onsdag den 3. august 2011

Highway 1 og Solvang.

Fra Monterey gik turen sydover mod Los Angeles. Vi havde bestemt os for at køre langs kysten ad Highway 1.


Det var en flot tur, fordi vestkysten er så meget anderledes, end man er vant til langs andre kyststrækninger. Bjergene går helt ud til kysten, og vejen er sprængt ind på klippesiden, så man mange steder har et helt stejlt fald meget langt ned lige uden for vinduet på bilen, men til gengæld en fantastisk udsigt. Her er Jan ved Big Sur i det fjerne.


Vejen byder også på strækninger med strand, og nogle steder myldrer stranden med søløver, der soler sig. Det er ret charmerende. Her er pigerne foran Ragged Point, som er sidste stykke i bjergene. Herfra er området fladt, indtil man når bjergene igen ved Los Angeles.


Et par timer før man når ned til LA, kan man opleve et lille stykke af Danmark i Solvang.


Det er en pudsig oplevelse at køre ned af HC Andersen's Boulevard midt i Californien og se bindingsværkshuse, danske navne, Dannebrog og kopier af Dybbøl Mølle - altsammen flankeret af palmetræer en masse.


Mange danskere emigrerede i sin tid til byen og tog Danmark med, og der er stadig mange danskere. Bedst af alt også danske bagere, så vi nød eftermiddagskaffen i Olsens bageri med hindbærsnitter og træstammer. DET var altså bare lækkert.


Ingen kommentarer: