Tanker efter en varm weekend.

Den seneste uges tid har der været hedebølge herovre, og weekenden var ganske enkelt uudholdelig. 43 grader kl. 18 i går aftes taler vist for sig selv, og det har ikke været så varmt i Virginia Beach siden 1918. Airconditionanlægget har kørt non-stop hele ugen, og alligevel kunne temperaturen i soveværelserne på første sal ikke tvinges under 28 grader i weekenden. I dag er temperaturen faldet tilbage til behagelige 32 grader, og det har været en lidt underlig fornemmelse, at dagens samtaleemne har væreet, hvor skønt det er, at det er blevet "køligt" igen.
Varmen kan også ses på strømforbruget. I de to år vi har boet i huset, slog vi rekorden (indtil videre) denne måned, hvor vi har brugt 4970 kWh - på en måned..!! Den aflæsning var 15. juli, hvor vi endda ikke har været hjemme i 14 dages ferie og bruge lys mv., så jeg gruer for næste måneds strømregning efter denne hedebølge. Nå, i det mindste er gasregningen ikke ret stor, for det er ikke nødvendigt at sætte varme på.

Og så hjem igen.

Feriens sidste dag har stort set været udelukkende transport hjem.
Efter morgenmaden udnyttede vi dog, at der i Pennsylvania ligger en ret stor Corvette forhandler, som vi kørte en omvej for at besøge (hellere to timers omvej, når vi var i nærheden, end seks timer hver vej fra Virginia Beach). Jans seneste midtvejskrise har udmøntet sig i drømmen om en Corvette, og der er efterhånden brugt mange aftener på research. Da den efter planen skal med til Danmark, skal den være mere end 35 år gammel i 2012, så det er ikke helt nemt at finde en bil i god stand, som man også kan betale. Desværre ændrede forhandleren i Pennsylvania ikke meget på det, da han heller ikke lige havde den rigtige. Der var ellers mange flotte biler, og det er fuldstændig vanvittigt, hvor stort markedet for gamle Corvetter er herovre. Han havde biler fra 60-erne til mere end $100.000.
Så med uforrettet sag, vendte vi næsen hjem, og er landet efter lige knap 3.000 km. og en fantastisk dejlig ferie her til aften i Virginia Beach.

Hershey Chocolate World.

Når man nu er i umiddelbar nærhed af amerikas største chokoladeproducent, så er det nærmest et "must", at lægge et besøg ind. Naturligvis har Hershey's også lavet en Chocolate World, så der kan tjenes lidt på turisterne.

Det viste sig nu at være meget sjovt, og selvom vi havde hørt, at man kun skulle regne med at buge en halv times tid dér, så endte vi nu alligevel med at bruge nogle timer. De havde en tur, hvor man i en slags tog blev kørt gennem en chokoladebars produktionslinje helt fra træerne i troperne og indtil det færdige produkt. Det sjoveste var nu, at der også var lavet en mini-produktion, så man kunne prøve at lave sin egen chokoladebar. Her er vi iført hårnet og forklæder efter alle kunstens regler og i fuld gang med vores produktion.

Man kunne selv vælge ingredienser og så følge produktionen af sin bar, indtil man til sidst skulle designe sin egen indpakning og endelig efter en lille times tid kunne få sin egen helt personlige chokoladebar udleveret som souvenier.

Efter besøget ved Hershey's kørte vi lidt rundt i Amish Country for at vise pigerne denne lidt alternative livsstil. Der var både hestevogne og løbehjul, som vi så dem transportere sig rundt med.

Og da de ikke må bruge nogle former for moderne apparater, bruger de også hestetrukne plove til at passe deres marker med.

Byen havde i øvrigt genåbnet efter Independence Day, så vi fik aftensmad på en lokal restaurant, og så hyggede vi os med 20 huller minigolf inden sengetid. Selv om natten ligger temperaturen midt i trediverne, så det var skønt at være ude.

Amish Country.

Så blev det tid til at forlade Canada og vende næsen hjemad mod Virginia Beach. Vi havde dog bestemt os for at tage hjemturen af to omgange, så efter morgenmaden kørte vi på amerikas uafhængighedsdag til Amish Country. Det er et område i Pennsylvania, hvor Amish holder til. Det er en religiøs bevægelse (ja vel nærmest en slags sekt), som ikke har noget med den moderne verden at gøre. De kører i hestevogne, har ikke strøm og ernærer sig primært gennem landbrug og håndværk og så i de senere år til en vis grad gennem turisme. Det ligger ca. halvvejs mellem Virginia Beach og Niagara Falls, og området er fantastisk smukt og bjergrigt, så det var perfekt til at gøre holdt undervejs. Derudover er det meget sjovt at se folk leve på den måde i vore dage, og så ligger amerikas største chokoladefabrik (Hershey's) midt i Amish Country.
Køreturen varede det meste af dagen, og Rikke havde fundet en bed and breakfast, vi skulle bo på i Manheim.

Tea Kettle Inn viste sig at være smadderhyggelig, og vi fik et fint værelse at bo i. Desværre var (næsten) alt lukket på grund af helligdagen, men det lykkedes os efter at have kørt rundt i en times tid at finde et sted, hvor vi kunne få aftensmad. Ude på bøhlandet som vi var, tog de selvfølgelig ikke kreditkort, og vores kontantbeholdning var lidt slunken, så der var altså ikke frit valg på hylderne, men Rikke og jeg fik da slået lidt penge sammen, så vi alle kunne blive mætte. En lidt anden oplevelse end New York, men bestemt også en del af USA, som er værd at opleve.

Niagara Falls - dag 3.

Endnu en fantastisk morgen, hvor solen bagte fra en skyfri himmel og præsenterede faldene og Niagara floden fra deres bedste side – sådan skulle man altså vågne hver morgen.
Efter morgenmaden besluttede vi os for at se lidt mere af Canada, så vi hentede bilen og kørte nordpå langs floden mod Lake Ontario, hvor der angiveligt skulle ligge en lille hyggelig by.
På vejen kom vi forbi en ”bugt” i floden, som bliver kaldt the Whirlpool. Her er vi på toppen af klipperne foran bugten.

Man kunne gå af en skovsti ned til vandet, og det skulle vi selvfølgelig prøve. Det var faktisk en anstrengende tur ned ad klippesiderne, men en flot og anderledes måde at nyde naturen på, da vi først var kommet derned. Her er vi nede ved det stykke strand, som kan ses bag Jan og pigerne på billedet herover.

Lige over for lå en fantastisk golfbane, og det trak lidt i Jan for at komme ud og spille. Desværre havde han ikke taget køllerne med, så han måtte i stedet med pigerne på turen videre ind i Canada. Det viste sig at være heldigt. Den canadiske side af floden er virkelig hyggelig og smuk med vinmarker, frugtplantager, flotte huse og masser af rastepladser, hvor folk holdt picnic. Også byen Niagara on the Lake ved Lake Ontario var rigtig hyggelig, og vi gik en tur på markedet og nød solen og varmen, inden turen gik sydover mod faldene igen. Vi havde nemlig luret, at flere af plantagerne havde udsalg, og når man først én gang har fået en friskbagt frugtpie, som de laves herovre, vil man gøre alt for at få en igen – og det var blevet kaffetid. Halvvejs tilbage fandt vi ganske rigtigt en lille gård med udsalg i laden, hvor mor havde bagt frisk æbletærte, som vi fik sammen med en kop kaffe. Her er vi ved Lake Ontario i Niagara on the Lake.

Resten af eftermiddagen blev brugt i hotellets pool, inden vi sluttede vores sidste aften i Canada med at bestille aftensmaden hos room service og så bare hænge ud på værelset og nyde udsigten. Uvist af hvilken årsag, for Independence Day er jo først den 4., blev det mest fantastiske fyrværkeri fyret af på USA siden kl. 2130. Det varede i mere end 20 minutter, og var simpelt hen enestående. Mon en eller anden stakkels gut er kommet til at tage fejl af datoerne? I så fald er vi taknemmelige, for vi skal fejre 4. juli i Amish Country, og de er vist ikke patriotiske over for ret meget andet end deres tro, så dér skal vi nok ikke forvente os det store i fyrværkeri og festligheder.

Niagara Falls - dag 2.

Da vi havde værelse på 31. sal, var der ingen grund til at rulle gardiner for, og det var en fantastisk oplevelse at vågne til synet af vandfaldene.

Det var en helt skyfri dag, og uden skyer kan man for alvor se, hvor megen kraft der er på hesteskofaldet, da skyerne fra vandet sprøjter højere op i luften end højhusene. Det som ligner skyer på billedet herunder er vand, som slår op fra hesteskofaldet (billedet er taget på 31. etage).

Efter en solid buffet med masser af æg, bacon og vafler gik vi ned til faldene. Der er to. Et lige som kaldes American Fall (til venstre) og et buet som kaldes Horseshoe Fall (til højre).

Først skulle vi prøve Maid of the Mist. Det er en båd som sejler ved siden af amerikafaldet og derefter helt ind til foden af hesteskofaldet, så man for alvor kan fornemme Moder Naturs inferno for foden af verdens største vandfald.

Vi fik udleveret regnslag, og da vi var ved at dø af varme i de plasticposer, overvejede vi egentlig kortvarigt at tage dem af, for så slemt var det da ikke, da vi sejlede over til amerikafaldene.

Det ændrede sig dog snart, da vi kom ind i hesteskoen, for her var elementernes rasen så vild, at vi selv med regnslagene blev drivende våde. I sommermånederne render der ca. 20 millioner liter vand i sekundet (!) gennem faldet, og i perioder var det simpelt hen helt umuligt at holde øjnene åbne og stå med front mod faldene. Man måtte bare søge lidt ly ved at vende ryggen til og føle sig ydmyg over for Moder Natur. Helt vildt at tænke på, at der faktisk engang i tresserne er en dreng, som faldt af en båd og overlevede turen ned kun iført badebukser og redningsvest.

Jeg har taget dette lille videoklip som måske kan give et indtryk af, hvor voldsomt det egentlig er, når 20 millioner liter vand i sekundet ryger ud over hovederne på én.

Helt overvældet og grebet af stemningen hærgede vi selvfølgelig gift shoppen og poserede til billeder foran faldene bagefter. Til stor fornøjelse for pigerne, for Jan så ud som om, han havde tisset i bukserne i flere timer bagefter.

Da vi endelig var blevet tørre, var det tid til næste close encounter med Niagara Falls, da der nede ved hesteskofaldet er en ”Journey Behind the Falls”. Her blev vi endnu en gang udstyret med regnslag, og så kørte vi med elevator ned til nogle gange, så man kunne komme ud og stå i nogle huler lige bag vandet, som fossede forbi. Det er sådan set ikke fordi man kan se ret meget med de helt utrolige vandmængder, som tordner forbi, men alligevel en ret imponerende oplevelse.

Derefter kom regnslagene endnu en gang til sin ret, da der også var lavet en observationsplatform ved siden af faldet, som vi naturligvis skulle ud på for igen at opleve kræfterne og få et par billeder. Det vandtætte kamera som Jan købte inden turen til Caribien fik for alvor tjent sig hjem på denne dag.

Efter en begivenhedsrig dag i nærkontakt med naturen, fik vi aftensmad på en italiensk restaurant ved hotellet og slappede derefter bare af på værelset, som simpelt hen bare har den bedste udsigt, og endnu engang var der fyrværkeri kl. 22 til lige at sætte prikken over i-et.

Niagara Falls - dag 1.

Vi afsluttede vores ophold i New York City med at spise morgenmad på Ellen’s Stardust Diner, da det var så sjovt, at det skulle opleves en sidste gang. Derefter tilbage til hotellet og pakke sammen, og lidt over 12 var vi på vejen igen med kurs mod Canada.

Det var en lang køretur, men ligeså snart man kommer lidt ind i landet, tynder trafikken noget ud, så man kan sætte fartpiloten og slappe lidt af, mens man følger vejen, der er som trukket efter en lineal ud i horisonten. Så efter 8 timer og et par pit stops havde vi tilbagelagt de små 700 km. og ankom til Niagara Falls. Byen er fordelt på både den amerikanske og den canadiske side af floden og vandfaldene, men sjovt nok har amerikanerne ikke gjort noget særligt ud af det, så vi havde valgt at bo Canada siden.
Vi indlogerede os på Hilton, og fik en suite på 31. sal med vinduer fra gulv til loft og udsigt lige ned over begge vandfaldene. Det var en helt enestående udsigt, og da mørket faldt på blev der tændt lys bag faldene, så de kan nydes indtil midnat. Prøv at se en udsigt over American Fall fra vores værelse.

Suiten er lavet sådan, at der er glasvæg ind til badeværelset, så man kan sidde i jacuzzien og kigge ud på faldene. Vi havde da heller ikke været på værelset i 10 minutter, før Mie havde smidt kludene og var hoppet i med en drink og boblerne kørende for fuld skrue.

Ingen gad rigtig gå ud efter den lange tur, så aftensmaden blev bestilt ved room service, som leverede så vi kunne blive bænket foran vinduet i sofaen og nyde udsigten.

Udsigten var ganske enkelt storslået og blev ikke ringere af, at der hver aften i sommermånederne bliver vist fyrværkeri foran vandfaldene kl. 22. 1. juli er Canada’s nationaldag, og den blev fejret på behørig vis med ekstra flot fyrværkeri denne aften.