Som jeg vistnok tidligere har nævnt, fik jeg en weekendtur af Rikke i gave til vores kobberbryllup; og sikke en tur. Det blev en helt fabelagtig weekend fyldt med fede oplevelser i godt selskab. Så er der vist ikke mere, man kan tillade sig at ønske sig.
Jeg var feberfri fredag, så jeg røg til apoteket og fouragerede i diverse piller til at slå det sidste ned og peppe lidt op, så weekenden ikke skulle ødelægges af influenza. Det er simpelt hen helt vildt, hvad man kan købe i håndkøbsmedicin herovre, så jeg slap derfra med en pose, der ville have gjort enhver pusher misundelig. Desværre lykkedes det mig så at punktere Hondaen på vej hjem, og da tanken om en køretur til Washington DC uden reservehjul ikke lige var så appetitlig, flyttede vi bagagen til Eos'en, som lige kunne rumme, hvad vi havde pakket. På grund af stormen havde skolerne lukket, så ved middagstid lettede vi med kurs nordover.
En times tid før Washington DC standsede vi for at få en gang Starbuck's, og uden nogen egentlig kan huske hvordan faldt snakken på undertøj, som Emma så meddelte, at hun da faktisk ikke havde pakket noget af. Enige om at to en halv dag var for lang tid til ét sæt undertøj, måtte vi så lige om Walmart, inden vi kørte det sidste stykke ind til byen.
Og dér ventede første overraskelse, da vi rullede op foran Grand Hyatt, der viste sig at være et luksushotel perfekt placeret midt i den dejlige og levende del af byen. Her er pigerne og jeg i lobbyen, som også er fotograferet oppe fra gangen ved vores værelse.
Efter at være checket ind og pakket ud, luskede vi en tur i poolen, hvor pigerne plaskede, mens jeg bare sad og nød livet.
Da klokken så var blevet mange, stod aftensmaden på pigene yndlings - room service, der faktisk serverede et glimrende måltid mad. Og det var skønt bare at rulle bordet ud på gangen og os om på den fede side bagefter, så vi kunne få lidt strøm på batterierne til lørdagens program.
Lørdag sov vi længe og snuppede lidt hurtig morgenmad på Starbuck's, inden vi skulle afsted til Capitol, hvor Rikke havde bestilt tid til rundvisning kl. 11. Selvom der kun var en halv mile derned, snyder det altid, hvor lang tid en spadseretur egentlig tager, og vanen tro havde vi nok også i dag sovet liiige længe nok. Så det endte faktisk med en helt rask march, og da vejret på trods af et tæt skydække var begyndt at lune pænt op efter stormen, var det en noget varm flok, der nåede ned til Capitol lige tids nok til at skyde et par billeder foran, inden vi fik vores rundvisning. Her står vi nogelunde foran dér, hvor Obama for nogle måneder siden tog eden.
Capitol er den lokale version af Folketinget, og det er en imponerende bygning. Da holdningen herovre er, at alle skal have mulighed for at opleve det amerikanske demokrati og den imponerende bygning, gives der hver halve time guidede ture i bygningen. Derudover er der også i hele kælderetagen et gigantisk spritnyt visitor center lavet helt i marmor, hvor diverse udstillinger fortæller alt om det amerikanske demokratis historie. Det er et sted, hvor timerne flyver afsted.
Udsigten ned over The Mall med Washington monumentet og Lincoln monumentet helt i det fjerne er nu heller ikke så dårlig.
Rummet inde i rotundaen er "tomt" og adskiller Sentatet og Repræsentanternes Hus. Der er så højt til loftet, at Frihedsgudinden kan stå derinde, og det er udsmykket med friser og malerier, der er Michelangelo værdige. Her står pigerne lige midt i rotundaen under centerfiguren, og hvis man kigger op, kan man nyde maleriet "Apotheosis of George Washington", som fylder en del i den seneste Dan Brown roman.
Faktisk er hele magtens centrum bygget op omkring Capitol, så rundt omkring ligger senatorernes og repræsentanternes kontorbygninger, Højesteret og Kongressens bibliotek, som fylder hele tre bygninger. Det oprindelige bibliotek brændte sammen med store dele af Capitol, da briterne i 1812 gjorde et sidste forkrampet forsøg imod Washington DC. Thomas Jefferson syntes, det var så stor en skam, at han donerede hele sit personlige bibliotek til Kongressen, og det er dette, som er grundstammen for biblioteket, der i dag indeholder titler nok til, at hylderne kan nå fra Washington DC til Boston, hvis man satte dem sammen. Farmor og farfar husker måske historien om donationen fra sommerens besøg ved Thomas Jefferson's Monticello.
Bygningerne er enormt smukke og imponerende, og da der er en tunnel hele vejen fra Capitol til biblioteket, ville det jo være en skam ikke at se det også. Her står jeg og pigerne i den originale afdeling af Kongressens bibliotek, som er opkaldt efter netop Thomas Jefferson.
Men selvom vi faktisk godt kunne have brugt mere tid til fordybelse, var dagen fløjet afsted, og Rikke havde jo inviteret ud. Så vi kastede os sædvanen tro over gift shoppen, hvor jeg fik en kugle til juletræet (lang historie som må vente til jul), og pigerne fik også brugt nogle $. For at kunne nå at slappe lidt af inden middagen, fik vi fat i en taxa uden for Capitol, og fem minutter senere flød vi ud på sengene og fik hvilet futterne, mens dagens oplevelser blev fordøjet. Vi to gamle ved at sludre lidt og pigerne ved at få "nulstillet" al kulturen med lidt Disney Channel.
Efter lidt tid på langs og lidt vasken og sjasken, var vi klar til at indtage Washington DC igen. Rikke havde bestilt bord på The Caucus Room. Med de indledende engelskkundskaber fik vi det oversat til "kadaver rum", hvilket vel egentlig lyder lovende for et steak house. Desværre er det knap så eksotisk, for et kadaver staves anderledes (carcass), og et caucus viser sig faktisk at være en slags indledende partimøde. OK, måske lidt mere rammende geografien taget i betragtning, og det viste sig faktisk også at være mindre steak house og mere elegant restaurant. Heldigvis serverede de også bøf, så vi fik alle en helt forrygende middag, inden vi vandrede hjem til hotellet i 20 graders varme en aften midt i november.
Søndag startede med et solidt morgenmåltid i restauranten. Der var kok, der lavede omeletter "to order" og i det hele taget alt, hvad hjertet kunne begære til at fylde op og gøre klar til fodbold.
Og sikke en dag til en fodboldkamp - høj blå himmel og et par og tyve grader i skyggen. Og så var det jo ikke en hvilken som helst fodboldkamp. Næh, det var Washington Redskins på hjemmebane mod Denver Broncos. En rigtig NFL kamp, som jeg har ønsket mig at se, lige siden vi i sin tid boede i Tampa og fik smag for amerikansk fodbold. Man skal nok gå op i det for at værdsætte, hvad en NFL kamp vil sige, men til de uindviede kan jeg sige, at en NFL kamp er på højde med at se Tour de France på Tour Mallet eller Formel 1 i Monaco. Så helt vildt spændte fik vi pakket bilen og kørte de små tyve km. ud til FedEx Field, som ligger i Maryland. FedEx Field har plads til lige knap 92.000 tilskuere og var indtil Dallas Cowboys åbnede sit nye stadion tidligere i år USA's største stadion. Kick-off var kl. 1300, og vi skulle jo gerne komme i god tid, så vi kunne nå at se showet inden, og vanen tro, var vi pludselig igen ved at være sent på den. For selvom stadion ikke var helt fyldt, giver selv "tæt på" rimelig heftig trafik. Heldigvis mødte vi en billethaj i et kryds, der solgte os en parkeringsbillet for vild ågerpris, men vi fik parkeret og taget et par billeder foran stadion, inden vi røg ind for at finde vores pladser og få lokaliseret stederne med popcorn og candy floss.
Og inde på stadion ventede endnu en overraskelse. Jeg havde regnet med at skulle sidde oppe under taget og se kampen i en kikkert, for der er en årsag til, at en NFL kamp indtil i dag kun har været en drøm - jeg ved nemlig godt (sådan cirka), hvad billetterne koster. Min fantastiske hustru havde belånt ejendommen (men jeg elsker hende for det), og havde fået billetter lige ud for 50 yard linjen (det absolut bedste sted at sidde til en fodboldkamp), kun 15-20 rækker fra banen og lige bag ved hjemmeholdet. Det var uden tvivl "best seats in the house", og vi kunne næsten række ud og røre spillerne, og vi kunne høre og næsten mærke sammenstødene på banen. Det var helt ubeskriveligt, og jeg er i evig gæld til min hustru (og sikkert banken) for den oplevelse, som var i en klasse helt for sig selv. Det bliver aldrig helt det samme at se kampene på TV igen.
Showet blev startet op af "the First Ladies of Football", som underholdte med lidt dans. Jeg tror billederne taler for sig selv...
Derefter kom Redskins spillerne på banen gennem en kæmpe hjelm og akkompagneret af fyrværkeri.
Da alle spillerne var kommet ind, blev der vanen tro sunget nationalsang, og nok engang må man imponeres af, hvor stille så mange mennesker kan være, for sekundet efter at sangen er forbi at bryde ud i øredøvende larm. Faktisk var larmen så voldsom, at Rikke ikke engang bemærkede overflyvningen, der da godt nok til hendes forsvar var af en Hercules og ikke af kampfly.
Nå, men her er kick-off, og kun ganske få minutter efter scorede Redskins i deres første drive, så der var fuld gang i stadion.
Festen varede sådan set hele kampen, for Redskins spillede en helt fantastisk kamp. Holdet er ærlig talt af noget svingende karakter, men indtil nu har de vundet hver kamp på hjemmebane og skuffede heller ikke denne gang deres fans. På billedet herunder er kampen så småt ved at være forbi (der er kun et par minutter tilbage), og pigerne er i fuld sving med at heppe på deres Redskins., der fører 24 - 17. Og det virkede, for Redskins sluttede kampen med et field goal, der endte scoren på 27 -17 til stor jubel for hele stadion.
Som man nok kan forestille sig, var det en noget træls køretur hjem, hvor man over i hovedstadens altid tætte trafik kunne lægge små 90.000 tilskuere. Selvom de ikke alle har hver sin bil, kan det altså godt mærkes på trafikken, så turen hjem tog lidt mere end fem timer mod de sædvanlige 3½. Men det var det hele værd efter en weekend, der går over i historien som nogle af de bedste dage i mit liv. Der er gået en stor rejseleder og -arrangør tabt i min dejlige hustru.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar