Los Angeles.

I modsætning til byerne på østkysten, som blev etableret inden bilen blev udbredt, er Los Angeles etableret senere, og derfor er vejene bygget til meget trafik. Vi nåede op på seks spor i hver retning, og med 20 mio. indbyggere og en geografisk udstrækning (inkl. forstæder) på størrelse med Danmark , skal der jo lidt til. Billedet herunder viser et eksempel på en af de motorveje, der leder ind til downtown LA. Opholdet i Solvang betød dog, at vi ramte Los Angeles lige i myldretiden, og selv med veje i den størrelse, var det en træls affære.

Vores hotel lå nemlig midt i infernoet på Hollywood Boulevard. Da vi først var landet og havde checket ind, var det til gengæld helt fantastisk, for det var bygget sammen med Kodak Theatre, Grauman's Chinese Theatre og et kæmpe mall med restauranter og butikker, som man kom lige ned midt i fra lobbyen. Det er hotellet i baggrunden. Vi havde en fremragende udsigt til downtown og Hollywood skiltet fra værelset på 13. etage. Skønt!

Selvom det var blevet sent, skulle vi jo lige have første smagsprøve på stemningen, så vi gik ned på Hollywood Boulevard (den med stjernerne i fortovet) og gik en lille tur. For Emma var det som at komme i himlen, for hun har drømt om at komme til LA i flere år. Og drømmen om et liv blandt stjernerne blev bestemt ikke mindre af seks dage midt i underholdningsmekkaet.

Vi nåede kun et par af stjernerne om aftenen, da vi alle var trætte efter dagens køretur, så dagen efter skulle der tages revanche. Vi gik en laaaaang tur og fik set alle stjernerne, og når man lige går der og overvejer, at de hver betaler $30.000 for at få deres stjerne i fortovet, er det faktisk ikke nogen helt dårlig forretning.

Som sagt lå var Kodak Theatre lige ved siden af hotellet. Det er her der holdes Oscars, så vi måtte også prøve at se lidt godt ud udenfor.

Grauman's Chinese Theater var også en del af komplekset. Det er her, hvor mange stjerner har deres hånd- og fodaftryk i fliserne, og på de overstrømmende taksigelser som mange af de helt store har skrevet, fornemmer man, at Sidney Grauman har været en nøgleperson i Hollywood.

Om aftenen var vi inde i Grauman's Chinese Theater og se Zoo Keeper. En film uden det helt store komplicerede plot, men med så mange forrygende morsomme scener, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har moret mig så godt. Kan absolut anbefales!

Katy Perry var i Los Angeles på sin California Dreams Tour, og der var hurtigt koncensus om, at dét ville vi gerne se/høre. Vi fik fat i hotellets concierge, der meget hjælpsomt tilbød at skaffe billetter til den udsolgte koncert - til $450 pr. stk. Så var gode dyr rådne, men heldigvis fandt vi nogle på internettet på en side, hvor folk kan sælge deres billetter. Så pludselig var vi de lykkelige ejere af fire billetter til koncerten fredag aften.

Så for at spare på kræfterne kørte vi om formiddagen en tur på Mulholland Drive, som er på bjergsiden over LA med fremragende udsigtspunkter. Første stop var udsigten over Universal City, som ses på billedet herunder bag pigerne. Her har Universal, Warner Brothers, Disney mv. deres studier, og det er lidt underligt at tænke på, at stort set alt, hvad man ser i biografer og på TV bliver lavet på den smule land. Vores besøg i Universal Studios senere på ugen viste nemlig, hvordan man med computere kan manipulere stort set alt, så det er meget lidt, der i dag filmes "on location".

Køreturen gik også forbi mange af stjernenes huse, og når man ser, hvad nogle mennesker bor i, må man bare erkende, at man er kommet i den forkerte branche.

Som alle andre besøgende i LA stoppede vi også ved udsigtspunktet til Hollywood skiltet, så vi kunne tage de fornødne billeder til albummet. Og nej, man kan ikke komme helt derop uden en vis erfaring som bjergklatrer.

Tilbage på hotellet fik vi hvilet og beautify-et (som Emma kalder det), og så var det ellers afsted til Nokia Theater, hvor koncerten skulle være. Det var en ekstra gevinst i sig selv, for det er dér American Idol finalen holdes, så det var næsten en attraktion i sig selv for os. Vi startede med en god middag hos Wolfgang Puck lige ved siden af, og så var vi ellers klar. OK, jeg (naturligvis ikke Rikke) trak måske gennemsnitsalderen hos publikum en anelse op, men sjovt nok var der børn yngre end Mie og ganske mange "voksne", så det var en god oplevelse med fantastisk stemning og ikke fulde og skæve teenagere til Grøn Koncert.

Der var en lokal DJ og svenske Robyn til at varme op, og der var helt pænt gang i dem begge, så da Katy Perry efter 1½ time kom på scenen, var salen klar.

Vi havde fået fantastiske pladser. Lige midt for scenen og tæt nok på til at kunne se, samtidigt med de var langt nok fra til at trommehinderne ikke mødtes på midten inde i hovedet. Det viste sig, at de var lige under Katy's sky, så på et tidspunkt i koncerten kom vi helt tæt på, mens hun spillede og sang lige over hovederne på os. Det var ret fedt, og hun leverede i øvrigt et fantastisk show. To timer uden uden pause med gashåndtaget helt i bund og de bedste sange.

Næste dag var alle lidt matte i knæene, så vi kørte en tur ad Sunset Boulevard og nød at kunne sight see'e uden at skulle gå en hel masse.

Vi kørte gennem Beverly Hills, hvor vi bare igen må konstatere, at der er bedre betalte jobs end i det offentlige. Der ligger så mange ubeskriveligt dejlige huse på lige så fantastiske grunde, at det er helt umuligt at begribe, hvordan det overhovedet er muligt. Nå, de har sikkert deres egne problemer at slås med de stakler...

I Beverly Hills ligger også Rodeo Drive, og så fejlede Rikkes ben pludselig ikke længere noget. Det er verdens dyreste og mest fashionable handlegade, som de fleste sikkert kan huske fra Pretty Woman. Så bilen blev parkeret, og så måtte vi ellers ud og gå.

Igen må man bare undres over, at der rent faktisk er folk, der handler sådan et sted. Vi så ørenringe til $25.000 (godt nok for begge to, men alligevel), kjoler til $6.000 og en masse andre varer, hvor der slet ikke var prismærker på, for prisen spørger man ikke til. Og bare mens vi gik frem og tilbage på gaden, som kun er tre blokke lang, så vi seks Lamborghinier, tre Ferrarier, to Rolls Royce og Bentley'er og Porscher i frøers mængde. Det var nu ikke så ringe endda, for så var der jo også lidt for mig at nyde, mens pigerne drømte sig til den helt store shopping spree.

Vi bestemte os nu også for at lege rige for en dag, så frokosten tog vi på en fortovsrestaurant på 208 Rodeo Drive.

Men så var den dags budget også brugt, så derfra kørte vi et smut til Venice Beach og gik en tur. Det er den strand de lokale bruger, og der føltes godt nok også som om hele LA var derude. Igen måtte man erkende, at store veje eller ej, er myldretid i LA bare træls. Det tog det meste af en time at køre de 13 miles tilbage til hotellet, da vi havde fået lidt havluft.

Søndag tog vi til Universal Studios. Det er en forlystelsespark bygget op omkring nogle af de populære TV shows og film, men parken er bygget sammen med "de rigtige" Univeral Studios, så man kan også få et indblik i filmens verden.

Det ville vi også gerne have med, så vi tog en 45 minutters rundtur i deres kopi af verden, hvor vi så deres forskellige "sets". Her er deres storby, som de med skilte og lys kan forvandle fra New York den ene dag til San Francisco eller en hvilken som helst anden storby den næste.

Turen gik også gennem Wisteria Lane fra Desparate Housewifes. En af yndlingsserierne hér i huset (det er for pinligt at indrømme for hvem), så det var en stor oplevelse. Feinsmeckere vil kunne genkende Gaby og Carlos Solis' hus. Og nej, selvom de faktisk optog serien dén dag, så vi ikke Eva Longoria.

Vi så rigtig mange af deres sets, og mange af stederne fik vi demonstreret, hvordan de lavede effekterne. Vi besøgte Amety Island og blev angrebet af hajen fra Jaws (Dødens Gab), vi var midt i en syndflod, vi så eksplosioner og biler, der belv kastet rundt, og vi var midt på en undergrundsstation under et jordskælv, hvor toget blev afsporet og loftet faldt sammen. Igen en scene, vi kunne genkende fra TV-serien Bones.

Vi så også settet fra War of the Worlds, hvor en Boeing 747 er styrtet ned midt i et forstadskvarter.

Og mest imponerende blev vi kørt ind i en 360 graders 3D biograf, hvor vi pludselig var medvirkende i King Kong filmen, mens både dinosaurer og King Kong hoppede rundt omkring os. Meget livagtigt og ret fedt. Pludselig virker fladskærmen hjemme i stuen lidt - flad!

Nå, men efter diverse demonstrationer, var det tid til forlystelser. Rikke og jeg kørte i Jurassic Parc, som var en vandrutschebane, der sluttede med et 25 meter lodret fald gennem et vandfald. Mie og Emma sad over og grinede godt, da vi drivvåde kom ud. Vi sidder bagerst i båden.

Pigernes favorit var The Simpsons, der var en virtuel rustschebane i en simulator. Vi havde købt Front-of-the-Line billetter, og det var en god investering, for så kunne vi bare hele tiden gå ind forrest i køen, og pigerne udnyttede det fuldt ud og kørte Simpsons flere gange, end jeg gider tælle.

Der var også shows. Vi så et show med alle de mange dyr fra filmene, og vi så et show, hvor de demonstrerede special effects. Her viste de også, hvad der er muligt at lave med computere og animation i dag. Helt vildt at se med sine egne øjne, og faktisk laver de i dag stort set alt hér i studierne, så man ikke behøver rejse verden rundt for at finde den rette lokation.

De havde lavet et show omkring Water World, som var ret overvældende med eksplosioner og andre effekter. Se fx billedserien herunder, hvor et fly pludselig lander i bassinet lige foran os omringet af eksplosioner.

Mens vi var i Universal, blev Teen Choice Awards afholdt derinde. Der var et mylder af sorte limousiner og body guards, og vi forsøgte desparat at se Selena Gomez og Justin Bieber og alle de andre, men vagterne var lidt for gode til deres jobs. Men da vi kom tilbage til hotellet ventede en skøn overraskelse. After partyet blev holdt i natklubben lige ved hotellet, og lige neden for vores vindue havde de sat podiet, hvor alle de unge og smarte skulle ud og fotograferes til bladene, så vi fik faktisk første parket til dem alle sammen.

Sidste dag i LA blev brugt i Santa Monica, hvor vi ville nyde solnedgangen på feriens sidste aften. Vi kørte derud af Santa Monica Boulevard, der er en del af Route 66, og i modsætning til stykket i Nevada, var det jo så faktisk et flot stykke af ruten.

Santa Monica Beach er fantastisk dejlig. Masser af palmer og en strand der får stranden ved Blåvand til at virke smal. Vi havde masser af sol, så det var skønt, selvom vandet var lidt køligt i forhold til hvad vi er vant til i Virginia. Man skal heller ikke for langt ud, for det er nogle heftige bølger og en ret voldsom understrøm. Men derfor kan man godt slikke noget sol, og mens pigerne badede, lå jeg og nød livet.

Ud på eftermiddagen røg strandsagerne tilbage i bilen, og så gik vi på jagt efter en restaurant. Vi fandt et steak house på Ocean Avenue, som havde helt forrygende bøffer. Så mens de andre gæster kom i jakkesæt og høje hæle på vej fra jobs, blev vi i shorts og flip flops gelejdet ud på terrassen, hvor vi kunne nyde maden med udsigt over palmerne og solnedgangen. Det var bestemt en værdig måde at slutte ferien på.

Efter maden gik vi en tur på Santa Monica Pier, hvor vi fik handlet de sidste souveniers. Vi fik faktisk også kørt en tur i rutschebanen, inden vi måtte tilbage til hotellet og pakke.