Nytårsaften 2009/10.

Nytårsaften blev fejret hjemme i år. Vi startede traditionen tro med Majestætens nytårstale, som man heldigivs kan se via Internettet, og derefter havde køkkenchefen (Rikke) lavet en fantastisk middag. I staten Virginia er fyrværkeri ulovligt, så det blev der ikke meget af. Til gengæld havde Emma og Mie arrangeret Vild med Dans konkurrence som aftenens underholdning inden 90-års fødselsdagen og skålen til midnat. På det tidspunkt overvejede vi kortvarigt at holde fast i traditionerne og ønske Pia og Leif et godt nytår. Rikke mente dog ikke, at Pia for alvor ville sætte pris på det, så det blev ved tanken.

I stedet tørnede vi ind kort efter midnat, for Lars og Jan skulle op igen kl. 4 for at køre på jagt.

Drengetur til Washington DC.

Efter at have slappet af i juledagene (og den værste sne var smeltet væk nordpå), tog Lars og Jan på en drengetur til Washington DC. Vi kørte fra Virginia Beach kl. 6 om morgenen og havde den hurtigste tur derop nogensinde, for der var ikke meget trafik.

Vi startede med en rundtur på Arlington, der var pyntet med en krans ved hver eneste gravsten i anledning af julen. Det er et som altid et bevægende sted at besøge, og kransene gjorde det ikke mindre imponerende.

Vagtskiftet ved den ukendte soldats grav var hurtigere end nogensinde før set, for det var bidende koldt. Selvom himlen var høj og blå, og der var masser af sol, kunne den absolut ikke mærkes, for det frøs omkring 4 grader og blæste en stiv vind.
Godt forfrosne kørte vi ind til DC for at tage den sædvanlige rundtur på monumenterne. Sædvanen tro var parkering nærmest umulig, men heldet tilsmilede os, da vi fandt en parkeringsplads lige ud for Botanisk Have oppe ved Kongresbygningen. Først efter at have parkeret så vi, at der krævedes specielt bevis, men da det var weekend, valgte vi at tage chancen. Det gav lidt spænding, som jeg skal fortælle om senere.

Jeg havde beregnet de sædvanlige små seks timer til rundturen, som er den tid, vi normalt har brugt, når vi har haft andre trukket rundt deroppe. Meeen, monumenterne blev set på under fire timer, som er rekorden indtil videre. Lars mente, at fotografier var stort set unødvendige, for ifølge ham selv fejler hukommelsen jo intet, og vi stod ikke mange minutter hvert sted for at reflektere. Som Lars så poetisk udtrykte det, så ændrer de jo ikke udseende, blot fordi man står og glor på dem i timevis...

Jeg insisterede dog på at blive fotograferet ved det Hvide Hus' juletræ, for det er første gang, jeg har set det.

Efter at have været rundt ved de forskellige "must sees", vendte vi næsen tilbage mod bilen, og her ventede en overraskelse, som satte lidt fart på blodet og gjorde, at vi hurtigt fik varmen igen. Som nævnt holdt vi ulovligt parkeret, men det var som sagt weekend, og der var så mange minivans parkeret med plader fra andre stater, som lugtede langt væk af turister, at vi nok mente, der blev set gennem fingre med det fra ordensmagtens side. Ikke desto mindre var det dog jævnligt samtaleemne under vores tur rundt i byen, for det ville altså ikke være superlækkert, hvis bilen var væk, når vi kom tilbage. Rikke og jeg har så tit set biler blive fjernet, at vi ved, det bliver ment, når skiltene siger "towing enforced". Og så især på en parkeringsplads forbeholdt ansatte ved den amerikanske kongres. Da vi kom tilbage mod Kongressen, kunne vi et kvarters gang væk se flere blå blinklys på parkeringspladsen i nogenlunde samme område, som vi holdt parkeret. Samtidigt kredsede en helikopter om Kongresbygningen og det umiddelbare område omkring, og der kørte flere politibiler rundt og ligesom patruljerede på de grusstier, der ellers normalt er forbeholdt fodgængere.

Godt nok blev vi ved at sige til hinanden, at det sikkert var et tilfælde, for det var måske alligevel voldsomt nok at sætte iværk for en ulovligt parkeret bil. Ikke desto mindre, var det med en vis uro, vi nærmede os bilen. Heldigvis viste det sig ikke at være os, de var efter. Vi gætter på, at der skulle komme prominente gæster til Kongressen, for de var tydeligvis ved at rydde parkeringspladsen og spærre af, så når alt kom til alt, var det sikkert godt, at vi ikke først var kommet tilbage et par timer senere.

Resten af aftenen parkerede vi i parkeringshus inde i byen, hvor Rikke havde bestilt "bord" til os på ESPN Zone. Det er en sportsrestaurant, som er centreret omkring en kæmpeskærm og en række mindre skærme, så man kan følge aftenens kampe. Billedet herunder fra i sommer giver et godt indtryk af skærmene, og Lars og jeg sad i lænestolene med forskamler lige foran, hvor vi fik nachos, burgere og fritter "the american way". Her tilbragte vi næsten to timer, og jeg nåede faktisk at få en lille morfar også, inden vi satte kursen sydover mod Virginia Beach igen. Hvor tit oplever man lige at sidde og småsove uforstyrret på restaurant..?!

Julen 2009.

Juleaften blev afholdt efter alle danske traditioner. Der var and og flæskesteg med tilbehør og ris a la mande til dessert. Værtinden tog mandelgaven i år, og selvom der er gjort meget ud af at undersøge sagen, er vi andre endnu ikke helt overbeviste om, at der ikke har været urent trav, for hun fik sjovt nok mandelen i første mundfuld...

Da vi jo er i USA, besluttede vi også at følge amerikansk tradition i år, så første juledag havde vi gemt et par pakkerne, så pigerne kunne starte dagen med at åbne en julegave. Ellers gik dagen med traditionel dansk julefrokost, hvor vi fik alt hvad hjertet kan begære af hjemmelavet mad. Rikke havde bagt rugbrød og leverpostej, og hun havde lavet karrysild, remoulade og mayonaise til rejerne. Pånær manglen af juleøl kunne man næsten tro, at man var i Danmark.

Familien vel ankommet.

Så ankom familien endelig efter at have kæmpet sig igennem vinterens hærgen.
Flyveturen gik denne gang via Chicago (der i sig selv var modigt på denne årstid, for deroppe ved de altså, hvad vinter vil sige) og direkte til Norfolk med forventet ankomst ved midnat. Som frygtet var flyene imidlertid forsinkede både ud af København og igen ud af Chicago på grund af sneen, så det var tre trætte danskere, Jan hentede i Norfolk lufthavn kl. 3 om morgenen den 23. december. Men det havde trods alt været en god tur og alle kufferter nåede frem, og så var det jo bare dejligt at ses igen.
Dagen gik med indkøb af de sidste julegaver og et desparat forsøg på at få strøm på batterierne inden juleaften, og middagsmaden lillejuleaften fik vi på en lille hyggelig restaurant for de lokale (som vi vel efterhånden tilhører), der hedder Hell's Kitchen.

Only in America...

Hvor ellers kan man udstyre sin bil med gevirer og rød næse, så den ligner Rudolf..?!


Her er hundekoldt (lige omkring frysepunktet), men den smule snedrys vi fik hernede, er desværre forsvundet. Til gengæld er himlen blå og skyfri, så i det mindste kan vi nyde solen.
Farmor og farfar og onkel Lars er netop lettet fra Kastrup, så de skal hentes i Norfolk lufthavn i aften ved midnatstid. Vi har netop sendt pigerne afsted på deres sidste skoledag, og så er Rikke ellers gået i gang med at stege ænder, så de er klar til juleaften. Ellers skal dagen gå med at pakke julegaver ind og gøre klar til familieoptøjerne.
Glædelig jul til alle herfra.

Det jul - det cool...

Okay, vi ved godt, at vi ikke kan måle os med den koldeste nat i otte år som i Karup forleden, eller de vanvittige mængder sne der er faldet over Fyn den seneste uge, men lidt har også ret.
For første gang i år har temperaturen sneget sig under frysepunktet her i Virginia Beach, og her til aften begyndte sneen at dale forsigtigt ned.

Indrømmet, jeg har snydt lidt med billedet, for det er blitzen som får snefnuggene til at se så store ud. Der falder kun ganske lidt, men da vi er på-1 grad, bliver det liggende på græsset, som er blevet rigtig pænt hvidt. Og vi nyder det, for julehumøret er højt. Julegaverne er købt (og de fleste pakket ind), har haft venner til æbleskiver her i eftermiddag, Jan er startet juleferie, og pigerne er færdige med lektier for i år og skal bare hygge sig årets sidste to skoledage i næste uge. Og så kommer jo farmor, farfar og onkel Lars og fejrer jul med os.

De børn bliver så store.

Der foregår meget med Emma i skolen for tiden. Efter udsendelsen af karakterbladene for skoleårets første kvartal, blev hun endnu engang optaget på Honor Roll (æreslisten). Det er vi selvfølgelig alle sammen meget stolte af. Her får hun sit bevis til ego-væggen samt et klistermærke til de stolte forældres bil overrakt af skoleinspektøren, Dr. Z.

Skolen er herovre indrettet og opdelt anderledes end vi er vant til i Danmark. Den grundlæggende uddannelse er inddelt i Elementary School (0. - 5. klassetrin), Middle School (6. - 8. klassetrin) og så High School (9. - 12. klassetrin). Børnene skal emsaminere fra og bestå hver enkelt skole, inden man kan rykke videre til den næste, som er en fysisk anden skole, og hvor undervisningen også foregår anderledes. Fx er vi på den nuværende Elementary School vant til at pigerne er tildelt én klasselærer i ét klasseværelse. På Middle School ændres det til at være ligesom vores glade gymnasiedage, hvor man har sine ting i et skab på gangen, og så skifter man fra rum til rum i de forskellige lektioner. Derudover bliver sport også mere integreret i skolegangen. De har ganske vist idræt en time hver dag i Elementary School, men i Middle School bliver det decideret holdsport med cheer leadere og alt tilbehøret. Sport foregår nemlig ikke ret meget i klubber herovre, som vi kender det fra Danmark, men primært igennem skolerne. Nå men skoleskifte betyder jo også, at vi skal til at have valgt en Middle School at gå på. Egentlig flyttes man automatisk efter beståelse af sin eksamen til den skole, der hører til det område, hvor man bor. Der er dog enkelte skoler, som tilbyder særlige programmer, og hvor man kan søge optagelse. Fx er her en skole, som tilbyder et internationalt program (International Bachelorate), som også kendes i Danmark, hvor nogle skoler har et tilsvarende. Det er vi selvfølgelig meget interesserede i, da Emmas uddannelse så lettere kan overføres til Danmark, når vi engang skal vende tilbage til det kolde nord. Vi var til åbent hus på skolen i går aftes, og det virkede meget professionelt og spændende, så vi håber, at Emma vil søge om optagelse der. Sidste år var der imidlertid mere end 600 ansøgere til de 100 pladser, så vi vil bede alle om at holde fingre og tæer krydsede og tage hende med i aftenbønnen. Det lader til at virke så godt for Josefine...
Det er i grunden helt underligt at sidde til sådan et åbent hus på en skole, der i forhold til mine egen skoleår mindede mig mest om tiden i gymnasiet. På den ene side bliver man enormt glad over, at de bliver store, og at de har så mange muligheder, men på den anden side er det også en lidt uhyggelig fornemmelse, at de netop vokser så hurtigt op, for det minder én selv lidt om, at tiden flyver afsted.

Juletravlheden er ved at indfinde sig.

Så ramte sæsonens første vinterstorm USA. Heldigvis for os ligger den lidt inde i landet og passerer os vestenom på sin færd nordpå. Så selvom vejrudsigten havde budt på risiko for sne i dag er vi sluppet med regn. Til gengæld har det regnet uden ophold siden midnat og her sent på eftermiddagen er der ikke megen opklaring i vente.
Rikke og jeg var til den årlige candlelight dinner med mit arbejde i går aftes. En af fordelene ved at sidde i festkomiteen er, at man i store træk kan planlægge festen efter egne præferencer, så selvom vores DJ kørte lidt fast i 70'er musikken en periode, havde vi en god aften.
Det havde pigerne også. Mie var til fødselsdagsfest hos en veninde, der bor nede ad gaden. Det var en sleep-over, så hun havde pakket sovepose og det hele. Det var vi lidt spændte på, for det var Mies første sove-ude-arrangement, men det gik fint. Pigerne spiste pizza, hyggede og var i den udendørs jaccuzi. Jeg havde noget medlidenhed med moren, der var alene med en stor flok piger, hvoraf de syv overnattede. Men jeg antager at hendes job som skadestuelæge giver erfaring i at håndtere kaos, for hun så i hvert fald meget rolig ud, da jeg afleverede Mie dernede.
Vores sædvanlige danske barnepige på 21 var hjemme og holde øje med Emma. Og faktisk er Emma måske den som hyggede sig bedst, for hun nød at have tøseaften alene med Ida.
Regnvejrsdagen i dag er gået med at bage familien Nielsen første portion vanillekranse nogensinde. Resultatet blev hæderligt, og det meste af første dåse er allerede forsvundet, mens vi så dagens afsnit af Jesus og Josefine, som onkel Lars har foræret pigerne i kalendergave i år.
Rikke og jeg er ved at gøre klar til at lufte os igen i aften. Vi er inviteret til julereception inde hos den firestjernede amerikanske general, der indtil chefskiftet i efteråret var chef for vores hovedkvarter. Receptionen bliver holdt inde i hans private bopæl, som ligger inde på basen lige ud til golfbanen. Han er en utrolig behagelig og karismatisk mand, og så er han overvældende jovial over for Rikke hver gang vi møder ham, så vi glæder os begge to til at komme ind og mingle i aften.
Faktisk er vi også inviteret til middag i morgen aften, men her i huset er søndagen altså helliget familiehygge og æbleskiver i julemåneden. Så vi har takket pænt nej og ser frem til en fredelig og afslappende dag i morgen.

Juleklargøring.

Så er Thanksgiving vel overstået herovre. Vi fejrede Thanksgiving ude hos en af de andre danske familier, der også har været udstationeret her for 12 år siden, og som har fejret denne højtid lige siden. De var også rutinerede og serverede en fantastisk middag med kalkun og alt til faget hørende. Rikke havde desserten med, og da man vist skal være indfødt for at sætte pris på pumpkin pie, havde hun lavet ris a la mande med kirsebærsovs. Mmmm...
Når Thanksgiving er overstået, er det "tilladt" at gå i gang med juleforberedelserne, og mange huse i kvarteret har været i gang i dag. I høj sol og små 20 graders varme (i solen godt nok) har vi så pyntet huset udendørs til julen.

Vi skal også have pyntet indendørs i morgen, men vi er tyvstartet lidt og har taget juletræet frem i aften. Desværre er der jo ingen tur med naboerne til Gammeljords plantage, så vi må nøjes med plastic. Til gengæld kan vi så have glæde af det hele julemåneden uden at skulle bekymre os om, at det fælder. Vi begyndte sidste år at købe julekugler som souveniers, de steder vi besøger. De er kommet op på træet, så vi kan mindes vores mange gode ture, hver gang vi ser det.

Ellers er vi bare så småt begyndt at glæde os til julen. Farmor, farfar og onkel Lars har meldt sin ankomst den 22. december, så vi skal holde familiejul i år herovre. Det glæder vi os alle sammen rigtig meget til.

Mere kobberbryllup.

Her kommer endnu et indlæg om kobberbryllup. Jeg lover det bliver det sidste...
Den rigtige dag var jo den 17. november, men da det var en tirsdag skulle alle jo på arbejde og i skole. Mens vi spiste morgenmad fik jeg min gave. Jan havde i mere end et halvt år, viser det sig, arbejdet med en lokal juveler. Sammen havde de set på sten, stenfæster og ringe. Det har været et helt projekt. Jan er nu helt skrap til karat, klarhed og slibninger. Jeg fik en meget fin diamantring med tre sten i, som jeg naturligvis straks tog på. Emma havde tegnet en tegning med en masse hjerter og, Mie havde lavet en postkasse af papir, som vi kunne have kortene i. Efter morgenmaden skulle jeg om på skolen til pumpkin lab. Hvert år laver første klasserne og to af femte klasserne pumpkin lab. Så bliver der målt og vejet på græskar. Da alle igen var kommet hjem fra, hvor de nu havde været tog vi ud at spise. Vi havde ikke været på den restaurant før, men havde hørt at det skulle være godt. Jan havde sagt, at vi fejrede bryllupsdag, så der var specielle menukort, hvor der stod: "Tillykke med bryllupsdagen 12½ år til hr. og fru Nelson". Ja, det med navnene er lidt svært. Men skidt pyt. Det var virkelig god mad. Så vi hyggede os resten af aftenen med god mad og vores børn. En rigtig god dag.
Tak til dem der har sendt os hilsener i forbindelse med vores kobberbryllup.

Fars weekend.

Advarsel: Dette er et langt indlæg, der tjener som formål at nedfælde mine oplevelser for mig selv. Det er derfor ikke nødvendigvis lige spændende læsning for alle. Så er det sagt, inden man læser videre.
Som jeg vistnok tidligere har nævnt, fik jeg en weekendtur af Rikke i gave til vores kobberbryllup; og sikke en tur. Det blev en helt fabelagtig weekend fyldt med fede oplevelser i godt selskab. Så er der vist ikke mere, man kan tillade sig at ønske sig.
Jeg var feberfri fredag, så jeg røg til apoteket og fouragerede i diverse piller til at slå det sidste ned og peppe lidt op, så weekenden ikke skulle ødelægges af influenza. Det er simpelt hen helt vildt, hvad man kan købe i håndkøbsmedicin herovre, så jeg slap derfra med en pose, der ville have gjort enhver pusher misundelig. Desværre lykkedes det mig så at punktere Hondaen på vej hjem, og da tanken om en køretur til Washington DC uden reservehjul ikke lige var så appetitlig, flyttede vi bagagen til Eos'en, som lige kunne rumme, hvad vi havde pakket. På grund af stormen havde skolerne lukket, så ved middagstid lettede vi med kurs nordover.
En times tid før Washington DC standsede vi for at få en gang Starbuck's, og uden nogen egentlig kan huske hvordan faldt snakken på undertøj, som Emma så meddelte, at hun da faktisk ikke havde pakket noget af. Enige om at to en halv dag var for lang tid til ét sæt undertøj, måtte vi så lige om Walmart, inden vi kørte det sidste stykke ind til byen.
Og dér ventede første overraskelse, da vi rullede op foran Grand Hyatt, der viste sig at være et luksushotel perfekt placeret midt i den dejlige og levende del af byen. Her er pigerne og jeg i lobbyen, som også er fotograferet oppe fra gangen ved vores værelse.

Efter at være checket ind og pakket ud, luskede vi en tur i poolen, hvor pigerne plaskede, mens jeg bare sad og nød livet.

Da klokken så var blevet mange, stod aftensmaden på pigene yndlings - room service, der faktisk serverede et glimrende måltid mad. Og det var skønt bare at rulle bordet ud på gangen og os om på den fede side bagefter, så vi kunne få lidt strøm på batterierne til lørdagens program.

Lørdag sov vi længe og snuppede lidt hurtig morgenmad på Starbuck's, inden vi skulle afsted til Capitol, hvor Rikke havde bestilt tid til rundvisning kl. 11. Selvom der kun var en halv mile derned, snyder det altid, hvor lang tid en spadseretur egentlig tager, og vanen tro havde vi nok også i dag sovet liiige længe nok. Så det endte faktisk med en helt rask march, og da vejret på trods af et tæt skydække var begyndt at lune pænt op efter stormen, var det en noget varm flok, der nåede ned til Capitol lige tids nok til at skyde et par billeder foran, inden vi fik vores rundvisning. Her står vi nogelunde foran dér, hvor Obama for nogle måneder siden tog eden.

Capitol er den lokale version af Folketinget, og det er en imponerende bygning. Da holdningen herovre er, at alle skal have mulighed for at opleve det amerikanske demokrati og den imponerende bygning, gives der hver halve time guidede ture i bygningen. Derudover er der også i hele kælderetagen et gigantisk spritnyt visitor center lavet helt i marmor, hvor diverse udstillinger fortæller alt om det amerikanske demokratis historie. Det er et sted, hvor timerne flyver afsted.

Udsigten ned over The Mall med Washington monumentet og Lincoln monumentet helt i det fjerne er nu heller ikke så dårlig.

Rummet inde i rotundaen er "tomt" og adskiller Sentatet og Repræsentanternes Hus. Der er så højt til loftet, at Frihedsgudinden kan stå derinde, og det er udsmykket med friser og malerier, der er Michelangelo værdige. Her står pigerne lige midt i rotundaen under centerfiguren, og hvis man kigger op, kan man nyde maleriet "Apotheosis of George Washington", som fylder en del i den seneste Dan Brown roman.

Faktisk er hele magtens centrum bygget op omkring Capitol, så rundt omkring ligger senatorernes og repræsentanternes kontorbygninger, Højesteret og Kongressens bibliotek, som fylder hele tre bygninger. Det oprindelige bibliotek brændte sammen med store dele af Capitol, da briterne i 1812 gjorde et sidste forkrampet forsøg imod Washington DC. Thomas Jefferson syntes, det var så stor en skam, at han donerede hele sit personlige bibliotek til Kongressen, og det er dette, som er grundstammen for biblioteket, der i dag indeholder titler nok til, at hylderne kan nå fra Washington DC til Boston, hvis man satte dem sammen. Farmor og farfar husker måske historien om donationen fra sommerens besøg ved Thomas Jefferson's Monticello.

Bygningerne er enormt smukke og imponerende, og da der er en tunnel hele vejen fra Capitol til biblioteket, ville det jo være en skam ikke at se det også. Her står jeg og pigerne i den originale afdeling af Kongressens bibliotek, som er opkaldt efter netop Thomas Jefferson.

Men selvom vi faktisk godt kunne have brugt mere tid til fordybelse, var dagen fløjet afsted, og Rikke havde jo inviteret ud. Så vi kastede os sædvanen tro over gift shoppen, hvor jeg fik en kugle til juletræet (lang historie som må vente til jul), og pigerne fik også brugt nogle $. For at kunne nå at slappe lidt af inden middagen, fik vi fat i en taxa uden for Capitol, og fem minutter senere flød vi ud på sengene og fik hvilet futterne, mens dagens oplevelser blev fordøjet. Vi to gamle ved at sludre lidt og pigerne ved at få "nulstillet" al kulturen med lidt Disney Channel.

Efter lidt tid på langs og lidt vasken og sjasken, var vi klar til at indtage Washington DC igen. Rikke havde bestilt bord på The Caucus Room. Med de indledende engelskkundskaber fik vi det oversat til "kadaver rum", hvilket vel egentlig lyder lovende for et steak house. Desværre er det knap så eksotisk, for et kadaver staves anderledes (carcass), og et caucus viser sig faktisk at være en slags indledende partimøde. OK, måske lidt mere rammende geografien taget i betragtning, og det viste sig faktisk også at være mindre steak house og mere elegant restaurant. Heldigvis serverede de også bøf, så vi fik alle en helt forrygende middag, inden vi vandrede hjem til hotellet i 20 graders varme en aften midt i november.

Søndag startede med et solidt morgenmåltid i restauranten. Der var kok, der lavede omeletter "to order" og i det hele taget alt, hvad hjertet kunne begære til at fylde op og gøre klar til fodbold.

Og sikke en dag til en fodboldkamp - høj blå himmel og et par og tyve grader i skyggen. Og så var det jo ikke en hvilken som helst fodboldkamp. Næh, det var Washington Redskins på hjemmebane mod Denver Broncos. En rigtig NFL kamp, som jeg har ønsket mig at se, lige siden vi i sin tid boede i Tampa og fik smag for amerikansk fodbold. Man skal nok gå op i det for at værdsætte, hvad en NFL kamp vil sige, men til de uindviede kan jeg sige, at en NFL kamp er på højde med at se Tour de France på Tour Mallet eller Formel 1 i Monaco. Så helt vildt spændte fik vi pakket bilen og kørte de små tyve km. ud til FedEx Field, som ligger i Maryland. FedEx Field har plads til lige knap 92.000 tilskuere og var indtil Dallas Cowboys åbnede sit nye stadion tidligere i år USA's største stadion. Kick-off var kl. 1300, og vi skulle jo gerne komme i god tid, så vi kunne nå at se showet inden, og vanen tro, var vi pludselig igen ved at være sent på den. For selvom stadion ikke var helt fyldt, giver selv "tæt på" rimelig heftig trafik. Heldigvis mødte vi en billethaj i et kryds, der solgte os en parkeringsbillet for vild ågerpris, men vi fik parkeret og taget et par billeder foran stadion, inden vi røg ind for at finde vores pladser og få lokaliseret stederne med popcorn og candy floss.

Og inde på stadion ventede endnu en overraskelse. Jeg havde regnet med at skulle sidde oppe under taget og se kampen i en kikkert, for der er en årsag til, at en NFL kamp indtil i dag kun har været en drøm - jeg ved nemlig godt (sådan cirka), hvad billetterne koster. Min fantastiske hustru havde belånt ejendommen (men jeg elsker hende for det), og havde fået billetter lige ud for 50 yard linjen (det absolut bedste sted at sidde til en fodboldkamp), kun 15-20 rækker fra banen og lige bag ved hjemmeholdet. Det var uden tvivl "best seats in the house", og vi kunne næsten række ud og røre spillerne, og vi kunne høre og næsten mærke sammenstødene på banen. Det var helt ubeskriveligt, og jeg er i evig gæld til min hustru (og sikkert banken) for den oplevelse, som var i en klasse helt for sig selv. Det bliver aldrig helt det samme at se kampene på TV igen.

Showet blev startet op af "the First Ladies of Football", som underholdte med lidt dans. Jeg tror billederne taler for sig selv...

Derefter kom Redskins spillerne på banen gennem en kæmpe hjelm og akkompagneret af fyrværkeri.

Da alle spillerne var kommet ind, blev der vanen tro sunget nationalsang, og nok engang må man imponeres af, hvor stille så mange mennesker kan være, for sekundet efter at sangen er forbi at bryde ud i øredøvende larm. Faktisk var larmen så voldsom, at Rikke ikke engang bemærkede overflyvningen, der da godt nok til hendes forsvar var af en Hercules og ikke af kampfly.

Nå, men her er kick-off, og kun ganske få minutter efter scorede Redskins i deres første drive, så der var fuld gang i stadion.

Festen varede sådan set hele kampen, for Redskins spillede en helt fantastisk kamp. Holdet er ærlig talt af noget svingende karakter, men indtil nu har de vundet hver kamp på hjemmebane og skuffede heller ikke denne gang deres fans. På billedet herunder er kampen så småt ved at være forbi (der er kun et par minutter tilbage), og pigerne er i fuld sving med at heppe på deres Redskins., der fører 24 - 17. Og det virkede, for Redskins sluttede kampen med et field goal, der endte scoren på 27 -17 til stor jubel for hele stadion.

Som man nok kan forestille sig, var det en noget træls køretur hjem, hvor man over i hovedstadens altid tætte trafik kunne lægge små 90.000 tilskuere. Selvom de ikke alle har hver sin bil, kan det altså godt mærkes på trafikken, så turen hjem tog lidt mere end fem timer mod de sædvanlige 3½. Men det var det hele værd efter en weekend, der går over i historien som nogle af de bedste dage i mit liv. Der er gået en stor rejseleder og -arrangør tabt i min dejlige hustru.

Redskins vs Broncos.

22 grader, høj blå himmel og Redskins har lige scoret på deres
opening drive. Hvad mere kan man ønske sig..!?

Jans kobberbryllupsgave.

Heldigvis er jeg ved at få det bedre. Vanen tro har jeg naturligvis raget til mig, hvad pigerne har med hjem, så siden i søndags har jeg ligget med, hvad der formentlig er svineinfluenza. Feberen er gået væk i løbet af i dag, men ligesom hos pigerne har den nu sat sig på mine lunger, som jeg nu gør mit bedste for at hoste op.
Nå, men som sagt går det alt i alt bedre. Heldigvis da, for vi har jo kobberbryllup i næste uge, og min gave fra min dejlige hustru er denne kommende weekend,om indtil nu har været en godt bevaret hemmelighed. For et par måneder siden fik jeg bare besked på, at jeg i morgen fredag behagede at have pakket en weekendtaske og være klar til afgang fra Church Point Road kl. 1500. Og i aften blev spændingen så udløst, da jeg til aftensmaden fik min gave af Rikke.

Gaven indeholdt fire billetter til Redskins kampen på søndag i Washington DC sammen med udstyr til kampen (trøjer og fingre) og et program for en fantastisk weekend med familien deroppe. Rikke har ordnet det hele: Bestilt hotel, arrangeret billetter til en rundtur i US Capitol (Kongresbygningen) og så som sagt fodboldkampen. Lige siden vi boede i Tampa, har jeg ønsket mig at komme til en rigtig NFL kamp, og jeg glæder mig helt vildt til endelig at skulle opleve det. Og så i det stadion, der indtil Dallas Cowboys åbnede sit nye for et par måneder siden, var USA's største med 93.000 tilskuere. Og så har hun arrangeret aftensmad på et steak house, der hedder "The Caucas Room" (Kadaver Rummet), og helt ærligt så synes jeg, at det navn har potentiale.
Turen i Kongressen bliver også en stor oplevelse, og timingen er perfekt. Jeg er lige blevet færdig med at læse den seneste Dan Brown, "The Lost Symbol", der foregår i Washington DC og heraf meget af tiden i Kongresbygningen, så det bliver sjovt at se det hele i virkeligheden.
Jeg glæder mig helt vildt, og med lidt held skal stormen forsvinde natten til lørdag og efterfølges af sol og 19 grader, så vi ser frem til en fantastisk weekend, som jeg nok skal fortælle mere om i næste uge.

Stormen tager til.

Det lader til, at stormen har tænkt sig at give os endnu en hård nat. Der er allerede faldet mere end 300 mm. vand siden i går morges, hvor stormen ramte, og metorologerne lover yderligere 100 mm. i nat. Vi er også begyndt at få strømafbrydelser med jævne mellemrum, og mange broer, og veje er lukkede pga. enten faren for vinden eller oversvømmelse. Her til aften er myndighederne begyndt at åbne sheltre, hvor folk med behov for fast strøm (til fx lægeapparater) eller folk med oversvømmede hjem kan evakuere til, og generelt rådes man til at forberede sin evaukering og flytte ting op på bordene. Vi er nu ikke umiddelbart så bekymrede, da vores område heldigvis ligger relativt højt. Til gengæld viser det sig, at taget er utæt, så vi har store skjolder fra vand på lofterne i overetagen to steder. Heraf det ene i fruens skab, så det er nok derfor, Guvernøren har erklæret katastrofeberedskab flere steder i staten Virginia og i morgen vil rejse rundt og besigtige skaderne. Vi er dog ikke hjemme, men det vil jeg fortælle hvorfor om lidt.

Årets første Nor'easter.

Så fik vi årets første Nor'easter, og vi har simpelt hen haft det mest ubeskrivelige møgvejr siden onsdag morgen med masser af regn og stærk blæst. En Nor'easter er et kraftigt lavtryk ude i Atlanterhavet, der som regel opstår i denne del af USA i vintermånederne, og som netop er kendetegnet ved meget kraftig storm og helt vanvittige mængder vand. For så at gøre tingene værre i år, har vi et højtryk nord for os og resterne af Ida syd for os, så lavtrykket kan ikke komme nogen steder hen og ligger altså bare fast og hærger. Her til morgen stod vi op til en trampolin, der var blevet kastet rundt i haven, som om den var et stykke plasticlegetøj. Heldigvis står der tre ret store træer tæt ved, der har standset den, og nu er den bundet dertil, indtil stormen har lagt sig.
Det er svært at få et ordentligt indtryk af billeder og videoer fra små lommekameraer, men vi har alligevel prøvet at tage et par stykker, som er lagt herunder. Første filmklip er fra baghaven her til eftermiddag, hvor trampolinen kan ses liggende på hovedet og havemøblerne ligger hulter til bulter i en stak i den anden ende af haven. Det andet filmklip er taget ud over Chesapeake Bay her til aften, og jeg kan nævne, at træpindene er afgrænsningen fra parkeringspladsen til stranden, der vel normalt er 50-100 meter bred, inden man kommer ned til vandet. Til de som har været her, kan jeg fortælle, at broen i baggrunden er den man kører på ad vejen til New York.

Science buddy.

Herovre er alle i bedring. Emma fik en inhalator, så hun bedre kan hoste sine lunger fri, og det har virkelig hjulpet hende. Så i onsdags startede begge piger i skole igen. Herovre betyder sygdom imidlertid ikke, at man slipper for de ting, de andre har lavet, så det har været en lidt hård start, hvor der skulle catches up på to ugers test og lektier. Heldigvis har Rikke hentet meget hver dag efter skoletid, og i denne uge er de blevet holdt væk fra gymnastik for at
lave tests med lærerne, så de er nu pænt med igen.
Trofaste læsere husker fra sidste år ved denne tid, at Mie brugte en lørdag på et projekt, hvor børnene fik udleveret babyøsters, som skulle måles og vejes, inden de blev sat til dyrkning i en af de lokale marinaer. Projektet går så ud på til foråret at fiske sine nu fuldvoksne østers op igen til foråret for at måle påny, inden de udsættes i Cheasapeake Bay. Nå, men hvorom alting er, så var det i dag de nye førsteklassers tur til dette projekt, og hver gruppe på to til tre førsteklasser får en femteklasse tilknyttet som science buddy, der skal hjælpe dem. Så i dag var Emma og jeg ved marinaen, så Emma kunne hjælpe de børn, hun er science buddy for. Det var skønt for os begge. Emma elsker at hjælpe og er vildt god til det, og jeg fik lejlighed til at sidde to timer og slappe af i solen, mens jeg nød børnene, vandet og bådene. Her er koldt om natten, men dagene er skyfri, så i solen kommer temperaturen over 20 grader, så her er skønt.
Faktisk er det at hjælpe andre en integreret del af skolegangen på pigernes skole. Foruden projekter som dette er Emma blevet valgt til nogle timer hver torsdag at være hjælpelærer i klassen med autistiske børn, og nogle dage er hun i de mindre klasser, hvor hun læser for dem. Det giver både hende og de andre børn virkelig meget, så vi er glade for den del af 'pensum' også.

Det bliver da også værre og værre.

Begge pigerne er ellers blevet feberfrie og var kommet i skole i går. Men de bliver ved med at hoste, og specielt Emma har en virkelig grim hoste om natten. Så her til morgen er Rikke nok engang taget til lægen med hende. Og dommen lyder nu på lungebetændelse, så lige nu er de taget på hospitalet for at få lavet røntgenbilleder og blodprøver. Så må vi se, om de denne gang kan finde på noget, så hun kan blive frisk igen.

Halloween.

Efter at have hvilet ud alle sammen oven på gårsdagens strabadser, fik pigerne og far pyntet forsiden af huset til aftenens ryk-ind af trick-or-treaters, mens mor var oppe i supermarkedet og genforsyne slikskålene.

Efter aftensmaden blev vi så klædt ud igen, og kastede os ud i det. De officielle trick-or-treat regler siger, at børn indtil 12 år må trick-or-treate, og det må gøres fra solnedgang og indtil kl. 20; og kun hvis der er lys på fortrappen, for på den måde kan man signalere, om man "leger med". Der er heldigvis lys langt de fleste steder, for her i vores kvarter gør man rigtig meget ud af det, og mange huse er utrolig flot pyntet. Det er næsten som en helt lille gadefest, for forældrene går rundt sammen med børnene, og ved mange huse havde folk sat havestole op uden for og sad sammen i små grupper og nød aftenen. Og det var også en skøn aften: 25 grader og fuldstændig vindstille her ved indgangen til november. Skønt!

Der kommer også mange fra andre steder kørende hertil i biler, og på den måde bidrager til festen, så vejen myldrede med udklædte og feststemte mennesker.

Vi var alle fire ude at gå, så vi havde klaret sliksiden ved at stille et par skåle med slik frem på bænken. De var som ventet tomme, da vi kom hjem. Pigerne fik også et godt rov, som det ses på billedet. Emma nåede faktisk at runde lige nøjagtig 100 stykker slik.

Halloween fest.

I dag er det Halloween herovre, hvor kvarteret pyntes op og børnene skal ud og trick-or-treat'e. Pigerne havde ønsket sig at holde en Halloween fest, så det gjorde vi så i går. De havde inviteret deres veninderne fra klasserne, og Emma havde derudover inviteret sine holdkammerater fra softball. Pigerne hænger stadig lidt med næbbet og har en grim hoste, men de var feberfrie, så vi bestemte os for at holde festen og få det bedste ud af det. Ud af 42 inviterede nåede vi at være 31 piger til festen i går, så vi to gamle fik vores sag for.

Heldigvis har vi masser af plads i alrummet, som var dækket op med borde og stole, som vi havde lånt i den danske lejrs partykasse. Vi havde tag-selv bord med pizza, chips og kager, og så havde Rikke købt hvad der absolut må være verdens største Subway sandwich på 1 meter og 80. Prøv lige at se hende og pigerne med den på billedet herunder.

Her er pigerne med deres nogle af deres veninder, mens der stadig er nogenlunde kontrol over styrkerne. Vi havde inviteret dem fra kl. 6 til kl. 9, og ind imellem føltes det faktisk som lidt længe, for hvad den ene ikke kunne finde på, kunne den anden. Faktisk var det lidt pudsigt at bemærke, at mange amerikanere faktisk ikke opfører sig ret pænt, når de ikke bliver undertyrkt af en lærer i skolen eller en forælder. Der er en klar tendens til, at de europæiske børn opfører sig bedst. Det er i øvrigt meget sjovt, med det internationale miljø. Ved Emmas bod er pigen med det røde hårbånd fra Indien. Pigen med den sorte hat er tysker, og pigen med den stribede hat er franskmand. Så er der selvfølgelig Emma og resten er amerikanere.

Efter maden var der dans for primært de store piger og ellers forskellige lege. På billedet herunder er Rikke ved at styre ballondans, og for de mindre havde Rikke købt ind til at udfordre de kreative evner. De skulle nemlig lave edderkopper af slikkepinde. De blev en ret stor succes, også for de store børn.


Og så havde vi selvfølgelig et haunted house i garagen. Desværre var det fuldstændig umuligt at tage hverken billeder eller video i mørket, så her er et par dagslysbilleder til at give et indtryk. Forestil jer derudover at de forskellige figurer skriger og stønner, at røgmaskinen har gjort det hele så tåget, at der kun kan ses en meter frem, og at det eneste lys er fyrfadslys (selvfølgelig de små batteridrevne) og UV lys, som gør alt det hvide selvlysende. Jeg sad i stolen dernede med en slikskål. Jeg sad fuldstændig ubevægelig, så nogle af børnene troede, at det var en statue. Når de så kom hen for at tage slik, fik de selvfølgelig et BØH med på vejen, og jeg fik næsten blødende ører af pigeskrig. Alle tiders :o)