torsdag den 29. september 2011

Hvad byder man uventede gæster..?!

Det er altså et underligt vejr herovre. Nu har vi lige overstået et jordskælv, og byen stod på den anden ende i ugen op til Irene, som heldigvis for os viste sig at være lidt af en fuser.
Til gengæld fik vi så i går som lyn fra en klar himmel besøg af den værste gang møgvejr, jeg nogensinde har oplevet.
Mens vi spiste aftensmad meldte radioen pludselig om tornadovarsel, og i løbet af fem minutter gik himlen fra flot blå med høj sol til kulsort. Og så fik vi ellers en tordenbyge, der ville noget.
Det var kun begyndelsen, men det vidste vi jo ikke, så Rikke kørte på universitetet, som hun plejer.
Og SÅ begyndte det ellers at regne og tordne. Emma kom ned fra værelset og meddelte, at de havde varslet "flash flooding", men som jeg sagde: bare rolig, der bliver aldrig oversvømmelser i vores ende af byen. Troede jeg....
For vi kunne jo godt se, at vandet begyndte at stå lidt højt på de passerende biler ude på vejen, og blot et kvarter senere, var der altså oversvømmelse. Der kom så meget vand, at forhaverne på begge sider af vejen var dækkede af vandspejl, og bilerne druknede ude på vejen. Skraldespanden som ligger ned på billedet ude på vejen har et tværmål på 60 cm., og den er næste væk under vandet.
Som det kan ses på billedet, har vi vandspejl helt oppe i indkørslen, og naboens forhave er simpelt hen væk.
Vi fik også ret uventede gæster. Toyota'en som kan ses i det fjerne, holder oppe i en indkørsel og er alligevel pænt under vand. Så under megen skubben og masen fik passagererne åbnet dørene og kom til os og bad om husly. Den bil er færdig og holder i øvrigt stadig sammen med masser af andre biler rundt på vejene her til morgen og er totalskadede.

For underligt nok kører amerikanere altså ud som om ingenting er hændt. Jeg spurgte vores gæster, hvorfor de ikke standsede, da de kunne se deres lygter under vandet. Svaret var, at det kunne de ikke se, fordi det regnede så voldsomt. Jeg opgav at forklare dem, at man nok i det hele taget ikke bør køre, hvis man ikke engang kan se forenden af sin bil...
Føreren i SUV'en herunder tænkte, at det nok skulle gå, da hans bil jo var noget højere.

Men han nåede ikke mange meter, førend hans bil også døde midt på vejen. Han var så til gengæld smart nok til ikke at åbne dørene, så han sad der midt i søen i nogle timer, inden regnen var holdt op, og han kunne skubbe den ind til siden og gå hjem.


Heldigvis havde det ikke været så slemt inde ved universitetet, så både Rikke og Eos'en overlevede og kom hjem igen uden mén. Rikke havde dog været nødt til at køre en større omvej, da den sædvanlige vej hjem var oversvømmet.

Præcist hvor meget vand der er faldet, ved vi ikke, da poolen løb over sine breder. Der var ca. 40 cm. op til kanten, så der er i hvert fald faldet mere vand end det på blot to timer!

søndag den 25. september 2011

Så er Corvetten færdig med at køre et stykke tid.

Morfar og jeg tog Corvetten ud at spise en aften mens de besøgte os, og jeg fik en fin plads ved siden af sidste nye model, som bestemt heller ikke ser helt dårlig ud.


Da jeg købte Corvetten vidste jeg godt, at den trængte til at få renoveret forhjulsophænget, for 34 år sætter sine spor i gummibøsningerne. Det er egentlig ikke vanvittigt dyrt i reservedele, men hele ophænget og styretøjet skal splittes ad for at komme til de forskellige bøsninger, så jeg har gået lidt uden om den varme grød. Til gengæld har jeg brugt tiden på at læse en masse og etablere kontakter ved andre ejere af gamle Corvetter, så jeg nu har lidt at trække på, hvis (når!?) jeg kommer i problemer.

Så nu er der vist ingen undskyldning længere, og da møgvejret betyder, at jeg ikke rigtigt får kørt i bilen, gik jeg her i weekenden i gang.

Garagen er blevet ryddet op og gjort klar, bilen er blevet klodset op, og jeg er nået til at få hjul, bremser, rotor og lejer taget af i begge sider. Skjoldet som sidder uden på spindlen er på vej af, men de bolte som holder spindlen fast på styretøjet giver sig ikke sådan lige. De har nu også siddet hvor de sidder i 34 år, og de har altså ikke lige sådan tænkt sig at skulle nogen steder. Så efter at have knoklet med det store værktøj hele formiddagen måtte jeg til sidst give op. Så nu har boltene fået en ordentlig omgang WD40, og så håber jeg, da i løbet af ugen vil blive mere medgørlige.


Det bekymrer mig godt nok noget, for denne del af operationen skulle egentlig være ganske ligetil, så hvis det allerede nu begynder at drille, er jeg noget spændt på, hvordan det vil opføre sig længere fremme i processen. Nå det er nu spændende at arbejde med, og jeg lærer konstant noget nyt om bilen, så det er faktisk ikke så slemt endda, og jeg glæder mig til at komme ud og køre bilen igen.









Fra sommer til efterår natten over.

Selvom det var dejligt sensommervejr i Danmark, var det nu alligevel skønt at vende hjem til Virginia Beach, hvor temperaturen indtil sidste uge lå over 30 grader døgnet rundt.
Jeg sad i øvrigt ved siden af en lokalkendt i flyet, som anbefalede aftensmad på en lille cafe, der ligger blot 15 minutters kørsel hjemmefra. Cafeen ligger på en mole, så man sidder over stranden ved Chesapeake Bay (Chicks Beach) med den mest fantastiske udsigt over stranden og vandet. Og fordi den primært henvender sig til de lokale, er maden vanvittigt billig. $60 for aftensmad til fem mennesker (Mie havde en veninde med) inkl. tax og drikkepenge kan vist ikke gøre meget billigere. Stedet var da heller ikke på nogen måde prætentiøstm men vi fik nogle fiskeburgere med frisk fisk, som smagte fremrageende. Og når man kombinerer maden med sådan en solnedgang, kan alt andet være ligegyldigt. Det var en totaloplevelse helt i top, og cafeen er nu kommet på listen over favoritsteder. Det er en skam, at den lukker i vintermånederne.

Og de kan snart nok komme. Det var en vildt mærkelig slutning på dette års sommer, for den ene dag gik vi i seng med temperaturen over 30 grader, og da vi stod op næste dag var den faldet til 17 grader, og det var pludselig hundekoldt.
Så vi gik og frøs i en uges tid, men vejret er heldigvis blevet lidt mildere igen. At der er blevet efterår kan der dog vist næppe være nogen tvivl om, for selvom temperaturen igen er tilbage midt i 20'erne, regner det uhyggeligt meget. Det kommer i voldsomme tordenbyger, hvor der i løbet af en time falder 100 mm., som er langt mere, end kloakerne kan bære. I fredags da jeg skulle hente Mie i skole, var der faldet så meget vand, at vejen var helt væk, så vi gik i vand til over anklerne. Billedet er taget på vejen foran hendes skole.



lørdag den 24. september 2011

På besøg i Danmark.


I forrige uge var jeg heldig at blive sendt en tur til Danmark på tjenesterejse. Jeg skulle egentlig have rejst hjem sammen med mormor og morfar, men da de havde fået nye billetter pga. problemerne på udrejsen, måtte jeg rejse hjem alene.
Det primære formål var et seminar i Roskilde, men jeg havde et møde på Flyvestation Karup inden weekenden, så jeg nåede også et kort besøg i Frederiks. Det var rart at se "sit kvarter" igen, og inden vi får set os om, er vores hverdag jo dér igen. Men der sker godt nok meget på tre år.
Timingen i rejsen til Danmark var perfekt, for jeg var også heldig at få en weekend sammen med familien på Fyn. Onkel Lars flytter til Kina med sit job i næste måned, så der var mange spændende historier at få, og hvem ved, hvornår vi ser noget til ham igen?!
Den danske sensommer viste sig fra sin kønne side, så der blev mange hyggelige timer på terrassen hjemme ved mor og far.

mandag den 12. september 2011

På jetski med delfiner.

Pigerne har genenm længere tid ønsket sig at komme ud på jetski, og i søndags fik vi endelig gjort alvor af det.
Det viste sig, at man kan leje jetski på "vores" strand blot 15 minutters kørsel hjemmefra. Og de tilbød foruden den almindelige leje en guidet tur ud til området, hvor delfinerne er. Så vi kom fem kvarter til havs og havde en forrygende dag.
Jeg har før været ude med nogle kammerater og været ved at blive slået ihjel, fordi vi kortvarigt glemte, at vi ikke længere var 19 år gamle. Så det var sjovt at se pigerne, som til at begynde med var lidt betænkelige ved tanken om jetski. Som Rikke sagde, havde hun ikke engang nogensinde kørt en knallert. Det varede dog ikke længe, før alle hæmninger var smidt overbord, for det er en helt berusende fornemmelse at fræse afsted med 50 km/t hen over havet, og Mie og jeg havde i periode vanskeligt med at følge med de to store fartbisser.


Det var sjovt at sejle rundt med delfinerne, der var ligeså nysgerrige som os og kom op og slog med halen mellem gruppen af jetski. En helt igennem fantastisk måde at bruge en søndag på, og timingen kunne vist ikke blive meget bedre, for de har lovet lidt køling i vejret sidst på ugen. Det skal vist blive helt ned i nærheden af 20 grader ;)

torsdag den 1. september 2011

Mormor og morfar på besøg.

Igen i år har vi været heldige at få besøg i sommerferien, da mormor og morfar kiggede forbi. De havde en begivenhedsrig tur herover, for en livstræt person bestemte sig for at kaste sig ud foran toget til Kastrup, og så var det altså sket med at nå flyet. Så de tilbragte feriens første nat på Hilton i Københavns Lufthvan på forsikringens regning, og så havde vi lige en dag mere til at få gæsteværelset klart.
Mormor havde nok engang krævet at komme til New York. Da hun tilbød at invitere, tog jeg et par fridage, så vi kunne få en lang weekend, og så satte vi ellers kursen nordpå. Selvom vi kom tidligt afsted, nåede vi først frem til Manhattan først på aftenen, og trafikken ind til Manhattan fredag aften trodser enhver beskrivelse. Voldsom regn gjorde det bestemt ikke lettere, og det tog næsten fire timer at køre turens sidste 100 km.
Men frem nåede vi, og da vi havde fået hotel midt på Times Square skulle vi selvfølgelig en tur ud og nyde stemningen. Så for Gud ved hvilken gang, måtte vi finde os i at få feriebillederne taget med regnfrakker på i New York.

Dagen efter var solen heldigvis kommet frem igen, og vi tog et par cykeltaxaer rundt i Central Park og nød sommeren.

Om aftenen skulle vi fejre fødselsdag for Rikke, så vi havde fået bord på Bar Americain. I håbet om at se Bobby Flay, havde vi fået bord, så vi kunne se ind i køkkenet, men desværre for Rikke, var han altså ikke inde dén aften. Men uanset hvem der havde vagten i køkkenet, fik vi nu alligevel en god middag, inden vi skulle i teatret.


Vi havde nemlig billetter til Mamma Mia. Under vores forestilling var der ikke dansen i gangene, men det var et supergodt show, som vi alle nød - ung som lidt ældre.


Og på sådan en fantastisk aften, var vi altså nødt til at runde Times Square igen inden sengetid, så vi kunne få et billede uden regnfrakker.


Om søndagen stod den på shopping. Som supplement til butikkerne på 5th Avenue var der markedsdag på 6th, som var lukket for trafik i dagens anledning. Det var hyggeligt at gå rundt der, men Mie, morfar og jeg måtte give op ud på eftermiddagen, så vi gik tilbage til hotellet og fik en lur, mens de tre store piger ufortrødent gjorde deres til at holde den amerikanske økonomi igang.


Efter aftensmaden søndag besøgte vi den nye Disney Store på Times Square, hvor Mie fandt en kæmpeversion af sit yndlingsdyr Æsel. Efter at have kælet ham i butikken, var han altså nødt til at tage med Mie hjem, og der er nu efterhånden ved at være noget trangt i hendes seng.


Inden vi kørte hjemad igen om mandagen, gjorde vi holdt i Brooklyn for at se den danske sømandskirke, hvor Emma skal konfirmeres til foråret. Rikke har været i kontakt med præsten, der virker mægtig sød, og kirken ligger i en rigtig hyggelig bydel, så det glæder vi os meget til at blive klogere på i løbet af efteråret. På dagen var kirken lukket, så vi måtte nøjes med at se til udefra.


Ganske tæt på kirken er en hyggelig promenade langs East River, hvor ma kunne nyde udsigten over Manhattan.


Vi fik prøvet et par nye restauranter, men skulle også holde traditionerne i hævd med både Bubba's og Chili's. Og is fik vi på Rita's, hvor vi havde taget de to topløse biler op en aften.


Morfar ville også fejre sin fødselsdag. Mormor kan godt lide Outback, som vi normalt har besøgt på Staten Island på vej til New York. Men da vi i år boede inde på Manhattan, var der ingen Outback deroppe, så morfar inviterede på den lokale i Virginia Beach i stedet. Det var en hyggelig aften, hvor Rikke fik mulighed for at lufte sine nye sko.



17 dage flyver afsted, så inden vi fik set os om, skulle mormor og morfar hjem igen. De rejste samtidigt med mig ved månedsskiftet, men da de hade fået nye billetter af forsikringen pga. deres begivenhedsrige udrejse, kunne vi desværre ikke følges hjem.

mandag den 29. august 2011

Status efter Irene.

Det har været en underlig uge. Da Irene i starten af ugen meldte sig på banen, gav det ikke anledning til meget andet end lidt ærgrelser over, at der ville komme meget regn til weekenden. Som ugen skred frem blev det dog klart, at hun havde retning lige mod os, og efterhånden som hun kom nærmere, var det mindre og mindre sandsynligt, at vi kunne undgå et nærmere bekendtskab. Så da hun i løbet af torsdagen blev opgraderet til kategori III med en bane blot 20 miles øst for os, og den amerikanske flåde sendte Atlanterhavsflåden til havs brød hysteriet ud. Der blev hamstret, alt blev stormsikret, og hele byen ud mod Atlanterhavskysten blev pakket ind i spåntræsplader. Den ellers altid så livlige strandpromenade var som en spøgelsesby fredag aften, da vi kørte en tur derud efter at have fejret morfars fødselsdag.


Da jeg samtidigt i netop den uge var fungerende chef herovre, havde jeg foruden familiens egne forberedelser ansvaret for de 13 familier herovre, og det gav en del interessant ekstraarbejde. Heldigvis sad jeg også i stolen, da Earl kom sidste år, så der var i det mindste lidt erfaring at trække på, og da baserne blev evakueret fredag kl. 12, var alle og alt så godt forberedt som muligt.

Regnen startede allerede fredag aften, og så var det ellers bare at holde vejret og håbe på det bedste. Heldigvis virkede det som om, de beordrede evakueringer primært var med sigte på oversvømmelser som følge af stormfloden og mindre pga. stormskader, så vores hus burde kunne overleve strabadserne.

Fruen tog da også pænt fat, da hun gik i land blot 150 km. syd for os, men efterhånden som hun kom heropad mistede hun pusten, og umiddelbart syd herfor punkterede øjet, så selvom vi fik en ordentlig gang møgvejr, blev det ikke så slemt som frygtet. Vi mistede dog ret hurtigt strømmen, og det varede næsten to døgn, førend vi fik den retableret.

Men der er intet som en orkan, der kan bringe et kvarter sammen. Så vi fik hilst på vores nye naboer, der havde købt en generator, og der nassede vi lidt strøm til køleskabet, så vi kunne holde maden.

Så alt i alt fik vi det bedste ud af det og hyggede med masser af stearinlys og brætspil. Og vi priser os lykkelige for at være sluppet så billigt, for ifølge aviserne har hun taget mere end 30 menneskeliv, og store dele af østkysten er stadig uden strøm.

Efter en formiddags oprydning, er vi tilbage ved normalen hér i huset, og vi mangler nu blot at få renset poolen.

søndag den 28. august 2011

Alt vel på bagsiden af Irene.

Vi har nu været uden strøm siden i går aftes, men derudover er alt vel her, og efter en formiddags oprydning, er vi tilbage i normal gænge.
Nu vil vi køre en tur og se, hvor galt det står til ude omkring.

lørdag den 27. august 2011

Opdatering fra Hurricane Alley.

Så gik Irene i land for lidt siden ca. 100 km. syd for os. Heldigvis lader det til, hun er ved at miste lidt af sin energi. Forleden frygtede man CAT III, og ved landgang var hun CAT I. Det er nu stadigt pænt voldsomt med vindstød på næsten 200 km/t, men i det mindste burde husene kunne modstå det (krydser fingre). Masser af regn og en tornado warning, som netop er ophævet, men ellers er alt pt. vel her. 

fredag den 26. august 2011

Så er vi klar til at modtage Irene.

Det har været en underlig uge. I begyndelsen var der ikke den helt store bekymring over Irene, men i løbet af onsdagen gik det så småt op for os alle, at Irene nok ikke ville afvige sin kurs, men måtte forventes at fortsætte hen over hovederne på os. Torsdag var der ingen vej tilbage, og da den amerikanske flåde sendte sine fartøjer til havs her fra verdens største flådebase begyndte panikken og hamstringen i butikkerne. Ved sidste orkan i 2003, som var mindre end Irene er prognosticeret til at være, var dele af byen uden strøm i 14 dage, og hovedkvarteret var lukket i en uge. Simpelt hen fordi gaderne ikke var farbare.
Så vi fik sammen med alle de andre amerikanere også tanket bilerne, hævet kontanter og fyldt huset op med vand og dåsemad. Heldigvis ordnede Rikke det sammen med mormor, for chefen har været i Danmark denne uge, så ansvaret for planer og de danske familier her på stedet har jeg så hygget mig med.
NATO hovedkvarteret blev sammen med de amerikanske baser lukket og evakueret i dag til middag, og morfar og jeg har brugt eftermiddagen på at pille myggenet ned og flytte ALT ind i garagen.
Byen er stille og roligt lukket ned, og strandpromenaden ser ud som ved vinterdage. Ingen mennesker og de fleste butikker har sømmet vinduer og døre til med krydsfinerplader.
Store dele af byen er beordret evakueret af myndighederne, men det er kun de dele af byen, hvor der er risiko for oversvømmelse. Det gælder ikke os, så vi er blevet i huset, hvor vi burde være i sikkerhed, med mindre ruderne ryger.
Irene forventes at passere ca. 20 miles øst for os, og ifølge prognoserne er øjet over os sent i morgen aften, lørdag. Blæsten og regnen er så småt begyndt, men vi er forberedte så godt som muligt, så der er ingen grund til at være bekymrede for os.
Det er ikke til at sige, hvor længe vi har strøm og internet, men vi skal nok give lyd fra os "på den anden side", og indtil da skal intet nyt betragtes som godt nyt.
God weekend til alle i Danmark, hvor det nu også lyder som om, I skal have et par pæne regnskyl hen over weekenden.

torsdag den 25. august 2011

Earth, Wind and Fire.

De voksne læsere vil givetvis kunne huske dette legendariske band fra deres unge dage. Og det er egentlig meget rammende for ugens tema her i Virginia.
I sommer blev en stor tørvesump syd for byen ramt af lynet, og den har brændt lige siden. Så når vinden ellers er i "den rigtige" retning lugter her ligesom Skt. Hans og nogle dage er her helt tåget af røgen.
I tirsdags blev Virginia ramt af sit første jordskælv siden 1897. Det målte 5,2 på Richter skalaen, og mærkedes tydeligt her i Virginia Beach, hvor billederne raslede noget på væggene. Selv stod jeg op, og det føltes ligesom når færgen lægger til i havnen, og man svajer frem og tilbage. Det medførte en del evakueringer, og mange huse har fået revner, men hele familien er i god behold herovre, og vi har ikke lidt materiel skade heller.
Vinden går vi så lige nu og venter på med krydsede fingre. Hurricane Irene er på vej nordpå efter at have lavet voldsomme ødelæggelser på Bahamas. Hun er pt. erklæret kategori III, og hun forventes at være i Virginia Beach søndag morgen kl. 0200, hvor orkanens øje forventes at være blot 20 miles øst for os. Det er der ikke så meget grin ved, og vi er gået i gang med at lagre vand og dåsemad, så vi kan klare os nogle dage uden strøm. Vi håber på, at huset holder, når det "kun" er kategori III, så det værste bliver strømudfald og syndfloder af regn.
Så der er godt gang i Moder Natur i år, og mormor og morfar får da nogle oplevelser på deres ferie, som man ellers ikke lige normalt opsøger. Men indtil man hører andet, kan man roligt gå ud fra, at vi har det godt.

lørdag den 13. august 2011

Emma 13 år.

Så fik vi vores første teenager i huset, da Emma i går blev 13 år.
Herovre er vi stadig midt i ferieperioden, så festen for veninderne blev holdt tilbage mens skoleåret stadig var igang. Men ferie eller ej lykkedes det at få fat i et par veninder, og Emma ville gerne se den nye tigerudstilling i Virginia Zoo, så dagen blev brugt på en udflugt til zoo.
Emma og Mie brugte resten af eftermiddagen og aftenen på at udleve deres erfaringer fra sidste uges ophold i Hollywood. Emma fik et videokamera i fødselsdagsgave, og de startede i går på at optage deres to første film. En engelsk og en på dansk til når mormor kommer. Der bliver tænkt på alle detaljer, og det er sjovt at se på.
Fødselsdagsmiddagen var bare os fire, og den blev nydt på terrassen på en skøn aften.



onsdag den 10. august 2011

Hjemme igen.

Vores sidste dag ringede vækkeuret nok engang til pigernes store fortrydelse. Vi skulle nemlig flyve ud af LAX kl. 9 om morgenen, og da det var en hverdag, lurede frygten for myldretiden. Der var da også lige ved at udbryde panik, da vi checkede ud, for pigen ved receptionen mente, at turen kunne tage alt fra 20 minutter til 1½ time - vi havde afsat 45 minutter. Heldigvis havde vi checket ind via Internettet dagen før, og vi nåede da også flyet i rimelig tid.
Efter 4½ time plus tre timers tidsforskel landede vi sidst på eftermiddagen i Washington DC, hvor vi tog en taxa ud til vores venner for at hente Hondaen og køre sydover. Meget overraskende gik det altsammen glat og uden besvær, og i løbet af ingen tid og efter et aftensmåltid var vi godt på vej mod Virginia Beach.
Det var helt underligt at komme hjem, for man er vant til, at når en ferie er slut, skal det være koldt. Her er det helt omvendt, for mens aftenenerne på vestkysten er kolde, er det højsommer i Virginia. Da vi nåede herned kl. 2230, var det 30 grader, og vandet i poolen ligger på dejlige 34 grader.
Det har så også sine ulemper, for man bliver ret afhængig af air condition. Og mens vi har været væk, var husets air condition anlæg til overetagen stået af, så der var ulideligt oppe på soveværelserne, hvor termometret viste 36 grader og jeg fik flash backs til Death Valley.
Så vi flygtede til gæsteværelset, og i dag er der sat ny air condition op, så overetagen er ved at være beboelig igen.
Det er svigerforældrene nok glade for, for de ankommer på mandag, hvor vi nok skal have værelset gjort klar til dem.

Los Angeles.


I modsætning til byerne på østkysten, som blev etableret inden bilen blev udbredt, er Los Angeles etableret senere, og derfor er vejene bygget til meget trafik. Vi nåede op på seks spor i hver retning, og med 20 mio. indbyggere og en geografisk udstrækning (inkl. forstæder) på størrelse med Danmark , skal der jo lidt til. Billedet herunder viser et eksempel på en af de motorveje, der leder ind til downtown LA. Opholdet i Solvang betød dog, at vi ramte Los Angeles lige i myldretiden, og selv med veje i den størrelse, var det en træls affære.


Vores hotel lå nemlig midt i infernoet på Hollywood Boulevard. Da vi først var landet og havde checket ind, var det til gengæld helt fantastisk, for det var bygget sammen med Kodak Theatre, Grauman's Chinese Theatre og et kæmpe mall med restauranter og butikker, som man kom lige ned midt i fra lobbyen. Det er hotellet i baggrunden. Vi havde en fremragende udsigt til downtown og Hollywood skiltet fra værelset på 13. etage. Skønt!


Selvom det var blevet sent, skulle vi jo lige have første smagsprøve på stemningen, så vi gik ned på Hollywood Boulevard (den med stjernerne i fortovet) og gik en lille tur. For Emma var det som at komme i himlen, for hun har drømt om at komme til LA i flere år. Og drømmen om et liv blandt stjernerne blev bestemt ikke mindre af seks dage midt i underholdningsmekkaet.




Vi nåede kun et par af stjernerne om aftenen, da vi alle var trætte efter dagens køretur, så dagen efter skulle der tages revanche. Vi gik en laaaaang tur og fik set alle stjernerne, og når man lige går der og overvejer, at de hver betaler $30.000 for at få deres stjerne i fortovet, er det faktisk ikke nogen helt dårlig forretning.


Som sagt lå var Kodak Theatre lige ved siden af hotellet. Det er her der holdes Oscars, så vi måtte også prøve at se lidt godt ud udenfor.

Grauman's Chinese Theater var også en del af komplekset. Det er her, hvor mange stjerner har deres hånd- og fodaftryk i fliserne, og på de overstrømmende taksigelser som mange af de helt store har skrevet, fornemmer man, at Sidney Grauman har været en nøgleperson i Hollywood.


Om aftenen var vi inde i Grauman's Chinese Theater og se Zoo Keeper. En film uden det helt store komplicerede plot, men med så mange forrygende morsomme scener, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har moret mig så godt. Kan absolut anbefales!

Katy Perry var i Los Angeles på sin California Dreams Tour, og der var hurtigt koncensus om, at dét ville vi gerne se/høre. Vi fik fat i hotellets concierge, der meget hjælpsomt tilbød at skaffe billetter til den udsolgte koncert - til $450 pr. stk. Så var gode dyr rådne, men heldigvis fandt vi nogle på internettet på en side, hvor folk kan sælge deres billetter. Så pludselig var vi de lykkelige ejere af fire billetter til koncerten fredag aften.

Så for at spare på kræfterne kørte vi om formiddagen en tur på Mulholland Drive, som er på bjergsiden over LA med fremragende udsigtspunkter. Første stop var udsigten over Universal City, som ses på billedet herunder bag pigerne. Her har Universal, Warner Brothers, Disney mv. deres studier, og det er lidt underligt at tænke på, at stort set alt, hvad man ser i biografer og på TV bliver lavet på den smule land. Vores besøg i Universal Studios senere på ugen viste nemlig, hvordan man med computere kan manipulere stort set alt, så det er meget lidt, der i dag filmes "on location".


Køreturen gik også forbi mange af stjernenes huse, og når man ser, hvad nogle mennesker bor i, må man bare erkende, at man er kommet i den forkerte branche.

Som alle andre besøgende i LA stoppede vi også ved udsigtspunktet til Hollywood skiltet, så vi kunne tage de fornødne billeder til albummet. Og nej, man kan ikke komme helt derop uden en vis erfaring som bjergklatrer.


Tilbage på hotellet fik vi hvilet og beautify-et (som Emma kalder det), og så var det ellers afsted til Nokia Theater, hvor koncerten skulle være. Det var en ekstra gevinst i sig selv, for det er dér American Idol finalen holdes, så det var næsten en attraktion i sig selv for os. Vi startede med en god middag hos Wolfgang Puck lige ved siden af, og så var vi ellers klar. OK, jeg (naturligvis ikke Rikke) trak måske gennemsnitsalderen hos publikum en anelse op, men sjovt nok var der børn yngre end Mie og ganske mange "voksne", så det var en god oplevelse med fantastisk stemning og ikke fulde og skæve teenagere til Grøn Koncert.


Der var en lokal DJ og svenske Robyn til at varme op, og der var helt pænt gang i dem begge, så da Katy Perry efter 1½ time kom på scenen, var salen klar.


Vi havde fået fantastiske pladser. Lige midt for scenen og tæt nok på til at kunne se, samtidigt med de var langt nok fra til at trommehinderne ikke mødtes på midten inde i hovedet. Det viste sig, at de var lige under Katy's sky, så på et tidspunkt i koncerten kom vi helt tæt på, mens hun spillede og sang lige over hovederne på os. Det var ret fedt, og hun leverede i øvrigt et fantastisk show. To timer uden uden pause med gashåndtaget helt i bund og de bedste sange.


Næste dag var alle lidt matte i knæene, så vi kørte en tur ad Sunset Boulevard og nød at kunne sight see'e uden at skulle gå en hel masse.




Vi kørte gennem Beverly Hills, hvor vi bare igen må konstatere, at der er bedre betalte jobs end i det offentlige. Der ligger så mange ubeskriveligt dejlige huse på lige så fantastiske grunde, at det er helt umuligt at begribe, hvordan det overhovedet er muligt. Nå, de har sikkert deres egne problemer at slås med de stakler...


I Beverly Hills ligger også Rodeo Drive, og så fejlede Rikkes ben pludselig ikke længere noget. Det er verdens dyreste og mest fashionable handlegade, som de fleste sikkert kan huske fra Pretty Woman. Så bilen blev parkeret, og så måtte vi ellers ud og gå.


Igen må man bare undres over, at der rent faktisk er folk, der handler sådan et sted. Vi så ørenringe til $25.000 (godt nok for begge to, men alligevel), kjoler til $6.000 og en masse andre varer, hvor der slet ikke var prismærker på, for prisen spørger man ikke til. Og bare mens vi gik frem og tilbage på gaden, som kun er tre blokke lang, så vi seks Lamborghinier, tre Ferrarier, to Rolls Royce og Bentley'er og Porscher i frøers mængde. Det var nu ikke så ringe endda, for så var der jo også lidt for mig at nyde, mens pigerne drømte sig til den helt store shopping spree.

Vi bestemte os nu også for at lege rige for en dag, så frokosten tog vi på en fortovsrestaurant på 208 Rodeo Drive.

Men så var den dags budget også brugt, så derfra kørte vi et smut til Venice Beach og gik en tur. Det er den strand de lokale bruger, og der føltes godt nok også som om hele LA var derude. Igen måtte man erkende, at store veje eller ej, er myldretid i LA bare træls. Det tog det meste af en time at køre de 13 miles tilbage til hotellet, da vi havde fået lidt havluft.





Søndag tog vi til Universal Studios. Det er en forlystelsespark bygget op omkring nogle af de populære TV shows og film, men parken er bygget sammen med "de rigtige" Univeral Studios, så man kan også få et indblik i filmens verden.


Det ville vi også gerne have med, så vi tog en 45 minutters rundtur i deres kopi af verden, hvor vi så deres forskellige "sets". Her er deres storby, som de med skilte og lys kan forvandle fra New York den ene dag til San Francisco eller en hvilken som helst anden storby den næste.


Turen gik også gennem Wisteria Lane fra Desparate Housewifes. En af yndlingsserierne hér i huset (det er for pinligt at indrømme for hvem), så det var en stor oplevelse. Feinsmeckere vil kunne genkende Gaby og Carlos Solis' hus. Og nej, selvom de faktisk optog serien dén dag, så vi ikke Eva Longoria.



Vi så rigtig mange af deres sets, og mange af stederne fik vi demonstreret, hvordan de lavede effekterne. Vi besøgte Amety Island og blev angrebet af hajen fra Jaws (Dødens Gab), vi var midt i en syndflod, vi så eksplosioner og biler, der belv kastet rundt, og vi var midt på en undergrundsstation under et jordskælv, hvor toget blev afsporet og loftet faldt sammen. Igen en scene, vi kunne genkende fra TV-serien Bones.

Vi så også settet fra War of the Worlds, hvor en Boeing 747 er styrtet ned midt i et forstadskvarter.




Og mest imponerende blev vi kørt ind i en 360 graders 3D biograf, hvor vi pludselig var medvirkende i King Kong filmen, mens både dinosaurer og King Kong hoppede rundt omkring os. Meget livagtigt og ret fedt. Pludselig virker fladskærmen hjemme i stuen lidt - flad!

Nå, men efter diverse demonstrationer, var det tid til forlystelser. Rikke og jeg kørte i Jurassic Parc, som var en vandrutschebane, der sluttede med et 25 meter lodret fald gennem et vandfald. Mie og Emma sad over og grinede godt, da vi drivvåde kom ud. Vi sidder bagerst i båden.


Pigernes favorit var The Simpsons, der var en virtuel rustschebane i en simulator. Vi havde købt Front-of-the-Line billetter, og det var en god investering, for så kunne vi bare hele tiden gå ind forrest i køen, og pigerne udnyttede det fuldt ud og kørte Simpsons flere gange, end jeg gider tælle.


Der var også shows. Vi så et show med alle de mange dyr fra filmene, og vi så et show, hvor de demonstrerede special effects. Her viste de også, hvad der er muligt at lave med computere og animation i dag. Helt vildt at se med sine egne øjne, og faktisk laver de i dag stort set alt hér i studierne, så man ikke behøver rejse verden rundt for at finde den rette lokation.

De havde lavet et show omkring Water World, som var ret overvældende med eksplosioner og andre effekter. Se fx billedserien herunder, hvor et fly pludselig lander i bassinet lige foran os omringet af eksplosioner.







Mens vi var i Universal, blev Teen Choice Awards afholdt derinde. Der var et mylder af sorte limousiner og body guards, og vi forsøgte desparat at se Selena Gomez og Justin Bieber og alle de andre, men vagterne var lidt for gode til deres jobs. Men da vi kom tilbage til hotellet ventede en skøn overraskelse. After partyet blev holdt i natklubben lige ved hotellet, og lige neden for vores vindue havde de sat podiet, hvor alle de unge og smarte skulle ud og fotograferes til bladene, så vi fik faktisk første parket til dem alle sammen.






Sidste dag i LA blev brugt i Santa Monica, hvor vi ville nyde solnedgangen på feriens sidste aften. Vi kørte derud af Santa Monica Boulevard, der er en del af Route 66, og i modsætning til stykket i Nevada, var det jo så faktisk et flot stykke af ruten.


Santa Monica Beach er fantastisk dejlig. Masser af palmer og en strand der får stranden ved Blåvand til at virke smal. Vi havde masser af sol, så det var skønt, selvom vandet var lidt køligt i forhold til hvad vi er vant til i Virginia. Man skal heller ikke for langt ud, for det er nogle heftige bølger og en ret voldsom understrøm. Men derfor kan man godt slikke noget sol, og mens pigerne badede, lå jeg og nød livet.




Ud på eftermiddagen røg strandsagerne tilbage i bilen, og så gik vi på jagt efter en restaurant. Vi fandt et steak house på Ocean Avenue, som havde helt forrygende bøffer. Så mens de andre gæster kom i jakkesæt og høje hæle på vej fra jobs, blev vi i shorts og flip flops gelejdet ud på terrassen, hvor vi kunne nyde maden med udsigt over palmerne og solnedgangen. Det var bestemt en værdig måde at slutte ferien på.

Efter maden gik vi en tur på Santa Monica Pier, hvor vi fik handlet de sidste souveniers. Vi fik faktisk også kørt en tur i rutschebanen, inden vi måtte tilbage til hotellet og pakke.