torsdag den 1. marts 2012

På mange måder en solskinsdag.

Dagen i dag har på flere måder vist sig fra sin dejlige side.
Til morgen var referatet fra gårsdagens møde i Teknisk Udvalg blevet offentliggjort, og efter mere end et års tovtrækkeri med Viborg Kommune, flere timer end jeg orker at tænke på samt udfærdigelse at et 26 sider sagsoplæg inkl. bilag, kunne man læse: "Teknisk Udvalg besluttede at meddele dispensation fra den fastlagte byggelinje i lokalplan nr. 3.28 for et nyt boligområde ved Solvænget i Frederiks...". Så ind imellem kan borgeren faktisk godt vinde over systemet, og vi glæder os til at påbegynde byggeriet af vores planlagte garage, når vi kommer hjem.
Endvidere stod temperaturen i Virginia Beach på 28 grader i dag, da jeg hentede Mie i skolen. Det var perfekt timing, for 1. marts er dagen, hvor vores yndlingsishus "Rita's" åbnede efter vinteren. Det fejrede Mie og jeg med en gelati, mens vi solede vores blege vinterkroppe lidt.

Ingen kommentarer: