mandag den 20. juli 2009

Ingen plan holder længere end til første møde med fjenden.

Det er børnelærdom i militær planlægning. Selvom jeg ikke længere
kan huske, hvem som sagde det, skulle det vise sig at holde stik endnu
engang. Rikke skiftevis mores og irriteres over min besættelse
(ifølge hende) med at have alt planlagt til mindste detalje. Selv vil
jeg jo mene, at man ikke bare kaster sig ud i en mere end 5000 km.
lang road trip uden at have tænkt sig lidt om først. Derfor har jeg
brugt MANGE timer på computeren i løbet af forsommeren med at finde
hoteller mv., ligesom jeg har en 2 cm. tyk stak papirer med
rutevejledninger (hvis nu GPS'en fejler), kopier af reservationer mv.
Vi havde oprindeligt bestilt ved en kæde, der hedder La Quinta Inn her
i Memphis, men umiddelbart før sommerferien har Best Western kørt en
kampagne med morgenmad inkluderet i prisen, som også er lav herovre.
Faktisk koster en overnatning ikke meget mere end man giver for en god
campingplads i Sydeuropa, og det er da en både kendt og udbredt
hotelkæde. Det er jo umiddelbart en "no-brainer", som man siger
herovre, så i al hast lavede jeg reservationen om inden afgang
hjemmefra uden at tænke nærmere over det (no-brainer...).
Af en eller anden årsag ville min co pilot lige læse noget om
hotellet, så små 20 miles ude slår hun det op på Google (skønt med
frit dataabonnement til mobilen), og hotellet fik mildest talt
sønderlemmende kritik. Så er gode dyr rådne, men vi bestemte os for
at køre det sidste kvarters tid derud for at bedømme selv. Det var
dog ikke engang nødvendigt at gå ind for at erkende, at det ikke var
noget for os, for kvarteret var af den slags, hvor bilen ville stå på
fire ølkasser uden hjul, hvis man lod den stå uden opsyn i en halv
time.
Heldigvis havde planlægningsfascisten hentet en hel stak bøger fra
AAA (USA's FDM) inden afgang om alle stater, der skulle besøges, og vi
havde stadig to timer at afbestille værelset i uden at blive pålagt
gebyr. Endnu engang kom dataabonnementet til sin ret, for mens jeg gik
online for at afbestille gik Rikke i gang med at finde et andet hotel.
En opgave der synes lidt overvældende, når man holder i et
halvskummelt kvarter i en ukendt by med en lille million indbyggere
kl. fire om eftermiddagen. Hvad folk gjorde inden Internettet er mig
en gåde, men efter lidt Google'n, et par telefonopkald og en halv time
havde vi værelse på Marriott 15 km. derfra til blot $10 mere pr. nat.
Så her ligger jeg nu på ryggen i min suite og har afbestilt alle Best
Western for resten af turen og reserveret nye værelser hos Marriott,
mens jeg tænker, at det nu alt sammen endte meget godt, fordi Rikke
lige checkede Internettet. Men selv den bedste planlægning kan jo ikke
erstatte svineheld, så lige nu glæder jeg mig bare til aftensmaden,
som hun er ved at rekognoscere for i øjeblikket.

Ingen kommentarer: