Emmas konfirmation.

Efter et utal af lektier afleveret til sømandspræsten over Internet, diverse besøg ved gudstjenester i de lokale kirker samt flere søvnløse nætter af spænding den seneste uges tid oprandt endelig weekenden, hvor Emma skulle konfirmeres. Og når jeg siger "endelig", mener jeg nok i virkeligheden mest for Emmas vedkommende, for Rikke og jeg sidder og spekulerer på, hvor tiden mon blev af. Det virker som forleden vi hentede hende med hjem fra Odense Sygehus, og sjovt nok er vi jo ikke blevet ældre, så hvor blev vores lille pige af..??

Fredagen gik med at pakke bilen og køre til New York, hvor konfirmationen skulle foregå. Som sædvanlig var det træls at komme gennem trafikken ind til Manhattan, men ud på aftenen nåede vi vores stamhotel midt på Times Square tids nok til at få en sen aftensmad på Five Guys.

Sædvanen tro var vejrguderne ikke med os. Efter 14 dage med sol og tocifrede varmegrader bød New York på regn og 2 graders varme. Alligevel begav vi os ned til World Trade Center Memorial lørdag efter morgenmaden, for det ville Emma gerne se. Normalt skal billetter bestilles måneder i forvejen, men som soldat kom vi både direkte ind og forrest i køen, hvilket var særlig dejligt i dét vejr. Det er sjovt at kunne følge byggeriet. Der bygges en etage om ugen på Freedom Tower (der nu kommer til at hedde One World Trade Center for ikke at fornærme nogen), og det er nu den højeste bygning på Manhattan igen.

Efter besøget ville Emma, Rikke og mormor gerne igang med deres yndlingsbeskæftigelse: shopping på 5th Avenue. Vi andre tog tilbage til hotellet og pakkede gaver ind og slappede af inden aftensmaden.

Emmas yndlingsret er steak (og jo større jo bedre), så vi havde bestilt bord hos Smith & Wollensky, som er et kendt steak house på hjørnet af 3rd Avenue og 49th Street. Restauranten er blandt andet med i Devil Wears Prada. De "dry ager" kødet i 28 dage i store kølebokse, og bøfferne er både store og møre og gode.

Selvom pigerne havde brugt det meste af eftermiddagen i butikker, havde de stadig ikke fået nok, så vi luftede os lidt på Times Square efter maden og handlede de sidste bamser i Disney butikken dér.

Endelig oprandt søndag, hvor vækkeurene ringede tidligt, for der skulle logges spejltid for pigerne, og vi skulle gerne køre i god tid, for kirken ligger i Brooklyn, og det var umuligt at forudse trafikken over broerne væk fra Manhattan. Vi nåede dog det hele i fin tid og havde tid til billeder på trappen foran Sømandskirken i New York.

Vi var faktisk i så god tid, at vi havde tid til en lille tur ned til East River promenaden, hvor vi tog lidt flere billeder i det flotte vejr, som heldigvis havde indfundet sig søndag formiddag.

Og så var det ellers tilbage i varmen i kirken og vente utålmodigt på, det gik løs. Vi havde fået husets bedste pladser sammen med vores Emma på første række, og Mie sad sammen med mormor og morfar et par rækker bag os.

Vores præst hedder Julie, og morfar mener, at sømandspræsterne er noget kønnere i dag end dengang han var sømand og sejlede verdenshavene. Men bedst af alt er hun en fantastisk præst, som har forstået at gøre kristendommens budskab nutidigt, nærværende og relevant. Hun holdt en fremragende prædiken for de unge, og var med til at gøre dagen til noget særligt. Her konfirmerer hun Emma.

Der var ialt seks unge mennesker, som blev konfirmeret. Foruden os var en anden pige relateret til en dansk soldat fra Søværnet, som er udstationeret i Washington DC. Resten var fra andre danske familier, der bor fast og arbejder i New York området.

Her er vores store pige.

Og her er hele den stolte familie.

Efter konfirmationen holdt Julie en reception i hendes "menighedshus" i kælderen. Der blev budt på champagne og kransekage, og det var en hyggelig måde at slutte ceremonien på og få hilst på de andre familier.

Med det hele vel overstået kørte vil tilbage til hotellet, hvor Emma pakkede gaver ud, mens der blev serveret en let frokost af room service og champagne.

Moderne teknologi er simpelt hen fantastisk. Farmor og farfar og moster Cathrine var med til udpakningen af gaver via Facetime på iPad'en.

Der var mange fine gaver, og endda også pakker og kort helt fra Danmark af.

Efter frokost og gaveregn havde vi billetter til Wicked. Den blev opført i Gershwin Theatre blot to blokke fra hotellet, så det var skønt bare at kunne drysse derhen. Emma havde valgt, og det skal hun altså have ros for. Det er ikke uden grund, at Wicked er det bedst sælgende show på Broadway. Historien var god, kulisserne var flotte, sangene var fremragende og skuespillerne var virkeligt dygtige. Vi har efterhånden set en del Broadway shows, mens vi har været herovre, men dette var uden tvivl et af de bedste.

Efter showet var vi lige tilbage og pudre næsen inden middagen. Der var bestilt bord på The View, som er en roterende restaurant på 47. etage i Marriott hotellet midt på Times Square fem minutters gang fra vores hotel. Det var en speciel oplevelse at sidde og se ud over New York og omegn, mens vi spiste. Igen var det Emmas valg, og hun har altså ganske god smag. Uden tvivl efter sin mor...

Efter middagen var det blevet tørvejr igen, og vi fik en sidste mulighed for at nyde Times Square og alle lysene på vejen tilbage til vores hotel. Det var en lidt underlig fornemmelse, for ikke nok med at al spændingen var udløst og konfirmationen næsten overstået. I baghovedet sad også, at det måske var sidste gang, vi kom til at nyde New York igen. Det er en lidt underlig fornemmelse, når man har været vant til "bare" at kunne køre derop.

Mandag morgen var det tidligt op og retur til Virginia Beach. Man kan nemlig kun have et vist antal fraværsdage på universitetet, og Rikke bruger sin kvote på turen til Hawaii. Så der var ikke andet at gøre end at komme tilbage til virkeligheden og tage direkte i skole efter en dejlig weekend i New York.

Til gengæld er det heldigvis en kort uge, for på torsdag morgen fejrer vi færdige og sætter os på flyet til en uges ferie på Waikoloa på Hawaii.