Da pigerne var i Danmark forrige sommer, kørte jeg en tur til Kitty Hawk i North Carolina, hvor verdens første kontrollerede flyvning med motoriseret flyvemaskine blev foretaget i den 17. december 1903. Emma ville også gerne se stedet, og da det kun er et par timers kørsel, besluttede vi at bruge lørdagen på en road trip derned.
Brødrene Wright var oprindeligt fra Dayton, Ohio, men de valgte at rejste til Kitty Hawk for at gennemføre deres forsøg, da det ofte blæser meget dernede, og da den sandede undergrund var bedre for deres ofte ret ukontrollerede landinger end bymiljøet i Dayton.
Fra toppen af bakken med monumentet, hvor de gennemførte forsøg med glideplan, kan man få et godt overblik over stedet, og det er fascinerende hvor ydmygt det er, når man tænker på dets betydning for menneskeheden i dag blot 108 år efter. Brødrene havde to skur: en hangar og et til beboelse lige uden for stedet, hvor de efter fire års forsøg lykkedes med deres forsøg. Den store sten helt til venstre er punktet for lift-off, og de fire sten mod højre er sat på landingspunktet for hver af de fire første flyvninger. Den længste på blot 260 meter efter 59 sekunders flyvning.
Neden for bakken med monumentet er en model af flyet, hvor pigerne kunne prøve at ligge på vingen sammen med piloten.
Efter en gåtur i den friske luft (samt naturligvis et besøg i gift shoppen for at købe julekugle og magnet), besluttede vi at fortsætte sydpå af Outer Banks ned til Cape Hatteras, som er for enden ved færgen over til den lille ø Ocracoke. Det viste sig at være en fejl, for selvom Outer Banks er meget populært blandt amerikanere, havde vi lidt svært ved at se det fede i det. Det var basalt set en 140 km. køretur gennem natur, der bedst kan sammenlignes med Tranum Klitplantage, men selvom man kørte kun 100 meter fra vandet, var det bag en klitrække, så på intet tidspunkt så man vand. Kun klitter og græs og så øde at NASA kunne have brugt området til at svindle månelandingen. Og når der endelig var en lille flække, var isbutikkerne lukkede, da sæsonen først starter en gang til april. Det var en underlig fornemmelse at køre derned - lidt ligesom et læse en bog, der egentlig ikke er ret god. Et eller andet sted ved man godt, at man bør standse nu og ikke spilde mere af sit liv på den, men man bliver ved, for nu må alt det gode folk snakker om da snart komme. Og når man så når til vejs ende, må man bare erkende, at smag og behag er forskellig, og hvad der er fedt for én, ikke nødvendigvis er det for en anden.
Nå, Outer Banks er så på listen, hvor man kan sige, at man har være og ved, at man ikke behøver komme tilbage til, og i det mindste var besøget på Wright National Memorial en god oplevelse for alle.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar