French Quarter.

Så blev det New Orleans, Louisiana. Vi vågnede tidligt, for vi bor
på basen her, og på de amerikanske baser spilles nationalsangen hver
morgen kl. 8 via højttalere, som er sat op overalt. En i øvrigt meget
pudsig detalje, for i det minuts tid står tiden stille, da al
bevægelse udenfor standser; også biler og folk midt i lyskryds.
Nå, men vi har været på hestevognstur rundt i French Quarter.
Bourbon Street har vi været gennem, men det er faktisk ikke meget
andet end strip klubber og mildest talt ikke vildt børnevenligt. I
stedet har vi fundet en "Po-Boy" (sandwiches på flutes) snask ved
floden, hvor vi samler kræfter til eftermiddagens sight seeing.

Afslapning i sandet.

De seneste dage i Galveston har stået på ren afslapning. Både ved
hotellets pool, hvor pigerne desværre fik stjålet deres
dykkerbriller, og ved stranden. Når ikke vi badede i den Mexicanske
golf, byggede vi sandslotte. Nogen piger stoppede op og tog billeder
af vores sandslotte. Pigerne har her begravet deres far. Jeg tror nu
at en del af formålet med "legen" var vist at far fik en time på
ryggen!

Månesten.

Mie og far har fundet et stykke sten fra månen. Det er 3,8 milliarder
år gammelt og er bragt tilbage af Apollo 17, som var den sidste
mission til månen.

Så går turen snart hjemad.

Nu er vi i snart en uge stået op til denne udsigt fra terrassen, men
nu går den snart ikke længere. I morgen vender vi næsen hjemad mod
Virginia Beach med to stop undervejs. Vi har tre dage i New Orleans og
tre dage i Atlanta, inden det for alvor er slut for denne gang.

Så er den gal igen...

Vi er endnu engang taget ud for at se på rumskibe. Vi er i Johnson
Space Center i Houston, hvor Mission Control er, og hvor astronauterne
træner til deres missioner. Emma ønskede sig at komme herned, og
faktisk er dette årsagen til, at vi er taget helt til Texas for at
vende.
Det er faktisk ret cool, for det er alle de rigtige "live" fartøjer,
som bliver vist frem. Her er pigerne foran en af simulatorerne, og vi
så en rigtig astronaut i rumdragt og det hele gå rundt nede på
gulvet.

Endelig rigtig mad.

Det er faktisk lidt en skandale... Her er jeg midt i verdens
kvægcentrum, og så har jeg pånær en 500 gr. burger oppe i Dallas
ikke fået noget kød endnu, mens jeg har været i Texas. Rikke elsker
sea food, og da vi er ved den Mexicanske Golf, har de en ret
velrenommeret fiskerestaurant hernede, som jeg var uforsigtig nok til
at invitere på den første aften. Det VAR godt, men desværre betød
det, at jeg ikke har spist andet end fisk siden.
Indtil i aften, hvor jeg har fået en 600 gr. hormonpumpet texansk
porterhouse steak med hvidløgssmør på og cheesecake til dessert.
Ahhhh, så er livet til at holde ud igen.

Vel ankommet til Galveston.

Vi er kommet godt herned efter en rædselsfuld køretur. Selvom turen
herned fra Dallas var et af turens korte stræk, føltes det som det
længste, fordi vi skulle ind gennem Houston. En by med små 2
millioner indbyggere, og der var lidt mere trafikeret end man er vant
til fra Viborg.
Vi har fået en lille lejlighed med udsigt over både poolen og den
Mexicanske Golf.
Vejret er skønt. Her er lidt skyet, men temperaturen ligger konstant
lige omkring 30 grader og vandet er ligesom i badekarret. Og da vi kom
herned til stranden, som ligger på den anden side af vejen fra
hotellet, hoppede delfiner mindre end 100 meter ude. Skønt!
Pigerne har allerede lokket deres far til at købe boogie boards og er
i vandet som det ses.

Pigerne forstår at hygge.

Så lykkedes det os at finde hotellet her i Dallas, hvilket sådan set
var ret godt, da vores GPS ikke kendte adressen. Al det cirkus omkring
hoteller betyder jo, at det som var forberedt hjemmefra ikke er mange
sure sild værd længere. Nå, men pigerne har fået vendt det til
noget ret positivt. Vanen tro havde jeg nemlig bestilt værelser med to
dobbeltsenge hjemmefra, men Marriott som vi nu bruger anvender ofte en
stor dobbeltseng og en sovesofa i stedet. Det er pigerne vilde med,
for så kan de sove i "stuen" lige foran fjernsynet.
Her er de krøbet til køjs med en pose pop corn foran Hannah Montana.
De forstår at nyde livet.

Southfork Ranch.

Hvem husker ikke Southfork Ranch fra den klassiske serie Dallas, som i
hvert fald er den første sæbeopera nogen af os kan huske. Sure Ellen
var ikke hjemme, så vi må nøjes med et billede af Sure Rikke.

Little Rock, Arkansas

Så har vi holdt frokostpause ved Arkansas River i Little Rock,
Arkansas. Byen skal angiveligt have fået sit navn efter en lille
klippe ved floden, men om det lige er den klippe vi sidder på er nok
tvivlsomt. Byen er meget stolt af, at de har haft Bill Clinton som
guvernør. Flere steder bliver han hædret med veje og et bibliotek.

Memphis Redbirds

Emma og jeg brugte aftenen i går på baseball. Memphis Redbirds
spillede "lokalopgør" mod Nashville Sounds. Vi var heldige at der
blev to kampe, fordi kampen aftenen i forvejen var blevet aflyst på
grund af regn. Normalt spilles der 9 innings i en baseballkamp, men
fordi der var to kampe spillede man kun til 7. inning. Efter de første
7 innings stod der stadig 0-0, så vi måtte ud i 8. inning før
Nashville Sounds fik scoret. De vandt så første kamp. Så skiftede
spillerne trøjer og banen blev ordnet så den var som ny, inden 2.
kamp gik i gang. Anden kamp bød på lidt mere spænding, hvor Memphis
lavede homerun og vandt 5-1. Efter kampen fik Emma en autograf af
Memphis' catcher så hun var glad.

Farvel til Memphis.

Vejret blev skønt her til aften, så Emma og Rikke nyder sikkert
baseballkampen, mens Mie og mig hygger på hotellet med Disney Channel,
kort og et par poser fra De Gyldne Vinger. Vi prøvede også poolen,
men det blev en kort fornøjelse, for på bare 10 minutter var vi stort
set ædt op af myg.
I morgen skal vi køre fra Memphis, og næste destination er Galveston,
som ligger lidt syd for Houston, Texas ud til den Mexicanske Golf. Der
er knapt 1.300 km. derned, så vi har lagt turen over to dage. Vi
kommer til at være på vejen det meste af dagen i morgen, hvor vi
tager de første små 800 km. til Dallas. Her sover vi en enkelt nat og
ser Southfork Ranch og stedet, hvor JFK blev skudt, inden vi tager den
sidste bid til Galveston på fredag. Det bliver et par lange køredage,
men så skal vi til gengæld være ved Golfen i en uge og bare slappe
af.

Beale Street.

Så blev det Beale Street, som vel bedst kan sammenlignes med den
lokale Jomfru Ane Gade. Gaden er fyldt med souvenirbutikker,
restauranter og bluesbarer, og her er en sand kakofoni fra alle
barerne, som hver har deres eget band til at spille både indenfor og
ude på fortovet.
Her er vi ved at spise frokost på King's Palace Cafe, som er et cajun
inspireret sted, som var god afveksling fra BBQ maden. Vi har fået
gumbo, crab cakes og voodoo kartofler.

Peabody ducks.

Det er holdt op med at regne, så vi har taget chancen med lidt
udendørs sight seeing i dag.
Vi er startet på Peabody hotel, hvor de siden ruder konge var knægt
har haft 5 ænder i deres springvand i lobbyen. Historien er, at ejeren
engang var med nogle kammesjukker på jagt, og da de kom hjem satte de
deres lokkeænder ud i springvandet. Det var egentlig en spøg, men
blev så populært blandt gæsterne, at man skiftede dem ud med rigtige
ænder. En dag bestemte conciergen sig for at træne dem, og siden er
det blevet en attraktion i sig selv. Hver dag kl. 11 marcherer de fem
ænder akkompagneret til musik ind i springvandet fra elevatoren, som
de kommer ned fra deres opholdssted på taget af hotellet med. Her er
de så til kl. 17, hvor hele proceduren gentages i bagvendt
rækkefølge. Her er pigerne ved springvandet.
Det har vist sig, at det lokale baseball hold spiller i aften, så
Rikke og Emma har købt billetter til det, mens Mie og jeg tager
hyggeaften for os selv.

Graceland.

Det er møgvejr i Memphis i dag. Halvkoldt (kun et parogtyve grader) og
thunder storms, så vi er taget til Graceland i håbet om, at det meste
er indendørs. Det har heldigvis vist sig at holde stik, for kun hans
gravsted her var udendørs.
Det var spændende at se huset, og her efter kaffepausen kan man se
hans fly og hans biler, og mon ikke pigerne skal forbi gift shoppen,
inden vi tager herfra igen.
Gravstedet på billedet ligger i baghaven, og det er bagsiden af
Graceland i baggrunden.

Porky's BBQ.

Rikke har altså været stærkt kørende med sin Internet research i
dag. Først hotellet og siden aftensmaden som vi indtog på Porky's
BBQ, der skulle være Memphis' bedste. Enhver tvivl om det blev
fjernet, da vi så køen. Selv en mandag aften kl. otte var der en
times ventetid - som nu viste sig kun at være 53 minutter :o) - men
det var det hele værd. Vi kørte en lille tur i byen efter at være
blevet skrevet op, og så kunne vi jo samle appetit Den typiske mad
hernede er enten friturestegt eller grillet, og den er både tung og
rigelig men helt forrygende god. Pigerne fik fried chicken, og mor og
far fik pulled pork og spareribs med Cole slaw, kartoffelsalat og
baked beans, og vi har spist så meget, så vi er ved at revne.

Ingen plan holder længere end til første møde med fjenden.

Det er børnelærdom i militær planlægning. Selvom jeg ikke længere
kan huske, hvem som sagde det, skulle det vise sig at holde stik endnu
engang. Rikke skiftevis mores og irriteres over min besættelse
(ifølge hende) med at have alt planlagt til mindste detalje. Selv vil
jeg jo mene, at man ikke bare kaster sig ud i en mere end 5000 km.
lang road trip uden at have tænkt sig lidt om først. Derfor har jeg
brugt MANGE timer på computeren i løbet af forsommeren med at finde
hoteller mv., ligesom jeg har en 2 cm. tyk stak papirer med
rutevejledninger (hvis nu GPS'en fejler), kopier af reservationer mv.
Vi havde oprindeligt bestilt ved en kæde, der hedder La Quinta Inn her
i Memphis, men umiddelbart før sommerferien har Best Western kørt en
kampagne med morgenmad inkluderet i prisen, som også er lav herovre.
Faktisk koster en overnatning ikke meget mere end man giver for en god
campingplads i Sydeuropa, og det er da en både kendt og udbredt
hotelkæde. Det er jo umiddelbart en "no-brainer", som man siger
herovre, så i al hast lavede jeg reservationen om inden afgang
hjemmefra uden at tænke nærmere over det (no-brainer...).
Af en eller anden årsag ville min co pilot lige læse noget om
hotellet, så små 20 miles ude slår hun det op på Google (skønt med
frit dataabonnement til mobilen), og hotellet fik mildest talt
sønderlemmende kritik. Så er gode dyr rådne, men vi bestemte os for
at køre det sidste kvarters tid derud for at bedømme selv. Det var
dog ikke engang nødvendigt at gå ind for at erkende, at det ikke var
noget for os, for kvarteret var af den slags, hvor bilen ville stå på
fire ølkasser uden hjul, hvis man lod den stå uden opsyn i en halv
time.
Heldigvis havde planlægningsfascisten hentet en hel stak bøger fra
AAA (USA's FDM) inden afgang om alle stater, der skulle besøges, og vi
havde stadig to timer at afbestille værelset i uden at blive pålagt
gebyr. Endnu engang kom dataabonnementet til sin ret, for mens jeg gik
online for at afbestille gik Rikke i gang med at finde et andet hotel.
En opgave der synes lidt overvældende, når man holder i et
halvskummelt kvarter i en ukendt by med en lille million indbyggere
kl. fire om eftermiddagen. Hvad folk gjorde inden Internettet er mig
en gåde, men efter lidt Google'n, et par telefonopkald og en halv time
havde vi værelse på Marriott 15 km. derfra til blot $10 mere pr. nat.
Så her ligger jeg nu på ryggen i min suite og har afbestilt alle Best
Western for resten af turen og reserveret nye værelser hos Marriott,
mens jeg tænker, at det nu alt sammen endte meget godt, fordi Rikke
lige checkede Internettet. Men selv den bedste planlægning kan jo ikke
erstatte svineheld, så lige nu glæder jeg mig bare til aftensmaden,
som hun er ved at rekognoscere for i øjeblikket.

Ikke alle steder i USA er lige sexede.

Det opdager man, når man kommer herned sydpå, hvor vidderne bliver
ret store. I dag er vi kørt fra Huntsville til Memphis. En tur på
godt 400 km., som har taget os igennem to af USA's fattigste stater
(Alabama og Mississippi), inden vi kom tilbage til Tennessee. Der har
simpelt hen ikke været noget som helst at se på, og i fire stive
timer fra vi forlod Huntsville til vi nåede udkanten af Memphis har
udsigten været som på billedet. Vejen var som trukket efter en
lineal, og det tætteste vi har været på en by, har været en samling
faldefærdige rønner med den sædvanlige rustne pickup truck foran.
Så det var bare at koble hjernen fra og fartpiloten til, indtil vi
nåede frem til hotellet, hvilket er en historie for sig selv.

US Space & Rocket Center.

Hvis nogle ikke skulle have gættet det af Rikkes blogpost her til
morgen, er dagen gået med at se på og høre om raketter.
Lige nu er pigerne ved at køle af i poolen, mens mor og far drikker
kaffe. Opildnet af gårsdagens succes vil vi gøre et nyt forsøg med
"det indfødte køkken" i aften. I morgen går turen til Memphis, hvor
vi slår lejr for nogle dage og ser om Elvis virkelig er i live.

Dagens udflugtsmål

Dette er Huntsvilles vartegn. Et imponerende syn fra motorvejen.

G's Country Kitchen.

Så er vi vel ankommet til Huntsville, Alabama og efter at være
checket ind på vores hotel var vi så småt ved at være klar til lidt
aftensmad. Stor udfordring, for på den ene side vil vi jo gerne opleve
noget lokal (mad)kultur i stedet for de sædvanlige kæder, men på den
anden side skal man jo også være lidt forsigtig. Ikke mindst herovre
hvor der er lige så mange skudepisoder på en enkelt dag som der er
på et helt år i København. Vi kan godt mærke, at vi er kommet
rigtigt "down south", for her er mange sorte og rigtigt mange fattige
kvarterer. Store dele af byen ser ærlig talt noget skummel ud.
Nå, men vi bestemte os for at tage chancen med noget lokalt og efter
en times research på Google var valget mere eller mindre faldet på
G's Country Kitchen. En lørdag aften kl. 19 skal man ikke gå ud og
spise i Virginia Beach uden en bordreservation, med mindre man er klar
til at vente en time på bordet, så jeg tænkte, at jeg lige ville
ringe først. Mange steder herovre tager de simpelt hen ikke
reservationer, men som minimum har de ofte "call ahead seating", så
man ikke skal vente så længe.
Pigen i telefonen lød noget befippet, da jeg spurgte til reservation
eller ahead. Det havde de ikke, men vi kunne bare komme. Det viste sig
at have en naturlig forklaring, for restauranten lå midt i et
halvskummelt stripmall (lille butikstorv) og havde tonede ruder, så
man ikke rigtigt kunne se ind. Så var gode dyr rådne. Nok skal man
være forsigtig, men man skal jo også være lidt forsigtig med sine
fordomme, og stedet havde trods alt modtaget fremragende review på
Google. Nå, men vi holder der og lurer med pigerne i hvide bukser og
pæne sko, og ligegyldigt hvad er det i hvert fald ret tydeligt, at vi
ikke hører hjemme der. Rikke foreslår, at vi lige kan holde lidt og
danne os et indtryk af, hvem som kommer og går, og vi er faktisk ved
at, tabe modet, for hun har dårlig talt ud, før der kommer en sort
rapper-type ud. Well, en beslutning skal jo til, så jeg blev sendt ind
som spejder under påskud af at undersøge, om der var ledige borde.
Det var der, og faktisk var stedet pænt, men blot i en fattig del af
USA og så derfor anderledes ud, end vi er vant til. Det var en sort
familie, som drev stedet, og de var alle tiders og viste sig at lave
fantastisk mad. Vi fik meat loaf (farsbrød) med kartoffelmos, sovs,
corn bread og ocra (nærmest en lille squash), som er typisk mad for
området. Vi spiste så meget, at vi var ved at revne, og da vi gik var
det med håndtegn og omfavnelser til farvel. Altsammen til $27 for os
alle fire..!! Det er altså konkurrencedygtig pris.

Jack Daniel's distilleri.

På vej mod Huntsville har vi lagt vejen forbi Lynchburg, hvor Jack
Daniel's distilleriet ligger. Det blev til en rundtur også, som
faktisk var rigtig spændende, og selvfølgelig blev der købt en
flaske, som Rikke her står og krammer i sin papirpose.
Det var sjovt at opleve, hvor lille stedet egentlig er, når man
tænker på, hvor udbredt Jack Daniel's er i hele verden, og dette er
det eneste sted whiskyen laves. Det er faktisk så lille og så okkult
langt ude på bøhlandet, at vi havde lidt svært ved at finde det...
Men verden er altså lille. Bedst som vi står og snakker, kom en af de
ansatte hen til os og spurgte på noget gebrokkent dansk, om vi var
danskere. Hun var tidligere sygeplejerske fra Viborg, som var flyttet
hertil med sin mand for 10 år siden. Man skal passe på, hvad man går
og siger på dansk..,

På eksperimentarium i Nashville.

I dag har vi været på eksperimentariet. Her kunne man pille i alt
muligt.
Der var en stor afdeling hvor man kunne udforske kroppens funktioner.
Som afslutning på tarmsystemet var der en rutchebane der pruttede når
man ramte jorden. Et stort hit! Der var også planetarium hvor de viste
film om livet i rummet. Det måtte vi naturligvis se. På billedet
prøver Jan og Emma hvordan det føles at være vægtløs. Stakkels Mie
var for let til at prøve. Hun prøvede så senere hvordan det føles
at gå på månen.

The Grand Ole Opry.

Det siges, at hvis man skal være noget inden for country musikken,
skal man have optrådt på the Grand Ole Opry, som siden 1924 har
været vært tre gange om ugen for de største navne i branchen. Johny
Cash, Dolly Parton og i vore dage også Carrie Underwood er alle
startet her, og de som stadig er i live kommer jævnligt forbi. Faktisk
var aftenens ældste kunstner 88 år.
Nå, men vi skulle selvfølgelig også opleve et show, og vi havde
billetter her til aften. Koncertsalen var fyldt, og alle 2400 sæder er
vist udsolgt til hvert show. Det er en lidt speciel forestilling, da
det samtidigt er et live radioshow (faktisk verdens ældste), så ind
imellem numrene er der reklamer, og man hører mange kunstnere i løbet
af en aftens show, som varer to timer.
Det var en stor oplevelse, og Jan er blevet helt tændt på country-
dillen og truer med at skifte convertible'n ud med en pickup truck og
iklæde sig cowboystøvler og stetson.
I morgen pakker vi sydfrugterne sammen igen og forskyder til
Huntsville i Sweet Home Alabama, hvor vi skal være et par dage. Det
morer vi os meget over, for da vi talte om planlægningen af turen i
sin tid, kiggede Mie meget undrende på os og spurgte: hvem pokker
kalder sin by for "håndsved"..??
Nå men Huntsville er jo stedet, hvor Werner von Braun kom til efter
krigen, og det har siden været arnestedet for den amerikanske raket-
og missiludvikling. Med en kommende astronaut i familien er det altså
et "must see".

En dag i downtown Nashville.

Efter at have brugt formiddagen i Parthanon er eftermiddagen gået med
at drysse rundt inde i byen for at opleve stemningen i country
musikkens epicenter. Det blev til et længere besøg på Country Music
Museum & Hall of Fame samt en gåtur på Broadway, hvor de små listige
værtshuse med live musik ligger side om side med BBQ snasker. Faktisk
blev frokosten indtaget på byens mest besøgte: Jack's BBQ, hvor
menuen stod på pulled pork med baked beans, cole slaw og corn bread.
Pulled pork laves ved at ryge/grille grisestege i 6-8 timer, hvorefter
det "rives" i stykker og pladres godt til i krydrede grill saucer. Det
smager VILDT godt, og det bliver ikke mere "southern style".
Det er i øvrigt en pudsig oplevelse, som det kan ses på billedet, at
den gamle bykerne er bevaret (og derfor også ret hærget), og så er
skyskraberne i stål og glas skudt op uden om.

Parthanon.

Nashville er tilsyneladende fra gammel tid kendt som "Sydens Athen",
fordi man allerede omkring 1840 var meget fokuseret på klassisk
uddannelse på latin. Derfor byggede man til en World Fair i 1897 på
Nashvilles 100 års jubilæum en tro kopi af Parthanon fra Athen;
komplet med en 13 meter høj statue af Athena inden i. Ikke af elfenben
som den originale, men dog med tøj af guld, som det tog otte år at
lave.
Egentlig blev templet kun lavet som en midlertidig konstruktion, men
byen blev så glad for sit vartegn, at man lavede det i sten til en
permanent konstruktion, så det fremover kunne danne ramme om skiftende
kunstudstillinger. Samlingen af malerier under vores besøg var nu af
noget tvivlsom karakter.

Ankomst Nashville.

Så er vi ankommet til Nashville, Tennessee efter 7,5 timer på
motorvejen (inkl. 4 pauser). Det amerikanske motorvejssystem er altså
ret imponerende - jeg har stort set kun haft fartpiloten deaktiveret,
når vi kørte fra for at holde pause. Ellers er det bare derudad...
Selvom hastigheden har været ret konstant, tager al den bjergkørsel
dog sin pris, for bilen har kun kørt godt 10 km/l. På den anden side
er det selvfølgelig bedre end de 7 den klarer til daglig...
Som altid tændte pigerne TV'et straks ved ankomst for at checke
kanaludvalget ud, og det var god timing, for Endeavour var på T minus
3 minutter fra launch, så vi fik også lige set et shuttle launch. Det
er det pigerne laver på billedet herunder.
Her er varmt (33 grader), men til gengæld har vi fået en tordenbyge,
så poolen må vente til i morgen. Ellers står den bare på sight
seeing og afslapning de næste par dage, inden vi skal i Grand Ole Opry
på fredag.

Lace Water Falls.

Dette billede tog noget overtalelse at få taget. I området omkring
Natural Bridge har der engang boet en indianerstamme, og man kan gå en
tur rundt og se, hvordan de boede dengang. Når man så kommer til
indianerlandsbyen, kan man lige gå lidt videre og se noget andet, og
inden vi havde set os om, var vi kommet til enden af vejen ved dette
vandfald. Det var en smuk og hyggelig tur, men der endte altså 1,5 km.
derud, og Emma var på skift ynkelig og rasende over at skulle gå så
langt - vi skulle jo også tilbage... At Mie red på fars ryg, da hun
var sløj, gjorde bestemt ikke tingene bedre.
Nå, men hjem kom vi dog, og vi har netop været inde på hotellets
restaurant og få en forrygende "southern style" middag, og så er
humøret i top igen. Selv Mie har fået det bedre, og efter en god nats
søvn håber vi, at hun er frisk igen i morgen.
Morgendagens program er en køretur til Nashville på godt 700 km., som
GPS'en anslår til 7,5 timer plus pauser. Det bliver altså en
heldagstur, men så bliver vi også der i nogle dage.

Natural Bridge.

Efter en tur rundt i Østkystens dybeste drypstenshuler (vores egne i
Mønsted er nu faktisk flottere) er vi langt om længe kommet til
Natural Bridge.
Klipperne er angiveligt dannet for 500 millioner år siden, og da Blue
Ridge Mountains "skød op" for 200 millioner år siden, blev klipperne
blottet. Siden har en lille å (Cedar Creek) gnavet dette 65 meter
høje hul, så der over tid er lavet en bro. Hvem sagde, at USA ikke
har historie...
Thomas Jefferson (USA's tredje præsident og forfatteren til
uafhængighedserklæringen) kom fra Virginia og boede hernede, og han
var så begejstret for monumentet, at han købte det med
omkringliggende jordarealer af den engelske konge for $2,40.

Natural Bridge hotel.

Så lykkedes det at komme frem til vores hotel. Det er i kolonistil og
med en fantastisk udsigt over Blue Ridge Mountains. Efter check in
skal vi bruge et par timer på at se de lokale drypstenshuler og så
Natural Bridge, som har lagt navn til stedet.
Det bliver dog nok ikke til så meget sight seeing, for Mie vågnede
med feber og er lidt slatten i betrækket, men hun rider på ryggen af
far, så det går stille og roligt.

Så er der afgang.

Så fik vi endelig pakket færdig og er kørt ud til Kitty Island, hvor
Meeko skal holde sin ferie.
Hun har fået en fin cabana med vinduesplads, som hun gost kan lide
det. Næst efter at rende ude og spise de lokale mus og harekillinger
er det bedste hun ved at sidde og kigge ud af vinduet.
Så er det herfra afgang mod Natural Bridge. En tur på omkring 400 km.
og (ifølge GPS'en) 5 timer.

Sommerferie 2009.

Så er vi så småt ved at være klar til sommerferiens roadtrip, som går ud til Houston, Texas og tilbage igen. En tur på knapt 5.200 km. plus hvad der skal køres til diverse sight seeing.
Vi kører tirsdag morgen tidlig kl. 0830, og skal ud og aflevere Meeko på Kitty Island først. Herefter sættes kursen mod første stop, som er Natural Bridge her i Virginia http://www.naturalbridgeva.com/, hvor vi skal sove den første nat. Dagen efter fortsætter vi til Nashville i Tennessee, hvor vi skal have det første flerdages stop og se et show i Grand Ole Opry. Vi forventer at være tilbage i Virginia Beach sent den 5. august, men undervejs vil vi forsøge os med blogindlæg fra mobiltelefonen, så der er mulighed for at følge med for interesserede.
Vores rute inkl. diverse stop kan i øvrigt ses her


Vis Sommerferie 2009 på et større kort

En dag i Gator Pool.

I tirsdags fik vi en ny dansk familie til området. Da Jan er "sponsor" for nytilkomne, havde vi inviteret dem til aftensmad i går aftes. De gik sent, og vi havde alle derfor lidt en "off-dag". Formentlig lidt kombineret med, at vi går lidt i cirkler og venter til ferien starter på tirsdag morgen.

Hvorom alting er tog vi op på en af baserne, hvor de har et udendørs vandland og tilbragte dagen. Det kunne selvfølgelig ikke helt måle sig med Disney World, men taget i betragtning at det ligger inde på en base og er bygget til soldaterne og deres familier, var det faktisk ret godt. Der var diverse rutschebaner og andre legeredskaber, og der var en lille snask, hvor man kunne købe is og snacks. Vi havde nu i bedste amerikanerstil taget vores egen cooler med sandwiches og drikkevarer med.

Superhyggeligt, og vi kom til at snakke om, hvordan Ekstra Bladet ville reagere, hvis man hjemme på Flyvestation Karup byggede sådan et vandland...

Som sagt startede vi ud med en forrygende dejlig dag med temperaturer omkring 30 grader, men man bliver pludselig mindet om, hvor omskifteligt vejret er her i Virginia. Stort set fra det ene øjeblik til det andet trak kulsorte skyer sammen, og da vi havde pakket og var kommet ud i bilen, blev radioudsendelsen afbrudt af et tornadovarsel, hvor man blev mindet om at søge i kældre, eller hvis det ikke var muligt holde sig væk fra vinduerne og gerne under borde/tæpper, så man ikke bliver ramt af eventuelle flyvende glasskår. En time efter regner og tordner det helt vildt, men vi har nu heldigvis ikke set noget til tornadoen.

Meeko is "stepping up her game".

Nogen kan måske huske vores indlæg fra den 25. maj, at vi fortalte om dyrelivet i området. Herunder også kaninerne i haven, som der faktisk er mange af. Her nåede vi lige at fange et par stykker i forhaven med kameraet en morgen, da vi sad og spiste morgenmad.

Kaniner i haven er faktisk ret hyggeligt, men forleden aften blev det alligevel lige hyggeligt nok. De har nemlig fået killinger, og Meeko har tilsyneladende fået snuset op, hvor de gemmer sig. I hvert fald kom hun slæbende hjem med en lille harekilling, som hun gjorde det katte nu engang gør med. Personligt har jeg det lidt sådan (dobbeltmoralsk eller ej), at mus er én ting, men når hun eskalerer til harekillinger, så er grænsen altså både nået og overskredet. Hele næste dag var hun dog stort set også besvimet inde på et af værelserne, og vi så ikke meget til hende.

Og endelig kom de hjem.

Trætte men i god behold og ikke mindst med al bagagen kom pigerne til Norfolk til tiden i onsdags. Heldigvis bor vi tæt på lufthavnen, så en halv time efter var de bænket ude på terrassen til lidt at spise, og så jeg kunne høre om alle deres oplevelser.
I går havde jeg taget fri fra arbejde, så vi kunne hygge os sammen. Lige siden vi kom har pigerne ønsket sig en gummibåd til poolen, og den havde jeg købt til dem som velkommen hjem gave. Vi havde knapt sunket morgenmaden, førend de krævede den pumpet op (jeg er lykkelig for min kompressor), og snart var de i poolen og padle rundt, og derude opholdt vi os faktisk det meste af dagen.

Weekenden står på pakning og klargøring til ferien, for tirsdag morgen letter vi på vores roadtrip til Houston, Texas og tilbage.

Så må jeg vist hellere komme i lufthavnen.

Så er pigerne startet fra Dulles til tiden, og nu er det vist så småt tid for mig at komme afsted, så jeg kan hente mine piger hjem efter hvad der føles som uendelig lang tid.

Så langt så godt.

Jeg har med spænding fulgt pigerne over Atlanten i dag. For et par timer siden tog jeg dette snap shot fra Internettet, hvor de var på finalen til Dulles, og jeg har lige snakket med dem. De er kommet igennem immigrationen og tolden og har fået alle kufferterne, som er blevet checket ind igen. Så er det bare at vente 1½ time, inden de forhåbentlig kan boarde flyet herned.

Vi krydser fingre for, at kufferterne også er med det sidste stykke, for Leif har været så rar at sende dyrekød med herover, og det har jeg glædet mig til det, siden jeg hørte om det. Både det og den behandling Rikke og pigerne har fået hjemme i Frederiks gør én lidt ydmyg over, hvor gode venner vi har. Det kan godt give lidt hjemve ind imellem, men det skubber jeg nu til side og glædes i stedet bare over, hvor heldige vi er at have gode venner, som vil os det godt.