lørdag den 16. april 2011

Spring Break dag 1.



Efter hvad der har føltes som et uendeligt langt forår blev det endelig Spring Break. Oprindeligt var det planen at tilbringe ugen i New York, men vi elsker alle Florida, så i sidste øjeblik blev reservationerne lavet om, og kursen gik i stedet sydpå mod sol og sommer.

Rikke afleverede missekatten i går, så efter at have spist morgenmad og pakket de sidste småting i bilen, satte vi kursen mod Florida lidt over 10. Dagens mål var dog først Savannah, Georgia, som ligger ca. 900 km sydpå.


Vi havde fået et godt tip til en smutvej ad landeveje de første 200 km., så til at begynde med gik alt godt. Da vi nåede ud på Interstaten mod Florida skulle vi dog slå følge med hvad der føltes som resten af østkystens befolkning på ved ned til varmen, så vi kørte stort set kofanger ved kofanger derfra. Når så mange biler kører så tæt, skal der ikke meget til, før det bliver træls, og vi var da også i et par mindre køer hist og her. Helt galt gik det dog i den sydlige del af North Carolina, hvor vi pludselig blev ramt af en haglstorm med hagl på størrrelse med glaskugler og voldsomme mængder regn. Jeg var faktisk sikker på, at bilen ville tage skade, men den viste sig senere at være sluppet uskadt. Det var der til gengæld andre, som ikke var. For haglstormen en viste sig at være udkanten af en tornado, der havde krydset motorvejen på en halv km. bredde umiddelbart foran os. Så plusselig sad vi i kø, og da vi kom lidt længere frem, var vejen komplet spærret af træer, som var blæst omkuld og lå hulter til bulter. Et træ var landet lige på kølerhjelmen af en stor lastbil, og der var alt i udrykningskøretøjer.


Der sad vi så i halvanden time, indtil nogle fandt en rendegraver, som kunne rydde vejen for træer, og vi kunne komme videre. Nogle venner var 100 km. bag os og sad også helt stille i samme kø. Så slemt kan det blive, når så mange biler pludselig standses helt. Men da vi så nyheder dagen efter, fandt vi ud af, hvor heldigt vi egentlig var sluppet. Den sydlige del af USA var blevet ramt af 230 tornadoer, der tilsammen havde kostet 45 liv. Var vi kørt bare en time tidligere hjemmefra, havde vi været midt i en tornado i stedet for "kun" en haglstorm.
Heldigvis var vi stort set forrest i køen, og da vejen havde været spærret så længe, havde vi den stort set for os selv de resterende godt 300 km. til Savannah.
Vi nåede frem til vores hotel på byens kaserne efter 11 timer undervejs, så aftensmaden blev til Subway, som blev indtaget foran fjernsynet. Værelset var i øvrigt fantastisk. En toværelses lejlighed med køkken og dagligstue. Og så til $65 pr. nat inkl. morgenmad.

Ingen kommentarer: