torsdag den 21. maj 2009

Mies fødselsdag.

I mandags fyldte Mie 8 år.
Jan havde taget fri fra arbejde, så der var tid til at hygge om morgenen. Dagen startede traditionen tro i sengen, hvor vi dyngede alle gaverne op omkring Mie og vækkede hende med morgensang.
Hun fik rigtig mange gode gaver, som hun havde ønsket sig. Faktisk fik hun endnu en gave i dag, hvor der kom en pakke med posten fra Sara. Det var en dejlig overraskelse.

Efter pakkerne havde Mie bestilt pandekager, som Jan står for. Desværre havde han i farten glemt bagepulveret, så de blev noget flade i det. Meeen, når der bare er nok med nutella og sirup på, kunne de alligevel sagtens klemmes ned, mente fødselsdagsbarnet.
Omme i skolen starter de jo hver dag med at stå op til "the pledge of allegiance" (troskabseden) til flaget. I hvert klasselokale hænger et Stars and Stripes, og med hånden på hjertet reciterer børnene "the pledge" (se evt. http://en.wikipedia.org/wiki/Pledge_of_Allegiance), mens den læses højt over skolens højtalersystem. Samtidigt annonceres dagens nyheder, og herunder også hvem som har fødselsdag. Sådan; så ved hele skolen det. Men så er det faktisk også ved at være det. Som vi vistnok efterhånden har fået beskrevet, er der ikke meget plads til slinger i den amerikanske skole, så udover opråbet efter the pledge, fejres barnet ikke.
Og dog, det er tilladt forældrene at komme i spisepausen og dele kage ud (når blot det er anrettet i portionsstykker). Så Rikke havde bagt brunsviger i portionsstykker i små muffinforme, som vi var omme med, og som Mie delte ud. Pyntet med matadormix og det hele. De amerikanske børn så det først lidt skeptisk an, for det havde de aldrig set før, men alle kagerne forsvandt som dug for solen.

Om aftenen skulle Mie optræde i skolen med sang og xylofonspil sammen med de andre 1.-klasser, så vi fik ikke spist fødselsdagsmiddag med hende på selve dagen. Hun havde ellers ønsket sig at spise middag på det japanske steakhouse, hvor ens personlige kok tilbereder maden direkte ved bordet. Det foregår under megen kasten med maden og store flammer og er et fantastisk show. Så vi tog derud og spiste til aften i går. Mie elsker det, men mistede alligevel modet, da kokken startede det store bål op. Det er Mie i den blå kjole, der gemmer sig på billedet herunder.

På lørdag kommer 7 af Mies veninder og fejrer fødselsdag sammen med hende. Vi skal holde pool party, og hun har netop her til aftensmaden briefet Rikke og mig om, hvilke opgaver hun forventer, vi skal løse. Jeg skal passe grillen og servere hot dogs og burgere på bestilling, mens Rikke vistnok bare generelt skulle varte op. Sådan! Lige nu går vi så og krydser fingre for, at vejret holder, så ungerne rent faktisk kan få brugt den pool. Såvidt ser det ganske lovende ud. De har lovet 28 grader på lørdag, og vandet i poolen har i dag sneget sig op på 24 grader, så med lidt held...

Ingen kommentarer: