Jeg bliver altså aldrig træt af vinteren her i sydstaterne. Her bliver lige nøjagtig koldt nok til, at man mærker årstiderne, men det varer heldigvis aldrig ret længe ad gangen. I søndags regnede det uafbrudt hele dagen iblandet slud ind imellem, og det var rigtig ærgerligt og trist. Til gengæld varede det kun den ene dag, og ugen igennem er temperaturerne steget støt. Så det er med at gribe chancen og få arbejdet på handicappet, når chancen byder sig. Heldigvis har jeg fået min chef overbevist om glæden ved at spille golf, så kontoret blev beordret lukket til middag og resten af eftermiddagen tilbragt på golfbanen. Her et billede fra sjette huls tee box med en fantastisk udsigt til Chesapeake Bay i baggrunden. Ikke dårligt.
Temperaturen toppede ved 26 grader i dag, så taget røg i bagagerummet, og Mie og jeg nød turen hjem fra skole med vind i håret og sol i ansigtet. Naturen kan også godt lide varmen. Påskeliljerne sprang ud for 14 dage siden, og lige nu er kirsebærtræerne i fuldt flor, mens magnolierne er lige ved at springe ud også. Temperaturen skal ganske vist falde tilbage til etcifrede gradtal til weekenden, men indtil da nyder vi varmen i fulde drag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar