Herovre er alle i bedring. Emma fik en inhalator, så hun bedre kan hoste sine lunger fri, og det har virkelig hjulpet hende. Så i onsdags startede begge piger i skole igen. Herovre betyder sygdom imidlertid ikke, at man slipper for de ting, de andre har lavet, så det har været en lidt hård start, hvor der skulle catches up på to ugers test og lektier. Heldigvis har Rikke hentet meget hver dag efter skoletid, og i denne uge er de blevet holdt væk fra gymnastik for at
lave tests med lærerne, så de er nu pænt med igen.
Trofaste læsere husker fra sidste år ved denne tid, at Mie brugte en lørdag på et projekt, hvor børnene fik udleveret babyøsters, som skulle måles og vejes, inden de blev sat til dyrkning i en af de lokale marinaer. Projektet går så ud på til foråret at fiske sine nu fuldvoksne østers op igen til foråret for at måle påny, inden de udsættes i Cheasapeake Bay. Nå, men hvorom alting er, så var det i dag de nye førsteklassers tur til dette projekt, og hver gruppe på to til tre førsteklasser får en femteklasse tilknyttet som science buddy, der skal hjælpe dem. Så i dag var Emma og jeg ved marinaen, så Emma kunne hjælpe de børn, hun er science buddy for. Det var skønt for os begge. Emma elsker at hjælpe og er vildt god til det, og jeg fik lejlighed til at sidde to timer og slappe af i solen, mens jeg nød børnene, vandet og bådene. Her er koldt om natten, men dagene er skyfri, så i solen kommer temperaturen over 20 grader, så her er skønt.
Faktisk er det at hjælpe andre en integreret del af skolegangen på pigernes skole. Foruden projekter som dette er Emma blevet valgt til nogle timer hver torsdag at være hjælpelærer i klassen med autistiske børn, og nogle dage er hun i de mindre klasser, hvor hun læser for dem. Det giver både hende og de andre børn virkelig meget, så vi er glade for den del af 'pensum' også.
lørdag den 7. november 2009
Science buddy.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar