søndag den 3. april 2011

Cherry Blossom Festival.

Weekendens oprindelige formål var at se kirsebærtræerne, som står i fuldt flor omkring Tidal Bassin. Heldigvis var vejret skønt søndag, så efter morgenmad hos Stine og Jan, begav vi os ind midt i centrum for at se træerne. Trafikken var forfærdelig derinde, for den årlige Cherry Blossom Festival tiltrækker mange besøgende, men vi var heldige at finde en parkeringsplads kun 5 minutters gang fra munomenterne. Og så var det ellers bare at nyde et par timers hyggelig gåtur rundt om bassinet, der er omkranset af japanske kirsebærtræer i flotte hvide og lyserøde farver. Foruden at være fantastisk flotte har kirsebærtræerne en sjov historie. En gang i 1880'erne blev man så træt af oversvømmelser i Washington DC hver gang Potomac gik over sine bredder, at man fik hæren til at bygge bassinet, som skulle virke som buffer for tidevandet. En lokal dame var i 1885 netop hjemvendt fra en rejse til Japan, og hun havde derovre set de smukke kirsebærtræer blomstre. Så hun foreslog byens tilsynsførende, at man plantede området omkring Tidal Bassin til med den slags træer, da det ellers var så bart og kedeligt at se på. Dengang som i dag når man henvender sig til det offentlige, blev hun blot ignoreret. Hun lod sig dog ikke afskrække, så de næste 25 år blev hun ved at skrive til byadministrationen gentagne gange; stadig uden held. I 1909 fik damen dog den tanke at sende et brev med sin ide til præsidentfruen. Præsidentfruen fandt tanken om et område indhyllet i de smukke hvide blomster fantastisk, og pludselig synes byens administration også godt om idéen, og så skete der noget. USA havde i den tid støttet Japan i en krig, de havde udkæmpet, og som symbol for Japans taknemmelighed, donerede landet mere end 3.000 kirsebærtræer til USA, så i årene fra 1913 til 1920 blev hele området plantet til, og i 1930'erne indførte man den årlige Japanese Cherry Blossom Festival, for at fejre venskabet mellem de to lande. Det gik godt lige indtil 1941, hvor de to nationer som bekendt blev uvenner efter Pearl Harbor, og for at undgå begyndende vandalisering af området, fjernede man referencen til Japan. Den kom aldrig tilbage, og det er årsagen til, at den årlige begivenhed i vore dage stadig kaldes National Cherry Blossom Festival. Der laves stadig nye træer på specielle planteskoler, således man kan genplante træer og holde området med træer, der genetisk kan spores tilbage til de første 3.000 træer. Derved fastholdes historien, og man sikrer sig at blomstringstid og farvenuancer er præcist de samme over hele området. Det siges, at to af de originale træer stadig står, men det er hemmeligt, hvilke det er, da træernes rødder ligger så tæt på overfladen, at man er bange for træernes overlevelse, hvis alle turisterne vil hen og trampe ved netop de to træer for at blive fotograferet. Det var en fantastisk oplevelse at se de mange hvide træer, og vi har fået mange gode billeder. Det er svært at vælge, hvilke som er de bedste, men herunder tilbydes et par stemningsbilleder fra dagens gåtur, så man kan få et indtryk.

Ingen kommentarer: