Emmas konfirmation.

Efter et utal af lektier afleveret til sømandspræsten over Internet, diverse besøg ved gudstjenester i de lokale kirker samt flere søvnløse nætter af spænding den seneste uges tid oprandt endelig weekenden, hvor Emma skulle konfirmeres. Og når jeg siger "endelig", mener jeg nok i virkeligheden mest for Emmas vedkommende, for Rikke og jeg sidder og spekulerer på, hvor tiden mon blev af. Det virker som forleden vi hentede hende med hjem fra Odense Sygehus, og sjovt nok er vi jo ikke blevet ældre, så hvor blev vores lille pige af..??

Fredagen gik med at pakke bilen og køre til New York, hvor konfirmationen skulle foregå. Som sædvanlig var det træls at komme gennem trafikken ind til Manhattan, men ud på aftenen nåede vi vores stamhotel midt på Times Square tids nok til at få en sen aftensmad på Five Guys.

Sædvanen tro var vejrguderne ikke med os. Efter 14 dage med sol og tocifrede varmegrader bød New York på regn og 2 graders varme. Alligevel begav vi os ned til World Trade Center Memorial lørdag efter morgenmaden, for det ville Emma gerne se. Normalt skal billetter bestilles måneder i forvejen, men som soldat kom vi både direkte ind og forrest i køen, hvilket var særlig dejligt i dét vejr. Det er sjovt at kunne følge byggeriet. Der bygges en etage om ugen på Freedom Tower (der nu kommer til at hedde One World Trade Center for ikke at fornærme nogen), og det er nu den højeste bygning på Manhattan igen.

Efter besøget ville Emma, Rikke og mormor gerne igang med deres yndlingsbeskæftigelse: shopping på 5th Avenue. Vi andre tog tilbage til hotellet og pakkede gaver ind og slappede af inden aftensmaden.

Emmas yndlingsret er steak (og jo større jo bedre), så vi havde bestilt bord hos Smith & Wollensky, som er et kendt steak house på hjørnet af 3rd Avenue og 49th Street. Restauranten er blandt andet med i Devil Wears Prada. De "dry ager" kødet i 28 dage i store kølebokse, og bøfferne er både store og møre og gode.

Selvom pigerne havde brugt det meste af eftermiddagen i butikker, havde de stadig ikke fået nok, så vi luftede os lidt på Times Square efter maden og handlede de sidste bamser i Disney butikken dér.

Endelig oprandt søndag, hvor vækkeurene ringede tidligt, for der skulle logges spejltid for pigerne, og vi skulle gerne køre i god tid, for kirken ligger i Brooklyn, og det var umuligt at forudse trafikken over broerne væk fra Manhattan. Vi nåede dog det hele i fin tid og havde tid til billeder på trappen foran Sømandskirken i New York.

Vi var faktisk i så god tid, at vi havde tid til en lille tur ned til East River promenaden, hvor vi tog lidt flere billeder i det flotte vejr, som heldigvis havde indfundet sig søndag formiddag.

Og så var det ellers tilbage i varmen i kirken og vente utålmodigt på, det gik løs. Vi havde fået husets bedste pladser sammen med vores Emma på første række, og Mie sad sammen med mormor og morfar et par rækker bag os.

Vores præst hedder Julie, og morfar mener, at sømandspræsterne er noget kønnere i dag end dengang han var sømand og sejlede verdenshavene. Men bedst af alt er hun en fantastisk præst, som har forstået at gøre kristendommens budskab nutidigt, nærværende og relevant. Hun holdt en fremragende prædiken for de unge, og var med til at gøre dagen til noget særligt. Her konfirmerer hun Emma.

Der var ialt seks unge mennesker, som blev konfirmeret. Foruden os var en anden pige relateret til en dansk soldat fra Søværnet, som er udstationeret i Washington DC. Resten var fra andre danske familier, der bor fast og arbejder i New York området.

Her er vores store pige.

Og her er hele den stolte familie.

Efter konfirmationen holdt Julie en reception i hendes "menighedshus" i kælderen. Der blev budt på champagne og kransekage, og det var en hyggelig måde at slutte ceremonien på og få hilst på de andre familier.

Med det hele vel overstået kørte vil tilbage til hotellet, hvor Emma pakkede gaver ud, mens der blev serveret en let frokost af room service og champagne.

Moderne teknologi er simpelt hen fantastisk. Farmor og farfar og moster Cathrine var med til udpakningen af gaver via Facetime på iPad'en.

Der var mange fine gaver, og endda også pakker og kort helt fra Danmark af.

Efter frokost og gaveregn havde vi billetter til Wicked. Den blev opført i Gershwin Theatre blot to blokke fra hotellet, så det var skønt bare at kunne drysse derhen. Emma havde valgt, og det skal hun altså have ros for. Det er ikke uden grund, at Wicked er det bedst sælgende show på Broadway. Historien var god, kulisserne var flotte, sangene var fremragende og skuespillerne var virkeligt dygtige. Vi har efterhånden set en del Broadway shows, mens vi har været herovre, men dette var uden tvivl et af de bedste.

Efter showet var vi lige tilbage og pudre næsen inden middagen. Der var bestilt bord på The View, som er en roterende restaurant på 47. etage i Marriott hotellet midt på Times Square fem minutters gang fra vores hotel. Det var en speciel oplevelse at sidde og se ud over New York og omegn, mens vi spiste. Igen var det Emmas valg, og hun har altså ganske god smag. Uden tvivl efter sin mor...

Efter middagen var det blevet tørvejr igen, og vi fik en sidste mulighed for at nyde Times Square og alle lysene på vejen tilbage til vores hotel. Det var en lidt underlig fornemmelse, for ikke nok med at al spændingen var udløst og konfirmationen næsten overstået. I baghovedet sad også, at det måske var sidste gang, vi kom til at nyde New York igen. Det er en lidt underlig fornemmelse, når man har været vant til "bare" at kunne køre derop.

Mandag morgen var det tidligt op og retur til Virginia Beach. Man kan nemlig kun have et vist antal fraværsdage på universitetet, og Rikke bruger sin kvote på turen til Hawaii. Så der var ikke andet at gøre end at komme tilbage til virkeligheden og tage direkte i skole efter en dejlig weekend i New York.

Til gengæld er det heldigvis en kort uge, for på torsdag morgen fejrer vi færdige og sætter os på flyet til en uges ferie på Waikoloa på Hawaii.

Så er det lige før...

Mormor og morfar kom forleden og er ovre deres jetlag, gaverne er pakket ind, reservationerne er på plads og kufferterne er pakket, så om ganske få minutter triller vi mod New York og fejrer den store dag.

Det er slet ikke til at forstå, at tiden lige pludselig er kommet, men på søndag kl. 11 bliver vores Emma konfirmeret. Vi er alle spændte, men det er vist helt galt for den unge dame. Hun er aldrig oppe før kl. 10 på en fridag, men da jeg stod op her til morgen kl. 7 var hun fuldt påklædt og klar til afgang. "Jeg er egentlig træt men kunne ikke sove mere", lød det.

Et lille stykke Danmarkshistorie i Virginia.

Det var en stor dag herovre i går, da vi stod op til nyheden om den nye danske forsvarschef og den danske militærhistories største karrierespring. Det er ikke hver dag man kan sige, at man er golfbuddy med forsvarschefen, og at samme har lært mig at chippe. Endnu mere surrealistisk blev det i går aftes, da alle danskerne samledes omkring hans adjudants pool og skålede tillykke i champagne med Peter via Skype. Champagne som hans hustru iøvrigt til lejligheden åbnede med hans sabel.

Men vi er alle sammen herovre rigtig glade og stolte, for Peter er en fantastisk fyr. Dygtig, hårdtarbejdende og virkelig behagelig, og det bliver rart endelig at få noget ro på alle de sager, som pressen har væltet sig rundt i den seneste tid.

Den kommende tid skal jo så vise, om det er godt eller skidt at kende forsvarschefen personligt. Men i hvert fald håber jeg, han holder fast i sit løfte om at sikre mig adgang til Viborg Golfklub. Selvom det nok bliver en underlig telefonsamtale, når vi om lidt kommer hjem. For den beslutning nåede desværre at blive truffet inden Peters tiltrædelse, så selvom vi forsøger at ignorere det så meget som muligt, må vi nok erkende, at adressen igen fra 4. juli 2012 kommer til at hedde Solvænget 106.

One Act Play festival.

Emma har i løbet af foråret deltaget i skolens skuespil. Emma spillede en af de syv små dværge.

Det var en lidt hård affære, for de øvede hver dag to timer efter skoletid, så pludselig varede skoledagene til kl. 1730, hvorefter der var lektier og hendes andre fritidsaktiviteter. Men resultatet blev også derefter. Deres skuespil blev opført på en One-Act-Festival en lørdag, hvor alle byens skoler opførte deres skuespil for hinanden med dommere på. Great Neck Middle School fik stor ros for deres show, som vi naturligvis også synes var det bedste. De unge mennesker kunne deres replikker til fingerspidserne, og de levede sig virkelig ind i deres roller, så det var en fornøjelse at se på.

Da det er en efter-skole-aktivitet på linje med de mere traditionelle sportsgrene, var der også award ceremony på skolen sammen med de andre vinteraktivteter, hvis sæson er sluttet nu. Det er enormt motiverende, at skolen bruger tid på at anerkende de unge mennesker for deres indsats, og der var stort fremmøde i går aftes, hvor Emma fik sin award sammen med resten af gruppen.

Final Mile.

I lørdags var det i anledningen af St. Patrick's Day endnu engang blevet tid til den årlige Shamrock Marathon. Børnene i Elementary Schools har i løbet af foråret løbet 25 miles i gymnastiktimerne, og den sidste mile løbes på strandpromenaden ved Atlanterhavskysten. Et arrangement hvor der deltager omkring 6.000 børn. Dertil kommer de større børn som gennemfører halve og hele marathons også.

Her er Mie o Sydney efter løbet.

I lighed med sidste år var vejret fantastisk, så man kunne gå en tur på stranden og nyde sandskulpturen, der var lavet til lejligheden. Det blev dog kun et kort visit, for Mie skulle tilbage til teatret og opføre sit show anden gang.

Three Blind Mice

Denne sæson har Mie også gået til teater. I lørdags var det hendes tur til at fremvise sit stykke. Mie spillede en af musene i skuespillet Three Blind Mice (derfor solbrillerne). Stykket varede en time, skuespillet var både sjovt og godt opført, og børnene gjorde et fantastisk job.

Nu er der fri resten af måneden, inden holdet starter op igen til forår-/sommersemesteret, og vi glæder os allerede til næste show.

D.A.R.E. graduation

I år blev det Mies klasse til at deltage i DARE (Drug Abuse Resistance Program) i skolen. Programmet er globalt og startede i Los Angeles i 1983 for at lære unge om farerne ved euforiserende stoffer - lige fra rygning til decideret stofmisbrug. De lærer også om gruppepres og beslutningsprocesser, og da undervisningen foretages af den lokale sheriff, får de også et naturligt og positivt forhold til uniformerede autoriteter.

Efter udlevering af certifikater til "I love me"-væggen afsiger børnene en troskabsed om at holde sig ude af misbrug.

På den end side er det lidt bekymrende, at der tilsyneladende er behov for at undervise børn i 4. klasse om farerne ved misbrug, men på den anden side er programmet supergodt, og det er vel bedre at starte for tidligt end for sent.

Her er Mie med sin lærer.

Emmas første offentlige optræden.

Indtil nu har Emmas skuespil kun været vist i lukkede kredse på skolen og på teaterskolen. I lørdags havde hun sin første offentlige optræden. Der var et arrangement i det lokale mall, hvor mere end 100 stande kom med ideer til fritidsaktiviteter for børn og unge.
Til anledningen havde Emmas teaterskole arrangeret et mindre skuespil, de opførte som smagsprøve. Det foregik ombord på et krydstogtskib, og Emma var cruise ship director. Det gik rigtig fint, og selvom der var sommerfugle i maven, var det en god oplevelse at få lov at vise til offentligheden, hvad hun går og arbejder med.


Efter skuespillet gav hun også lige et nummer i en duet sammen med Sara - en anden pige fra hendes hold.

På mange måder en solskinsdag.

Dagen i dag har på flere måder vist sig fra sin dejlige side.

Til morgen var referatet fra gårsdagens møde i Teknisk Udvalg blevet offentliggjort, og efter mere end et års tovtrækkeri med Viborg Kommune, flere timer end jeg orker at tænke på samt udfærdigelse at et 26 sider sagsoplæg inkl. bilag, kunne man læse: "Teknisk Udvalg besluttede at meddele dispensation fra den fastlagte byggelinje i lokalplan nr. 3.28 for et nyt boligområde ved Solvænget i Frederiks...". Så ind imellem kan borgeren faktisk godt vinde over systemet, og vi glæder os til at påbegynde byggeriet af vores planlagte garage, når vi kommer hjem.

Endvidere stod temperaturen i Virginia Beach på 28 grader i dag, da jeg hentede Mie i skolen. Det var perfekt timing, for 1. marts er dagen, hvor vores yndlingsishus "Rita's" åbnede efter vinteren. Det fejrede Mie og jeg med en gelati, mens vi solede vores blege vinterkroppe lidt.

Verdens sejeste pige.

Jeg skal en tur på golfbanen med tre danske generaler i dag. Så har jeg da en undskyldning for den aftagende kvalitet af mit spil her på det seneste, for mon ikke det er bedst for karrieren i det lange løb at spille elendigt...

Mens jeg sidder her alene med morgenkaffen inden dagen på golfbanen, kigger jeg på stakken af artikler og bøger ved Rikkes arbejdsplads. Og så bliver jeg igen mindet om, at jeg har giftet mig med den sejeste pige, som jeg er næsegrus af beundring over for.
En typisk dag i Rikkes liv:
0630: Vækkeuret ringer. Vækning, madpakker og børnene køres i skole.
0900: Mødetid på jobbet, der her i USA er et skrivebord i et stort åbent rum uden nogen form for privatliv.
1700: Fri fra arbejde.
1745: Skolestart.
2030: Fri fra skole.
2100: Hjemme igen (efter 12 timer!). Børn puttes og manden underholdes (tak, det trænger jeg til).
2200: Lektier i 2-4 timer afhængig af hvor meget der også skal skrives.
0100: Sengetid.
Og dagen efter starter det hele forfra, indtil weekenden, hvor hun i det mindste kan sove til henad ved 9-tiden, men til gengæld derefter bruger hele dagen på lektier. Fx sad hun i går lørdag uafbrudt med lektier fra hun stod op, til vi spiste aftensmad kl. 19. Efter aftensmaden var der så lige endnu en artikel, som hun læste på til kl. 23.
JEG er vanvittigt stolt af hende, og hun er en inspiration ift. at give alt og yde sit bedste. Jeg glæder mig til at se hende høste frugterne den 5. maj.

En skøn februardag i Paradis.

Jeg bliver altså aldrig træt af vinteren her i sydstaterne. Her bliver lige nøjagtig koldt nok til, at man mærker årstiderne, men det varer heldigvis aldrig ret længe ad gangen. I søndags regnede det uafbrudt hele dagen iblandet slud ind imellem, og det var rigtig ærgerligt og trist. Til gengæld varede det kun den ene dag, og ugen igennem er temperaturerne steget støt. Så det er med at gribe chancen og få arbejdet på handicappet, når chancen byder sig. Heldigvis har jeg fået min chef overbevist om glæden ved at spille golf, så kontoret blev beordret lukket til middag og resten af eftermiddagen tilbragt på golfbanen. Her et billede fra sjette huls tee box med en fantastisk udsigt til Chesapeake Bay i baggrunden. Ikke dårligt.

Temperaturen toppede ved 26 grader i dag, så taget røg i bagagerummet, og Mie og jeg nød turen hjem fra skole med vind i håret og sol i ansigtet. Naturen kan også godt lide varmen. Påskeliljerne sprang ud for 14 dage siden, og lige nu er kirsebærtræerne i fuldt flor, mens magnolierne er lige ved at springe ud også. Temperaturen skal ganske vist falde tilbage til etcifrede gradtal til weekenden, men indtil da nyder vi varmen i fulde drag.

ODU Lady Monarchs

Søndag var dagen, hvor vi blev introduceret til en ny sportsgren herovre. Dog kun som tilskuere - ikke aktive udøvere.

Rikke havde fået billetter til basketball kamp med Lady Monarchs på universitetet. Det er ODU's damehold, og de spillede mod VCU Rams fra Richmond. Det var faktisk meget pudsigt, for VCU er det universitet Rikke gik på, da hun boede et år herovre som au pair efter gymnasiet. Så det var hendes nuværende mod hendes "gamle" universitet. Det blev vi nu ikke skizofrene af, for vi holdt selvfølgelig med ODU.

Desværre ændrede det ikke på, at ODU fik klø, men det var stadig en god kamp med masser af action, der minder meget om de håndboldkampe vi har været nødt til at undvære de sidste tre år.

Mie Honor Roll

Så gik der endnu et kvartal, og det blev igen tid til udlevering af karakterblade. Vi er heldige at have to piger, der arbejder hårdt, og det betalte sig endnu engang, hvor de kom på Honor Roll.

I Middle School gøres der ikke noget særligt ud af det, men som sædvanlig blev vi i sidste uge inviteret med til ceremoni på Mies skole. Her får hun sit diplom overrakt af skoleinspektøren Dr. Z.

Efter ceremonien er der lige lidt tid til billeder, inden skoledagen fortsætter. Så Mie blev fotograferet med sin klasselærer Ms Phoenix (og hendes to tvillingedrenge) til højre og Ms Young til venstre. Hun er en lærerstuderende, som er i praktik i klassen, og Mie holder meget af dem begge.

Seneste nyt.

2012 har indtil videre vist sig at være travlt, og tiden flyver afsted, så det er så som så med at få skrevet i dagbogen. Men efter en aften i byen i går, sidder jeg alligevel og stener lidt, så det er så god en lejlighed som nogen til at få skrevet lidt.

Valentine's Day er jo på tirsdag (et hint til evt. mandlige læsere derude), men da tirsdag jo (også) er skoledag for Rikke, fejrede vi i går aftes. Jeg havde været heldig nok til at få bord på en ny restaurant, som vi havde hørt om gennem nogle venner. Heldigvis havde jeg været tidligt ude, for stedet er kun åbent torsdag til lørdag og ret populært, så der er knapt tre måneders ventetid på et bord. Selvfølgelig skulle lige nøjagtigt i går vise sig at blive denne vinters første (og forhåbentlig sidste) vinterdag. Vi stod på til en skøn dag, men op ad formiddagen faldt temperaturen pludselig fra 14 grader til frysepunktet i løbet af to timer, og himlen blev samtidigt deprimerende stålgrå. Og bedst som vi skulle køre, begyndte det at sne og blæse helt vildt. Vi bestemte os for at trodse elementerne, selvom restauranten ligger godt en times kørsel fra Virginia Beach. Det sneede faktisk ret voldsomt, og den mindste smule sne på vejen i denne del af USA gør amerikanerne livsfarlige i deres store biler. Men heldigvis var vejen så varm, at sneen kun blev liggende på græsset, så da vi skulle hjem efter middagen, var der ingen problemer. På billedet ses resultatet dagen efter at en "snestorm" i det sydlige Virginia. Jeg skulle hilse og sige, at Mie ikke er helt tilfreds med, at man ikke kan klampe en snemand sammen af den smule sne.

Nå, men det var godt, vi trodsede elementernes rasen, for det var en god oplevelse at spise middag på A Chef's Kitchen i Williamsburg. Restauranten er lavet som et madlavningsshow men stadigvæk som "fine dining". Med fuldt hus var vi 24 gæster, som blev bænket på tre rækker forskudt i højden, så vi alle kunne se. Meget stilfuldt indrettet i stil som et fransk landkøkken, men stadig med pænt dækket bord. Man startede med champagne og hors d' oeuvres i en halv time, hvor man kunne sludre lidt med kokkene og hinanden, og efter en halv time gik vi til bords, hvor vi blev underholdt med fem retter med tilhørende vine af de to kokke, som samtidigt fortalte og underholdte. De lavede fremragende mad og det anderledes koncept gjorde det til en fantastisk totaloplevelse.

Så har der jo ellers været Super Bowl sidste søndag, som mange efterhånden også bemærker i Danmark. Det er årets absolut største sportsbegivenhed i USA, og det påstås, at det næst efter Thanksgiving er den dag, hvor amerikanerne indtager flest kalorier. Det tror jeg gerne, for den fire timers fodboldkamp forudgåes af fest lige fra om formiddagen, og diæten består primært af øl, pizza og hot wings. I år havde drengene fra Danmarks væbnede styrker besluttet sig for at opleve stemningen sammen med de lokale, så vi tilbragte søndag eftermiddag og aften på den lokale sportsbar Shore Break. Fantastisk oplevelse der bringer minder tilbage til EM sejren i 1984.

Pigerne har alle travlt med deres gøremål.

Rikke arbejder to dage om ugen på Universitetet, går i skole tre aftener om ugen og læser og skriver opgaver alle de vågne timer herudover. Det virker som om, det begynder at give lidt huller i humoren, men tiden flyver jo afsted, når man har det sjovt. Og det kan vi for alvor mærke i disse dage, hvor postkassen vrimler med tilbud på eksamensgaver. I næste uge har firmaerne med den slags udstillingsdage i universitetets bibliotek, så selvom det måske nogle dage virker håbløst, skal vi på onsdag ned og bestille gaver, kappe og helikopterlandingsplads (den firkantede hat med kvast). Så kan det forhåbentlig give lidt motivation til den sidste krampetrækning inden gradueringen, som er den 5. maj (husk at sætte kryds i kalenderen).

Emma og Mie arbejder hårdt i skolen, og bruger fritiden på lektier, teater og dans. Oven i det er Emma her i starten af året blevet optaget på skolens skuespil, så hver dag når hun får fri fra skole kl. 1540, går hun over i skolens kunstneriske afdeling og øver indtil kl. 1725, hvor jeg henter hende. Så efter aftensmad og lektier er der ikke meget fritid tilbage til hende. Det er hårdt at blive stor...

Min egen dagligdag er der ikke meget at sige om. Der bliver vist skrevet rigeligt om Forsvaret i disse dage... Men når jeg ikke hygger mig på kontoret og med at køre pigerne fra Herodes til Pilatus, bruger jeg enhver lejlighed til at komme på golfbanen, og selvom jeg nok synes, at mit spil i perioder lader en del tilbage at ønske, holder jeg mit handicap på 24, hvilket skulle være hæderligt nok til at kunne blive medlem af en klub, når jeg kommer hjem. Så jeg nyder livet ligeså meget som pigerne.

Amerikanere og våben.

Lige siden Bill of Rights blev skrevet i 1789 har amerikanernes ret til at bære våben været stadfæstet ved lov. I vore dage fremgår det af det andet tillæg til deres Grundlov. Det er et underligt forhold for os danskere, som man mærker hele tiden. En af mine venner var en dag inde i en våbenforretning på størrelse med en dansk middelstor Brugs og spørge efter en jagtriffel. Der er vist nogle nede bagved, svarede ekspedienten, for alt det andet var automatrifler og andet grej. Selv i vores almindelige sportsforretning har de et pænt udvalg af våben - herunder lyserøde små rifler, hvis du ens døtre ikke bryder sig om et almindeligt våben. I fredags mærkede vi det også på skydebanen, som jeg tog pigerne med på. Den lokale US Marine Corps base har en indendørs skydebane, hvor man kan leje alt i håndvåben, fra en kaliber .22 over Desert Eagle til diverse automatrifler. Jeg havde hørt, at man kunne have børn fra 10 år med (det er jo vigtigt, at man kan betjene et håndvåben i den alder...), så vi troppede op derude. Vi var lidt tilbageholdende, men det var åbenbart det mest naturlige i verden, så efter en sikkerkedsbriefing, en lille prøve og valg af våben, skød vi efter en lille times tid løs på en rigtig terrorist.

Det var til at begynde med en lidt voldsom oplevelse, for amerikanerne holder sig altså ikke tilbage, så mens vi stod med almindelige 9 mm. pistoler og en kaliber .22, var nogle gutter i fuld sving med automatrifler og pump guns. Jeg kan så godt hilse og sige, at uanset størrelsen af høreværn laver sådan nogle altså en realistisk støj på en indendørs bane. Men da det indledende chok havde lagt sig, og vi havde vænnet os til det, blev pigerne ret grebet af det, og inden vi havde set os om, havde de hver skudt 50 skud. Som det kan ses, var det lige noget der passede dem.

Og for mig var det bedste, at man bare pænt afleverede sit våben efter brug. Ikke noget med at sidde timevis i pudsestuen og rense krudtslam af. Det er bestemt ikke sidste gang, vi har prøvet det.

Juleferie.

Tredje juledag var det meningen, vi skulle have været på skiferiei Wintergreen. Men for første gang i snart et år, valgte Meeko netop dén dag til at gå på vulkaner. Hun spiste det sidste andesteg 2. juledag til frokost, og røg så ellers ud for at lufte sig. Om aftenen var hun stadig ikke kommet tilbage, men det gav ikke anledning til løftede øjenbryn, for uanset hvad ligger hun altid på terrassen om morgenen. Bare ikke lige tredje juledag... Nå, vi fik pakket kufferter og bil, og så var det jo ellers bare at vente på, at damen indfandt sig. Det gjorde hun bare ikke, så sent på eftermiddagen måtte vi ringe til Kitty Island og skiresortet og udsætte vores ankomst med i første omgang 24 timer. Et kvarter efter kom hun selvfølgelig hjem, som om intet var hændt, men så tog vi i stedet på Shore Break og spillede pool og spiste aftensmad og havde en hyggelig, stille og rolig aften.
Næste dag lykkedes det at komme afsted, og det var skønt kun at have 3½ times kørsel til bjergene denne gang. Til gengæld var vi lidt spændte på at se, hvor meget sne der var, for indtil videre har vinteren i Virginia været ekstremt mild. Der var da heller ikke noget ægte sne, men heldigvis var det koldt nok om natten til at snemaskinerne kunne arbejde, så det var lykkedes dem at åbne seks pister, der så underlige ud midt i de grønne bjerge.

Det var skønt at komme lidt væk hjemmefra, og specielt Rikke nød at kunne koble helt af og samle kræfter til sidste semester på universitetet. Vi havde en dejlig toværelses hytte med udsigt over bjergene, og det var skønt at kunne veksle imellem total afslapning i hytten og lidt frisk luft og aktivitet på pisterne. Og vi endte faktisk alle sammen med at blive ganske habile på skiene, så der var hverken brækkede lemmer eller ømme steder på kroppen.

Nytåret blev fejret efter alle traditioner i hytten. Der var nytårstale, 90-års fødselsdagen, bordbomer, festmiddag, musik og dans. Det var dog en lidt oplevelse at grille bøfferne. På grund af faren for bjørne var det i nemlig slet ikke tilladt at grille, og mens jeg stod ude på terrassen i mørket, synes jeg flere gang at kunne høre bjørnemor komme trampende gennem underskoven for at få en bid mad med.
Den 1. januar kørte vi tilbage til Virginia Beach, hvor temperaturen var på den rigtige side af 20 grader, så det var lidt underligt at nyde dagen derpå i sommertøj.

Jul.

Så er det vist ved at være høje tid at reflektere over julen, inden 14 skønne fridage går helt i glemmebogen. Vi fejrede jul hjemme i 2011 med kun os fire. Bedst som vi skulle til at sætte os til bords og nyde frugterne af en hel dags arbejde i køkkenet, ringede det pludselig på. Amerikanerne fejrer jo først jul den 25. om morgenen, så de har jo masser af tid juleaften, og nogle familier har tradition for at tage rundt til venner og synge julesange (caroling) og ønske god jul. Sådan en familie viste vores danselærer sig at være en del af, for pludselig stod hun med forældre, mand og seks dage gammel baby på trappen og sang julesange.

Det var jo selvfølgelig meget hyggeligt, men timingen kunne ikke være ringere, så mens vi stod og sludrere i entreen, kunne man lugte de brunede kartofler blive lige rigeligt varme ude fra køkkenet. Nå, men når man stikker en få dage gammel baby i armene på husets frue, kan alt jo tilgives, og vi kunne stadig nyde en fantastisk julemiddag, da vi havde sendt vores uventede gæster videre.

Efter middagen var jeg traditionen tro nede hos vores venner fra Marsk og være julemand, og så kunne vi fortsætte vores julefejring med dans, sange og gaver bagefter.

Vi havde en dejlig aften og efterfølgende dage, hvor vi bare nød at have fri, spise julemad og lave ingenting.

Endelig jul.

Uanset hvor gammel man bliver, er ventetiden til juleaften altså bare laaaang. Og det var ikke nemmere i år, hvor jeg havde to dage alene, mens Rikke stadig arbejdede, og pigerne gik i skole. Heldigvis har vejret været fantastisk, så jeg har fået spillet lidt golf. Årets sidste runde fik jeg ind med en kammerat i torsdags i 20 grader og med fantastisk udsigt over James River.

Samme eftermiddag fik Rikke og pigerne heldigvis også ferie, så for at kickstarte julestemningen, kørte vi et smut til Christmas Town i Busch Gardens, Williamsburg. Forlystelsesparken er totalt pakket ind i julelys, og så drysser man ellers blot rundt og drikker varm kakao og spiser churros, som er mexicanske friturestegte kagestænger med sukker og kanel på - mmmmmm.
I store træk minder det vel om Tivolis julemarked, selvom det var lidt underligt at gå på julemarked i 15 graders varme, og flere gæster gik rundt i shorts og flip flops. Men alligevel en dejlig afveksling fra sidste år, hvor vi var ved at dø af kulde deroppe, når vi var nødt til at stå stille i en kø.

I dag har vi så gjort det sidste klart til den store aften. Gaverne er under træet, ænder og flæskesteg avec er godt undervejs, ris a la mande er i køleskabet, og julekalenderne er set færdige. Her til eftermiddag har vi været en tur på stranden og trække lidt frisk luft og bygge appetitten op til herlighederne om et par timer. Eneste tilbageværende gøremål er tjansen som julemand hos vores venner nede ad gaden, og SÅ er det jul.

Det er lidt underligt at tænke på, at I alle hjemme vel så småt er ved at færdige med juleaften på dette tidspunkt. Men uanset hvad, ønskes alle en glædelig jul, og vores tanker og hilsener går også til de, der ikke kan være sammen med deres kære denne aften.