lørdag den 19. marts 2011

Verdensklasse golf.

I fredags havde meteorologerne lovet sommer, så jeg havde arrangeret golf med et par af vennerne på en Jack Nicklaus bane, som ligger en god halv times kørsel nord herfor.
Og det var god timing, for jeg skal da lige love for, at vi fik sommer. Banen ligger på kysten af Chesapeake Bay, så i morgentimerne var vinden fra havet lidt kølig, men da solen kom op og fik fat, rundede vi 28 grader, og det var en helt fantastisk dag.
Når man spiller på en bane i den klasse, er forholdene også i orden. Ved ankomst kørte vi bilen op foran klubhuset, hvor caddies tog vores bags ud af bagagerummet og gjorde dem klar på vognene for os. De samme caddies gjorde køllerne rene og pakkede dem tilbage i bagagerummet, da vi kom tilbage efter 18 huller. Det er service, man ret nemt kan vænne sig til.
Mens vores vogne blev gjort klar, spiste vi en solid morgenmad i klubhuset, og efter en halv times opvarmning på driving range var der afgang. Vognene var med indbygget GPS, og på en stor skærm kunne man se et billede af hvert hul og afstandene til alle forhindringer og green i forhold til sin position. Og selvom bermudagræsset på fairways ikke var blevet grønt endnu, var banen fantastisk at spille på, for græsset på fairways var holdt lige så godt som greens på nogle af de militære baner vi spiller på hernede. Til gengæld var der mere end 100 bunkers fordelt på de 18 huller, så der var udfordringer nok, og jeg vil være ærlig og sige, at det ikke er den bedste score på 18 huller, jeg har præsteret endnu. Men det var svært at tørre smilene væk, da vi sent om eftermiddagen satte kursen tilbage til Virginia Beach.

Ingen kommentarer: