Hawaii

Blå mandag blev der ikke meget af for Emma. Men hun havde som erstatning for festen og blå mandag ønsket sig at rejse, og hun havde fået lov at vælge destinationen. Hun ønskede sig at komme til Hawaii, så det havde vi fået arrangeret i løbet af foråret. 

Torsdag morgen klokken 3:30 ringede vækkeuret. Det var ubehageligt tidligt, men flyet lettede fra Norfolk klokken 6, så der var ingen vej udenom. Nå, men op kom vi alle, og alt gik glat med at komme til lufthavnen og få checket ind. Efter et stop i Houston, Texas landede vi 15 timer senere i Honolulu. 

Her var der nogle timers ophold som blev udnyttet til lidt aftensmad, inden flyet endelig tog os den sidste tur til "the Big Island", der ligesom staten hedder Hawaii.

Det var en kort flyvetur på mindre end en time, men desværre var der lidt forsinkelse på Hawaii, da jeg havde forvekslet lejebilsfirmaet, så vi startede med at køre til det forkerte. Det lykkedes os dog at få udleveret vores firehjulstrækker, og i dagens sidste lys kørte vi de sidste 30 km. til vores resort: Hilton Waikoloa Village, hvor vi ankom lidt slidte 23 timer efter, vækkeuret ringede. Men trætheden måtte vige for begejstringen over stedet. De sidste to km. kørte vi ned ad an alle af palmer indsvøbt i lyskæder, og resortet var så stort, at der var både et tog og små flodbåde der sejlede rundt med gæsterne. 

Så vi afleverede lejebilen og kufferterne i valet, fik checket ind og tog en flodbåd til vores del af resortet, der var oplyst af fakler langs stierne og lysene i diverse pools - ikke ringe.

Hawaii er seks tidszoner fra Virginia Beach, så vi vågnede alle (for) tidligt fredag morgen, men til en fantastisk udsigt over vores resort fra vores altan.

På vej til morgenmaden fik vi første påmindelse om, at vi var kommet til et eksotisk sted. Stien fra vores værelse til restauranten gik langs en lagune, hvor store havskildpadder lå og solede sig i de solvarme lavasten. 

De er fredede på Hawaii, så det gik ikke at klappe, men man kunne gå helt hen til dem, og vi fandt senere ud af, at vi kunne snorkle sammen med dem i lagunen.

Morgenmaden var skøn. Et sandt orgie af alt "det sædvanlige" krydret med omeletstation, alt i kager og en overflod af friske lokale frugter og juicer. Den blev indtaget med udsigt over lagunen med vandfald og badestrand.

Resten af første dag blev brugt i en flok liggestole ved poolen, og for Mies og mit vedkommende også i poolen. 

Emma havde købt de tre Hunger Games bøger, så hun rørte sig ikke ud af flækken hele dagen. Desværre med den konsekvens, at hun blev godt og grundigt brændt. Men jeg tror ikke, det gjorde så meget, for så havde hun en undskyldning for at blive i skyggen resten af ugen og læse sine bøger.

Det var i det hele taget et skønt resort. Det var helt enormt stort, men området var delt op i en masse små "rum", men mange pools, lagunen, delfin pools, butiksområde mv. Det gjorde, at der var hyggeligt over det hele, da det på intet tidspunkt virkede overrendt, og der var masser af liggestole, så man ikke behøvede at stå op før solen for at reservere.

Udsigten fra hotellets lobby.

En af hotellets pools.

Hotellets store pool.

Udsigten lige uden for vores hotelværelse. 

Lørdag bestemte vi os for at køre til sydspidsen af øen for at se kilden til Hawaii øgruppen: Volcano National Park. Det var en underlig oplevelse, for så snart vi havde krydset Mauna Kea på midten af øen efter at have kørt mindre end 100 km., skiftede vejret helt karakter. Fra vestsidens varme og flotte solskinsvejr kom vi på østsiden til et stykke natur domineret af tropisk regnskov og silende regn. Hvor solen næsten altid skinner på øens vestside, falder der årligt mere end 7 meter! nedbør på øens østside, og det er en flot køretur gennem regnskoven.

De store nedbørsmængder betyder samtidigt også, at der er masser af vandfald, og når man kommer fri af regnskoven og kører langs kystvejen er der masser af udsigtspunkter med fantastiske udsyn langs Stillehavskysten.

Vi var dog heldige at have opholdsvejr i Hilo, hvor vi stoppede for at besøge markedet. 

Her købte vi kaffe og souveniers, og vi fik lidt frokost hos en lokal "pølsevogn", som ikke ville have overlevet en inspektion af de danske fødevaremyndigheder. 

Men både kyllingespyd og stegte bananer smagte fremragende, og øen gør ikke meget for at tjene penge på turisterne, så det er ikke sådan, at man kan købe mad på hvert gadehjørne, så det er med at fouragere, når muligheden byder sig.

Vejret kom lidt som en overraskelse, for foruden den silende regn er flere af seværdighederne i Volcano National Park et godt stykke oppe på bjerget, så vi hundefrøs i vores shorts og T-shirts. 

Men vi trodsede elementerne og hikede et stykke gennem regnskoven for at gå gennem en lava tube. En tunnel i klippen, som lavaen i sin tid har smeltet.

Derefter kørte vi ned ad bjerget til vandet, hvor lavastrømmen flyder og konstant gør øen større og større. 

Vulkanen har været i udbrud siden 1983, og svovlniveauet i luften var så højt, at man ikke kunne komme op og kigge ned i vulkanen. Til gengæld kunne man frit gå langs vandet ud til der hvor lavaen flød, og det skulle efter sigende være et fantastisk syn efter mørkets frembrud. 

Det var dog fire timer på gåben hver vej fra det tættest tilgængelige sted med bil, i mørke over gamle lavastrømme i et klima der skifter hvert kvarter, så vi bestemte os for at afskrive den oplevelse. Til gengæld var regnen holdt op, så vi kørte tilbage op på bjerget for at se krateret fra læsiden. Det er voldsomt stort, og det er underligt at se, hvordan svovldampene kommer op af jorden forskellige steder i parken, hvor jorden er revnet ned til jordens indre.

Et sted i parken kan man komme helt tæt på et af vulkanens åbne huller, hvor lavaen flyder. Det er flottest i mørke, så vi kørte ind på den lokale militærbase for at spise noget aftensmad og få lidt varme i knoglerne, mens vi ventede på, at solen skulle gå ned. Og da det var blevet helt mørkt, kørte vi op til hullet. 

Det var flot og en noget speciel oplevelse at se gløden fra jorden indre oplyse nattemørket, inden vi kørte de godt tre timer tilbage til vores resort og væk fra den regnfulde side af øen.

Efter sådan en heldagstur var der dømt badeferie om søndagen. Vi flyttede fra poolen til badestranden ved lagunen, for Rikke havde købt snorkeludstyr til Mie og jeg.

Det var helt vildt. Lagunen viste sig at være fyldt med kæmpeskildpadder og alverdens flotte fisk, som man ellers kun ser i akvarier, så vi brugte lang tid på at snorkle sammen med skildpadderne og fiskene. 

Mie kastede også sin kærlighed på paddle boards, som hun blev rigtig god til at sejle på.

Søndag aften havde vi billetter til Luau, der er Hawaii's svar på grisefesten. 

Grisen bliver stegt i et hul i jorden, og foruden den var der en buffet med at i frugt, salater, andre mere eller mindre lokale retter og desserter, inden aftenen blev sluttet med et show om øens og Polynesiens historie med huladansere og halvnøgne mænd der jonglere med ild.

Mandag var vi "desværre" nødt til endnu en gang at slappe af ved lagunen. Jeg havde nemlig fået et godt tilbud på opholdet, hvis jeg accepterede at deltage i en totimers præsentation af muligheden for at købe en timeshare ved Hilton. Så til middag efterlod vi pigerne med solcreme og kreditkort, mens Rikke og jeg tog til møde. Naturligvis blev det fremlagt meget fristende, og det lignede et fantastisk tilbud, men vi endte altså med at takke pænt nej.

Efter en dejlig afslappende dag ved stranden, fandt vi nogle "love seats" ved strandkanten mod vest og brugte en time på at nyde solnedgangen. 

Det var smukt, og oplevelsen blev ikke ringere af, at mens vi sad og nød synet, dukkede en flok pukkelhvaler op og boltrede sig i havet ud for os.

Om aftenen tog vi ned til det lokale strip mall, hvor vi spiste til aften og fik handlet lidt mere souveniers. 

Vi var nu alle ovre vores jetlag, men sjovt nok er vi alle ved at besvime klokken ti om aftenen, så det er nogle korte aftener. Det er sikkert al den sol og friske luft, og så hjælper det ikke meget heller, at vi alle vågner ved sekstiden om morgenen. Omkring solopgang samles nemlig store flokke af fugle i palmerne uden for værelset, og de skaber sig noget så forfærdeligt. Det var som regel en times tid, hvorefter der bliver ro, så man kan sove lidt igen. Men det er aldrig helt det samme, når man har været vågen.

Tirsdag var det igen tid til at komme ud og se lidt. Dagens mål var at se nogle vandfald i regnskoven og undervejs også se Waipio Valley. 

Det er et helt uberørt stykke land med regnskov og sort sandstrand, og hvor man kun kan komme ned med firehjulstrækker. Vejen derned har nemlig et 25% fald over en mile, så selv med det rette køretøj er det en hårrejsende oplevelse at komme derned. 

Men når først man er kommet derned, er det det hele værd. Det er angiveligt et af de smukkeste steder på Hawaii, og faktisk er det også der man i sin tid optog Dryland i Water World filmen med Kevin Kostner. 

Samtidigt er det lidt Hawaii's svar på Christiania. Der er ingen strøm og infrastruktur, og eneste vand kommer fra vandfaldet og floden, men alligevel bor der 30-40 mennesker dernede i diverse papskure og en hippie lejr. De er ikke særlig glade for os turister, der trænger os ind på deres lille stykke af Edens Have, men hvis vi passer os selv, lader de også os i fred. 

Så vi kørte lidt rundt i bunden af dalen og gik en tur på den sorte strand, inden vi kørte op igen. Stranden var en fantastisk oplevelse. Sandet var helt fint og blødt og kulsort uden at være beskidt. Det er opstået af lava, der har fået en konsistens så det er "eksploderet" ved kontakten ved havet og blevet til sand.

Efter besøget i dalen kørte vi til Umauma Falls, der formodes at være de flotteste på øen. Og flotte var de, men desværre også på regnskovsiden af øen, og det er altså bare lidt træls, når det regner hele tiden. 

Så det blev til en kort gåtur, inden vi vendte tilbage til vores resort og solen igen. I øvrigt er det ikke ligesom på film, hvor man vandrer gennem regnskoven og finder et vandfald som man kan bade ved foden af. Af risiko for søgsmål ved skader, må man ikke bade, og selv hvis man måtte, er der hundekoldt på østsiden af øen.

Aftensmaden var brød, ost og pålæg fra det lokale marked, som blev indtaget på balkonen med udsigt over resortet.

Vores sidste hele dag kørte vi til Kona, hvor vi besøgte en ckokoladefabrik. Det var en lille familievirksomhed der lavede alt selv lige fra at dyrke kakaobønnerne over produktion til salg. Det var en intim og hyggelig oplevelse med gode smagsprøver.

Det startede tidligt om morgenen og varede kun et par timer, så resten af dagen kunne vi slappe af i og ved lagunen. 

Efter omklædning spiste vi en dejlig middag på resortets restaurant lige ved kanten af Stillehavet. Det var en god måde at slutte ferien på.