de to lande. Det gik godt lige indtil 1941, hvor de to nationer som bekendt blev uvenner efter Pearl Harbor, og for at undgå begyndende vandalisering af området, fjernede man referencen til Japan. Den kom aldrig tilbage, og det er årsagen til, at den årlige begivenhed i vore dage stadig kaldes National Cherry Blossom Festival. Der laves stadig nye træer på specielle planteskoler, således man kan genplante træer og holde området med træer, der genetisk kan spores tilbage til de første 3.000 træer. Derved fastholdes historien, og man sikrer sig at blomstringstid og farvenuancer er præcist de samme over hele området. Det siges, at to af de originale træer stadig står, men det er hemmeligt, hvilke det er, da træernes rødder ligger så tæt på overfladen, at man er bange for træernes overlevelse, hvis alle turisterne vil hen og trampe ved netop de to træer for at blive fotograferet. Det var en fantastisk oplevelse at se de mange hvide træer, og vi har fået mange gode billeder. Det er svært at vælge, hvilke som er de bedste, men herunder tilbydes et par stemningsbilleder fra dagens gåtur, så man kan få et indtryk.

Weekendtur til Washington DC

I denne uge sprang blomsterne på de japanske kirsebærtræer i Washington DC ud, så denne weekend kørte vi op for at se dem. Den årlige festival startede allerede 26. marts, men sidste weekend sneede det deroppe, og vejrudsigten så heller ikke for lovende ud denne weekend. Men nu skulle det være, så fredag tog Jan fri, og vi hentede pigerne tidligt i skole og satte kursen nordpå. Vi skulle bo ude hos et sæt venner, som er udstationeret til den danske ambassade deroppe, så fredag aften slappede vi bare af sammen med dem. Lørdag stod vejrudsigten på tordenbyger, så appetitten på festival var begrænset, men vi tog alligevel ind til byen og så også et par enkelte kirsebærtræer oppe på The Mall.

Vi blev dog enige om at vente med træerne (som er i et bestemt område af byen) til dagen efter, hvor der skulle komme sol, så i stedet gik vi på Smithsonian Air & Space Museum og brugte nogle timer. Alle Smithsonian museerne er gratis i Washington, da filosofien er, at økonomi ikke skal forhindre folk i at lære noget. Desværre betød det og vejret, at museerne var ret kaotiske og overbefolkede, men vi havde nogle gode timer.

Efter Air & Space gik vi på det Naturhistoriske museum, som Mie har villet se siden filmen "Night at the Museum", som er optager dér. Det var rigtig godt, og der var noget for alle. Mie nød dinosauerne, og Rikke og Emma nød afdelingen med ædelstene. De havde en specialudstilling med Hope diamanten, som Rikke i øvrigt nok mente ville klæde hende.

Hvor blev sommeren af?

Føj for den lede...
For blot en uge siden nåede temperaturen op over 30 grader i solen, og jeg fik årets første spæde solskoldning i hovedet efter at køre rundt uden tag på bilen i to dage.
I dag står jeg så op til 4 grader og regn, som de truer med skal blive til let sne i morgen, hvor temperaturen skal falde helt ned til lige over frysepunktet. Det er bare overhovedet ikke, hvad vi meldte os til.

Grillsæson.

Efter snart 10 års operativ tjeneste er den gamle Weber ved at have gjort det godt, og da en kombination af situationen i Japan og Libyen har givet dollarkursen endnu et dyk nedad, godkendte finansudvalget en erstatningsanskaffelse. Vejret tigger jo nærmest om grill, så forleden mens Rikke var i skole bestemte pigerne og jeg os for at bæstet skulle indvies. Pigerne er blevet helt vilde med at skrue i ting (faktisk har Emma nu skiftet både motorolie og differentialeolie på Corvetten), så de ordnede det pratiske, mens jeg nussede rundt og ryddede op. De lavede et fantastisk stykke arbejde, og den nye Weber er nu indviet med en stor beskidt oksebøf, som de kun fås herovre.

Shamrock Marathon.

I går var det dagen for den årlige Shamrock Marathon, hvor byens børn i Elementary School løber en marathon i løbet af forårets idrætsundervisning og slutter med den sidste mile på strandpromenaden ude ved Atlanterhavet.
Igen i år var vejret fantastisk, og stemningen var høj i opmarchfeltet, hvor mere end 3.600 børn plus deres familier gjorde klar. Her er Mie med sine veninder ved at varme mentalt op inden afgang.

Mie løb så hurtigt i år, at jeg ikke engang nåede at komme fra startlinjen om til målstregen, før hun kom ind. Jeg plejer ellers altid at have et billede af hende, når hun kommer i mål. Så dette års målbillede er Mie foran den store sandskulptur, der er lavet i målområdet.

Verdensklasse golf.

I fredags havde meteorologerne lovet sommer, så jeg havde arrangeret golf med et par af vennerne på en Jack Nicklaus bane, som ligger en god halv times kørsel nord herfor.
Og det var god timing, for jeg skal da lige love for, at vi fik sommer. Banen ligger på kysten af Chesapeake Bay, så i morgentimerne var vinden fra havet lidt kølig, men da solen kom op og fik fat, rundede vi 28 grader, og det var en helt fantastisk dag.
Når man spiller på en bane i den klasse, er forholdene også i orden. Ved ankomst kørte vi bilen op foran klubhuset, hvor caddies tog vores bags ud af bagagerummet og gjorde dem klar på vognene for os. De samme caddies gjorde køllerne rene og pakkede dem tilbage i bagagerummet, da vi kom tilbage efter 18 huller. Det er service, man ret nemt kan vænne sig til.
Mens vores vogne blev gjort klar, spiste vi en solid morgenmad i klubhuset, og efter en halv times opvarmning på driving range var der afgang. Vognene var med indbygget GPS, og på en stor skærm kunne man se et billede af hvert hul og afstandene til alle forhindringer og green i forhold til sin position. Og selvom bermudagræsset på fairways ikke var blevet grønt endnu, var banen fantastisk at spille på, for græsset på fairways var holdt lige så godt som greens på nogle af de militære baner vi spiller på hernede. Til gengæld var der mere end 100 bunkers fordelt på de 18 huller, så der var udfordringer nok, og jeg vil være ærlig og sige, at det ikke er den bedste score på 18 huller, jeg har præsteret endnu. Men det var svært at tørre smilene væk, da vi sent om eftermiddagen satte kursen tilbage til Virginia Beach.

Så åbnede ishuset.

Efter en laaang vinter har Rita's endelig åbnet. Det og alle påskeliljerne i fuldt flor er første umiskendelige tegn på, at foråret er kommet for at blive.
Så vi sidder nu og nyder årets første gelato. Og solen er så varm, at vi er nødt til at kravle i skyggen for at kunne holde det ud. Skønt!

Så er Spring Break arrangeret.

Egentlig var det meningen, at dette års Spring Break skulle have gået til New York, for vi kan ganske enkelt ikke få nok af den by. Men da det nu er besluttet, at Emma skal konfirmeres herovre, skal vi en del gange til New York i løbet af efteråret og næste forår, hvor hun skal gå til konfirmationsforberedelse ved den danske præst deroppe.
Vi har derfor besluttet, at lidt varme jo heller ikke er at foragte, og så skal rumfærgen Endeavour sendes op for sidste gang (historiens næstsidste opsendelse) om tirsdagen i den uge. Så hotellet blev afbestilt i New York for denne omgang, og vi vender i stedet næsen sydover. Der bliver først en weekend i Savannah, Georgia, inden vi fortsætter til Florida, hvor vi skal bruge en lille uge i Orlando. Forhåbentlig får vi så mulighed for at opleve endnu et shuttle launch. Ellers er der jo masser af forlystelsesparker, og hotellet har flere opvarmede pools, tennisbaner og egen 9-hullers golfbane, så mon ikke nok tiden skal gå. Vi glæder os i hvert fald meget.

Emmas girlfriends.

Teenagepiger...
Peyton, en af Emmas veninder, er helt fjollet med en dreng, som bor her på vejen blot et par huse væk. Hun snakker stort set ikke om andet, og Emma var ved at være lidt træt af at høre om ham, så i spøg og håbet om at skræmme hende lidt sagde Emma, at hun jo da bare kunne komme til sleep over i weekenden, og så kunne de gå forbi hans hus. Det ville Peyton dog gerne, og da nogle af de andre veninder hørte om det, blev de misundelige, og pludselig var der et større arrangement i støbeskeen.
Pigerne tog med Emma hjem efter klassens field trip til Appommatox Court House, og at dømme efter mængden af fnisen var det en hyggelig aften og dag derpå.
De vovede sig faktisk til at gå ned forbi Ryans hus, men såvidt vides er det stadig ikke blevet til mere end det.

Lørdagstur til Kitty Hawk, North Carolina.

Da pigerne var i Danmark forrige sommer, kørte jeg en tur til Kitty Hawk i North Carolina, hvor verdens første kontrollerede flyvning med motoriseret flyvemaskine blev foretaget i den 17. december 1903. Emma ville også gerne se stedet, og da det kun er et par timers kørsel, besluttede vi at bruge lørdagen på en road trip derned.
Brødrene Wright var oprindeligt fra Dayton, Ohio, men de valgte at rejste til Kitty Hawk for at gennemføre deres forsøg, da det ofte blæser meget dernede, og da den sandede undergrund var bedre for deres ofte ret ukontrollerede landinger end bymiljøet i Dayton.
Fra toppen af bakken med monumentet, hvor de gennemførte forsøg med glideplan, kan man få et godt overblik over stedet, og det er fascinerende hvor ydmygt det er, når man tænker på dets betydning for menneskeheden i dag blot 108 år efter. Brødrene havde to skur: en hangar og et til beboelse lige uden for stedet, hvor de efter fire års forsøg lykkedes med deres forsøg. Den store sten helt til venstre er punktet for lift-off, og de fire sten mod højre er sat på landingspunktet for hver af de fire første flyvninger. Den længste på blot 260 meter efter 59 sekunders flyvning.

Neden for bakken med monumentet er en model af flyet, hvor pigerne kunne prøve at ligge på vingen sammen med piloten.

Efter en gåtur i den friske luft (samt naturligvis et besøg i gift shoppen for at købe julekugle og magnet), besluttede vi at fortsætte sydpå af Outer Banks ned til Cape Hatteras, som er for enden ved færgen over til den lille ø Ocracoke. Det viste sig at være en fejl, for selvom Outer Banks er meget populært blandt amerikanere, havde vi lidt svært ved at se det fede i det. Det var basalt set en 140 km. køretur gennem natur, der bedst kan sammenlignes med Tranum Klitplantage, men selvom man kørte kun 100 meter fra vandet, var det bag en klitrække, så på intet tidspunkt så man vand. Kun klitter og græs og så øde at NASA kunne have brugt området til at svindle månelandingen. Og når der endelig var en lille flække, var isbutikkerne lukkede, da sæsonen først starter en gang til april. Det var en underlig fornemmelse at køre derned - lidt ligesom et læse en bog, der egentlig ikke er ret god. Et eller andet sted ved man godt, at man bør standse nu og ikke spilde mere af sit liv på den, men man bliver ved, for nu må alt det gode folk snakker om da snart komme. Og når man så når til vejs ende, må man bare erkende, at smag og behag er forskellig, og hvad der er fedt for én, ikke nødvendigvis er det for en anden.

Nå, Outer Banks er så på listen, hvor man kan sige, at man har være og ved, at man ikke behøver komme tilbage til, og i det mindste var besøget på Wright National Memorial en god oplevelse for alle.

Årets første sommerdag.

Underlig overskrift til et dagbogsindlæg midt i februar, men det har simpelt hen været det mest fantastiske vejr i fredags, hvor temperaturen toppede ved 28 grader lige i solen.
Så klokken 11 forlod jeg kontoret sammen med et par kolleger for at tilbringe eftermiddagen på golfbanen. Efter 19 huller blev taget pakket i bagagerummet, og turen gik hjemad, hvor Rikke havde tændt grillen og dækket op udenfor, så vi kunne nyde årets første middag på terrassen. SKØNT!!!

Valentine's bal.

Selvom Valentine's Dag egentlig er i dag, fejrede vi det her i weekenden, da Rikke skal til forelæsning i aften. Rikke havde arrangeret barnepige og inviteret til 1940'er bal sammen med resten af vores dansehold - det er vores danselærer Michelle, som er bag os på billedet.

Under 2. Verdenskrig var det meget brugt i USA at afholde bal i flyhangarerne på baserne, og i overensstemmelse med traditionerne blev ballet afholdt i hangaren på det lokale flymuseum. Så flyene fra 2. Verdenskrig var linet op langs væggene som udsmykning, og så var der i midten af hangaren lavet buffet, borde og dansegulv, og et 20 mand stort big band spillede op til dans med swing-musik fra dengang.
For os som er vant til "bare" at gå ud og spise på en date, var det nyt og anderledes, og det var en helt fantastisk sjov aften. Heldigvis havde vi også nået at lære nogle af dansetrinene til swing, så vi kunne føre os frem til Frank Sinatra, Count Basie og de andre.
Ballet sluttede kl. 22, men der havde man også danset i fire timer, så man havde faktisk fået nok, for vi var trætte, svedte og med forkrampede lægmuskler. Vi havde ellers aftalt med barnepigen, at vi nok ville tage ud og få en night cap bagefter, men vi tog hjem, og lidt efter kl. 23 var jeg tilbage efter at have kørt barnepigen hjem. Da vi skulle køre bil, foregik aftenen pånær et glas vin til maden på cola og vand, og det var faktisk en lidt underlig fornemmelse at være hjemme kl. 23 efter en aften ude og være pinligt ædru og alligevel at have haft en af de sjoveste aftener nogensinde.

Omskifteligt vejr.

I torsdags fik vi endnu et lag sne herovre. Emma tog billedet herunder fra sit værelse, da hun stod op. Pigerne nød det selvfølgelig, for det betød aflyste skoler og en ekstra fridag, som blev brugt i sneen.

I weekenden var solen fremme igen, og vi har hygget os med tocifrede varmegrader i solen. Billedet herunder er taget blot to dage senere, hvor Emma og jeg var ude og spille en runde golf. Iberegnet handicap har Emma i øvrigt på hullet før dette billede er taget slået sin første birdie, og sit første succesfulde tee-slag over vand, så det var en stor dag.

Vores livs ferie.

Så blev de sidste reservationer endeligt bekræftet, og vi kan i dag endeligt sætte punktum i planlægningen for dette års sommerferie efter snart syv måneders og mere end 100 timers arbejde. Planlægningen startede officielt med den første mail sendt 19. juli sidste år, og det er helt vildt at tænke på, hvor meget tid der allerede er brugt på ferien på nuværende tidspunkt.
Men med 7.000 km. fordelt på ni stater og 42 dage er der en del aftaler, der skal passe sammen, og der er brugt meget tid på research for at tilsikre, at vi kommer til at besøge og opleve "de rigtige" ting på turen.
Til gengæld kan vi nu bare læne os tilbage og tælle ned til 1. juli, hvor startskuddet lyder, og en af vores helt store drømme endeligt går i opfyldelse.
Vi flyver til Denver, hvor vi skal hente en rigtig amerikansk autocamper: kæmpestor med sider som kan skydes ud og alt hvad hjertet kan begære i bekvemmeligheder. Herfra går turen til Mount Rushmore (bjerget med præsidenterne, som vi kender fra Legoland), hvor vi skal fejre Independence Day. Herefter kører vi til Yellowstone National Park, der breder sig over et areal på ca. en fjerdedel af Danmark. Området er en del af Rocky Mountains og er fyldt med geysere (den mest kendte er Old faithful) og vilde dyr, bl.a. bisoner, bjørne og elge. Efter nogle dage i ødemarken kører vi sydover ad Rocky Mountains for at se de forskellige nationalparker i bjergene: Arches National Park, Bryce Canyon og Grand Canyon, inden vi slutter turen i Las Vegas efter 19 dage som campister. I Las Vegas skifter vi RV'en ud med en lejebil og campingpladserne ud med hoteller og room service, og efter en lille uge dér kører vi via Death Valley (det varmeste punkt på kloden uden for Afrika) til Yosemite National Park for endnu en gang naturoplevelser, inden resten af ferien skal tilbringes i storbyerne på Vestkysten.
Her starter vi i San Francisco, hvorpå turen går over Monterey til Los Angeles med en mulig afstikker til San Diego, inden vi flyver hjem fra Los Angeles den 9. august.

Principal's List

Sikke tiden går. Nu er skoleårets andet kvartal slut, og pigerne fik udleveret karakterblade i fredags. De var igen begge med straight A's over hele linjen, så de stolte forældre kunne endnu en gang tage på skolen og se Mie få overrakt et Principal's List diplom til samlingen.
Her er Mie med sin klasselærer Ms Blumling efter ceremonien.

De store elever i Middle School må nøjes med æren. Til gengæld bliver de elever som ikke har fået consequence notes i løbet af kvartalet belønnet med en hyggedag. Så Emmas skoledag i dag foregår i bowlinghallen sammen med en masse andre glade unge mennesker. Temmelig ufedt for dem, der må blive tilbage og tænke over deres handlinger i løbet af kvartalet...

Mies Parthenon

I år er Mie også begyndt at lave projekter i skolen. Hele efteråret har klassen lært om det antikke Grækenland og Rom og vores civilisations oprindelse. Som afslutning skulle eleverne lave et projekt efter eget valg, som symboliserede noget kendt fra den tid.
Mie nød specielt at lære om det antikke Grækenland, de gamle filosoffer og Parthening, fordi vi forrige år så kopien af Parthenon i Nashville med Athena i guld inden i. Derfor var det nemt for Mie at vælge, så hun lavede et design og gik igang med sin egen kopi.

Det blev et godt projekt, som Mie og Jan hyggede sig med at lave sammen. Og det blev komplet med en Athena af guld. Her viser Mie det frem inden aflevering, og pt. er det udstillet på skolens bibliotek.

Sne, sne og atter sne.

Sneen vælter ned herovre. Den opmærksomme læser vil bemærke, at hvor man på billedet fra i morges lige kunne se toppen af vores 40 cm. høje stokke ude langs indkørslen, så er de faktisk væk nu. Det har sneet hele dagen, og frosten har sat ind, så det forsvinder næppe i nat. Så må vi se, om vi bliver nødt til at aflyse miniferien i Washington for denne gang.
Et par stemningsbilleder fra eftermiddagens gåtur, hvor vi har forsøgt at ryste endnu en julefrokost af os.

Så blev jeg alligevel optaget på universitetet!

Efter at have kæmpet med det lokale universitet "Old Dominion University" i næsten et halvt år, kom afgørelsen endelig i begyndelsen af august. OPTAGET..., jubii...
Jeg havde så småt indstillet mig på ikke, at blive optaget, for der blev ved med at være "ting", der skulle ordnes, inden de ville se min ansøgning.
Med kun tre uger fra optagelse til semester start skulle der arbejdes lidt hurtigt, hvilket ikke er ODU's stærke side.

Der skal vælges fag. Jeg pakkede hele familien i bilen, for som førsteårs studerende havde jeg selvfølgelig min forældre med... Heldigt at de var i byen! Da jeg endelig fik fundet de fag, jeg gerne ville have, kunne jeg ikke tilmeldes, fordi jeg ikke var skrevet ind som international studerende. Nå, så gik vi hen for at checke ind. Det kontor kunne ikke checke nogen ind før ugen efter, så vi måtte køre hjem med uforrettet sag. Ugen efter prøvede jeg så igen, denne gang sparede jeg familien for turen. Det tog det meste af dagen, inden jeg endelig var kørt ind i systemerne på rette vis og kunne vælge fag. Jeg skal tage tre fag pr. semester, fordi jeg har fået et NATO stipendie. Jeg tilmeldte mig tre obligatoriske fag: "Public administration theory, I", "Public budgeting and finance" og "Legal and ethical fundation". Så var jeg klar!

For den kvikke læser er det nok tydeligt, at dette indlæg har været undervejs siden august. For hold da op, hvor fik jeg kam til mit hår... Tre fag er at regne som fuldtidsstudie og det skal jeg da lige love for passer. Siden 28. august hvor jeg begyndte studierne til min Mastergrad i offentlig administration (MPA) har mit og resten af familiens liv drejet sig om, hvornår jeg skulle lave lektier, og det skal jeg hele tiden. Der skal læses til hvert fag ca. 100 sider pr. lektion, og så hvad de finder på af afleveringer. To af fagene havde ugentlige afleveringer, og det tredie fag gemte alle afleveringer til sidst, men så blev vi også ramt hårdt. Den 16. december satte jeg så sidste punktum på den sidste opgave, og så ventede jeg på "dommen". Heldigvis er semesteret gået godt, jeg har fået A-, B+ og B for mine fag, så jeg er godt tilfreds.

Fra den 10. januar går det så løs igen, dette semester skal jeg så have fagene "Public administration theory, II", "Contract management" og "Human services administration".

Hvid jul.

Vi havde en fantastisk første juledag i går. Der blev syslet med gaver, og Rikke havde lavet rigtig julefrokost med hjemmebagt rugbrød og franskbrød, sild, hjemmelavet leverpostej, hjemmelavet remoulade og italiensk salat, andesteg, flæskesteg, ostebord og masser af juleslik.
I dag var det planen, at vi skulle have pakket bilen og kørt et par dage til Washington DC for at besøge nogle venner og gå lidt på museer og shoppe i de store indkøbscentre deroppe. Moder Natur havde andre planer, for i løbet af natten har en snestorm ramt Østkysten, og vi har fået næsten 30 cm. og snefygning, så bilkørsel er ganske enkelt livsfarlig. Det lyder næppe af noget med danske øren, men byen ejer ikke snerydningsmateriel, så sneen bliver kørt til is i løbet af ingen tid, og så er der bare ikke andet at gøre, end at vente på tøvejr.
Så indtil videre er planerne aflyst, og så må vi se, hvordan vejret (og vejene) ser ud i morgen. Til gengæld er det skønt at sidde ved morgenbordet og kigge ud på en rigtig vinter, hvor Mie tumler rundt i sneen ude i haven sammen med naboens børn.

Så blev det endelig jul.

Efter hvad der føltes som endeløs venten oprandt endelig den store dag, og det var spændende for alle. Det var første gang nogensinde, at vi skulle fejre julen hjemme kun os fire, og selvom det føltes underligt efter at have talt i telefon med familien og vennerne hjemme i Danmark, viste det sig at være rigtig hyggeligt.

Vi voksne pakkede gaver ind til kl. 3 om natten lillejuleaften, og vi bestemte os for at komme dem under juletræet med det samme, så pigerne kunne kredse om dem hele juleaftensdag. Det virkede efter hensigten, og pigerne var helt oppe at køre hele dagen. Specielt Emma var helt rundt på gulvet, for hendes var den største, og den var kæmpestor. Det var måske lidt synd, for det var ikke meget hun fik at spise hele dagen, men til gengæld var det dejligt at opleve glæden over julen hele dagen.

Da tusmørket faldt på havde Jan en lille opgave som julemand hos Else og Jens lidt nede ad vejen. Det var en stor succes, og selv deres kenyanske nanny som ellers godt kender Jan tror nu på julemanden. Faktisk blev både hun og børnene så optagede af julemanden, at de blev stående på terrassen og kiggede efter mig da jeg forlod deres hus gennem naboens have. Og det var lige ved at blive træls, for deres hus ligger ned mod vandet, så jeg kunne ikke slippe væk og måtte gemme mig bag et træ. Så der sad jeg så iført julemandskostume og krøb sammen bag en busk i en fremmed mands have i et land, hvor loven tillader husejeren at skyde efter uvedkommende på sin ejendom, mens nanny'en og ungerne stod oppe ved huset og snakkede om, hvor Rudolf og slæden mon var henne...

Til sidst fik moren dog alle med ind, og jeg kunne luske hjem til before-dinner-drinks og julebilledet af familien, inden vi selv tog hul på løjerne.

Alle traditioner blev holdt i hævd, og der var både and, flæskesteg, rødkål, brunede kartofler og ris a la mande, inden vi dansede om juletræ og pakkede gaver op. Alle fik opfyldt deres ønsker, og det var en lettelse for Emma endelig at kunne flå papiret af den store gave (som var en rød golf push cart).